Kronik

Diagnosetrangen i psykiatrien ødelægger muligheden for at hjælpe dem, der lider

Systemet har travlt med at give diagnoser til mennesker i dyb psykisk smerte og udskrive medicin, men det er ikke den bedste hjælp. Vi bør i stedet se psykisk smerte i lyset af det liv, som den lidende har levet og lever – og udvikle et diagnosefrit system, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen i denne kronik
Systemet har travlt med at give diagnoser til mennesker i dyb psykisk smerte og udskrive medicin, men det er ikke den bedste hjælp. Vi bør i stedet se psykisk smerte i lyset af det liv, som den lidende har levet og lever – og udvikle et diagnosefrit system, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen i denne kronik

Mia Mottelson

Debat
27. november 2021

Danmark er langt bagud, når det kommer til at hjælpe dem, der lider psykisk. Men det behøver vi ikke at blive ved med at være. Hvis vi ser mod de praksisser, som fungerer bedst, kan vi forme et system, der vil være i stand til at revolutionere den måde, vi tænker om psykiske lidelser, og hele vores tilgang til dem, der lider psykisk.

Jeg er psykolog, tidligere ansat i psykiatrien, og så kæmper jeg for, at Danmark skal blive førende inden for offentlig finansieret hjælp til personer i stærk psykisk smerte og fortabelse. Det skal vi være, snarere end det vi er i dag, nemlig en prygelknabe for blandt WHO, fordi vi trods massive indsatser ikke formår at nedbringe for eksempel tvang i det psykiatriske system, og fordi vi bruger ufattelige mængder psykofarmaka. I absolutte tal bruger over 420.000 danskere antidepressiver.

Det, mener jeg, er en logisk konsekvens af den psykiatriske logik og kultur, og ikke kun et spørgsmål om ressourcemangel. Derfor ønsker jeg mig et helt andet system end det psykiatriske, og et skridt i den retning er en diagnosefri psykologi.

Diagnosefri psykologi

Jeg repræsenterer en uofficiel gruppe af psykologer i Danmark, der fravælger den psykiatriske forståelse af psykisk lidelse. Vi vil en anden vej. Vi ønsker et opgør med sygeliggørelsen af tanker, følelser og adfærd. Vi ønsker et opgør med den tilgang, hvor man, hvis man er så uheldig at falde ned i et dybt hul af en personlig krise, bliver gjort til patient i et system, der blandt andet også fejler, fordi det ikke er gearet til at se på hele det lidende menneske, dets traumer, historie og relationer.

Diagnosefri psykologi indebærer et fravalg af det diagnosticerende blik på psykisk smerte og fortabelse til fordel for et holistisk blik på det liv, som den psykiske smerte er situeret i.

I næsten alle tilfælde giver den psykiske smerte eller fortabelse mening set i lyset af det liv, som den lidende har levet og lever.

De diagnoser, som stilles i psykiatrien, ender ofte med at invalidere patienterne, som lever i den tro, at de er ramt af dem, hvilket blev illustreret på stærkeste vis i Pernille Søndergård Frandsens kronik fra den 22. november »Systemets svar på mine senfølger af seksuelle overgreb var medicin i bunkevis«.

Personligt mener jeg, at det psykiatriske system bør udfases helt til fordel for et system, der er baseret på langt bedre praksis og langt bedre videnskab. Diagnosefri psykologi er dog i første omgang et ønske om en bevægelse i en anden retning.

Det er et ønske om at forstå svær menneskelig psykisk lidelse på en anden måde, uagtet hvordan psykiatrien udvikler sig med den kommende tiårsplan.

Ikke videnskabeligt velfunderet

Ifølge den psykiatriske forståelse af psykisk lidelse er der noget galt med os, når vi er ramt af stor psykisk smerte og fortabelse. Det, der er galt, bliver i psykiatriens forsøg på operationalisering af psyken gjort til diagnoser som for eksempel ADHD, skizofreni, bipolar lidelse, depression og uendeligt mange flere.

