I 2016-17 boede jeg i Vestgrønland og arbejdede nogle måneder som ufaglært, blandt andet som arbejdsdreng. På min allerførste dag fortalte min danske chef mig, at min arbejdspartner var en »tandløs grønlænder«, og at jeg måtte sige til, hvis det blev »for meget« for mig.
Jeg fik at vide, at det var »idioter«, jeg skulle arbejde sammen med. Jeg fik at vide, at intet i Grønland bliver gjort ordentligt, hvis ikke det bliver gjort af en dansker.
Siden var jeg på byggepladser og i værksteder og fik at vide, at ’vi’ ikke skulle spise med grønlænderne, at de modarbejdede det gode arbejde, danskerne gjorde. De danske sjakbajser opførte sig nedværdigende og var åbenlyst racistiske. De havde et tilsyneladende uendeligt arsenal af vittigheder om grønlændere og talte om byen som et »hul«.
Hvorfor fortæller jeg dette? Fordi jeg læste Information den 22. oktober. Der havde den danske gymnasielærer Mie Laugesen en kronik i avisen, hvor hun fremskriver et grimt portræt af en »mandsdomineret kultur« blandt danske håndværkere i Grønland. Hun bor og arbejder i Aasiat i Vestgrønland og anklager danskerne for at opføre sig som »koloniherrer«. Hun skriver, at de ved deres ankomst i Grønland »med et trylleslag« bliver »rige, tilmed attraktive«, at de bliver »byens ukronede konger«.
En blandet modtagelse
I kommentarsporet på den grønlandske avis Sermitsiaq og under de mange delinger på Facebook forekommer der både vrede og benægtelse. Mie Laugesen har fået at vide, at hun taler ind i et ekkokammer, at kronikken bidrager til yderligere splittelse mellem danskere og grønlændere, folk, der aldrig har været i Grønland, udbryder overrasket, at det lyder som noget fra forrige århundrede, og selvfølgelig er der dem, der tilslutter sig Mie Laugesens betragtninger. Nogle peger på, at den danske undertrykkelse er forsvindende lille, et levn fra fortiden, at de mandsdominerede drukture og racistiske ytringer blot er en indgroet del af en konservativ arbejderkultur, og at de skyldige i øvrigt nok ikke læser Information.
Jens Lauge Johansen skrev den 28. oktober også et debatindlæg i Information, hvor han zoomede ud og påpegede, at det ikke kun er en lille faggruppe i en bestemt by, der opfører sig sådan, men at problemet, som Mie Laugesen også skrev, rækker langt ud over håndværkere og er et større strukturelt problem.
En offentligt kendt hemmelighed
Jeg ved, at det, Mie Laugesen og Jens Lauge Johansen beskriver, er sandt, for som nævnt har jeg selv arbejdet i den kultur.
En dansk kultur, hvor hykleriet er slående som blæk i en ølflaske, for en af de danske sjakbajsere, der smed om sig med racistiske bemærkninger og mente, at samtlige grønlandske ansatte pr. definition udførte et dårligt stykke arbejde, bad mig flere gange køre ham rundt omkring i byen i sin varevogn, da han havde mistet kørekortet på grund af drukkørsel.
De selv samme danskere, der mener at have en bedre moral end deres grønlandske kolleger, dækker for hinandens udskejelser og druk, driver eksklusive private klubber, hvor man køber sig til sex med lokale og drikker hinanden under bordet weekend efter weekend. En dansk rørlægger inviterede mig til en af disse klubaftener og lagde ikke skjul på, hvad der skulle ske: billard, købesex og billige øl. Jeg afslog invitationen og blev derefter ignoreret af mine danske kolleger.
Ikke nok med det lader det til, at den koloniale opførsel går i takt med et generelt ulige magtforhold, at den undertrykkende struktur tilsyneladende er systemisk og bevist udført.
Der løber massive rygter om mange af de danske virksomhedsejere i Grønland. Da jeg skulle hjælpe til med at ordne noget teknisk på en grillbar, sagde min kollega, at den danske ejer tilbageholdt de filippinske og thailandske ansattes pas, at arbejdsforholdene var ulovlige, at de ansatte ikke måtte være i forhold med hinanden for derved at undgå, at de gik på barsel. At de ikke selv bestemmer, hvornår de kan rejse tilbage. Da en ung grønlandsk entreprenør ville lave et lille spisested, fik jeg fortalt, at processen blev forsinket igen og igen, fordi en dansk erhvervsleder forsøgte at lukke stedet ved at bestikke kommunalt ansatte.
