Kronik

Tidligere konspirationsteoretiker: Derfor droppede jeg kampen for sandheden

I 15 år har jeg kæmpet for at udfordre de amerikanske myndigheders udlægning af terrorangrebet 11. september. Undervejs er jeg blevet slået i hartkorn med folk, der tror, det britiske kongehus er øgler, men det var ikke det, der fik mig til at droppe tilværelsen som såkaldt konspirationsteoretiker, skriver Ralf Andersson i denne kronik
De fleste 9/11-konspirationsteoretikere må have delt min stigende frustration over, at så forsvindende få var modtagelige over for, hvad vi selv oplevede som fornuftige, velunderbyggede og vigtige synspunkter, skriver Ralf Andersson.

De fleste 9/11-konspirationsteoretikere må have delt min stigende frustration over, at så forsvindende få var modtagelige over for, hvad vi selv oplevede som fornuftige, velunderbyggede og vigtige synspunkter, skriver Ralf Andersson.

Newspix International

Debat
18. oktober 2021

De fleste husker, hvor de var den 11. september 2001, da to fly ramte New Yorks World Trade Center. Jeg så tegnefilmen Shrek i Imperial Bio. Dagen efter besøgte jeg den amerikanske ambassade for at skrive under i den fremlagte kondolencebog. ’Skynd jer at få opklaret, hvem der stod bag – og straf dem, hårdt!’, kunne jeg have tilføjet.

Opklaringen af forbrydelsen foregik på den måde, at »Osama bin Laden og hans terrornetværk al-Qaeda blev udpeget som de ansvarlige for angrebet«, som det formuleres i Konspiration?, Ole Retsbos anerkendte bog om 9/11 fra 2011. Der var i realiteten total tillid til, at når Bush-administrationen pegede på muslimske terrorister som de ansvarlige, så stod det til troende.

Det var en tillid, jeg delte. At nogen anfægtede den officielle historie om terrorangrebet, var jeg uvidende om, indtil Information i 2005 bragte en anmeldelse af bogen Det nye Pearl Harbor af den amerikanske teologiprofessor David Ray Griffin. Bogens budskab er, at den officielle historie om 9/11 er helt utroværdig. Jeg læste bogen og fandt den helt troværdig. 14. september 2006 holdt Griffin foredrag i Den Sorte Diamant. Han virkede lige så saglig og tillidsvækkende i levende live, men foredraget gav ikke anledning til, at der i offentligheden blev sat spørgsmålstegn ved den officielle historie.

Dog opstod efterhånden en opmærksomhed på, at der er en bestemt gruppe medborgere, som sætter spørgsmålstegn. De blev kendt som ’konspirationsteoretikere’; en klart misvisende betegnelse, idet de netop er fælles om at nære mistro til en bestemt teori, den med Osama og al-Qaeda. Da de alligevel konsekvent identificeres som konspirationsteoretikere, vil jeg for forståelighedens skyld medgive, at det er det, jeg er. Eller var.

Konspirationsteorier som akademisk tema

Snart fik vi konspirationsteoretikere flere argumenter. Lektor ved Københavns Universitet Niels Harrit pegede i 2007 i en kronik i Information på det mystiske kollaps af World Trade Centers bygning 7. Højhusets 47 etager styrtede sammen nogle timer efter tvillingetårnene på en måde, som ganske ligner en kontrolleret nedrivning, hvilket ikke stemmer med den officielle historie. Niels Harrit har siden holdt hundredvis af foredrag om det syvende tårn. Jeg blev en del af Harrits publikum; lejlighedsvis lykkedes det at medbringe venner og familiemedlemmer, som dog ikke i samme grad blev grebet af budskabet.

Med undtagelse af min gamle ven Peter. Sammen gik vi til kamp for sandheden. Vi støttede den amerikanske organisation Architects & Engineers for 9/11 Truth, sendte læserbreve, der som oftest blev afvist, vi henvendte os til journalister og andre med indflydelse og klagede til Danmarks Radio, hvilket alt sammen i bedste fald førte til afglidende og – som vi opfattede det – utilfredsstillende svar.

Med tiltagende undren måtte vi konstatere, at vores version af sandheden var helt uden gennemslagskraft.

Når 9/11 er et emne i medierne, består dækningen stort set altid af overvejelser over, hvorfor visse medborgere så hårdnakket tror på konspirationsteorier. Dette fænomen ses som udslag af en særlig mental dysfunktion: usund skepsis ledsaget af en over- og fejludvikling af den alment menneskelige trang til at få verden til at give mening, også når den ikke gør.

Emnet er blevet en akademisk disciplin med artikler og bøger som Den skjulte sandhed, der udkom i 2018. Heri medgives, at »alle teorier om 9/11-angrebet er en konspirationsteori«. På den anden side slår forfatterne fast, at »der er selvsagt forklaringer i den officielle redegørelse på disse forhold« – altså kritikpunkterne til den officielle konspirationsteori, som derved fortsat fremstår som den etablerede sandhed.