Problemet med diagnoserne er, at de over en bred kam ikke er videnskabeligt pålidelige, valide og velafgrænsede, og at de behandlingsanvisninger, som diagnoserne giver, ikke viser særligt gode resultater.

I modsætning til den bredt cirkulerede fortælling ved vi ikke med sikkerhed, om for eksempel ADHD, skizofreni og bipolar lidelse er hjernesygdomme, da vi ikke kender det neurokemiske grundlag for dem. Vi kan ikke diagnosticere nogen af delene med brug af hjernescanninger, blodprøver eller mængden af neurotransmittere. Og vi kommer formentligt aldrig til at kunne det.

Fælles for diagnoserne er, at de udelukkende stilles ud fra tanker, følelser og adfærd. Dertil kommer, at diagnoserne stilles vidt forskelligt på tværs af for eksempel etnicitet og socialklasse. Læg dertil, at man diagnosticerer vidt forskellige antal personer per indbygger på tværs af regionerne.

Vi kan med andre ord ikke regne med diagnoserne, og derfor bliver behandlingerne ofte også ineffektive. I bedste fald lindrende og i værste fald skadelige.

Hvis behandlingerne var effektive, kunne diagnosticeringen måske være mere ligegyldig.

Problemet er, at den biomedicinske psykiatriske revolution i midten af det 20. århundrede ikke har ført til massehelbredelse af psykisk lidende, men tværtimod ført til langt flere kroniske patienter end nogensinde før, hvor det i mange tilfælde har været aldeles unødigt.

Europæiske foregangslande

Diagnosefri psykologi er ikke én tilgang, men repræsenterer mange fagpersoner, som aktivt fravælger at sygeliggøre vores klienters smerte og fortabelse. Også de personer, der er meget hårdt ramt. Sygdomsbegrebet giver ikke pludselig bedre mening, fordi vi har at gøre med meget svær lidelse.

De personer, der lider, skal fortsat have hjælp. De fortjener verdens bedste hjælp, og derfor skal vi væk fra en psykiatrisk forståelse af, hvad det er, der sker, når vores psyke gør vanvittig ondt.

Lad os se mod Italien, Finland, Norge og England, og lad os danne vores egne principper baseret på det, som vi kan se, virker rundt omkring i verden og herhjemme.

I den italienske provins Trieste anser man i sundhedssystemet psykiatriske diagnoser for at være nærmest irrelevante, og tvang er næsten elimineret. I Trieste udsættes kun 1 ud af 10.000 borgere for tvang, alt imens psykiatrien i Danmark udsatte hver fjerde voksne indlagte patient for tvang i 2020, hvilket svarer til lidt mere end 1 ud af 1.000 borgere i Danmark. Altså mere end ti gange så meget tvang. Det har gjort, at WHO fremhæver Trieste som et fagligt fyrtårn, hvilket således står i skærende kontrast til Danmark.

I England har den engelske psykologforening skabt The Power Threat Meaning Framework, som omformulerer det psykiatriske fokus ’Hvad der er galt med dig?’ til det mere meningsfulde ’Hvad er der sket med dig?’

I Norge kan man fravælge medicinsk behandling og stadig have ret til at få hjælp i det psykiske ’helsevern’. Det gør det nødvendigt med andre tilgange end den biomedicinske og er et stort skridt i en bedre retning.

I Lapland bruger man ganske vist diagnoser, men tilgangen er alt andet end medikaliseret. Psykologen Jaakko Seikkula har i sin bog Åben Dialog og Netværksarbejde fremlagt dokumentation for, at man med ’åben dialog’-tilgangen har haft held til at få cirka 80 procent af patienter med førstegangsdiagnosticeret skizofreni i arbejde, og færre end 30 procent er i psykofarmakologisk behandling to år efter deres åben dialog-forløb. Ved toårsopfølgningen havde næsten halvdelen af de inkluderede patienter ingen psykotiske symptomer, og flere end 70 procent havde ingen eller milde symptomer. 

