Kronik

Der er brug for humanistisk og samfundsvidenskabelig ekspertise i klimakampen

Humaniora og samfundsvidenskab bør inddrages på lige fod med naturvidenskaben i klimakampen. Det er nødvendigt, for at vi kan skabe retfærdige, kulturelt og moralsk acceptable ændringer og bevare den brede folkelige klimastøtte, skriver professor Lene Koch i denne kronik
Klimakrisen har som forskningsfelt længe været anført af naturvidenskaberne. Men når den nye globale dagsorden skal udformes, er det nødvendigt, at humaniora og samfundsvidenskab inddrages på lige fod, skriver professor Lene Koch i denne kronik.

Klimakrisen har som forskningsfelt længe været anført af naturvidenskaberne. Men når den nye globale dagsorden skal udformes, er det nødvendigt, at humaniora og samfundsvidenskab inddrages på lige fod, skriver professor Lene Koch i denne kronik.

Arif Ali

Debat
2. december 2021

Begrebet antropocæn definerer ikke blot en ny geologisk periode, der i dag er præget af en truende klima- og bæredygtighedskrise, men kan også bruges til at forstå, fortolke og gribe ind i planetens kritiske tilstand. Begrebet understreger vores ansvar over for den planet, vi har udnyttet til egne formål.

Som forskningsfelt har klimakrisen længe været anført af naturvidenskaberne og primært været anset som et anliggende for teknisk og naturvidenskabelig ekspertise. Men det er påfaldende, at den kæmpe mobilisering af den naturvidenskabelige ekspertise, der er samlet i IPCC, endnu ikke er blevet matchet af en tilsvarende organisering af samfundsvidenskabelige og humanistiske samarbejdspartnere.

Når den nye globale dagsorden skal udformes, er det nødvendigt, at humaniora og samfundsvidenskab inddrages på lige fod. Selv om naturvidenskaberne nu har blotlagt planetens tilstand, er der på ingen måde konsensus om, hvad der er de vigtigste problemer, hvad der skal gøres, og hvordan forandringerne kan ske på en retfærdig, kulturelt og moralsk acceptabel måde.

Denne diskussion kan human- og samfundsvidenskaberne bidrage til, og deres deltagelse forekommer afgørende for, at der kan skabes robuste ændringer, der kan vinde bred folkelig støtte og fastholde tillid til de myndigheder, der skal regulere samfundet.

Hvis ikke de nødvendige ændringer opleves som retfærdige og har folkelig forankring og bred moralsk accept, kan man frygte dystopiske og voldelige scenarier, som man har set med De Gule Veste.

Humanioras kritiske potentiale

Men vi bør ikke kun interessere os for miljøhumanioras mulige instrumentelle betydning for at sikre folkelig opbakning til de politiske og adfærdsmæssige indgreb, som naturvidenskaben betragter som nødvendige.

En hovedopgave er at afklare, hvad humanioras rolle i bredere forstand bør være i den antropocæne tidsalder, når det ikke længere udelukkende er menneskets betydningsskabelse, som udgør den horisont, humaniora skal operere inden for. Og det er vigtigt at fastholde humanioras kritiske potentiale og bidrage til at problematisere det, der forekommer selvfølgeligt.

Det følgende er bare en antydning: De opstillede mål kan nås på mange måder.

Er målet at blive CO2-neutral eller reducere til 1,5 graders temperaturstigning, kan dette udmærket forenes med social uretfærdighed og visse privilegerede gruppers fortsatte adgang til for eksempel rødt kød. Derfor taler nogen – ikke mindst med støtte til de såkaldte udviklingslande – for, at vi ikke blot skal undersøge, hvordan vi ændrer folks adfærd i en mere klimavenlig retning, men også hvordan den grønne omstilling kan forenes med en fordelingsmæssig retfærdighed.

Spørgsmålet er derfor også, hvordan problemerne defineres, og hvem der har definitionsmagten. Handler det for eksempel kun om klima eller også om biodiversitet? Man kan jo udmærket reducere CO2-udledningerne, uden at biodiversiteten styrkes.