Jeg kan ikke dokumentere disse voldsomme påstande, men når en dansk læserskare overraskes af Mie Laugesens beretninger om koloniale tendenser, forpligter det netop os danskere til selvransagelse og til at tage nogle svære snakke om vores tilstedeværelse i Arktis. Alle taler om disse ting i Grønland. De mange fantastiske tilflyttere, som Grønland heldigvis også tiltrækker, satte mig fra starten ind i, at der er et skyggesamfund i samfundet. Alt dette er offentligt kendte hemmeligheder. Jeg er bange for, at Mie Laugesens kronik kun er toppen af isbjerget.
Ikke håndværkernes skyld
Problemet hverken starter eller stopper hos håndværkerne, for overalt i det danske samfund ligger den koloniale mentalitet og ulmer. Da Hansen Is valgte at kalde en chokoladeovertrukken is for O’payo i stedet for Eskimo, følte en del danskere det som et overgreb og brugte et par uger på at være ude af sig selv af raseri over en krænkelseskultur, de fandt latterlig. Men da ordet ’grønlænderstiv’ i 2017 blev optaget i den danske ordbog, kunne mange danskere ikke se, hvad problemet var. Når der fortælles vittigheder om grønlændere til julefrokosten, kan danskerne ikke se, hvad problemet er. Når alarmcentralen undlader at sende en ambulance afsted, fordi den tilskadekomne er grønlandsk, så kan man ikke se problemet.
Den danske ignorance fører til, at mange danskere, som mig selv, naive og blåøjede rejser til Grønland fuldstændig uforberedte på, hvilket samfund der venter os, når flyet lander. Vi er blevet bildt ind, at Grønland er dansk, vi ser vores tilstedeværelse som en god gerning, vi fastholder billedet af Danmark som en velmenende kolonimagt. For at komme denne fejlagtige forestilling om dansk indflydelse i Grønland til livs må vi erkende, at der forekommer racisme, ulovlige arbejdsforhold og uacceptabel opførsel i det grønlandske samfund, begået af danskere. Det er en samtale, vi må tage, og Mie Laugesens kronik skaber derfor ikke splid. Den undergraver ikke rigsfællesskabet. Det er nødvendigt, at vi, der kender til disse forhold, begynder at tale åbent om det. I Danmark også. Vi kommer ingen vegne, hvis vi kun forholder os til toppen af isbjerget.
Rasmus Theisen er forfatter til romanen Andre hunde, der foregår i Grønland.
Rasmus Thaisen. Jeg bliver så glad når nogen går mod strømmen og fortæller sandheden om virkeligheden med håbet om at reflektion og ændret adfærd vil blive begyndelsen til enden for denne utilstedelige adfærd. Kunne vi få lidt metoo ind her, så denne racistiske undertrykkelse vil stoppe. Og respektfuld ligeværdigt samarbejde begynde
03/nov/2021
Oh, mit dejlige Grønland :-) ...
Jeg har besøgt og overnattet i samt-
lige, jeg gentager: samtlige, bygder
og byer på hele den grønlandske vest-
kyst fra syd til nord, og halvdelen af
den grønlandske østkyst.
Kærlig hilsen
Claus
"Fortæller sandheden"...jo jo som skribenten opfattede og beskrev det, intet andet.
En af gangene jeg var i Grønland mødte jeg en ældre herre, dansk, pensionist.
Han havde været med siden sidst i 50-erne med at lave, udbygge og vedligeholde store dele af grønlandsk infrastruktur.
Nu tog han til grønland hvert eneste år for at møde grønlandske venner, se udviklingen, se at infrastrukturen stadig bestod.
Han var stolt, meget stolt, over med hvad og hvordan han havde hjulpet Grønland og dets beboere, at han havde brugt sit liv på det.
Stor respekt herfra. En mand der brændte og brænder for en sag....at hjælpe Grønland.
Mænd som ham, som har ofret store dele af sit liv, dem pisser ovennævnte artikel på. Skribenten generaliserer og slår alle over 1 kam. Grimt, dårligt, ubetænksomt.
Ja, der findes folk, både danskere og grønlændere, der har jord i hovedet, men....tænk !
Hvem er vi ? Jeg synes hele tiden at DK og danskerne får at vi at de opfører sig dårligt , at de er racistiske og at de nægter at indse at de er det. At vi skulle tro at vi er særlig flinke og at vi er særlig artige er der vist ikke andre end forfatteren der mener at "vi" tror. At den af venstrefløjen så beundrede arbejderklasse i skurene har en undertiden rædselsfuld kvindefjensk og racistisk omgangstone er ikke nogen nyhed.
Det bliver formentlig ikke bedre før, før ja før hvad....det bestemmer grønlænderne i høj grad selv.
