Venskaberne svinder ind, når man er i 30’erne. Men det er svært at tale om

»Det kommer ikke til at vare ved. Jeg taler af erfaring.« Jeg ryster smilende på hovedet af min ti år ældre kæreste. For jeg ved bedre. Min vennegruppe er gode til at være venner. Vi er anderledes. Vi vil altid være venner. Vi skriver 2008, jeg er 23 år og ligger i ske med alle mine bedste venner i en lejelejlighed på Tagensvej. Vi er filtret ind i hinanden og drikker billige dåseøl. Vi ser hinanden hver dag. Fester sammen hver weekend. Vi er ét.

Klip til 2021. Vi er blevet voksne. Min kæreste er blevet til min eks. Og han har fået ret. Det varede ikke ved.

Populærkulturen har lært mig alt, jeg ved om venskaber. I Beverly Hills, Venner, New Girl og Jesper og Julie er budskabet det samme: Venner er din familie, din stamme, en uforanderlig konstant, som kan blive udfordret, men aldrig tilintetgjort. Uanset hvor meget, alt andet i livet sejler, så er de der for dig, som de synger i introen til Venner: »I’ll be there for you«.

En studiekammerat på retorik argumenterede engang for, at Hollywoods romantiske kærlighedsfilm er lige så skadelige for vores kærlighedsliv i de formative år, som pornofilm er for vores forventninger til sex og kroppe. Og sammenligningen med den medierede vennekultur ligger ligefor. Populærkulturen har gjort mine forventninger til venskabet helt forskruede. Men jeg har ingen anden manual.

Jeg savner mine venner

Vi er vokset op med fortællingen om, at de evigt tilstedeværende venner er en selvfølge for velfungerende mennesker. Derfor tør vi ikke tale om vores venskaber, når de ruster. Det er for sårbart, for skamfuldt.

Men hvis du synes, at voksenvenskaber er en lidt utilfredsstillende affære, så er du ikke alene. Jeg er 36 år og burde have haft tid til at vænne mig til det. Men det har jeg ikke. Mit savn efter ungdommens venskaber er et stort og konstant gnavende hul i min mave.

Hverdagspraktikken har selvfølgelig en finger med i spillet: Jeg har to børn på 1,5 og syv år, er fastansat i et ambitiøst job og kører en freelancekarriere på siden, og jeg har et parforhold, som jeg gerne vil passe på. Man kan ikke blæse og have mel i munden og alt det der. Men jeg savner mine venner. Næsten før jeg har krammet dem farvel.

Jeg får slet ikke set dem nok. Sådan føles det i hvert fald. For bør man ikke se hinanden meget mere? Bør man ikke opdatere hinanden om stort og småt – om ikke dagligt, så ugentligt?

Der er intet som emnet venskab, der kan få min hjerne til at grave sig ned i et stort, altopslugende kaninhul på jagt efter normalen. Har jeg venner nok? Er jeg overhovedet venner med mine venner på den rigtige måde? Er andre bedre til at være venner med deres venner end jeg? Og det mest smertefulde: Hvem ser egentlig mig som deres ven? Av.

Barndomsvennen som alle vil have

Vi har dybdegående statistikker for skilsmisser, parforhold, endda sexliv, der kan give mig et sammenligningsgrundlag for det eviggyldige spørgsmål: Er jeg normal? Men venskaber er stadig myteomgærdede. Måske fordi det er en flyvsk størrelse at få hold om.

Hvornår er man venner? Og endnu sværere: Hvornår er man ikke venner længere? Mange venskaber flyder ud som en glemt Københavnerstang på et forårslunt fortov. Og selv om vi for længst har accepteret, at 48 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisser, dyrker vi stadig den romantiserede fortælling om barndomsvennen. Dette helt særlige livsvidne, som har fulgt en i tykt og tyndt.

Jo længere tid, man har været venner, jo mere værdifuldt er det. Og hvis man har haft en ven igennem mange år, er det nok, fordi man er et menneske, der er værd at elske. Et loyalt menneske. I venskaber er anciennitet et hædersmærke.

Men vi glemmer, at de fleste mennesker forandrer sig gennem livet, skifter interesser, yndlingsfilm, politisk ståsted. Det ville være mærkeligt, hvis det ikke spillede ind på, hvilke mennesker vi omgiver os med. Vi har accepteret, at kærligheden ikke varer evigt. Men vi abonnerer stadig på ideen om, at venskaber bør gøre det.

