International kommentar

Tag dig i agt for folk, der giver techgiganterne skylden for alle vores samfundsproblemer

De sociale medier er blevet en syndebuk for både højre- og venstreorienterede, men vores dysfunktionelle offentlige debat skyldes ikke blot teknologi – den er skabt af mennesker og af politiske kræfter, der med overlæg har skærpet sociale modsætningsforhold, skriver den britiske klummeskribent Nesrine Malik
I England fyldte debatten om nethad mod fodboldspillere meget under EM i sommer. Her knæler England og Skotlands spillere mod racisme før en gruppekamp.

I England fyldte debatten om nethad mod fodboldspillere meget under EM i sommer. Her knæler England og Skotlands spillere mod racisme før en gruppekamp.

John Patrick Fletcher

Debat
2. november 2021

Når skæbnesvangre uforudsete politiske begivenheder indtræffer, udlægges de ofte som resultatet af det mediebillede, vi har fået med internettet. Det siges, at det er på grund af de sociale medier, at den offentlige samtale i så høj grad er infiltreret af hadtale og konspirationsteorier.

Mange vil huske, hvordan sommerens strømme af racistiske udfald mod det engelske EM-fodboldholds sorte spillere først og fremmest gav politikere og debattører anledning til at kræve nettets ’kujoner’ bragt til tavshed ved at tvinge dem til at stå frem med deres rigtige identitet. Dermed gik vi glip af den vigtigere debat om racismens fortsat stærke udbredelse.

Endda kunne Twitter efter Englands nederlag i EM-finalen afsløre, at hele 99 procent af de hadefulde kommentarer mod fodboldspillerne slet ikke var anonyme.

Alligevel kører premierminister Boris Johnson videre i samme spor efter drabet på det konservative parlamentsmedlem David Amess. Kunne vi blot sætte ind mod onlinehadtale, kunne politikerne føle sig sikre, hævdede han i et opkog af sin forgænger Theresa Mays løfter i 2018 om at regulere onlineadfærd strengere, »fordi en tone af forbitrelse og aggression har sneget sig ind i vores offentlige debat«.

Ond stemning

De sociale medier er blevet en bekvem syndebuk for en ond politisk stemning, der ikke mindst er talt frem af Storbritanniens højrepolitikere og højrepresse, der siden Brexit-afstemningen konsekvent har opdyrket farlig splittelsesretorik og vendt den mod nationens politiske og retlige institutioner med undergravelse af tolerance og tillid som resultat.

Men når parlamentet og højesteret, som medier og politikere har angrebet for at være sabotører, forrædere og fjender af folkets vilje, kommer under beskydning fra den sociale medieoffentligheds folkedyb, er det pludselig en ganske anden sag. Den ansigtsløse offentlighed bliver den eneste skurk, og alle fra tabloidmedierne til afsenderne af de højreekstremistiske konspirationsteorier får mulighed for at lægge afstand til gerningsstedet.

Teknologivirksomhedernes korrumperende indflydelse bliver en besnærende afledning, fordi den lægger op til, at eller andet må kunne gøres. Sådan fremstår det for den dominerende liberale teknokratiske tankegang, der foretrækker at række ud efter tekniske fix til at løse sociale og politiske problemer.

Dette er mere taknemmeligt end at se i øjnene, at verden er et sted for skumle magtkampe med manipulerbare mennesker, hvor vores politiske adfærd det meste af tiden er en manifestation af de bredere strømninger, som stærke politiske kræfter og dominerende økonomiske ideologier har fostret.

Modviljen mod at forstå, hvordan vi havnede i en så dysfunktionel offentlig samtale, ser vi demonstreret i den stædige fastholdelse af, at Brexit var en afvigelse. Men det var Brexit ikke. Det var kulminationen på en kampagne, der havde stået på i årevis, og i sidste ende et resultat af vores fejlslagne økonomiske model og den årtier lange indvandringsmodstand.

