Kommentar

Sæt Lynetteholmen på pause, til vi kender de miljømæssige konsekvenser

Vi må trække i nødbremsen og sætte det gigantiske projekt om at bygge en halvø i Øresund på pause. Vi frygter, at Lynetteholm bliver en miljømæssig katastrofe. Socialdemokratiet vil haste projektet igennem, inden miljøvurderingen er færdig, skriver borgmesterkandidat i København for Enhedslisten, Line Barfod, og sekretariatsleder i Klimabevægelsen, Frederik Roland Sandby, i dette debatindlæg
By & Havn har på Lynetteholmen lavet prøver på støjpåvirkninger og bundforhold, til når de op til 30 meter lange spunsjern om få år skal bankes i havbunden.

By & Havn har på Lynetteholmen lavet prøver på støjpåvirkninger og bundforhold, til når de op til 30 meter lange spunsjern om få år skal bankes i havbunden.

Annika Byrde

Debat
19. oktober 2021

Lars Løkke Rasmussen og Frank Jensens prestigeprojekt om at bygge en kunstig halvø i Øresund er danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Udover at diktere udviklingen i vores hovedstad de næste mange årtier, vil det have betydelige konsekvenser for klimaet og miljøet.

Selv om Lynetteholmen først forventes at stå færdig om et halvt århundrede, har man ikke taget sig den nødvendige tid til at lave en miljøvurdering af projektet i sin helhed eller tilrettelagt noget, der bare minder om en reel borgerinddragende proces. Det er en demokratisk skandale.

Ingen demokratisk diskussion af projektet

Da FN’s medlemslande under ledelse af Svend Auken skrev under på Århuskonventionen i 1998, gjorde de det for miljøet. Konventionen skulle sikre borgernes miljørettigheder: retten til viden, retten til at deltage og retten til at klage. De rettigheder er netop centrale for, at regeringer ikke tromler hen over deres borgere og vedtager miljøskadelige projekter, uden offentligheden har mulighed for at kende miljøpåvirkningen, indgå i beslutningsprocessen om projektet og i sidste ende klage over det, hvis der er fare for, at det er til skade for miljøet.

Men det er netop, hvad det store flertal bag Lynetteholmen gør: tromler hen over bekymrede borgere. For den samlede miljøpåvirkning af Lynetteholmen har man ikke undersøgt.

Det umuliggør selvfølgelig en demokratisk diskussion af projektet og reel borgerinddragelse – for hvordan kan man tages tilling til noget, man ikke kender konsekvenserne af? Det er meget bekymrende – for det er åbenlyst, at Lynetteholmen kan få enorme konsekvenser.

Derfor er det godt, at Århuskonventionen sikrer retten til at klage over projekter som Lynetteholmen. Hvis altså ikke det var fordi, regeringen har valgt at lukke for klageadgangen. Den slags klager kan jo forsinke og fordyre processen, må vi forstå.

Ingen adgang til at klage

Derfor har Klimabevægelsen valgt at gå rettens vej – den umiddelbart sidste mulighed for at stoppe Lynetteholmen, hvis ikke betonflertallet får kolde fødder og stopper projektet.

Stævningen ligger klar. Det eneste, der mangler, er, at Klimabevægelsen får fri proces til at føre retssagen, hvilket vil sige, at staten betaler sagens omkostninger. Ansøgningen er sendt afsted, og fordi maskinerne går i gang allerede i år, har man søgt om at få den hastebehandlet. Men det er ikke muligt. Der kan først forventes svar om syv måneder – altså fem måneder efter anlægsprojektet er startet, og maskinerne er godt i gang.

Tilbage står vi uden nogen reel viden om miljøpåvirkningen, uden borgerinddragelse og helt uden reel klageadgang. Det er mildest talt grotesk.

Konsekvenser for miljø, dyr og planter

Det er ikke bare miljøbevidste borgere og gamle, grønne hippier fra Enhedslisten, der brokker sig. På den anden side af sundet har de svenske myndigheder rejst en begrundet bekymring for projektets påvirkning af de strømforhold i Øresund, der har afgørende betydning for det dyre- og planteliv, der allerede er under pres.

Ligesom man frygter, at den planlagte dumpning af, hvad der svarer til 70.000 containere med forurenet slam i Køge Bugt kan sprede sig til naturområder i Sverige. Det skal derfor undersøges nærmere af et uafhængigt firma – men konklusion ligger først klar, efter at loven om byggeriet af Lynetteholm er trådt i kraft.

På den positive side vil tilhængere af projektet fremhæve, at flertallet bag har besluttet, at der i efteråret igangsættes en strategisk miljøvurdering, som skal undersøge sammenhængen mellem infrastruktur og byudvikling i forbindelse med Lynetteholmen og redegøre for de overordnede miljøkonsekvenser af den samlede udvikling. Det hjælper bare ikke meget, når By & Havn har planer om at igangsætte anlægsarbejdet dagen efter kommunalvalget. Det er den helt forkerte rækkefølge.

Forhastet proces

Det er mildt sagt forhastet og uansvarligt, at By & Havn lige om lidt indgår bindende kontrakter og sætter maskinerne i gang. Det er vores klare opfattelse, at vi er nødt til at trække i nødbremsen og få os en tænkepause.

I hele denne sag er Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Sophie Hæstorp Andersen, påfaldende stille. Mon det skyldes, at man i en valgkamp ikke har lyst til at stå på mål for partifællernes underløb af miljøet og demokratiet?

Og hvor er SF, som for få måneder siden brystede sig af at få den strategiske miljøvurdering med i aftalen om Lynetteholmen? SF bør da som minimum kunne bakke op om, at vi skal kende miljøkonsekvenserne, før maskinerne rykker ind – ellers nytter den jo ikke noget.

Vi så gerne, at projektet blev stoppet helt, men vi bør som minimum sætte projektet på pause, indtil vi kender den samlede miljøpåvirkning. Alt andet risikerer at ende i en miljømæssig katastrofe.

Line Barfod, borgmesterkandidat i København for Enhedslisten

Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i Klimabevægelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et helt igennem vanvittigt projekt der bør skrinlægges.

Kære Information : hvorfor kan man ikke anbefale artikler længere ? Hvorfor skal man skrive en kommentar, der ofte, for ut, bare bekræfter at man er enig i det der allerede er skrevet?

Mvh Hanne Pedersen :(

Finn Egelund, Thomas Tanghus, Ole Olesen, Eva Kjeldsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Enig med dig, Hanne.

Artiklen er anbefalet, der er ikke noget at være uenig i, der er skrevet i ovenstående.

Thomas Tanghus, Eva Kjeldsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Projektet bør sammenlignes med byggeriet at Storebæltsbroen. Her blev der lavet vidtgående analyser af miljøpåvirkningen. Særligt bekymrende er risikoen for at man ændre den sårbare saltbalance i hele Østersøen. Lynetteholm indebærer ikke kun lokale og regionale miljørisici - vi mangler den samlede vurdering.

Det er en skandaløs udemokratisk adfærd at forhindre borgere i at klage .

Jeg troede den forrige regering var ret enestående, hvad angår arrogant magtfuldkommenhed, men Socialdemokratiet har formået at give mørkelygten mindst tre nøk op ad.

Det er en ualmindelig kedelig udvikling.