Kommentar

Socialdemokratiets mediekritik er hyklerisk

Mette Frederiksen efterlyser, at medierne bidrager til dannelse og udvikling af demokratiet. Men Socialdemokratiet bidrager ikke selv til en oplyst offentlighed, når de er storforbrugere af Facebook og sår mistillid til medierne, skriver Benjamin F. Rasmussen i dette debatindlæg
Statsminister Mette Frederiksen (S) har flere gange udtalt sig kritisk om medierne. Senest ved Folketingets åbning, hvor hun sagde, at mediedækningen af politik er »en uheldig spiral af enkeltsager og forhastet lovgivning – som stjæler opmærksomheden fra det, vi er her for – at løse rigtige problemer«.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har flere gange udtalt sig kritisk om medierne. Senest ved Folketingets åbning, hvor hun sagde, at mediedækningen af politik er »en uheldig spiral af enkeltsager og forhastet lovgivning – som stjæler opmærksomheden fra det, vi er her for – at løse rigtige problemer«.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
14. oktober 2021

»Who watches the Watchmen« spraymaler demonstranter på murene i Alan Moore og Dave Gibbons klassiske graphic novel Watchmen. Kritikken fra demonstranterne går på, at de egenrådige og magtfulde superhelte Watchmen udøver selvtægt uden om samfundets demokratiske love og regler. Et klassisk magtdilemma, for hvem udøver magt over for magthaverne?

I vores moderne demokratiske samfund har vi ideelt set løst det problem med magtens tredeling og medierne som den fjerde statsmagt. Kontrolmekanismer, der holder øje med magten. Det virker, som om statsminister Mette Frederiksen mener, at den kontrolmekanisme, der skal kontrollere hende, bør kontrollere mindre.

Ved Socialdemokratiets kongres i september satte statsministeren spørgsmålstegn ved, hvordan medierne varetager demokrati, oplysnings- og dannelsesidealer: »Hvordan bidrager de bedst muligt til dannelse? Til at facilitere en offentlig samtale mellem oplyste mennesker? Til at udvikle vores demokrati? Hvordan sikrer vi proportionaliteten i mediedækningen?« Hendes spørgsmål er ledende. Ved at spørge, hvordan proportionaliteten skal sikres i mediedækningen, underforstår statsministeren, at der er et problem med proportionaliteten.

Statsministeren uddybede kritikken ved Folketingets åbning, hvor hun sagde, at mediedækningen af politik er »en uheldig spiral af enkeltsager og forhastet lovgivning – som stjæler opmærksomheden fra det, vi er her for – at løse rigtige problemer«.

Frederiksen er selv storforbruger af Facebook

Der er intet at sige til, at medierne har været ekstra kritiske under coronakrisen. Borgernes frihedsrettigheder har trods alt været stærkt indskrænkede af en historisk magtfuld regering. Samme regering og særligt statsministeren har været foruroligende sky over for pressen. Når den kritiske presse så endelig har haft adgang via pressemøder, begrænses journalisterne til to spørgsmål hver. Alt imens statsministeren lyver om myndighedernes anbefalinger og stort set kun vil svare på opfølgende spørgsmål fra børnejournalister og sofamedier og udlægge teksten på egne sociale medier.

Hvordan sikrer statsministeren egentlig selv de idealer, hun prædiker over for medierne?

Statsministeren deklarerer i sin kongrestale, at samtalen på sociale medier ikke skal »dikteres af multinationale selskabers algoritmer« og spørger: »Hvordan sikrer vi, at techgiganterne, Facebook og andre, begynder at påtage sig et større demokratisk ansvar?« Kritikken peger ind i en debat om sociale medier, der skaber ekkokamre, polariserer og er stordistributører af fake news.

På trods af den kritik er Socialdemokratiet det parti, der bruger flest penge på selv samme techgiganter. Siden april 2019 har partiet brugt to millioner kroner på politisk promovering på sociale medier, og 640.000 kroner af dem på Mette Frederiksens facebookprofil. Statsministeren og Socialdemokratiet er altså storforbrugere af medier, der konsekvent ignorerer demokratiet og fejler eklatant med at opretholde oplysnings- og dannelsesidealerne. Selv samme idealer, som Socialdemokratiet subtilt kritiserer de klassiske medier for at ignorere.

På grænsen til at obstruere det journalistiske arbejde

Ikke bare undgår Socialdemokratiet de klassiske medier, de er på grænsen til at obstruere deres arbejde. Regeringen sendte størstedelen af journalisterne på DR og TV 2 hjem uden lovhjemmel under første nedlukning.

Socialdemokratiske topfolk truer forskere og interesseorganisationer, der i medierne kommer med faglig kritik af partiets forslag. Altså forhindres oplysning og dannelse ofte gennem den berygtede socialdemokratiske telefonopringning.

Berlingske modtog en socialdemokratisk telefonopringning fra medieordfører Kasper Sand Kjær blot en time efter, de havde gengivet Weekendavisens chefredaktør Martin Krasniks kritik af statsministeren som trumpistisk. Kjær ville »svare på den krasse kritik«, som han mente var »grænsende til en konspirationsteori«. Kjær truer ikke journalisten, på samme måde som forskerne bliver truet, det tør partiet dog ikke, men at koble en anklage om konspirationsteori til Krasniks leder er et forsøg på at så subtil mistillid til medierne. Kjærs telefonopringning bekræfter nærmere, end den modsiger Krasniks kritik om trumpisme.

Watchmen ender med, at en skruppelløs og magtfuldkommen superhelt iscenesætter en destruktiv løgn, der afslutter Den Kolde Krig. Men freden kan kun opretholdes, hvis løgnen hemmeligholdes. Et skrøbeligt fundament for et demokratisk samfund.

De kritiske medier skal forhindre, at løgne og magtmisbrug gør samfundet skrøbeligt. Derfor bør statsministerens og Socialdemokratiets mediekritik være et wakeupcall og en understregning af behovet for fortsat at holde godt øje med magthaverne.

Benjamin F. Rasmussen studerer litteraturhistorie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...at mediedækningen af politik er »en uheldig spiral af enkeltsager og forhastet lovgivning – som stjæler opmærksomheden fra det, vi er her for – at løse rigtige problemer«.
Er et ikke det samme Sigge Winther Nielsen skriver i sin seneste bog om journalister samlet omkring fordøren, mens ingen journalister ser hvad der sker ved bagdøren med løsningerne?

Peter Mikkelsen

Spot on. Tak.