Rovdrift på planeten og gemte profitter er ikke funktionsfejl ved kapitalismen – det er kapitalismen

Hver gang der kommer en ny datalæk om, hvor de rige gemmer deres penge – som nu sidste uges Pandora-papirer – spørger vi: Hvordan kan det gå til? Hvorfor har vi udviklet et globalt system, hvor enorm velstand uden videre kan flyttes til oversøiske skattely, ubeskyttet og udeklareret for offentligheden?

Den seneste læk fik politikere til indigneret at tale om »en kapitalisme med et uacceptabelt ansigt«. De tager fejl. Der er kun én kapitalisme, og dette er dens ansigt.

Kapitalismen kom selv til verden på en fjern ø. Få årtier efter portugisernes erobring af Madeira udviklede de et system, der var helt ulig noget, verden tidligere havde kendt. Ved at fælde de skove, som lagde navn til øen – madeira betyder ’træ’ på portugisisk – skabte de en ubeskrevet tavle, en terra nullius. Med penge fra Genovas og Flanderns bankierfamilier købte de portugisiske kolonisatorer slaver fra Afrika til at dyrke og forarbejde sukker, og hurtigt fik de opbygget en ny slags økonomi, hvor jord, arbejdskraft og penge mistede alle hidtidige sociale betydninger og blev til handelsvarer.

Med beskeden kapital fik de greb om enorme naturrigdomme. I Madeiras frugtbare jord med rigeligt træ som brændsel og lige så rigelig slavearbejdskraft opnåede de et indtil da aldrig før set produktivitetsniveau: I 1470 var den lille ø blevet verdens største sukkerproducent.

Produktionskollaps

Madeiras økonomi havde et kendetræk mere, der var historisk nyt: Den gjorde indhug i øens naturrigdomme i rekordtempo. Sukkerproduktionen nåede et toppunkt i 1506, og allerede i 1525 var den faldet med næsten 80 procent. Forklaringen var afskovning: Madeira løb tør for madeira. Der skulle 60 kg brænde til at raffinere et kilo sukker.

Efterhånden som skove måtte hugges om på stadigt mere utilgængelige steder, måtte der stadigt flere slaver til for at producere samme mængde. Samtidig førte skovrydningerne til udryddelse af arter, der var unikke for øen.

I det, der blev en klassisk kapitalistisk cyklus – boom, krak, nyt territorium – flyttede portugiserne nu i stedet kapital til andre himmelstrøg med nye sukkerplantager, først på São Tomé, så i Brasilien, så på de caribiske øer, indtil ressourcer også her blev udtømt.

Produktivitetskriser og økologiske kollaps som Madeiras er ikke et systems fejlslagne udfald. De er systemet.

Ganske vist fandt Madeira nye forretningsmuligheder, især i vindyrkning. Men ingen bør undre sig over, at en sådan ø nu beskyldes for at være skattely og nævnes i Pandora-papirerne. Hvad skulle en økologisk forarmet ø, hvis økonomi blev bygget på plyndring, ellers gøre?

I 1689 skrev filosoffen John Locke: »I begyndelsen var hele verden som Amerika,« – en blank tavle, hvis rigdomme kun ventede på at blive plukket. Men modsat Madeira var Amerika beboet, og de oprindelige folk måtte ryddes af vejen eller gøres til slaver for at skabe en ny terra nullius. Retten til verden kunne opnås gennem hårdt arbejde, hævdede Locke: Når en mand »blander sit arbejde« med naturens rigdom, gør han den »til sin ejendom«.

De, som gjorde krav på at eje naturen, blandede dog ikke kun deres eget, men i høj grad også slavers arbejde med den. Eventyrkapitalismens fortælling om sig selv – at man bliver rig gennem hårdt arbejde og foretagsomhed og på den måde føjer værdi til naturrigdommen – er den største propagandaløgn i historien.

Kolonial udbytning

Som Laleh Khalili for nylig forklarede i London Review of Books, sluttede den koloniale udbytning aldrig. Den fortsætter gennem råvarehandlere, der tilegner sig fattige nationers ressourcer ved udspekulerede instrumenter som transfer pricing – prisfastsættelse af transaktioner mellem forbundne selskaber. Det fortsætter gennem brug af offshoreskattely, hvor korrupte eliter dræner deres lande for velstand, som de derpå kanaliserer over i trustfonde og andre formueforvaltningsenheder, hvis sande ejerskab er skjult i skuffeselskaber.

Selv om pengene, der antænder den kapitalistiske ild, kan være gemt i et skattely, er det tydeligt, at den afbrænder alle territorier, der endnu besidder uudnyttet naturrigdom: Amazonlandet, Vestafrika, Vestpapua.

Når kapitalen løber tør for mere planet at brænde, retter den sin opmærksomhed mod de største havdybder og skuer i Tesla-milliardæren Jeff Bezos’ fantasier allerede mod det ydre rum.

Al snak om at ’tæmme’ kapitalismen og ’reformere’ kapitalisme bygger på en forkert opfattelse af, hvad kapitalisme er. Kapitalisme er præcis, hvad vi ser i Pandora-papirerne.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen