Læserbrev

Politikernes tavshed larmer efter TV 2’s hjerteskærende dokumentar om et blødende sundhedsvæsen

Dokumentaren ’Opråb fra sygehuset’ skildrer en frygtelig, men sand fortælling om et sundhedsvæsen, som ødelægger medarbejderne, og hvis fokus på økonomisk effektivitet koster menneskeliv. Hvorfor reagerer ingen politikere på disse grufulde fortællinger, spørger sygeplejerske Pernille Molin i dette debatindlæg.
Debat
27. oktober 2021

TV 2 viste den 21. oktober dokumentaren Opråb fra sygehuset. En frygtelig, men desværre sand fortælling om et sundhedsvæsen, som ødelægger dens medarbejdere, og hvis konstante fokus på økonomisk effektivitet koster menneskeliv.

Al kreativitet og fleksibilitet er sparet væk, og tilbage er kun det, man kan sammenligne med et maskinelt samlebåndsarbejde.

Ingen med deres faglige stolthed i behold vil eller kan yde god individuel pleje ud fra denne model, og ingen patienter trives eller hjælpes til selvhjælp ud fra dette styringsredskab.

Jeg var rystet. Ikke blot over dokumentaren, men særligt over stilheden, som lagde sig tungt over Danmark bagefter.

Hvordan kan sådan en dokumentar sive så stille ud af folks bevidsthed?

Vi får serveret fortællinger om sygdomsforværring, -forlængelse og tilmed død, for ikke at tale om de sundhedsprofessionelle, som skal leve med disse oplevelser resten af livet.

Tårevædede fortællinger, som serveres med aftenkaffen i den bedste sendetid. De fortællinger gik lige i hjertet på mig, og jeg blev bekymret for næste gang, nogle af mine nærmeste skal i kontakt med sundhedsvæsenet. Gjorde I ikke?

Sundhedspersonale, pårørende og patienter bør være forargede og lige så rystede som jeg.

De fleste danskere kan sætte sig selv i mindst én af ovenstående roller – kæmp for at forholdene bliver bedre.

Hvorfor den tavshed fra politikerne? Alle kan da se, at de bør handle?

Vi har endda bøjet det i neon og skåret det ud i pap for jer. Der foreligger utallige data og forskning, som understreger den virkelighed, der foregår uden for jeres trygge hjem.

For de sundhedsfaglige er der intet nyt i de tal, men jeres manglende reaktion tyder på, at I endnu ikke har haft tid til at se på dem – ellers havde I vel handlet for længe siden?

Hvad mere skal vi gøre, før I lytter? Hvor længe tør I vente?

For ja! Det er jer, der har ansvaret, og os, der venter …

Pernille Molin er sygeplejerske

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Må indrømme jeg stort set ikke ser TV 2,ikke mindst fordi de i mine øjne for ofte popper problemer problematikker i en sensations ånd.
Vi er klar over at mennesker bliver syge og lidelser og død kan være følgen. Vi har ingen garanti for at leve i 90 år og der vil være en prioritering i lægers valg i forhold til bl.a. vanvittige priser på medicin som skal redde sjældne sygdomme og det er kapitalen som står bag Under alle omstændigheder er der vist ingen læger og sygeplejersker som ikke gør deres bedste,.

Døden trives sammen med Djøfferne i sundhedsplatformen...... kun bedemanden griner!

Jeg synes efterhånden at det står meget klart, at vores politikere ikke er interesseret i at løse problemer.
De er først og fremmest interesseret i hvad der er nemmest at "sælge" til vælgerne.
Vores demokrati erodere, hvis ikke vi gør op med de gamle magtpartier som fører deres politik efter meningsmålinger der er betalt af partistøtten.