Kronik

Folk bliver utrygge, hvis kvinder ikke bliver roligere og rundere med alderen

Når afkommet er fløjet fra reden, og kvinden kommet i overgangsalderen, er kvindens rolle tilsyneladende udspillet. Hun savner måske dengang, hvor hun stadig var et sexobjekt. Det er det, kulturen fortæller os. Men vi modne kvinder er ikke færdige, vi er kun på vej, skriver forfatter Katrine Grünfeld i denne kronik i serien om overgangsalderen
Det store politiske og samfundsmæssige problem ved at fokusere på kvinden som færdigbagt, når hun når overgangsalderen, ofte allerede før de halvtreds, er, at vi som kultur, som samfund mister saft og kraft og udvikling, skriver forfatter Katrine Grünfeld i denne kronik i serien om overgangsalderen.

Det store politiske og samfundsmæssige problem ved at fokusere på kvinden som færdigbagt, når hun når overgangsalderen, ofte allerede før de halvtreds, er, at vi som kultur, som samfund mister saft og kraft og udvikling, skriver forfatter Katrine Grünfeld i denne kronik i serien om overgangsalderen.

Magnus Hove Johansson

Debat
23. november 2021

Det ligger implicit i ordet moden, at tiden er gået, erfaringer er høstet, noget er færdigbagt, som den (af)blomstrende kvinde, der har fundet fred med sin krop, hviler i sig selv eller ligefrem er på nippet til at falde mod jorden som en moden frugt.

Der er forventninger til en kvinde, der er nået hertil, der er også forventninger til manden. Ofte er historierne om manden lidt flottere end historierne om kvinden. Han har fået pondus, og de grå hår gør ham distingveret.

Det ligger tydeligt i ordet overgangsalder, at vi her taler om en overgang aldersmæssigt. En overgang fra ungdom til en anden alder. Man er nu blevet ældre eller midaldrende, som måske er et mere nænsomt ord, bedre end gammel i hvert fald. Nogle af os kan regne med at blive hundrede år. Samfundet er dog stadig lagt til rette, som om døden indtræffer tidligere, end den statistisk gør. Vi er pensioneret i langt over tredive år.

Fortællingen om, at man som midaldrende kvinde går i ét med tapetet, at man har mistet sin gnist, ikke længere er ønsket, sexet, forførende, ikke længere har en rolle at spille, nu hvor man ikke længere skal føde børn, findes overalt. Især nu, hvor afkommet er fløjet fra reden, kan man hygge sig med at sysle rundt derhjemme, bare fortsætte med at bage boller til sig selv eller hænge i telefonen i tide og utide for at få fat i de børn, der ser en som en opmærksomhedshungrende igle. Fortællingen om, at man måske ligefrem savner den tid, hvor mændene klaskede en bagi, den tid, hvor chefen lige gav en det der særlige indforståede blik, hvor alle vendte sig om, når man viste kavalergang, den florerer også stadig.

’Men kvinde, hvad vil du have?’

Jeg overhørte en samtale mellem et par mænd i metroen, de har været i midten af halvtredserne. De talte om kvinder, de talte om, hvilke Tinderdates de endte med at knalde. Det var en intens samtale.

Efter de havde gennemgået fordele og ulemper ved yngre kvinder – det var primært børneproblematikken, yngre kvinder har små børn, eller endnu værre, de vil gerne have et barn, blev de enige om, at det alligevel var at foretrække frem for en ældre kvinde. »Det er jo også lidt ulækkert, som at spise en handikappet høne ikk’,« sluttede den ene mand samtalen med.

Det tog mig lige et par sekunder, før den sev ind, og så begyndte jeg at grine, som kun modne kvinder kan grine, dybt, langt og ondskabsfuldt. Måske var det blot en joke to venner imellem, ingen grund til at være nærtagende, men bemærkningen fik mig til at tænke på en aften med en af mine gode venner. Jeg sad og brokkede mig over endnu en våd nat, ikke en af de skægge, men en af dem med klamme lagner, en madras, der sejler, også kaldet hedeture. Hans blik flakkede blankt, indtil han fandt på en medfølende replik: »I det mindste sveder du ikke lige så meget som andre tykke piger«.