Og hvis det handler om bæredygtighed, er spørgsmålet, om det også er den herskende verdensorden og magtfordeling, der skal bevares og forsvares. Uanset hvilken problemdefinition der vælges, og hvilke mål, man sigter imod, må de relevante redskaber og indgreb tilpasses.

Mennesket er ikke den eneste aktør

Til trods for det store potentiale, der findes, for at klimaforandringer kan inspirere til et nyt udgangspunkt for videnskabelig kreativitet, er humaniora stadig domineret af antropocentrisme.

I dele af den nye miljøhumaniora anskues mennesket, den menneskelige kultur og naturgrundlaget som parter, der indgår i et gensidigt afhængighedsforhold.

Med pandemien er det blevet ganske tydeligt for de fleste, at mennesker ikke er de eneste handlende aktører på kloden.

Når mennesket nu ovenikøbet betragtes som geologisk aktør, forskubbes perspektivet fra mennesket som humanvidenskabernes selvfølgelige udgangspunkt til blot at være en ud af mange virksomme aktører i verden på lige fod med for eksempel teknologi, dyr, mikroorganismer, skove, bjerge og have. Det er en af pointerne i den franske filosof Bruno Latours seneste bog Ned på Jorden fra 2018.

Miljøhumaniora er et område i vækst. Der er centre i Environmental Humanities på utallige udenlandske universiteter og nu også i Danmark.

Den nye antropocæne kulturforskning – både inden for og uden for forskningsinstitutionerne – undersøger de mange forskellige sociale og kulturelle bevægelser og måder at være i verden på, som opstår i lyset af klima- og bæredygtighedskrisen.

Vi kender alle de mange ngo’er, miljøbevægelser, dyreværnsforeninger og spirituelle bevægelser – alt fra Extinction Rebellion til Amager Fælleds Venner. Disse bevægelser udgør en vigtig empiri for miljøhumaniora.

Naturen slår igen

Når man som historiker ser på den antropocæne periode, så er det påfaldende, at udgangspunktet for menneskers massive udledning af CO2 falder sammen med begivenheder, vi normalt anser for vigtige civilisatoriske fremskridt: oplysningstiden, Den Franske Revolution, den industrielle revolution, stigning i levestandarden, kvindefrigørelsen, afskaffelse af slaveriet, reduktion af adelens indflydelse, udbredelsen af demokrati og borgerrettigheder til stadig flere grupper af mennesker.

I det hele taget centrale elementer i den liberale samfundsorden, vi kender og har kæmpet for at udbrede overalt i verden.

Flere historikere har påpeget, at klimadebatten og overgangen til et postfossilt samfund ikke vil kunne foregå uden en principiel og kritisk diskussion af frihedsbegrebet, der har sine rødder i oplysningstiden, og som i 1800-tallet udmøntedes i den liberale ideologi.

Traditionelle forestillinger om den nære forbindelse mellem menneske og natur præger ikke bare såkaldte primitive folkeslag, men også vores egen nære fortid – tænk for eksempel på romantikken og H.C. Ørsteds Aanden i Naturen. Men moderniteten udfordrede disse forestillinger, og det blev menneskets fornuft snarere end følelse og ånd, der blev anset som det relevante redskab til at frigøre os fra naturens begrænsninger.

Opfattelsen af mennesket som det højeststående fornuftsvæsen retfærdiggjorde også menneskets udnyttelse af naturen og andre livsformer. Liberalismen kan betragtes som et ideologisk projekt, hvis mål er at frigøre mennesket fra ydre restriktioner, fra jorden og det hårde slid – for eksempel ved hjælp af fossil teknologi.

Det har vi haft held til at gøre, lige indtil naturen rejste sig og slog igen. Og det er nu blev slået endegyldigt fast, at mennesket er en del af naturen og ikke kan sætte sig uden for den.