I 2018-20 deltog konspirationsforskere i en række udsendelser på forskellige DR1-platforme, som behandlede emnet så identisk, at det mindede om en kampagne, og helt i overensstemmelse med det ovenfor beskrevne: Tro på konspirationsteorier er en psykologisk brist, hvad enten de handler om, at prinsesse Diana blev myrdet, fordi hun havde opdaget, at den britiske kongefamilie er øgler fra det ydre rum, der pønser på at overtage verden – eller er en overbevisning om, at magthavere lyver om et terrorangreb.

Denne vinkel dominerede i både Supertanker, Brinkmanns Briks, Hjernekassen – og en såkaldt mockumentar om den fiktive konspirationsteoretiker Brian Isaksen, som tror, at magthaverne i hemmelighed eksperimenterer med at ophæve tyngdekraften. Brians tro på konspirationsteorier koster ham livet – så kan man lære det. Lyttere, som måtte beskæftige sig med at sprede konspirationsteorier, blev opfordret til at holde op.

Vi blev ignoreret og patologiseret

De fleste 9/11-konspirationsteoretikere må have delt min stigende frustration over, at så forsvindende få var modtagelige over for, hvad vi selv oplevede som fornuftige, velunderbyggede og vigtige synspunkter.

I medierne blev vi ignoreret eller patologiseret og jævnligt udsat for hån, spot og latterliggørelse, og det gik ikke bedre med at få budskabet ud i de nære sociale sammenhænge. Af venner, kolleger og familie blev vi mødt med mistro, hovedrysten og tiltagende træthed over at høre om konspirationsteorier. At være konspirationsteoretiker ledsagedes af en følelse af stigende social isolation.

Store forhåbninger knyttede vi derfor til en begivenhed, som indtraf den 25. marts sidste år. Her blev den endelige version af Hulsey-rapporten fra University of Alaska Fairbanks offentliggjort. Den konkluderer, at bygning 7’s kollaps ikke kan have været forårsaget af brande. Den officielle amerikanske redegørelse, som forudsætter, at alle tre tårne styrtede sammen på grund af brande, var hermed videnskabeligt falsificeret. Man kan så vælge at kassere den officielle redegørelse eller acceptere forløbet som et mirakel – mente vi konspirationsteoretikere og blev et øjeblik grebet af mild eufori i forventning om et gennembrud. Der skete imidlertid absolut ingenting.

At komme til den rette tro

Så gik det op for mig, at der nok var noget, jeg havde misforstået. Fornemmelsen forstærkedes af, at Peters konspirationisme blev radikaliseret. Han hægtede sig på den teori, at COVID-19 er udtryk for magthavernes skumle planer med resten af os. Samtidig advarede min kone mig om, at mine 9/11-aktiviteter var blevet en besættelse.

Der var kort sagt behov for en forandring i mit liv. Jeg søgte hjælp i litteraturen. I Sapiens hævder Yuval Harari, at et samfunds sammenhængskraft beror på, at et flertal kan nære den tillid til hinanden, som udspringer af en fælles tro på en basal, fiktiv fortælling. Det handler altså om tro, og hvis tro på konspirationsteorier opleves som førende til social isolation, må et ønske om reintegration kræve en omvendelse – at komme til den rette tro.

Her blev mit støttepunkt Søren Kierkegaard, som beskriver »troens dobbelte bevægelse«. Den første bevægelse – »den uendelige resignation« – faldt helt naturligt oven i følelsen af at have løbet panden mod en mur i over 15 år. Troens anden bevægelse, at »tro i kraft af det absurde«, var kun et spørgsmål om vilje. Man skal bare »kaste sig ud på de 70.000 favne«, som Kierkegaard udtrykker det.

Det føles rigtig godt at have forladt konspirationstågernes ørkesløse og usikre grund til fordel for det trygge hav, hvor man deler tro med langt størsteparten af sine medborgere. Desuden er mirakler slet ikke noget problem for den, som tror. Jeg kan kun anbefale den dobbelte bevægelse til andre konspirationsteoretikere. Det giver sådan en dejlig fred i sindet.

Ralf Andersson er uddannet lærer og arbejder som kirketjener

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for at dele dine overvejelser. Personligt er jeg af den overbevisning, at den fulde sandhed om 9/11 aldrig kommer frem. Og hvis den gør; drukner den i alle de andre teorier om sandheden.

Mvh Hanne Pedersen

John Liebach, Eva Schwanenflügel, Jan Rønberg, Kent Bajer, Niels Borre, Hanne Utoft, Peter Mikkelsen, Alvin Jensen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

En vigtig grund til at forkaste de "alternative" opfattelser af hvad som skete, altså at der var "nogen" i den amerikanske top der stod bag og at de der blev anklaget var uskyldige er dog at det kræver at man accepterer den ene urimelige påstand efter den anden. For dem der i årevis har beskæftiget sig med emnet og har en opfattelse af en "sandhed" der går imod de almene opfattelser er der så mange løse ender (og de er som jeg ser det indlysende mangler) at jeg ikke forstår I i det mindste har forsøgt at give et bud på hvordan det ellers kunne have foregået. Ligegyldigt hvilket alternativ jeg kan komme på dukker der en hel række usandsynligheder op som jeg i første omgang vil overlade til læseren at se.