De tal er vi milevidt fra i Danmark, selv om det retfærdigvis må nævnes, at de danske tal omfatter alle skizofrenidiagnosticerede og ikke kun de førstegangsdiagnosticerede.

Flere perspektiver

Der er rigelig grund til at afprøve et andet system end det psykiatriske, et system baseret på den bedste praksis, vi kan finde.

Der vil stadig være plads til læger i et omgjort system, men den lægefaglige tilgang vil være ét perspektiv ud af mange og ofte ikke det dominerende. Det, der fylder for personer, som er i stor psykisk lidelse, er uhyre sjældent et mekanisk eller somatisk problem, men problemer forankret i noget psykologisk, socialt eller kulturelt.

Vi kunne som forsøgsordning etablere lokale centre for psykisk lidelse med inspiration fra det, der fungerer i Trieste og Lapland. Det er essentielt, at centrene ligger uden for psykiatrisk kontrol og kultur, da det, der ønskes, er et fundamentalt anderledes system, som arbejder tværfagligt og helhedsorienteret fra top til bund.

Det smukkeste ved den tanke er, at både Trieste og Lapland er eksempler på, at lokale centre uden fokus på diagnoser og med minimal tvang og medicinering kan lykkes med at hjælpe folk bedre for færre midler.

Jonas Vennike Ditlevsen er psykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Alex Larsen

Tak!

Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme, Hans Ditlev Nissen og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

27/nov/2021

Hej Jonas Vennike Ditlevsen,
tak for et godt og relevant indlæg om
psykoterapeutisk behandling, som jeg
har mere end 30 års erfaring med :-) ...

Hvis man (m/k) som terapeut kombine-
rer Gestalt-terapi og Rosen-metoden,
kan men komme meget langt i retning
af problem-håndtering og helbredelse :-) ...

Med venlig og faglig hilsen
Claus

Bestemt en spændende kronik.
Det får mig til at tænke på, at det er almindeligt at pleje den kropslige sundhed - f.eks. i fitnesscentre.
Tænker på om man på lignende vis også kunne pleje den psykiske sundhed i nogle "psyko-fitnescentre" - hvordan de så end kunne fungere.
Mon ikke vi er mange almindelige mennesker, som kunne have gavn af et "psyko-tjek" og et eller andet efterfølgende, som kunne fremme sindets sundhed og en bedre livskvalitet.

Tak for en fin og yderst relevant kronik, Jonas Vennike Ditlevsen. Der bliver talt og lyttet alt for lidt, og der bliver givet alt for meget medicin til mennesker, som havner i det, vi kalder for psykiatri.

Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

God artikel.

For en stor del af de, som tildeles en af disse, intetsigende, diagnoser. Ville diagnosen PTSD være mere korrekt. Men det anerkendes, på ingen måde at det kan være samfundsstrukturen eller institutioner der kan forårsage denne lidelse.
Godhavnsbørnene har ikke haft noget sted at kunne henvende sig. Og børn måtte fornyligt selv filme den behandling, de havde fået, gennem flere år, på skiftende institutioner.
Diagnoser stilles ud fra et samfundsperspektiv. Og ikke ud fra vores natur som mennesker.
Når man lukkes ud fra institutioner som f.eks. Godhavn vil det altid være en selv der er noget galt med. Man er illoyal mod vores " fantastiske" samfund.
Jeg ved det, fordi jeg selv, var på opdragelseslejr i 1967, som ti årig. Man kaldte det en feriekoloni for svagbørn eller adfærds vanskelige børn. ( I det mindst blev vi ikke, dengang, betegnet som sygdomme)
Det var syngende lussinger op til flere gange om dagen og sove i sin egen pismadras. For vi var låst inde om natten og kunne ikke komme på toilet. Jeg måtte oven i købet sove i andres pis, da større drenge byttede om på madrasserne. Og vi fik absolut ikke lov til at lægge os på gulvet med dynen.
Det var en opdragelseslejr.
Men efter 10 dage kunne vi få familiebesøg. Det var meningen at vi skulle være i lejren en måned om året. Da jeg ser min familie bryder jeg sammen og græder som besat. Jeg tror jeg havde forstået, at hvis jeg ikke kunne indordne mig under autoriteterne, ville man fra myndigheders gøre det de mente var nødvendigt. Jeg gætter på en børnepsykiatrisk afdeling, hvor jeg medicineret og apatisk kan vippe på en gynge. Og de flinke mennesker kunne vise mig frem , som eksempel på hvor humant vores samfund er. Og politikkere ville sige- Vi har sejret ad helvede til- Men den gang troede jeg de ville slå mig ihjel.

