Kommentar

Vi skal have færre i arbejde og arbejde så lidt som muligt

I stedet for regeringens narrativ om, at flere skal i arbejde, og vi gerne skal arbejde mere, bør målet og narrativet være det komplet modsatte. Vi bør hylde en kortere arbejdsuge, så det enkelte menneske kan bruge sin begrænsede levetid på det, man måtte ønske, skriver cand.mag. i internationale studier, Mads Schäfer Bak, i dette debatindlæg
Debat
26. november 2021

Det nuværende arbejdsnarrativ er et tragisk eksempel på den eklatante mangel på fremsynethed, visioner og kreativitet, som stædigt fastholder sit greb i magthavernes idéverden. Den sande målestok for fremskridt bør ikke være, hvor mange der er i arbejde kontra ledige. Den sande målestok for fremskridt bør være, at vi år efter år opnår et mindre samfundsbehov for arbejde på grund af effektivisering og automatisering. Sagt med andre ord, at vi kan gøre mere med mindre.

Vi skal bryde med forestillingen om, at måden hvorpå vores samfund i dag fungerer, er den eneste måde, det kan fungere på. Arbejde er ikke en levevej. Arbejde er en strukturel forudsætning for overlevelse i et økonomisk system, der er baseret på arbejde for indkomst.

Historisk set har den største kilde til undertrykkelse i menneskehedens historie været arbejde, og at bryde med arbejdsstrukturen vil være et enormt skridt i retning mod at gøre mennesker mere frie og i stand til at forme det liv, de selv ønsker. Derfor bør der ikke være et incitament for folk til at have et job, medmindre der er et legitimt krav og behov for de job.

I stedet for det nuværende narrativ, hvor arbejde hyldes og fremstilles som en fundamental menneskelig værdi, bør narrativet være, at vi skal have mindsket arbejdspresset og nødvendigheden af arbejdet så meget som muligt.

Vi bør derfor i stedet hylde hvert eneste tiltag for en forkortelse af arbejdsugen, så det enkelte menneske kan bruge sin begrænsede levetid på det, som netop dét individ måtte ønske.

Vi kender værktøjskassen: Borgerløn, effektivisering og automatisering af så mange arbejdspladser som muligt er reelle muligheder, der kun vil blive yderligere forstærket i fremtiden.

Men det første, essentielle skridt er, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved narrativet om, at vi skal arbejde mindst lige så meget i fremtiden, og gerne mere, end vi gør nu.

Forhåbentlig kan vi erstatte den ældgamle idé om, at man skal tjene til livets ophold, med at man blot skal leve livet.

Mads Schäfer Bak er cand.mag. i internationale studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lisbeth Gudmand-Høyer

Nemlig!

Mette Johansson, David Zennaro og Ingeborg Hesselager anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Tjah, joeh, humbum.. men der vil fortsat være opgaver, som ikke kan eller bør total-mekaniseres. Pleje-behov, hospitaler, renholdning, oprydning, skoler og uddannelse, forskning, mekanisk udvikling, politi og reparation, transport af varer. Affalds-arbejde, kloakering, mad-fremstilling i alle led. Der er masser af opgaver som nogen stadig skal udføre og have motivation til at udføre.

En lille historie her fra landsbyen: Et landbrug havde tilsået en af deres marker med vinterraps. En dag er landbrugerne ude og se om de nye spirer trives, og møder en kvinde med tre børn og en hund, hun er ved at træne, ude på marken. Landbrugerne beder kvinden + børn og hund om at gå ud af marken, hvor de er ved at ødelægge de spæde spirer. Kvinden bliver skide sur og fornærmet, for der er jo masser af plads på marken og de kan vel nok undvære et par rækker med rapsspirer, for hendes hund er ved at lære at stå.

Hvad stiller man op her?
Landbrugerne har brugt tid og penge på at så marken til. I øvrigt er det deres mark.
Det varer ingen tid og meget lille indsats for at ødelægge det, andre har lagt tid og indsats i, inden det egentlige mål, afgrøden, er nået.

Hvordan sikrer vi at der bliver mad til alle og at den bliver transporteret ud til de sultne, hvis vi nedlægger så meget som muligt af lønarbejde?
Jeg mener spørgsmålet oprigtigt. Kan vi sørge for at arbejdet bliver gjort, til gavn for alle, hvis ikke der findes en iboende belønning (løn) ?

Også tjah, humbum herfra.

"..Den sande målestok for fremskridt bør være, at vi år efter år opnår et mindre samfundsbehov for arbejde på grund af effektivisering og automatisering. Sagt med andre ord, at vi kan gøre mere med mindre..".

Jeg tænker, at alle menneskelige aktiviteter har i princippet bivirkninger, som man så først finder ud af senere. Når de bliver påtrængende nok, skal man så til at afsætte mandskab og ressourcer til at takle bivirkningerne. De aktuelle uløste miljø- og sundhedsbivirkninger af diverse art er ganske påtrængende, klima, coronavirus osv. Og netop effektiviseringerne viser sig i en del tilfælde at forårsage ekstra bøvl og bivirkninger.

Spørg sygeplejerskerne, der pt. er effektiviseret ud i strejker og flugt fra faget. De miljømedarbejdere, der skal løse stadigt flere opgaver, trods vedholdende nedskæringer og udflytninger. Eller alle de virksomheder, institutioner og borgere, der er ramt af bivirkningerne fra it (effektiviseringsredskabet over dem alle) i form af malware, afpresning, nedbrud osv.

Alle bivirkningsramte områder kræver meget kvalificerede, hårdtarbejdende folk for at blive løst. Og rigtigt mange udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med sådanne.

Artikelforfatteren er sådan set selv inde på det: "...Derfor bør der ikke være et incitament for folk til at have et job, medmindre der er et legitimt krav og behov for de job...". Det kan være svært at få folk udføre det krævende arbejde bag de mange legitime behov, hvis de ikke fik en højere betaling end de øvrige.

Sådan set er jeg enig i principperne, teoretisk, i den smukke og ideelle verden. Men virkeligheden ser lidt anderledes ud.