Mit "problem" med en ellers udemærket rejsefortælling starter ved din overskrift: Ikke håndværkernes skyld. Gu' fanden er det da de som opfører så grimt og tåbeligt skyld. Hvis alt hvad der blev lavet "sjov med" i alle mulige sammenhænge skal kobles direkte sammen med konkrete folks konkrete opførelse som en direkte årsags forklaring så bli' vi hurtigt et meget kedeligt og iøvrigt urealistisk samfund. Derudover er det decideret urigtigt at der ikke blev sendt en vogn til den grønlandske mand tilbage i 2014 som du linker til. Hold op med sådan noget overdrivelse og fordrejning.
Der er så mange andre forklarings-årsager på dine og andres oplevelser end den der let-købte, ukonstruktive "kolonnisme/racism" catch-all smøre. Det er næsten som om det er blevet en dyd at synke til samme lavpandede niveau som de ynkelige sjakbajsere du beskriver. Stop, hold, la' vær.
Gør opmærksom på de uacceptable forhold: Super, godt arbejde, tak, fint. Så kan vi få gjort noget ved det.
Tør' den af på amerikansk importerede høj-akademisk vrøvle-forklaringer:
Nej tak, det skaber bare splid.
ja tak til metoo mod racisme.
og jo, der findes både respektfulde mænd og respektfulde danskere.
Det behøver vi ikke træde rundt i, men gøre op med nedværdigende behandling, når den forekommer.
Med et mangeårigt nært forhold til Grønland kan jeg bekræfte, at de to skribenter, gymnasielæreren og digteren, kommer med sandfærdige beretninger. Og man er nødt til at indse, at en systematisk nedrakning af grønlændere desværre ikke er noget, der kun foregår i dårligt oplyste håndværkerkredse. Masser af gange har jeg som dansker været pinligt berørt over landsmænds omtale af og tiltale til grønlandske medborgere og kolleger. Selvfølgelig er det noget svineri, som må anerkendes som en del af 'dødvægten' i rigsfællesskabet - og som i vid udstrækning er benzin på løsrivelsesmotoren.
Artiklen beskriver den samme fordom om ALLE danskere, der opfører som í svin, som den om ALLE grønlændere drikker som svin. Og journalister hopper straks på den. Jubii her er der tale om skandale og kan vi gøre en fjer eller to til fem høns, så er der ikke noget bedre end det. Der lugtes blod og mulighed for splittelse. Det er bla sådan noget her der fører til, at en nylig ankommen blid og omsorgsfuld kvinde blev skubbet til så hun faldt og slog sine briller i stykker udenfor bussen i Nuuk af et stks indfødt, der kaldte hende en dum dansker og bad hende skrubbe hjem igen. Det gjorde hun faktisk efter 5 måneder. Hun kunne ikke komme sig over det.Turde ikke rigtig komme ud mm.Ærgeligt også for det grønlandske samfund, der er i mangel på uddannet arbejdskraft. Hun var et ikke fordomsfuldt menneske, der var dygtig og ellers allerede afholdt af også de lokale på arbejdspladsen.
At nogen af et bestemt folkeslag opfører sig dårligt er ikke det samme som alle gør det - eller mennesker ansat i et bestemt fagområde.
Jeg arbejdede i Grønland een sommer i 2 måneder, - og mødte der de mest livlige, gæstfrie, vidunderlige, åbne og kærlige mennesker jeg nogensinde har mødt i verden.
De eneste u-mennesker deroppe, var nogle danske håndværkere der opførte sig som herremænd. De ejede hverken pli, næstekærlighed eller omsorg.
I supermarkederne var der jo kø, - og flere danske håndværkerherremænd gik bare foran. Jeg blev stiktosset, gik efter ham, - dem, - forsøgte at hale dem nederst i køen, - de slog hånden stærkt ud og fortsatte deres herremandship.
I een af byerne var en håndværker død i sit hus. Men ingen ville røre det med en ildtang. Så liget ligger der nok endnu.
Der var heldigvis flest danskere med hjerne og hjerte på rette sted, - som skabte livsvarige forbindelser. Det er de få der ødelægger det for mange.
Da jeg rejste hjem var det med en betingelsesløs kærlighed til hele det grønlandske folk. Simpelthen. Og hver gang jeg møder disse vidunderlige mennesker bliver jeg sååå bevæget. Rejst mange steder, - men aldrig mødt så kærlige, givende og nærværende mennesker.
Og i bagagen sneg der sig også en foragt for de danske herremænd der opfører sig som svin på Grønland.
Og læser med stor sorg at mange grønlandske unge begår selvmord, - og hvordan det smitter.
Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Vi må straks sende akut hjælpere til de udsatte bygder, - og gøre hvad vi kan for at forhindre denne katastrofe.
Lave en taskforce med ideudvikling OG HANDLING.
Grønland er det land i verden med flest selvmord pr. indbygger. Og der er altså kun 53.000 grønlændere, inuitter.
HERFRA EN kæmpe kærlighed til alle der har tabt deres hjerter , respekt og hjerner til Grønland og det Grønlandske folk. TAK.