Læserbrev

Vi får en civilisationsløs verden uden danske værdier, hvis ikke vi bevarer humaniora

Vi skal stoppe besparelserne på humaniora. For uden humaniora vil vi ikke have nogen danske værdier. Ingen historie. Ingen kunst. Intet sprog. Ingen civilisation. Og dermed ingen værdier, og intet som er dansk, skriver studerende Feline Falck Christens i dette debatindlæg
Debat
1. december 2021

I et forsøg på at få os til at vælge en erhvervsuddannelse fik jeg og resten af min 9.-klasse vist en tysk kortfilm: »Forestil dig en verden uden erhvervsuddannelser,« sagde en stemme, og imens sang børnestemmer, og man så et billede af en verden, der langsomt gik i opløsning.

Først er det bare en skrue, der ryger ud af væggen, men så eskalerer det hurtigt. Tøj falder fra hinanden, bygninger falder sammen og bliver til støv, og til sidst er der intet tilbage andet end et slags Adam og Eva-hulemenneske. Væk er al civilisation, og tilbage står kun det dyriske menneske. Det var et stærkt, sanseligt og simpelt billede. Det var så unaturligt logisk, at jeg seks år senere stadig er påvirket af filmen.

I dag har jeg opdaget, at denne verdensskabende kvalitet ikke kun eksisterer inden for erhvervsuddannelser. Den findes også i den videnskab, vi kalder humaniora. Desværre er det ikke lige så nemt at lave et stærkt, sanseligt og simpelt billede om humaniora, der ville imponere en forvirret 15-årig pige. Men nu vil jeg forsøge alligevel:

Vi er i en verden, hvor årets indfødsretsprøve nu er tilgængelig for alle nysgerrige danskere. Ud over de sædvanlige 40 spørgsmål er der tilføjet fem ekstra. De nye spørgsmål omhandler de danske værdier.

Hvad er så danske værdier? Hvad er det for en størrelse? Det er ikke noget, vi kan forklare så simpelt som 2 + 2 = 4. Det er en flydende, ufuldstændig, diskuterbar instans.

Nu tænker du måske: ’Argh, frøken førstesemesterstuderende på KU, så stikker du lige piben ind’. Fair nok, men jeg tænker stadig, at det ikke er så simpelt.

Men hvis jeg så må være rigtig fræk, vil jeg spørge dig, om du kan forklare mig, hvad danske værdier er, uden at din forklaring har et historisk perspektiv. Fortæl mig om danske værdier, uden at det har et kunstnerisk perspektiv. Fortæl mig om danske værdier, uden at det har et sprogligt perspektiv. Fortæl mig det uden sprog.

Og hvis det her så havde været samme film, som jeg var udsat for i 9. klasse, så vil min humaniorafilm stoppe her, og vi ville befinde os i en civilisationsløs verden med hulemennesker.

Humaniora er ikke altid visuelt prangende, men vi ser det alle vegne.

Uden det ville vores samfund falde fra hinanden, og vi ville ikke være i stand til at kræve et kendskab til de danske værdier, for der ville slet ikke være noget ’dansk’ eller nogen ’værdier’.

Hvis erhvervsuddannelser er det, der skaber de fysiske rammer, vores civilisation befinder sig i, så er humaniora civilisationen selv. Den gemmer sig, men den er uundgåelig.

Så i et forsøg på at forhindre nedprioriteringen af humaniora, næste gang vi skærer i uddannelser (for det gør vi snart igen), så synes jeg, vi skal overveje alt det, vi ikke kan se. Alt det, der skaber en civilisation, hvor I er i stand til at kræve, at håbefulde fremtidsdanskere har kendskab til danske værdier.

Feline Falck Christens er studerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

Så sandt som det er sagt, tak.
Og så er Humaniora endda også selve grundlaget for at kunne se videre ud over eget lands ærede værdier.

Pietro Cini, Else Mortensen, Eva Schwanenflügel, Poul Genefke-Thye, Ete Forchhammer og Tine Nørgaard anbefalede denne kommentar

Bravo!