Det gode liv

Studier af fossilafhængighedens anatomi er en ny form for historieskrivning, der medtænker kulturens samspil med de anvendte energiformer. Miljøhistorie er et ret nyt felt og lægger vægt på det, der i dag anses for det centrale, nemlig at moderniteten i meget stort omfang er fossilafhængig.

Når vi har forstået, at vores politiske rettigheder, sociale levestandard og hele vores kultur er intimt forbundet med en fossil økonomi, er det store overvældende spørgsmål, hvordan man skal indrette det postfossile samfund.

Hvis vi skal tro forskerne fra IPCC, er der grund til at forvente, at vi i det postfossile samfund vil blive nødt til at begrænse vores frie valg. Det vil formentlig møde stor modstand.

En af miljøhumanioras store opgaver er at bidrage til at udvikle modbilleder, der kan overbevise om, at det gode liv ikke er identisk med, men måske ligefrem kan blive bedre end det liv, fossilafhængigheden hidtil har tilbudt os.

Lene Koch er professor dr.phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Jeg holder meget af den sætning g, hvori der står:
“fornuft snarere end følelse og ånd”.
Fornuften er en god tjener, men sker det på bekostning af følelse og ånd, kommer vi virkelig til at halte, og det er så det, der skal rettes op på nu. Det gør vi ved at tale om det gode liv og det gode samfund.

Samfundsvidenskabelige og humanistiske samarbejdspartnere på universiteterne er udmærket, men måske skulle man starte med at lytte til, hvordan de borgerne der har mindst rent faktisk har det. Vi lever i en udpræget konservativ periode, Folketinget har total social forstoppelse. Pengene skal blive der hvor neoliberalismen har flyttet dem hen, uligheden skal stadigt øges og antallet fattige må ikke falde. Hele den borgerlige presse, som hver eneste dag råber op, ønsker kun skattelettelser og flere sociale nedskæringer.

Spørgsmålet er ikke, hvordan problemerne defineres, og hvem der har definitionsmagten. Det ved vi. Traditionelle forestillinger om de nære forbindelse mellem de rigeste, meningsdannerne og politikerne præger ikke bare såkaldte venstreorienterede medier, men også hele vores egen hverdag. Det er centrale elementer i den neoliberale samfundsorden vi kender, og som I har kæmpet for at udbrede overalt i landet.

Om der kan vindes bred folkelig støtte og fastholdes tillid til de myndigheder, der skal regulere samfundet? Det er de nuværende politikere og sammenrend af sociopatiske meningsdannere, som sammen med den hypergriske magtelite har bragt os hertil. Er det dem som skal forandre Danmark? Man skal vel have formuer for fortsat at have tilliden til dem. Det er akademikerne der har overtaget Folketinget, det til trods for at de kun udgør 8 procent af befolkningen, hvad har det med et repræsentativt demokrati at gøre?

Kan man frygte dystopiske og voldelige scenarier, som man har set med De Gule Veste? Hvad får en professor til at nedgøre denne absolut nødvendige bevægelse, uden hvilken omfordelingen her i landet ikke ændres? Er det professorens egen stand i hierarkiet og evt. formue som ubevidst eftertragter status quo? Har de sidste tyve år været retfærdige og med bred folkelig forankring og været moralsk acceptabel? Der er 60.000 fattige børn og en kvart million fattige som regeringen hvert år rapporterer til FN, er fattigdom noget som professorerne vil gå på gaden for at fjerne? Hvis ikke de nødvendige sociale ændringer sættes i gang, er det på tide at invitere De Gule Veste her til landet, børnene skal ikke vente.

De sidste to regeringer har set det som deres primære mål at dæmre op for venstrefløjen. Venstre og Socialdemokratiet har i Folketinget stemt for de fleste sociale nedskæringer, reformerne, i tyve år. Vi har råbt op i årtier, vi har oplyst og venstrefløjen har forhandlet, men uden at Folketinget har ændret kurs. Så hvad foreslår de lærte at der nu skal ske, ændringer i den akademiske verden? Når vi har forstået, at vores politiske rettigheder, sociale levestandard og hele vores kultur er intimt forbundet med en mere retfærdig og social økonomi, er det store overvældende spørgsmål hvordan vi, flertallet, arbejderklassen og underklassen, skal skabe det post-neoliberale samfund. Det vil absolut møde stor modstand hos alle der har fået formuer gennem ulighedsskabelsen.