Tegneserieskurke

De perfekte syndere præsenterede sig selv i skikkelse af Cambridge Analytica, tegneserieskurke som Nigel Farage og Dominic Cummings og fordækt russisk indflydelse.

Også højrefløjen ynder at gribe til big tech som bortforklaring. Når selskaber vokser sig så store og magtfulde som Facebook, kan de i højrefløjens øjne ligne et modstykke til den store stat, der vil indskrænke de individuelle friheder for privatpersoner. Når Donald Trump lancerer et nyt socialt medie, der skal »gå op imod big techs tyranni«, vinder han bred genklang på begge sider af det politiske spektrum blandt dem, som hellere end at erkende, at deres synspunkter er mindre populære, end de gerne så, søger tilflugt i en tro på at være ofre for konspirationer.

At de sociale medievirksomheder jævnligt svigter deres ansvar for at håndtere hadefulde ytringer og chikane, der udgør en fare for alle fra sårbare børn til etniske minoriteter og medlemmer af parlamentet, skal selvsagt ikke betvivles her. Lige så indlysende er det, at det ikke går an at overlade håndteringen af skadeligt onlineindhold til tech-platformene selv, og at regulering længe har været nødvendig.

Men at fokusere alene på at reformere big tech er at flygte fra ansvaret. De modbydeligheder, som skaber overløb i de sociale mediers kloakker, er ikke skabt af de sociale medier som teknologi. De er skabt af mennesker og af politiske kræfter, der med overlæg har skærpet de modsætningsforhold, som ansporer til voldsom retorik.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Nesrine Malik er klummeskribent ved The Guardian

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er en kombination af mennesker og teknologi, der driver udviklingen.

Mennesker skaber teknologi.

Teknologi er grundlaget for handlemuligheder - i forhold til udvikling og anvendelse af teknologi.

Disse muligheder er fordelt blandt mennesker på en radikalt anderledes måde blandt klodens befolkning - blandet via internet, sociale medier og kryptoteknologier - end tidligere.

Mulighederne er meget skævt fordelt.

Ganske få mennesker har mulighed for at udvikle for eksempel våben, biler og smarte algoritmer, der på markant vis påvirker andre menneskers handlemuligheder.

Den skæve fordeling af muligheder udgør et stort demokratisk problem.

Zuckerbergs magt og muligheder udgør et langt større problem end “almindelige” menneskers muligheder for at ytre sig via sociale medier.

Ete Forchhammer

Godt, denne engelske klumme er blevet oversat. Den er jo også aktuel her i smørhullet.

Ole Olesen, Inger Pedersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Både artikel og debatindlæg er relevante. Men man kan debattere 1. indlægs bemærkning: "...Ganske få mennesker har mulighed for at udvikle for eksempel våben, biler og smarte algoritmer, der på markant vis påvirker andre menneskers handlemuligheder...".

I it-teknikkens barndom var det ganske få mennesker med store matematisk-logiske evner, der programmerede it-programmerne fra bunden af. Både blandt lovlydige og hackere. Så begyndte 2.-3. generationsværktøjer at komme på banen: programmer, der for mindre kyndige kunne bruges til at lave progammer med. Nu til dags skulle man kunne købe hvad-som-helst på nettet, også ondsindede hacker- algoritmer. Gud og hvermand kan producere chatbots - altså programmer, der taler som mennesker, og få 3. part til at tro, de taler med en rigtig person. Tilsvarende sker vist inden for produktion. I samme øjeblik 3-D printere blev udbredt, begyndte visse kredse at printe håndvåben. Osv.

Ikke blot kan mennesker lave teknologi; vi bliver også formet af den teknologi, vi bruger. Teknologien bliver måske både misbrugt af banditter i habitter, af ’the deplorable’ og af en ikke ringe andel af "ganske almindelige mennesker". Hvis nu det store flertal måtte være noget svedne i kanten - hvad gør man så?