Det er Asien og ikke snævert Kina, der er fremtidens geopolitiske udfordring

Kina træder i disse år for alvor frem som stormagt. USA fokuserer sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på håndtering af stormagtskonkurrenten Kina og tyngden i amerikansk militær flyttes til Asien. Multilateralt samarbejde og internationale aftaler er under pres. Der er tale om store magtforskydninger og omvæltninger i det internationale system, som resulterer i nye rammebetingelser og ændrede krav til dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og til dansk forsvar.

Derfor er det for snævert kun at diskutere, hvordan Danmark skal håndtere et stærkere og mere selvhævdende Kina. Det er snarere et spørgsmål om at gentænke og nyorientere dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. I debatter om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har der været, og er fortsat, et begrænset fokus på Asien. Det er en fejl.

Danmark, og bredere set Europa, skal opruste på viden og kompetencer i forhold til Kina og Asien. Det er en forudsætning for at navigere og positionere os i en ny og kompleks geopolitisk virkelighed, hvor stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina udgør den overordnede ramme.

Ny arena, samme stormagtspolitik

EU lancerede for et par uger siden en Indo-Pacific-strategi, der dog ikke har fået stor opmærksomhed her i Danmark. De fleste vil undre sig over betegnelsen, Indo-Pacific, men det er det nye sort i international politik og sikkerhedspolitik. Der er ikke tale om et klart geografisk bestemt eller afgrænset område, men snarere et geostrategisk greb, som strækker Asien ud og placerer vægten på det maritime domæne koncentreret omkring det Indiske Ocean og det Nordvestlige Stillehav.

Dette område udgør den scene, hvor stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina udspiller sig mest intenst. Det er her, det kinesiske militær, særligt den kinesiske flåde, nu begynder at kunne give det amerikanske militær et seriøst modspil. Denne udvikling skaber nye dynamikker i regionens brændpunkter som eksempelvis det Sydkinesiske Hav og Taiwanstrædet, som vi har set de seneste uger, hvor Kina har sendt rekordmange fly ind i den taiwanske luftforsvarszone. Det er helt forudsigeligt og nærmest uundgåeligt.

Det er »stormagtspolitik 101«, som den anerkendte amerikanske sikkerhedspolitiske forsker John Mearsheimer slår fast i det seneste nummer af tidsskriftet Foreign Affairs. Kina har fokus på at konsolidere sig som den stærkeste økonomiske, politiske og militære magt i eget nærområde. Derfor øger det kinesiske militær sine bestræbelser på at skubbe det amerikanske militær længere væk fra kinesisk territorium.

Trods fortsatte store amerikanske militære baser i Japan og Sydkorea, har det kinesiske militær geografien på sin side. Derfor gavner det stormagten USA og dens allierede at forbinde lande og søveje omkring og mellem det Indiske Ocean og de nordvestlige samt centrale dele af Stillehavet. Det bringer eksempelvis Indien og Australien sammen. USA’s insisteren på Indo-Pacific understreger også, hvordan Washington har brug for regionale allierede og strategiske partnere, og er derfor et varsel om, hvordan USA’s tid som eneste supermagt er ved at være til ende.

USA styrker samarbejder i regionen

Senest har vi set en styrkelse af QUAD, der er et politisk og sikkerhedspolitisk samarbejde bestående af USA, Japan, Indien og Australien, hvor Washington er gået foran i bestræbelserne på at få landene til at samarbejde om alt fra klima og vaccineproduktion over finansiering af infrastruktur til udvikling og standardisering af nye kritiske teknologier. Fokus er især på at give Kina et modspil i Sydøstasien, hvor langt størstedelen af landene har Kina som deres vigtigste handelspartner, og det er også et område, hvor kinesisk infrastruktur og teknologi gør sit indtog.

Samtidig har USA ført an i etableringen af det nye strategiske partnerskab AUKUS mellem USA, Australien og Storbritannien, som til Frankrigs store frustration bevirker, at Australien nu har erstattet indkøb af de konventionelle franske ubåde med britiske atomdrevne ubåde, hvormed Australien lukkes ind i en eksklusiv klub.