Der er næppe nogen tvivl om, at også vestlige demokratier jævnligt omgås sandheden temmelig lemfældigt.
Men nogle konspirationsteorier kan simpelthen blive for vanvittige.

Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Inger Pedersen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Det er interessant (men bestemt ikke overraskende, givet forfatterens holdninger), at der løber en understrøm igennem denne tilstræbt ironiske kronik af, at nogen systematisk prøver at undertrykke den "sande forklaring".

Lis Thomsen, Susanne Kaspersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Det første offer i en krig er altid sandheden, og ingen kan være uenig i, at magthavere over en bred kam er fulde af løgn. Når det er sagt, lider de fleste konspirationsteorier under, at der simpelthen er for mange mennesker, der skal holde kæft i for mange år. Var der der noget om snakken ift. 9/11, var det kommet frem i løbet af de sidste 20 år.

John Liebach, Niels Christian Sauer, Ib Gram-Jensen, Lis Thomsen, Sven Elming, Susanne Kaspersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Sandheden når det handler om 9/11 er død og borte og der findes kun kospirationsteorier. Alle der påstår andet lyver. Der er mindst lige så mange problemer med den officielle forklaring som med alle de andre.

Mads Kjærgård

Det er jo nemt nok, det er ligesom med Pearl Habour, nogen har lavet en cost benefit analyse og nået frem til et resultat. Der er ikke noget konspiratorisk i det! Hvad er der mere? USS Maine i Havanna, Tonkin Bugt hændelsen der er masser! Man har set det komme og har ikke gjort noget for at stoppe det, måske endda hjulpet det lidt på vej!
Og var det ikke det man ville? Have en undskyldning for at afsætte Sadam og fange og dræbe Bin Laden. Men flertallet tror og det er den tror, der udgør sandheden, ikke sandheden selv! Er der hekse og jøder i skoven, jamen så er de der!

Kirstine Knudsen og Niels Peter Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Altså mange mener åbenbart at man har lavet eksplosioner inde i bygningerne og samtidigt overtaget fire fly. Vel ved at "nogen" i det amerikanske militær eller efterretningsvæsen (mange højt oppe) har kapret flyene og sat livet til sammen med passagererne (hvem mon de kunne få til en sådan selvmordsaktion) eller snarere de har fjernsyret flyene til at flyve ind i tårnene og i Pentagon og et til at styrte ned i en skov. Al kommunikation mellem jorden og flyene måtte være falskneri. "Langt ude" er en underdrivelse.

Mads Kjærgaard, jeg er meget enig i at vi står med offentlige samtaler, som banaliserer de emner, som indgår ... og som betjener sig af ad hominem-diskurser, mobning og til tider sofistikeret obskurantisme/sløring m.m.

Når talen går på konspirationsteorier, så kan den igangværende proces mod Wikileaks' grundlægger, Julian Assange, vel næppe ignoreres. For en del år siden ville svensk politi gerne tale med ham om voldtægtsmistanker, som allerede déngang var tvivlsomme, og siden viste sig at være grundløse. Siden blev Assange udsat for adskillige offentlige angreb på hans person, fra især vestlige medier og myndigheders side - og da amerikanerne udviklede et anklageskrift mod ham, som på raffineret vis implicerede ham som spion, måtte han søge asyl på den equadorianske ambassade. Dette asyl trodsede den britiske regering siden, i tavs overenskomst med den nytiltrådte, equadorianske regering, som til gengæld var blevet lovet finansiel goodwill af USA, og nu sidder Assange i et britisk højsikret fængsel og afventer om han kan blive udleveret til USA. I USA venter en lukket domstol og et krav om +100 års fængsel. I mellemtiden er Assange blevet impliceret i endnu en konspirationsteori (den første er at han konspirerede med sine kilder og drev disse ud i whistleblowing), nemlig at Wikileaks/Assange havde samarbejdet med russerne og Trump om at hacke snavs på Hillary Clinton/Demokraterne - altså Russiagate. Denne konspirationsteori viste sig at være spekulativ - mens konspirationen mod Assange virkelig holder sig kørende. Spørg hans forældre, spørg hans kone og hans børn.

Man kan kun rystes og ryste på hovedet af hvordan de offentlige samtaler fungerer; konspirationsteorier om Kina/Rusland/Venezuela og allehånde andre teser (Yemens oprørere konspirerer med iranerne og russerne) lever i bedste velgående og kaldes ikke konspirationsteorier, mens kritiske antagelser og spørgsmål rettet mod vestlige myndigheder meget let bliver ekskommunikeret som konspiranoia eller lignende. Ikke megen saglighed og redelighed råder - heller ikke i vore offentlige samtaler.

Per Selmer, Erik Boye, John Liebach, jens christian jacobsen, Peter Mikkelsen, Anders B, Niels Peter Nielsen, Brian Nocis Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar