Kommentar

Vi unge er færdige med at betale de ældres regninger. Det er tid til, at vi mobiliserer os

Gang på gang prioriterer politikerne de ældre vælgere og straffer de unge. Det handler om dagpenge, corona og klima. Men vi er dødtrætte af det! Vi unge må mobilisere os politisk og ramme den voksne generation på magten, når de ikke vil tage ansvar, skriver gymnasieelev Aslaug Fangel Mo i dette debatindlæg
Vi unge har brugt det seneste halvandet år på at stå på hovedet for at passe på de ældre og sårbare under coronakrisen, mens vores egen uddannelse og eget mentale helbred har måtte lide gevaldigt under det. Og hvis det ikke var nok, så skal vi også sidde og høre om Arne og hans skide pension, som åbenbart skulle være så vigtig. Lad os nu stille de latterlige voksne til ansvar på en måde, som de kan forstå – ved at true deres magtposition. Vi ses i stemmeboksen til november skriver gymnasieelev Aslaug Fangel Mo i dette debatindlæg.

Vi unge har brugt det seneste halvandet år på at stå på hovedet for at passe på de ældre og sårbare under coronakrisen, mens vores egen uddannelse og eget mentale helbred har måtte lide gevaldigt under det. Og hvis det ikke var nok, så skal vi også sidde og høre om Arne og hans skide pension, som åbenbart skulle være så vigtig. Lad os nu stille de latterlige voksne til ansvar på en måde, som de kan forstå – ved at true deres magtposition. Vi ses i stemmeboksen til november skriver gymnasieelev Aslaug Fangel Mo i dette debatindlæg.

Bax Lindhardt

Debat
7. oktober 2021

Regeringen fremlagde sidste måned et reformudspil, der (hvis det ellers går, som de håber) skal øge arbejdsudbuddet med 10.400 i 2050. I princippet virker det jo meget fornuftigt – men hvis man læser det, der står med småt, finder man hurtigt ud af, at næsten alle pengene, der skal finansiere denne reform, skal komme fra at sænke dagpengesatsen for de nyuddannede.

Det lyder altså, som om regeringen endnu en gang dumper skraldet hos den unge generation. Jeg ved ikke, om det er klimakrisen, coronakrisen eller den evige leflen for de ældre vælgere, men jeg begynder personligt at blive lidt træt af at blive nedprioriteret gang på gang.

Mette Frederiksen er »børnenes statsminister«, hører vi gang på gang – men fortæl mig én ting, hun har gjort for børnene. Det vil jeg nemlig vædde på, at du ikke kan. Regeringen varetager gang på gang de ældre vælgeres interesser, (som stemmer på dem), og straffer den unge generation.

Hvorfor skal vi gøre det hele selv?

Vi har samme problem, når det gælder klimakrisen: Der kommer ikke et eneste konkret løsningsforslag inde fra Christiansborg, som er radikalt nok til rigtig at ændre på noget, og vi er pissehamrende trætte af det, da vi alle ved, at det i sidste ende bliver os unge, det går ud over, hvis vi ikke rykker nu!

Jeg er selv medforperson for Miljøudvalget på mit gymnasium, hvor vi taler sammen med ledelsen om, hvordan vi gør skolen mere klimavenlig. Men da jeg sad til årets første møde i starten af september, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det er os selv, der skal løbe i cirkler for at finde ud af, hvordan vi kan gøre skolen mere grøn. Hvorfor kommer der ikke nogen som helst konkrete og overordnede tiltag fra regeringen? Hvorfor skal vi gøre det hele selv?

Og vigtigst af alt – hvorfor lytter I ikke efter? Vi skriger og råber efter hjælp – vi har stået i flere år nu og tryglet om mere fokus, mere handlekraft, mere alvor, men det eneste, vi får, er hockeymodeller og latterlige ukonkrete klimalove, som det ikke engang virker som om, I har tænkt jer at overholde!