Hvilke er humanioras mulige instrumentelle betydning for at sikre folkelig opbakning til de politiske og adfærdsmæssige indgreb, som professoren betragter som nødvendige for at fjerne fattigdommen? Hvilke aktioner skal borgerne gennemføre for at vende den nuværende retning væk fra neoliberalismen og hen imod et bedre og mere lige udgangspunkt for alle nyfødte? Det følgende er bare en antydning: De opstillede mål kan kun nås på andre måder end den akademiske.

Sygeplejerskerne har fortolket situationen korrekt. I Deadline 1. dec. sagde en SF'er at der i sygehusvæsenet har været to procents nedskæringer i ti år, dvs. der er nu tyve procent mindre. Samtidigt er vi midt i det demografiske træk der kræver flere penge til sygehusene for bare at bevare status quo. Hvis der midlertidigt kun tilføres flere penge til sygehusvæsenet, bliver situationen ikke bedre for dem der knokler 140 %. Men Folketinget forhandler kun en nødpakke? Når fagforeningens top, der er oppe i en årsindtægt på 1,8 millioner, dvs. en del at overklassen, røvrender sygeplejerskerne, så er omfattende strejker nødvendige, det har over hundrede års erfaringer vist.

Hvis det handler om social retfærdighed, er spørgsmålet, om det også er hierarkiet, og den herskende verdensorden samt magtfordeling, der skal bevares og forsvares. Uanset hvilken problemdefinition der vælges, og hvilke mål, man sigter imod, må de relevante redskaber og indgreb over for den nuværende magtelite fremskaffes. Flere borgere har påpeget, at ulighedsdebatten og overgangen til et postdemokratisk samfund ikke ville kunne foregå uden at overklassen diskutererede og formindske frihedsbegrebet for flertallet. En af venstrefløjens store opgaver er at bidrage til at udvikle modbilleder, der kan overbevise om, at det gode liv ikke er identisk med, men måske ligefrem kan blive bedre end det liv, ulighedsafhængige politikere hidtil har tilbudt os.

Når man ser på den nuværende neoliberale periode, så er det påfaldende, at udgangspunktet for overklassens massive propaganda falder sammen med stigning i uligheden internt i alle lande, akademikernes overtagelse af det repræsentative demokrati, fremskaffelse af en ny form for slaveri, fjernelse af arbejdernes rettigheder og sociale sikring ved arbejdsløshed og menneskerettigheder til stadig færre grupper af mennesker. Alt sammen pga. accelerationen af multimilliardærernes politiske indflydelse.

Neoliberalismen kan betragtes som et ideologisk projekt, hvis mål er at frigøre overklassen fra ydre restriktioner, fra jorden og det hårde slid, for eksempel ved hjælp af fossil teknologi, ved storspekulation samt indførelse af den moderne fascisme, hvor de rigeste fortæller politikerne hvad de skal lovgive om. Det vil I fortsat have held til at gøre, lige indtil borgerne rejser sig og slår igen. Det er nu blev slået endegyldigt fast, at underklassen er en del af samfundet og I kan ikke sætte os uden for det. Vi kan ikke længere usynliggøres.

Per Dørup, Carsten Munk, Torben Skov, Morten Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vorherrre bevares, Peter Olsen, tror du for alvor, at demokratiets afløsning med proletariatets diktatur er vejen frem ?

Tag lige og læs lidt i historien Peter! DDR og USSR svinede voldsomt, ja anerkendte ikke forurening og havde netop ringe folkelig opbakning, og at tale om dansk elite styre uden at iagttage f.eks. Kinas topdiktatur er da nærmest tåbeligt.

Jørgen Munksgaard, Mogens Kjær, Morten Balling og Tom Pedersen anbefalede denne kommentar