Læserbrev

Bare fordi børn ikke kan stemme, er forældre ikke ligeglade med deres børns fremtid

Ideen om, at forældre ikke bekymrer sig om deres børns fremtid, er udtryk for et kynisk syn på samfundet. En ændring af valgsystemet vil ikke gavne vores samfund, men jeg vil da opfordre de unge mennesker til at melde sig ind i et ungdomsparti, hvis de vil have mere indflydelse, skriver politisk ordfører for De Konservative, Mette Abildgaard, i dette debatindlæg
Debat
25. november 2021

Oliver Anton og Marie Kjær Madsen skrev den 19. november her i avisen, at vi skal sænke alderen for stemmeretten til højest 15 år. Faktisk gerne fjerne den helt, hvis vi skal være et superdemokratisk land, hvor forældre kan følge deres børn direkte fra SFO’en ned i stemmeboksen.

De to skribenter mener simpelthen, at vi skal sende vores børn ned i stemmeboksen, fordi de ældre ikke bekymrer sig om hverken de yngre generationer eller de klimaudfordringer, vi kæmper med. Jeg må indrømme, at holdningen provokerer mig. Men jeg bliver også trist, når der er unge mennesker, der går rundt med sådan et syn på samfundet og vores ældre generationer.

Ideen om, at hver generation er i en isoleret kamp for egne interesser, og hvor andre generationer står i vejen, er en efterhånden tyndslidt marxistisk analyse, hvor de såkaldte klasser blot er byttet ud med generationer. Præmissen forudsætter noget, der provokerer mig, nemlig at forældre skulle være ligeglade med deres børns fremtid. Selv er jeg mor til to og har meget svært ved at genkende, at jeg skulle være ligeglad med mine børns fremtid.

Det er hverken jeg eller andre selvfølgelig, og det kan heller ikke underbygges på nogen måde. Klimakrisen bliver taget alvorligt, og det gør den, fordi mennesker kerer sig om andre mennesker.

Det gør mig trist, når så kyniske syn på samfundet florerer blandt vores unge mennesker. Ingen ønsker et samfund, hvor alle kun plejer egne interesser og vil lade alle andre sejle deres egen sø.

Vi lever i et fantastisk land, som tidligere generationer har opbygget med flid og kærlighed til familie og land. Vores samfund vil ikke blive bedre med en så voldsom ændring af vores valgsystem, hvor børn skal stemme, før de er blevet myndige.

Der er masser af dygtige og interesserede unge mennesker, og det bifalder vi. Men når det kommer til stemmeretten, så passer den fortsat godt sammen med, at man kan tage kørekort, flytte hjemmefra og styre sin egen økonomi.

Bare rolig, vi er mange, som tænker på jer, og I præger vores stemme hver eneste dag. Og hvis I vil påvirke den politiske proces yderligere, kan jeg anbefale et medlemskab i et af landets mange gode ungdomspartier.

Vi lytter til jer, uanset hvad. Som politikere og som forældre. Hver eneste dag.

Mette Abildgaard er politisk ordfører for De Konservative

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Henrik Jepsen

“Ingen ønsker et samfund, hvor alle kun plejer egne interesser” - helt enig, så det er nok lidt manipulerende (en stråmand) at antyde, at sådan tænker nogle (især) unge mennesker. Min egen oplevelse er, at det især er den liberalistiske højrefløj, der tænker således.

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, erik pedersen og Steen Obel anbefalede denne kommentar