Men min far lagde armen om min skulder og uden at værdige personalet et blik. Førte han mig , roligt, ind i min svogers store amerikanske bil. Jeg fik lov til at sidde foran. Og da vi kører ad landevejen med 140-160 km/t , og min svoger ville overhale et ældre ægtepar. Presser han dem ud i rabatten og de ender i grøften. Den midaldrende mand slår ud med armene . Og min svoger skrald griner. Jeg kigger undrende på ham, men så forstår jeg. - Han vil muntre mig op. Og jeg begynder også at grine. Vender mig grinende om mod bagsædet mod min far og søster , som virker lettede. Og efter en nats søvn var jeg den samme igen. Det var ikke noget jeg talte om. Selvom jeg var en forkælet møgunge. Skulle min mor ikke vide det.
Inden jeg satte mig ind i bilen kiggede jeg tilbage på børnene. Alle var gennet udenfor . Og jeg så et par børneansigter der var hvide og udtryksløse som sten og kroppe stivnede som dukker, da de så mig sammen med min dysfunktionelle, men kærlige familie. Det var de børn som var blevet mishandlet hjemme , eller ikke havde nogen familie at vende hjem til . Og selv et sted som dette var et fristed.

Jeg vil nævne. Man fjernede 9477 hjerner fra mennesker frem til 1983. En del af dem er bevaret i formaldehyd. Historien lyder at det er fra patienter, hvor mange boede på hospitalet så længe at familier havde glemt alt om dem.
Dermed kan man forklare at det ikke var noget issue at der var ar efter at hjernerne var fjernet.
Det var forskning der var hemmelig for offentligheden. Dermed må mange have fortiet sandheden eller løjet for deres omverden i årtier.
Hvorfor offentliggør man ikke disse journaler. Når man siger at ingen savner disse mennesker. Jeg har ingen pårørende involveret, men jeg har også kendt mennesker, som jeg ikke ved hvor befinder sig i dag.
Skal vores historie slettes og fordrejes. Der er jo et forklaringsproblem. De eneste kilder der høres er de, hvor vi ved de ikke har talt sandt i årtier.

Jeg efterlyser en debat på et faktuelt og oplyst grundlag. Jeg er, kun, interesseret i at vores historie ikke slettes.

Jeanne Löwe Lindberg, Søren Ferling, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Allan Holmgren anbefalede denne kommentar

En fremragende kronik. Jeg var ellers begyndt at tro, at tænkende kritiske psykologer var en uddød race, så stort tak

Anne Mette Jørgensen og Nicolaj Ottsen anbefalede denne kommentar

Fremragende. Helt i min ånd. Jeg har i 45 år kæmpet for netop det, du skriver om, Jonas.
Bh og hurra. Allan Homgren

Jeg har altid undret mig over den utallige gange gentagne statistik fra Finland om 80% af førstegangsdiagnosticeret skizofreniramte der vender tilbage på studiet/arbejde. Netop fordi at Åben Dialog tilgangen ikke går op i diagnosen men skal selvfølgelig alligevel have en grund til at sætte en behandling i gang lige såvel som et hvilkensomhelst andet system, og derfor bruger, mig bekendt, et meget mere løst 'psykose' begreb som grundlag for at starte behandlingen. Dette betyder selvfølgelig at rigtige mange typer af psykoser, som oftest heldigvis er enlige svaler i et menneskes sundhedsprofil og som passerer forbi uden nogensinde at genere personen igen, bliver optaget under den 80% statistik, og talte vi også op i Danmark på sammen vis ville vi også kunne præsentere en pæn recovery statistik på området.
Det er jo de færreste psykoser, der på sigt viser sig at kunne svare til lidelsen skizofreni. (prævalensen i befolkningen mellem 0,7% ~ 1,2%) Og det er rigtigt, som Jonas antyder, at vi ikke kan vide med sikkerhed, at skizofrenien virkelig er en sygdomsenhed, der så helt klart har sin egen unik patologi, at vi ikke kan undvære at give den sin egne etiket. Det er en konvention opbygget på et hundrede års samlet kliniske erfaringer, men Japan har vist aldrig rigtigt brugt begrebet skizofreni, og i Holland er der under Jim van Os en stærk bevægelse for nedlæggelsen af begrebet til fordel for brug af en 'psykose-spektrum'. Desuden ville jeg give Jonas ret i at 'operationalisering' af psykiatrien, fra ca midt i tresserne, med sin fokus på kvantificering af observerede og rapporterede symptomer, og en medfølgende foragt for filosofiske overvejelser omkring hvor mon symptomerne kommer fra, har medført en så svære glidning mellem diagnostiske kategorierne, at disse risikere rigtig nok at blive gjort helt tendentiøse og ubrugbare vejledningsmæssigt. Det er meget almindeligt at møde folk i det danske psykiatriske system, der er blevet tærsket igennem 3 eller 4 diagnoser tilsyneladende uden at noget af dem rammer rigtigt, og man kan komme helt op på 7-8 styks.
Men uanset hvilken form for behandling man foretrækker, skal behandlingen have sin årsag og jeg har svært ved at forestille mig hvordan vi helt kan undvære en eller anden form for diagnosticering, hvis vi systematisk skal bygge noget til at hjælpe folk i psykisk nød. Der hvor vi i psykiatrien som system måske går galt i byen er den "har man sagt A så har man lige så vel også sagt B" tilgang, som fordrer tendensen til stoppe alle henvendelser igennem den "one size fits all" portal og dernæst ude på den envejs behandlings motorvej, hvor man ikke må stoppe, sænke farten, dreje om, dreje af eller skifte bane. Det er så svært i dagens Danmark at blive indlagt på psyk, at hvis man endelig kommer dertil så er det en usagt men næsten automatisk tanke at "når nu du er blevet så syg at indlæggelsen nødvendiggøres så må opgaven være at finde den rigtige medicin der kan hjælpe dig."
I den bredere socio-økonomisk perspektiv tror jeg, at psykiatrien har udviklet sig sådan i DK på baggrund af den generelle udvikling i retning af konkurrence samfund og politikernes ønsker om at presse sundhedssystemet inde i en neo-liberale new public management ramme, som desværre ikke passer særlig godt med den optimale tilgang til behandling af psykiske sårbarheder, sygdomme og problemer.

Morten Bo Johansen, Hans Ditlev Nissen, Anne Mette Jørgensen, Rune Mariboe, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Et diagnosefrit system?
Enig med Colin Bradley
Psykiatrisk diagnostik kan være klinisk nyttig, hvis diagnosen er koblet til informationer om f.eks. sandsynlighed af udfald eller sandsynlige reaktioner på behandlingen. Psykologiske behandlingsregimer som f.eks. Rosen-metoden kan også være nyttige, men det er usandsynligt, at de er nyttige i al klinik eller i måder at arbejde på. Dimensions- eller symptombaseret klassificering kan have større validitet, men vil stadig involvere kategoriske valg og have begrænsninger i klinisk anvendelighed. Alternative klassifikationer vil få problemer med sundhedssystemets dataregistrering, statistik og vil have problemer med at skaffe patienterne adgang til andre kollektive ydelser.
Problemet er næppe diagnoser eller klassifikationer. Dem har vi brug for næsten uanset karakteren af disse: Jeg vil personligt være mere tryg ved at vide at andre med lignende symptomer har haft nytte af en bestemt behandling end at vide, at jeg er unik og at jeg starter forfra, fordi jeg er unik. Problemet er et helt andet. Nedskæringer i sundhedsvæsenet af de årsager som Colin har nævnt i en kommentar her.