Beijing ser QUAD og AUKUS som led i en amerikansk inddæmningsstrategi og søger med en blanding af pisk og gulerod at modvirke, at regionale lande støtter op bag USA. Langt størstedelen af de regionale lande ønsker ikke at vælge side.

Det er geopolitik på den store klinge. Indo-Pacific, QUAD og AUKUS er et resultat af nye udviklinger og ændrede dynamikker, som vi skal have øget fokus på, da det også har stor betydning for Danmark.

Økonomierne i regionen buldrer frem

Det er imidlertid også vigtigt at holde sig for øje, at Asien er mere end den centrale arena for stormagtskonkurrencen mellem Kina og USA.

Asien placerer sig i stigende grad også som den centrale region i international økonomi. Det er ikke blot Kinas økonomi, der er hastigt voksende, men også adskillige andre af de største eller mest dynamiske økonomier så som Japan, Sydkorea, Australien, Indien, Indonesien, Malaysia, Vietnam og Taiwan bidrager til regionens betydning.

Mange af de omtalte økonomier er også samtidig førende, når det kommer til at udvikle nye teknologiske løsninger og viden. Regionen tegner sig samlet for over 60 procent af verdens økonomiske vækst og udgør et produktionsknudepunkt på hele kontinuummet af globale produktions- og værdikæder på tværs af industrier fra tekstil til teknologi. Ligeledes står Asien allerede i dag for omtrent 65 procent af de globale patentansøgninger.

Der er en stærk handel mellem landene i regionen, som har fået yderligere fremdrift med indgåelsen af flere nye bilaterale og multilaterale frihandelsaftaler, herunder verdens største frihandelsaftale Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP), der blev indgået i november 2020. De 15 asiatiske lande, som er med i RCEP, står tilsammen for cirka 30 procent af det globale BNP og ligeså stor andel af verdens befolkning. Og begge procentsatser ventes kun at vokse yderligere i de kommende år. Kina er førende i RCEP, hvor kun Indien står udenfor, hvilket understreger, at afkobling fra Kina ikke har stor tilslutning i regionen.

Det voksende økonomiske samarbejde betyder imidlertid ikke, at de øvrige lande i Asien ikke har stigende bekymringer over implikationerne af et stærkere og mere ambitiøst Kina.

De øvrige lande bekymrer sig og søger at gardere sig ved at styrke deres indbyrdes politiske og sikkerhedspolitiske samarbejde og opruste militært. Regionen står nu samlet for den største stigning i militære udgifter, og det drives ikke kun af udviklingen i det kinesiske militær.

Der tegner sig således ikke et klart billede, men der er tale om et komplekst og dynamisk væv af udviklinger og samarbejder på kryds og tværs i Asien, som spænder bredt over økonomiske, teknologiske, politiske og militære områder.

Europa risikerer at blive irrelevant

Hvad betyder alt dette for Europa og Danmark? Asien, eller Indo-Pacific om man vil, er i høj grad der, hvor den fremtidige verdensorden bliver defineret. Hvis vi vil have en indflydelse på den, så skal vi engagere os.

Det har Bruxelles fået øjnene op for med lanceringen af Indo-Pacific-strategien, der, ligesom EU’s konnektivitetsstrategi, indgår som en del af EU’s håndtering af Kinas stigende indflydelse og tilstedeværelse samt den tiltagende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina.

Hovedformålet er at øge EU’s bredere økonomiske, politiske, strategiske og militære engagement i regionen, selv om der på nuværende tidspunkt ikke er meget substans at komme efter. Indo-Pacific skal prioriteres fra Bruxelles, men også fra de enkelte europæiske hovedstæder, hvis EU’s såkaldte strategiske autonomi ikke snarere bliver til strategisk irrelevans.

Situationen kalder på videns- og kompetenceoprustning samt diplomatisk oprustning i regionen. Her skal vi tage ved lære af Biden-administrationens stærke diplomatiske engagement i Asien og dens prioritering af at have stærk Asien- og Kina-ekspertise på alle væsentlige policyområder.

Der er ingen let vej uden om, hvis vi skal stå bedre rustet til at spille ind i vigtige debatter med allierede og strategiske partnere og træffe egne udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske valg og ikke mindst være i stand til at forudse implikationerne af disse.

Camilla T.N. Sørensen er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet