Klumme

Jeg tog til Paris for at arbejde og blev sendt tilbage til min barndom af metroens lugt

At vende tilbage til steder, man har boet som barn, gør alt det, der er sket siden, underligt uhåndgribeligt. I mellemtiden er jeg blevet en, man kalder ’madame’, skriver Mathilde Moestrup i denne klumme
»Den særegne og intense lugt af den parisiske metro, kloret og olieret, gav mig en underlig følelse af på et tidspunkt for længe siden at have været en helt anden person,« skriver Mathilde Moestrup.

»Den særegne og intense lugt af den parisiske metro, kloret og olieret, gav mig en underlig følelse af på et tidspunkt for længe siden at have været en helt anden person,« skriver Mathilde Moestrup.

Abdulmonam Eassa

Debat
28. oktober 2021

For nogle dage siden tog jeg toget fra en ferie i Milano til Paris for at lave et interview.

Mens toget kørte gennem alperne, gloede jeg benovet ud ad vinduet, men siden blev landskabet fladt og uinspirerende som det, man kender hjemmefra, og jeg endte med at sidde og læse i mange timer, og så var jeg pludselig fremme.

Da jeg stod på Gare de Lyon og prøvede at finde ud af, hvordan jeg kom frem til hotellet, spurgte mindst tre personer mig om vej på fransk. Jeg kan ikke tale sproget længere, til gengæld lagde jeg mærke til, at de alle kaldte mig madame.

Da jeg fik opgaven og tilbuddet om at tage til Paris, tænkte jeg ikke på det år, jeg som barn boede i byen; jeg tænkte på alle de film og bøger, der har Paris som baggrundstæppe – nogle af mine personlige favoritter er blandt andet slutscenen i Inger Christensens Azorno – som foregår i Luxembourghaven – og nr. 2 film i Richard Linklaters Before-trilogi, hvor Ethan Hawke og Julie Delpy tilbringer en eftermiddag sammen i byen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her