Det er godt at kunne grine sammen. Men grin kan blive trættende, når den eneste måde at give tilbage på er at være tarvelig eller endnu tarveligere: ’Dit cykeloutfit er virkelig heller ikke særligt frækt’, eller ’er det en fiskekrog, der stikker ud af dit næsebor, nåh nej, det er jo bare er et stridt, gråt, langt næsehår’.

Og så spurgte min ven mig:

»Har du det røde?«

»Nej, se lige på mig, tror du, jeg har det?«

»Men hvorfor er du så så sur?«

»Det er, fordi jeg er sur over vigtige ting, klimakrisen for eksempel, ikke fordi jeg indeholder kvindelige kønshormoner.«

Lyder alt det her umodent? Måske. Men bare fordi jeg er en moden kvinde i overgangsalderen, kan jeg sagtens være umoden, vred, hævngerrig.

Vi bør opfinde en tradition, et ritual til overgangsalderen. I mit hjem var dugen rød, der var flag i indkørslen, rød saftevand og hurraråb, da jeg fik menstruation. Der blev jeg kvinde

Vi bør opfinde en tradition, et ritual til overgangsalderen. I mit hjem var dugen rød, der var flag i indkørslen, rød saftevand og hurraråb, da jeg fik menstruation. Der blev jeg kvinde

Magnus Hove Johansson
Det store politiske og samfundsmæssige problem ved at fokusere på kvinden som færdigbagt, når hun når overgangsalderen, ofte allerede før de halvtreds, er, at vi som kultur, som samfund mister saft og kraft og udvikling.

Når jeg i forbindelse med min roman Værelse samlet af kvinder har talt om det negative blik på den midaldrende kvinde, kvinden i overgangsalderen, er mange kvinder blevet vrede, også en del mænd føler sig anklaget.

Når jeg har skrevet, at blikket ofte ser den midaldrende kvinde som sølle, pinlig, uforløst, frustreret, udflydende, når hun ikke er moden, oplever en del kvinder, at de bliver slået hjem i ludo, for de gør præcis, som de selv vil. Siger de. De ligger ikke under for noget, de er ikke længere optaget af andres mening, de har meldt sig ud af lillepigepopularitetskonkurrencen. Og det er jo skønt. Pøjpøj med det.

Men hvis kvinden ikke kun er blevet roligere, tryggere, rundere og mildere med alderen, men også er vred, forvirret, lidenskabelig, tvivlende, klar til verbal kamp, klar i mælet, beruset, højtråbende, vred, sexet, er der gået noget galt. Noget er gået i stykker, hun er i stykker. Hun er ikke nået derhen, hvor hun burde, hun har ikke udviklet den udstråling, der gør alle trygge.

Vi modne kvinder er på vej

Det handler måske ikke så meget om (demonstrativt) at ’måtte’ gøre, hvad man vil, men hvordan det føles. Kulturens blik på kvinden har sat sig i kvindens eget blik på sig selv. Og det indre blik er et stærkt blik. Skammens blik. Blikket dagen derpå, efter familiemiddagen, festen på arbejdspladsen, efter kvinden har været en stærk kvinde, hvad det så end er – vi ved, hvad en stærk mand er, han har store muskler. Efter hun har sagt vigtige menneskers synspunkter imod, været alene om sine meninger, sin kritik.

Og det blik strømmer fra patriarkatets blik på kvinden, som desværre så også opretholdes af kvinden selv. Det blik sørger for, at halvdelen af klodens befolkning holdes skakmat. For hvis kvinden italesætter skammen, sin udsathed, hvisker kulturen tilbage, at hun er sart, styret af hormoner, af sin overgangsalder. Hun skal lige huske på, at statsministeren er en kvinde, at kvinderne stormer ind på universiteterne, at der ikke længere er plads til en rigtig mand, og hvad er det, kvinder vil?

