Læserbrev

At stjæle en halv million er ikke god kunst, det er dovenskab

Kunst kan sagtens provokere uden at bryde lovens rammer, men det kræver, at kunstneren ikke forfalder til de lette løsninger. Det er skadeligt for kunstens fremtid, hvis kunsten kun udbredes som et ulovligt og konfliktskabende fænomen, skriver kunstner Kristian Marstal i dette debatindlæg
Kunst kan sagtens provokere uden at bryde lovens rammer, men det kræver, at kunstneren ikke forfalder til de lette løsninger. Det er skadeligt for kunstens fremtid, hvis kunsten kun udbredes som et ulovligt og konfliktskabende fænomen, skriver kunstner Kristian Marstal i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
18. oktober 2021

Med værket Take the Money and Run på Kunsten i Aalborg stjal Jens Haaning 534.000 kroner som en slags performance, og det står nu for alvor klart, at kunsten som provokerende institution er sygnet hen.

I hvert fald den ægte kunstprovokation forstået som refererende til kunsthistorien og dens egne dogmer. Provokationen er erstattet af lovbrud, men misforstås som provokunst.

Mange kunstnere har åbenbart en opfattelse af, at lovstridigheder, kontraktbrud eller anden lemfældig omgang med interne kodeks og privatpolitik er nødvendig for at skabe opmærksomhed omkring dem selv og deres værk. Men det er for nemt at skabe opmærksomhed gennem lovbrud. Kunstnere bør nytænke kunstprovokationerne.

En anden performance blev ligeledes berømt i 2020, da daværende institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld kastede en gipsbuste af Frederik V i havnen, mens handlingen blev filmet. Dirckinck-Holmfeldt kaldte det en »rematerialisering« og en kunstnerisk happening.

Men der var nærmere tale om rendyrket vandalisme, og det var som provokation nærmere en voldelig handling frem for kunstnerisk nybrud eller brud med tidligere traditioner for performance i det hele taget. Selv politikere var oprørte. Dirckinck-Holmfeld blev fyret.

Det er skadeligt og fattigt, hvis kunsthistorien på den måde er ophørt, og interessen blandt kulturforbrugere kun kan vækkes gennem brud på sociale og juridiske kodeks. Det er skadeligt, fordi den intellektuelle dimension af kunstbegrebet udebliver, og kunsten derved kun udbredes som problem- og konfliktskabende fænomen. Æstetikken nedbrydes.

I et fremtidsperspektiv kan man frygte, at den politiske støtte til nyskabende kunst betvivles eller tilbageholdes af frygten for kunstprovokationernes omfang.

Det er øjensynligt mere sensationspræget at stjæle penge end at opfinde en ny penselteknik. Provokationen er stadig mulig i kunstens egen kontekst – men det kræver, at kunstneren tænker nyt og ikke kun i de, efterhånden sædvanlige, ulovlige baner. Publikum skal nok følge med.

Det er 51 år siden, Bjørn Nørgaard slagtede en hest på en strand. Nørgaard agerede i en opbruds- og avantgardeæra, der afsøgte kunsthandlingen som ulovlighed. Det var nytænkende den gang, men nu må vi videre. Alt andet fremstår anakronistisk og ikke mindst dovent.

Kristian Marstal er kunstner og medlem af Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig i, at det er skadeligt, hvis den intellektuelle dimension af kunstbegrebet udebliver ved denne form for kunst, og kunsten derved kun udbredes som problem- og konfliktskabende fænomen.

For mig at se har du dog nogle problemer med at afgrænse kunstværker i tid og rum. Ingen af de nævnte værker af Jens Haaning eller Katrine Dirckinck - Holmfeld er færdige som værker, da de i høj grad har processuel karakter og stadig i høj grad er virkende.

Det er derfor alt for tidligt at foretage noget, der har karakter af endelige vurderinger af kvaliteten af værkerne, selv om man selvfølgelig kan have sine foreløbige antagelser i den retning.

Desuden bør du overveje, om og hvorvidt det æstetiske er knyttet til den intellektuelle dimension i forbindelse med kunst.

Kan der ikke være intellektuelle dimensioner ved kunst, der ikke er æstetiske, selv om kunst også altid vil være forbundet med noget æstetisk. Er kunst nødvendigvis kunst i kraft af det æstetiske? Er det æstetiske alene knyttet til relationen mellem publikum og værk?

Der, hvor der handles, der spildes. Den kloge snyder den mindre kloge. Sådan er det også inden for kunst. Det er kun for de få, at købe kunstværker, som stiger i pris. Alt, det andet kunst, hvor prisen falder, i forhold til indkøbsprisen, giver skuffede købere. Som kan medvirke til, at der bliver længere imellem kunstkøberne fremover. (Det skal jo helst kunne betale sig, at købe kunst.) Om Jens Haaning betaler forskuddet tilbage efter nytår, engang, - hører vi nærmere om, til den tid. Hvis ikke, - så er "hans kunstværk," - nok ikke een af dem, som ligefrem er steget i pris. (De færreste smider gode penge, efter dårlige penge.)

Christian de Thurah

Om Jens Haanings værk er en forbryderisk provokation, er lidt uvist. Personligt ville jeg ikke blive forbavset, hvis det hele er et pr-stunt, der skal skabe opmærksomhed om Kunsten i Ålborg. Hvis det er tilfældet, er det lykkedes til fulde. Om det er kunst, er et andet spørgsmål.

Ete Forchhammer

Er det ikke nogle måneder for tidligt at tage stilling til denne provokation?

Noget andet er så denne provokations nødvendighed, om nogen, og dens timing? Kan den sættes ind i en aktuel ramme, som fx kunstens og kunstnernes kår under og efter coronarestriktionerne, eller er der tale om et egotrip der ikke har meget, om noget, med kunst at gøre? Også det ved vi først om nogle måneder.
Var det blot tilfældigvis et kunstmuseum der blev snydt denne gang, hvis altså det blev det?

Ete Forchhammer

Christian de Thurah, er det så Jens Haaning eller Kunsten i Aalborg der søger opmærksomhed? For mig at se kan de have forskellige bevæggrunde.

Christian de Thurah

Ete Forchhammer

Jeg ved det ikke, tiden må vise det. Men jeg har undret mig over den ro, Kunstens ledelse tilsyneladende har taget sagen med.

Bjarne Toft Sørensen

En række omstændigheder i forbindelse med Haanings værk, som jeg i første omgang ikke kendte til, fik jeg belyst gennem et interview i netstedet Kunstkritikk, og det gjorde, at jeg i højere grad forstod baggrunden for hans iværksættelse.
https://kunstkritikk.dk/folg-pengene/