Jeg har været indlagt med en meget alvorlig psykose. Det er en meget alvorlig tilstand, som blev behandlet med medicin. Jeg tør ikke tænke på, havde der var sket, hvis den ikke var blevet behandlet medicinsk. Jeg har ikke indtryk af, at kronikørens arbejde i psykiatrien har været at står klar med intensiv behandling af meget alvorligt psykisk syge, indlægningskrævende patienter med akut brug for hjælp . Det er psykiaterne, der har ansvaret for behandlingen af dem. Derfor lyder det hele som en gratis omgang for mig. Der er ikke noget sjovt ved at tage medicin. Men alternativet kan være SÅ meget værre.

Colin Bradley, Rune Mariboe og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Greta Thunberg så, som meget ung en forelæsning på skolen om klodens tilstand og dens dystre fremtidsudsigter, med global opvarmning og udryddelse af biodiversitet. Hun lukkede sig ind i sig selv. Man kaldte det mute autisme.
Mit spørgsmål er. - Havde hun ikke overværet denne forelæsning. Havde hun så ikke fået diagnosen mute autisme ? - Eller- Havde hun overværet forelæsningen, og besluttet.- Nu vil jeg hænge på i skolen og læse til revisor eller ingeniør. Havde hun i det tilfælde fået diagnosen mute autisme ?
Og kan man forestille sig, at havde hun levet i Danmark, ville myndigheder gribe ind da hun skolestrejkede. Og der havde ventet hende et kort og hård liv i psykiatrien ? Eller at det, for nogle, er sådan livet kan forløbe ?
Jeg er ikke i tvivl om at var jeg vokset op i denne her tid. Var jeg blevet tildelt en autisme diagnose. Jeg var heldig og havde en god og fri skolegang i folkeskolen. Uden at det gik ud over de andre elever. For de fleste arbejder , i dag, med det de , allerede dengang, ønskede.
Spurgte man mig, hvad jeg ville lave efter skolen. Svarede jeg.- Jeg vil have et arbejde. Og det var helt ok.

Her en god artikel jeg læste i POV
https://pov.international/autistiske-born-skolegang/

Man giver diagnoser til alle som falder lidt udenfor, men det er en del af at være menneske og behøves ikke at være negativt.

Det er synd, at kronikøren tilsyneladende enten ikke har særligt bredt indblik i psykiatrien eller - mere sandsynligt - vælger at skære alt over en kam ved at fokusere på de områder og tilfælde, der taler for vedkommendes sag, og helt lukke øjnene, hvor diagnoser og evt. medicinering er gavnlig.

Diagnosen er et administrativt redskab, som samfund på menneskehedens aktuelle stadie ikke kan være foruden, ligesom vi ikke på vort nuværende udviklingstrin kan være foruden medicinen som støttende for kroppens helbredelse eller dens almene funktion.

Bent Nørgaard

Frivillighed, er det er rent gode? Jeg kender to skizofreni mænd i trediverne, og de er hårdt angrebet. Lever på gaden som hjemløse, i det hele taget et ualmindeligt sølle liv. På grund af frivillighed i psykiatrien, kan man ikke nå dem. Ifølge dem selv er de raske, og det samfundet der vil påføre dem ondt. De ville have stor hjælp af en periode med en form for tvang, hvor de fik deres medicin. Måske en form for dom, hvor de i en periode var under tvang. Derefter kunne de blive frie. Men så havde de muligheden for at opleve livet uden stemme inden i hovedet. Alternativet er værre. Et liv i rendestenen, på gaden, med stemmerne som styre deres liv.