Det er som at tackle en våd badebold, man kan ikke rigtig få fat om den. Kvinden må gerne være ude med pigerne, hun er ikke ude med kvinderne, det bliver alligevel for voldsomt, hun må gerne danse, men ikke for vildt, hun må gerne være fuld, men ikke som i filmen DRUK, det bliver for ubehageligt, så er der ingen voksen hjemme. For manden er ude at cykle, og hvem skal så holde hånden under familien?

Vi bør opfinde en tradition, et ritual til overgangsalderen. I mit hjem var dugen rød, der var flag i indkørslen, rød saftevand og hurraråb, da jeg fik menstruation. Der blev jeg kvinde. Men hvad er jeg så nu, hvor jeg ikke menstruerer? Det svar skal ligge i det ritual, i den tradition, der skal skabes. Hvad den indebærer, ved jeg ikke, det er et fælles kulturelt og samfundsmæssigt anliggende. Hvad vi bliver til, hvad vi sammen kan skabe, bliver spændende.

Det vil kunne ses på Danmarks betalingsbalance, at samfundet gør brug af den saftige intelligens, som kvinder midt i livet besidder. For vi modne kvinder er ikke færdige, vi er kun på vej. Glæd jer, for vi er skægge og begavede, når vi ikke skal sørge for den gode stemning, holde hånden under ægteskabet, når vi er færdige med at amme børn og mænd. Og alt godt kan ske, når vi forener vores klimakteriekræfter i klimakampen.

Katrine Grünfeld er forfatter til Værelse samlet af kvinder

Serie

Kvinder i deres bedste alder

Mens overgangsalderen traditionelt forbindes med tab af fertilitet, seksuel energi og skønhed og bliver negligeret i offentligheden som i bedste fald uinteressant og oftere som tabu, vinder en ny fortælling nu frem. Modne kvinder skriver bøger om og debatterer overgangsalderen som aldrig før. Men hvorfor er overgangsalderen pludselig relevant for den offentlige samtale eller ligefrem politisk? Det undersøger Information med denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Jeg skammer mig over at se gammel ud, men at dele den skam er også feminisme

    26. november 2021
    Jeg takker nej til at medvirke på tv, fordi jeg ikke vil vise verden, hvor gammel jeg ser ud. Da jeg delte min skam offentligt, blev jeg beskyldt for at forråde den feministiske sag. Men det er ikke antifeminisme at problematisere tidens fokus på kvinders udseende, skriver forfatter og journalist Åsa Linderborg i dette debatindlæg
  • Lad os ikke dysse biologien ned, men lade den larme: Vi bør fejre overgangsalderen

    17. november 2021
    Vi fejrer livets overgange, men sjovt nok ikke overgangsalderen. Alderdommen har trange kår under bestræbelsen på at leve ungt hele livet. Men i stedet for at forsøge at dysse biologien ned, kunne vi jo lade den larme, stoppe op og tænke os om, skriver lektor i antropologi Line Dalsgård i den første kronik i serien om overgangsalderen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for at skildre virkeligheden, jeg sidder tilbage med tanker som "ja, og hvad så? hvad vil du sige med det?

"Hun savner måske dengang, hvor hun stadig var et sexobjekt."

Jeg troede at det var mænd, som gjorde kvinder til sexobjekter, og at alle kvinder hader det. Hvorfor savne noget man hader?

Henriette Stick

"som kun modne kvinder kan grine, dybt, langt og ondskabsfuldt." God beskrivelse, som fik mig til at grine - dog ikke ondskabsfuldt.

Hans Houmøller

Et brag af en vigtig kronik, så tak for den.