De tre dødsstød

I mange år så jeg venskaber som noget, der opstod helt uden særlige forudsætninger. De begyndte over et penalhus, et Sambuca-shot, en øver på amatørscenen. De indledende forandringer sneg sig ind i midt-20’erne. Det første dødsstød var det første voksenjob. For som bekendt breder voksenjobbet sig tungt og bredmåset over en stor del af ens vågne timer. »Jeg sælger mine dage«, som popsangeren Aksglæde synger om at gå fra ungdomslivet til arbejdslivet. Det første voksenjob gjorde et betragteligt indhug i spontane aftaler, formiddagsbrunch på Kalaset, torsdagsbyture på Vega og favoritten: det nu temmelig eksotiske koncept flere aftaler på én dag.

I slutningen af 20’erne kom kæresterne. De endelige. Dem, der senere blev til hr. eller fru. De krævede også tid. Tid til romantiske rejser, der emmede af eventyr og sex på Instagram. Tid til at se svigerfamilien i den anden ende af landet. Tid til at se det andet vennehold til en uendelig række af parmiddage, for ’Jeg vil gerne have, at vi lærer hinandens kærester at kende’ og ’Vi skal jo ikke blive kærestekedelige’. Og kæresterne var næsten altid søde, og vennerne havde fået skinnende forelskede øjne, der klædte dem utroligt godt. Men kæresterne tog noget dyrebart med sig. De daglige samtaler. Fortroligheden.

Og så kom de runde maver. I starten var det eksotisk at se venindernes buler. De små babyansigter, der som et kalejdoskop skiftede mellem at ligne mor og far. Men med børnene kom trætheden. Og de uinspirerede samtaler om alt det kedelige, som fylder i livet med små børn: søvn, mad, udstyr. Og presset affødte drømme om murermestervillaer, der bare lige skulle fikses lidt, og brombærbuske og en havedør, der bare lige kunne åbnes, så børnene kunne løbe ud og krudte af. Forældreskabet fremkaldte en ny version af vennerne. Den var ikke dårlig. Den var fornuftig, omsorgsfuld, en lille smule neurotisk.

Lad os tale om, hvor kedelige vores venskaber er

Men jeg savner den rock and roll-version, jeg kendte. Som havde ild i øjnene, drømte om at indtage verden med musik og teater, gik med rød læbestift på en mandag, ikke vidste en skid om pension og boliglån, men alt om, hvor man skulle gå i byen eller ud at spise. Som var uforudsigelig og vild og sjov.

Det er en sorg over at have mistet noget, der engang var: fortroligheden, spontaniteten, vildskaben. Den totale hengivenhed og overgivelse, som kendetegner ungdommens venskaber. Og jeg er ikke alene. Det ved jeg. Der er ikke noget i det livsforløb, jeg lige har beskrevet, som er unikt. Vi taler bare ikke om det.

»Der er bare noget med venskaber i 30’erne,« sagde min ti år ældre kollega til mig over en fadøl, »Det er svært. Vennerne går ligesom i dvale. Nogle vågner op igen, men andre gør ikke. Måske bliver de bare for magelige?«

Og jeg tror, hun har ret. Det bliver lidt for let bare at gå på arbejde, drifte familien og ghoste vennerne.

Det er bare ikke det, jeg blev stillet i udsigt i serierne. Men hvem gad også se en serie om en flok venner, der mødes en gang hver tredje måned til en chai latte eller – mere realistisk – udskyder aftalen, fordi barnet har fået mund-, fod- og håndsyge. Jeg tror, den bliver svær at pitche til Netflix.

Så hey, lad os tale højt om, hvor kedelige, utilfredsstillende og sporadiske voksenvenskaber til tider er. Lad os tale om de venskaber, der ruster – også selv om det gør ondt. Og så gøre en indsats for at ruske op i det hele. Tag nu den læbestift på, skriv til din ven og inviter hende ud. Sæt ild til byen igen. Men husk at slukke den og rydde godt op efter jer selv. Vi er jo trods alt blevet voksne.

Heidi Keller er Head of Content og skuespiller.