Og oven i alt dette har vi brugt det seneste halvandet år på at stå på hovedet for at passe på de ældre og sårbare under coronakrisen, mens vores egen uddannelse og eget mentale helbred har måttet lide gevaldigt under det. Og hvis det ikke var nok, så skal vi også sidde og høre om Arne og hans skide pension, som åbenbart skulle være så vigtig, mens vi skal sidde i S-toget og blive skældt ud af en gammel dame, fordi vi ikke tager nok hensyn.

Sidste søm i kisten

Jeg må ærligt indrømme, at jeg begynder at blive udmattet og opgivende. Men det betyder ikke, at jeg stopper med at protestere.

Ærlig talt synes jeg, at dagpengeudspillet var sidste søm i ligkisten – og den eneste løsning, jeg kan se nu, er, at den unge vælgergruppe mobiliserer sig til det kommende kommunalvalg og får stemt nogle repræsentanter ind på de betydningsfulde pladser, der rent faktisk kommer til at lytte til os. Og så kan jeg kun håbe på, at vi vil gøre det samme til det næste folketingsvalg, for jeg er skidehamrende træt af at blive behandlet som en person, hvis mening og videre liv på denne planet ikke betyder en skid. Vi er færdige med at betale jeres regninger – nu er det tid til, at I viser os og de fremtidige generationer noget respekt og tager nogle andre valg.

Så jeg vil bare bede alle jer unge vælgere – specielt jer, der ligesom mig kan stemme for første gang til dette valg: Lav noget research, og find de kandidater, der har seriøse og konkrete ideer til, hvordan vi løser de vigtigste problemer (hvilket ikke er pension til Arne eller ’farlige’ indvandrere i toget, som Socialdemokratiet tilsyneladende mener). Lad os nu stille de latterlige voksne til ansvar på en måde, som de kan forstå – ved at true deres magtposition. Vi ses i stemmeboksen til november.

Aslaug Fangel Mo er gymnasieelev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stærkt skriv Aslaug
Håber virkelig de unge kommer igang med at mobilisere sig,. Efterspørger det dagligt på det gymnasie jeg arbejder på, men de unge virker modløse og resignerende. Som aldrende på arbejdsmarkedet og kommende pensionist, har jeg heller ikke nogen tro på at de siddende politikere ser meget længere frem end udløbsdatoen på deres eget liv,. Derfor håber jeg de unge tager aktion og politisk ansvar, da de unge har mest på spil. Jeg vil bakke jer op til hver en tid.

Det er lidt trist at høre en gymnasieelev bekymre sig om dagpengesatsen, i en tid hvor beskæftigelsesmulighederne (næsten) aldrig har være bedre.

Dernæst taler du ringeagtende om "Arnes" pension, den Arne der ikke fik/havde samme gode mulighed for gratis uddannelse som dig, men som nu har haft mere end 40 år på arbejdmarkedet som ufaglært.

Foreløbig betaler du og andre unge endnu ikke de voksnes regninger.

Ib Gram-Jensen, Sonja Rosdahl, jens christian jacobsen, Hans Larsen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Aslaug Fangel Mo ... Jeg er 12 år fra pensionen og elsker når unge engagere sig politisk og prøver at råbe politikere og medborgere op med fakta og mulige løsninger ... men jeg bliver så frastødt af din retorik, at jeg næsten ikke kan hører dit budskab ...

Sonja Rosdahl, Poul Erik Pedersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Hans Larsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Aslaug Fangel Mo

Der er mange ting du skriver, der er rigtige.
For eksempel er det en direkte omfordeling af penge fra de unge, der skal gå til at forhøje dagpengesatsen til de, der er ramt af sæsonarbejdsløshed, eller er kortvarigt ledige, altså de noget ældre.

Og Finansministeriets regnemodeller, (en krystalkugle, der som regel har lige så ofte ret i sine forudsigelser som parforholdsastrologerne i et nyligt DR-program) finder en løsning på regeringens problem med Arne-pensionens mindskelse af det fiktive arbejdsudbud ved lige så teoretisk at erstatte de tidlige pensionister med dimmitender.