"Folk bliver utrygge, hvis kvinder ikke bliver roligere og rundere med alderen"

Jeg gør ikke. Postulatet er dermed et falsum.

Frederikke Nielsen

Der hvor jeg oplever, at folk virkelig reagerer, er når en enlig kvinde klarer sig godt økonomisk. Kvinder skal helst lide, når de bor alene. De må ikke have det for godt, for enlige kvinder er jo (må man forstå) samfundets skraldespand.

Hvis de bor i eget hus og ellers har det økonomisk godt, så må der være noget galt. Har selv oplevet det igennem en årrække, hvor mændene endda gik og talte om det ude på vores fælles villavej: Hvordan har hun råd til at bo der - måske endda lidt antydningen af, at der kun er én vej til det. Det var (sgu) en klam oplevelse (eller nogle klamme mænd).

Glæder mig til at gå i overgangsalder, hader det røde stads.

Jeg ved ikke om det er mig, men mellem linjerne læser jeg en dyb frustration over det uundgåelige: At vi alle bliver ældre.

Problemet er det dobbelte blik, som kronikken postulerer: “Kulturens blik på kvinden har sat sig i kvindens eget blik på sig selv. Og det indre blik er et stærkt blik. Skammens blik. “ Dvs. samfundets/kulturens (mændenes) blik på kvinder (inkl. overgangskvinder) og kvinders, iflg. kronikkøren, blik på sig selv, er skammens blik! Milde Moses! Mod kvinders selvhad, selvundertrykkelse og dårlige selvværd kæmper selv guderne forgæves. Kvinder bliver aldrig frie, før de frisætter sig selv fra den tankegang.

Frederikke Nielsen

Birgit Froh, jeg er meget enig med dig, men forstår også godt, hvor svært det er. At få sin identitet gennem at være et sexobjekt, betyder jo, at der ingen identitet tilbage, den dag man bliver usynlig for det mandlige øje. Begge tilstande er dybt ulykkelige.

@Frederikke Nielsen

Mænd oplever også, omend sikkert på en anden måde (vi kan altid "vifte med nøglen til Porschen"), at miste vores tiltrækningsevne med alderen. Det er et betændt emne, men en stor del af forklaringen på dette er biologi.

Da jeg for snart mange år siden begyndte at undre mig over den æstetik jeg arbejdede med (og havde arbejdet med over 20 år), så var der ingen der kunne forklare mig, hvorfor noget eller nogen var pæn, grim eller smuk. Jeg valgte at tilgå emnet fra en vinkel, hvor der lod til at være en form for enighed: "Smukke mennesker".

Der er efterhånden en del forskning som viser, hvad det er vi vurderer hos hinanden når vi står i baren eller swiper den ene eller anden vej i en app (ungdommen nutildags! :)

F.eks. er det vist at mænd foretrækker et bestemt forhold mellem hofte og talje (selvfølgelig alt andet lige), når de vurderer om en kvinde er tiltrækkende. Ca. 70%. Det "tankevækkende" her er, at hvis man måler kvinders østrogen indhold ift. talje/hofte forholdet, så peaker østrogenindholdet også ved 70%. For at det ikke skal være løgn, varierer det foretrukne forhold lidt afhængig af, hvor mange ressourcer der er til rådighed. I fattige lande foretrækker mænds reptilhjerner potentielle mødre med lidt mere sul på kroppen, så de kan stå imod at "sulte lidt".

Når mænd tænker at "hun er lækker", så ser det ud til at viden som den ovenstående er evolutionært kodet ind i vores underbevidsthed. Det er sjældent jeg har hørt mænd bruge udtryk som "hun har gode gener". Tilsvarende er der lavet forsøg som viser at kvinder kan lugte sig frem til mænd, således at stærke og svage gener matches bedst muligt.

Når mennesker samtidig er bevidste og har kultur, så opstår der af og til paradokser, hvor biologien og kulturen clasher.