Men, men.. Det er en forkert antagelse, at dette udelukkende er en konflikt mellem generationer.

Andre har også været udsat for skiftende regeringers spin og nedskæringer, du nævner fx selv udlændinge, og man kan også tilføje syge og handicappede, intellektuelle og kunstnere.

I sidste ende er det (endnu) en underminering af den såkaldte flexicurity model at omfordele penge indenfor dagpengesystemet, og hele sikkerhedsnettet risikerer på sigt at kollapse nedefra, hvis unge holder op med at melde sig ind i A-kasse og fagforening.
Populært kaldes det hunden, der fodres med sin egen hale.

Det er den store omfordeling, man skal være opmærksom på, den der går fra de der intet ejer til de, der har mere end rigeligt.

Og husk på, at en del ambitiøse unge meget hurtigt bliver 'voksne' og 'realistiske', så snart de udsættes for den politiske virkelighed, der handler om at promovere sig selv mest muligt før næste valg.

Sådan som demokratiet er indrettet, er det svært at komme igennem med progressive idéer, der er utroligt meget, der trænger til at blive lavet om.

Men ældre mennesker (alle over 25) er ikke pr definition unges ærkemodstandere; det er politikernes spin.

'Del og hersk' er mottoet, man ikke skal lade sig narre af.

Egon Stich, erik pedersen, Ebbe Overbye, Ib Gram-Jensen, Poul Erik Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

'..Hvorfor kommer der ikke nogen som helst konkrete og overordnede tiltag fra regeringen? Hvorfor skal vi gøre det hele selv?'

Læs Zizeks kronik i dag i Inf., Aslaug. Så får du ét svar: Centrum-venstre, der sidder på medier, centraladministration og i flere regeringskontorer rundt om i Europa aner ikke, hvad de skal stille op. De ser alle samfundskonflikter som rettighedskonflikter og mener (ligesom dengang i skolegården), at bare man defamerer nogle få og peger fingre, skal tingene nok flaske sig til sidst.
Du og din generation kommer på arbejde. Politisk arbejde med at organisere de kommende sammenbrud og få nye samfund op at stå.

Poul Erik Pedersen

Der er en enkelt ting der ærgrer her - og som flere andre har været inde på - og det er at de siddende politikeres gøren og laden måles efter en genrationsalen. Jeg skal hilse og sige at jeg er over 60, samtidigt er jeg politisk engageret i et parti der (efter min opfattelse) forsøger at adressere de problemer, forfatteren af kommentaren påpeger. Ser jeg mig lidt rundt omkring, så er jeg faktisk i selskab med andre kritisk tænkende der er jævnaldrende med mig.
Og som et notabene: jeg deltog i en af demonstrationerne mod regeringens trafikpolitik, på Christiansborg Slotsplads d. 25.9. Inden afrejse fra Aalborg brugte jeg nogle eftermiddage på at fremstille bannere, til brug for demonstrationen. Til Aslaugs oplysning: alle der deltog i arbejdet var nået forbi vores første ungdom. Billedet er altså broget - forenklinger er vi derfor ikke tjent med!
Derfor: jeg mener det er forfejlet at gøre den politiske udvikling, handling eller ej, til et spørgsmål om forskellige generationers holdninger. Lidt i indlæggets ånd: jeg er træt af at blive dunket oven i holvedet med at jeg tilhører en priviligert generation - alene på grund af min alder. I stedet burde det være mere frugtbart at gå tilbage til både Pikettys og Marx analyser, for derved at skifte fokus til analyser af klasse-, formue og produktionsforhold. Her bidrager Pelle Dragsteds kommentar i dagens avis til nødvendig viden. Måske det var på sin plads at ungdommen fik set lidt på disse forhold, inden vi næste gang skal præsenteres for en noget rigid generationsbeskrivelse?

mvh.
poul.

Egon Stich, erik pedersen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar