På Institut for Psykologi ved Københavns Universitet har man haft så travlt med at hoppe med på den internationale forsknings mainstreambølge, at man har glemt at tage stilling til den virkelighed, der venter fremtidens psykologer på den anden side af universitetsmurene. Nu råber vi studerende ledelsen op med krav om større faglig bredde på psykologiuddannelsen. Og hvis vi ikke bliver taget alvorligt, vil vi i sidste ende blokere Institut for Psykologi.
Psykologien er forankret i både natur-, samfunds- og humanvidenskaben. Denne tredeling er nødvendig på grund af den menneskelige psykes komplekse biologiske, sociale og refleksive egenskaber. På Københavns Universitet bliver vi (endnu) præsenteret for et bredt udsnit af psykologiens teoretiske og metodiske landskab. Det er meget værdifuldt, for det styrker vores evne til at forstå, diagnosticere, analysere og perspektivere den menneskelige psyke.
En fejl at anse naturvidenskaben for mere ’rigtig’
Men universitetets stræben efter at tiltrække og producere mere international forskning har medført en indsnævring af den faglige bredde på psykologi. De teoristærke humanvidenskabelige og samfundsorienterede traditioner bliver nedprioriteret, når der skal vælges kandidater til videnskabelige stillinger, til fordel for kandidater med publiceringer i internationale tidsskrifter. Som følge af dette mindskes repræsentationen af centrale human- og samfundsvidenskabelige teorier og metoder i pensum og undervisning. Det gælder eksempelvis den kritiske psykologi og den kulturhistoriske skole, der tidligere har været helt centrale inden for social- og udviklingspsykologien på KU.
Disse prioriteringer hænger sammen med, at man gennem de seneste årtier har kunnet observere en stærk nypositivistisk tendens træde frem inden for den internationale forskning. Her er kognitions- og neuropsykologisk forskning i høj kurs, og de kvantitative metoder er the golden standard. Vi befinder os åbenbart stadig i en æra, hvor de naturvidenskabelige tilgange anses som mere videnskabelige end andre. Men er de nu også altid det?
Det burde være overflødigt at påpege, at valget af videnskabelig metode altid må ske på baggrund af en teoretisk funderet refleksion over beskaffenheden af det fænomen, man ønsker at undersøge. Det burde være endnu mere indlysende, at et vigtigt aspekt af psykologien må bestå i at beskæftige sig kvalitativt med det subjektive og det relationelle.
Neuro- og kognitionspsykologien bidrager med særdeles vigtige perspektiver i psykologien. Tilsvarende må de kvantitative tilgange helt overordnet siges at være helt uundværlige, særligt når man ønsker at sammenligne, forudsige og kontrollere velafgrænsede elementer i psykologien. Men de kan ikke alt.
Fremtidens psykologer risikerer at mangle kompetencer
Hvis en kommunalt ansat psykolog eksempelvis skal vurdere, hvorfor et barn mistrives i skolen, er det ikke tilstrækkeligt at kunne udføre en række test for at fastsætte barnets kognitive niveau. Der må være et blik for alle de kontekstuelle dimensioner, der indgår i et barns aktuelle situation: den helt tidlige udvikling, barnets kulturelle baggrund, relationer til jævnaldrende, til de nære omsorgspersoner, livsomvæltende begivenheder i familien, miljøet på skolen og i klassen og så videre. Hvis indsnævringen af den faglige bredde i forskningen og undervisningen på psykologistudiet fortsætter, vil fremtidens psykologer ikke have den nødvendige værktøjskasse til at løse den slags komplekse psykologiske problemstillinger.
Behovet for kompetente psykologer er ikke just blevet mindre. Psykologer bidrager på talrige måder til at sikre den mentale sundhed hos befolkningen. Eksempelvis som neuropsykologer på hospitalerne, gennem behandlingstilbuddene i psykiatrien, som praktiserende psykologer og gennem pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) ude i landets kommuner.
Uagtet den konkrete problemstillings karakter er det helt nødvendigt, at vi som psykologer har en teoretisk funderet viden om de mange aspekter, der påvirker den menneskelige psyke.
Det virker måske som en selvfølge. Men det er ikke noget, der opstår af sig selv. Det er noget, man skal have et sprog for, noget, man skal indføres i af forskere og undervisere, der har praksis- og forskningserfaring med netop dette. Og det er universitetets ansvar at give os disse nødvendige forudsætninger.
Hvis man lader fremtidens psykologiske faglighed diktere af de mainstreampsykologiske forskningstendenser og publikationer i internationale tidsskrifter, negligerer man som videns- og uddannelsesinstitution sit ansvar for at videreføre central psykologfaglig viden og for at kultivere refleksive kompetencer og praksisbevidsthed hos samfundets kommende psykologer. Og det er bekymrende. Så bekymrende, at vi insisterer på, at det bliver taget alvorligt.
Sandra la Cour er kandidatstuderende ved Psykologi på Københavns Universitet
Hvad er psykologens vigtigste opgave?
At diagnosticere utilpassede så de passer ind i kasserne så d eikke koster for meget?
Eller skal de ikke grundlæggende se det enkelte menneskes uanset alders trivsel som menneske?
Jeg kan godt se at der er børn som skal have hjælp og det gøres bedst ved at tolke personligheden lige nu med baggrund. sociale omgivelser m.v. men jeg vil påstå at ingen psykologer videnskabeligt kan kende et barns tanker og sind Psykologens vigtigste opgave må være at være en tryg sparringspartner, så det enkelte barn, ung eller voksen får indblik i eget liv og med accept ,og hermed en chance for at ændre livet til det bedre.
Et velskrevet debatindlæg, der på en god måde redegør for en relevant problemstilling.
Det er uundgåeligt, at der foregår en fortløbende kamp om prestige, stillinger og forskningsmidler, når man som i psykologi i vid udstrækning arbejder ud fra alle tre videnskabelige hovedområder.
Lignende problemstillinger kendes fra andre institutter, måske ikke i så udstrakt grad, hvor prestige, forskning med publikation i internationale (især engelske og amerikanske) tidsskrifter og det at skaffe forskningsmidler prioriteres meget højt, og hvor man til gengæld er ret ligeglade med, om færdiguddannede kandidater også har de kompetencer, der er brug for, for at kunne varetage en række kerneopgaver i det danske samfund.
Der er tradition for, at man institutter imellem ikke blander sig i hinandens videnskabelige prioriteringer (af mange gode grunde).
Når der på grund af samfundsmæssige forandringer af strukturel karakter, nationalt og internationalt, bliver tale om en form for "skævvridning" i prioriteringerne på institutterne, til skade for udførelsen af en række samfundsmæssige opgaver i vores eget samfund, bliver man på universiteterne, f.eks. på fakultetsniveau, nødt til at foretage en form for kontrol og eventuelt at gribe ind, når det er nødvendigt.
Det må være en politisk opgave, i sidste ende Folketinget, at sørge for at "motivere" fakulteterne til at foretage den nødvendige kontrol og de nødvendige indgreb i institutternes prioriteringer.
Når det drejer sig om forskning, undervisning og "selvfinanciering", kan alt ikke overlades til markedskræfterne.
Kender på ingen måde det fulde svar på hvorfor mit gamle Universitet og faget psykologi har ’valgt’ at sætte kognitivismen, en lille partiel del af psykologiens genstand som ’hovedfag’, men det er ikke godt for faget psykologi. Nok indgår kognition alment som kategori i næsten alle aspekter af det menneskelige liv, men ’kun’ som et aspekt blandt andre mere dominerende, fx mening, følelser, hverdagslivets udfordringer, bare for at nævne kompleksiteten i sin enkelhed. Det er 100, at der brug for neuropsykologer, med specifikke ’hjernekompetencer’ og tværfaglige kompetencer, hvor diagnostik og behandling er i top. Og der er brug for forskning og udvikling af kognitiv terapi (men blot en blandt mange), HCI, CBL og forskning i digital teknologi på alle måder. Men at basere faget psykologi på kognitivisme, som i sin grund bygger på idealismen, og så smykke sig med naturvidenskabens klæder, ender med at være lillebrors forskning; vi vil så gerne være lige så store og rigtige som de rigtige forskere, dem der naturvidenskabsfolk. Og nej det er ikke bedre end behaviorismen, vores gamle lillebrors forskning, der også ville være sammen med de store. Begge domæner er i øvrigt fuldgyldige ’genstande’ i psykologi, men ingen af dem kan stå alene og ingen af dem er større eller mindre. Hvorfor har kognitivismen så har ’vundet’ trods dens partielle genstand? Det sandsynligt nok tidens trang til kontrol og styring under et snævert økonomisk paradigme, knyttet til konkurrence staten, der selvfølgelig har ramt universiteterne hårdt. Nærhedsetikken og pligtetikken, som væsentlige grundsten i psykologiens praksis er sat under rammer af religiøs økonomisk tænkning. Så ja den psykologiprofessor der vinder sæde, kan selvfølgelig sin New public management, og udforme ’projekter’ der peger på effektivitet og løsninger der passer til tiden og har evidens (paradoksalt nok bare endnu et 'konkurrence stat' kontrolbegreb). Her vinder lærings, udvikling og behandlingstænkning der har fokus på individualisme og fælles konsensus om at ’deltage’ i vedligeholdelse og udviklingen af konkurrence staten. Lige præcis målrettet de umættelige ønsker om ’superproduktive selvledende mennesker’. Vupti her glider kognitivisme smertefrit igennem når det skal uddeles ved kasse et, ingen kritik, ingen ’politisk kompleksitet og alt er ’målbart’, jo tak. Det triste, forfærdelige er at en fin og nødvendig grundforskning i kognition bliver en gøgeunge der æder resten af ’kuldet’, en psykologi der har det faktisk levede liv som genstand, og som de kommende psykologer ikke kender, men ikke har øvet sig. Med 20 års erfaring som PPR psykolog og Leder af PPR kan følgende forholdsmål vise hvad kognition burde 'fylde' på psykologi: 10 % af en PPR intervention er kognitivt indhold, typisk en WISC test, resten handler om skabe positive alliancer med barn, lærer/pædagog og forældre og facilitere netværksressourcerne. Indrømmet her kan viden om social kognition være med, men fx viden om tilknytning og barnets livsverden og perspektiv er meget, meget vigtigere.
"...the image of a profession in the minds of its practitioners is not too reliable" (Robert Musil, "Der Mann ohne Eigenschaften", engelsk oversættelse)
På AAU var der for nylig et par unge undervisere, der ligefrem opfordrede deres studerende til at se kritisk på pensum. Jamen, har man kendt magen...?
Spøg til side: Et godt og relevant debatindlæg. Savner at forfatteren betonede, at psykologuddannelse altid har været præget af politiske forventninger til udøvere af faget. Og den slags kan skifte over tid. Akkurat som diagnosesystemer. Tilpasningsduelighed bliver et nøgleord. Jeg er stort set enig med de tre kommentarer. Men synes man bør erindre om, at der også bedrives andet end PPR-psykologi i DK.
Man skal dog passe på med, hvad man ønsker sig.
Hvis nogen gider læse en personlig vinkel på debatindlægget, så læs videre, ellers hop af nu, for det bliver polemisk og subjektivt.
For en halv snes år siden havde man på AAU fundet penge til at etablere et internationalt Niels Bohr-center for 'Kulturpsykologi og Sociale Praksisser' med anerkendte udenlandske forskere. De kulturhistoriske traditioner og kritisk psykologi dukkede op igen, som fra graven. Dengang var publikation i højsædet.
Det afstedkom en del sure miner fra visse 'kolleger', at der var penge til 'de der udefra', som man helst så ryggen af. Eksterne censorer var bekymrede, når psykologens samfundsfunktion blev problematiseret i eksamenssituationen.
Nej, nej.. det går skam ikke.
AAU-Psykologi var og er praksisnært. Forankret i - og præget af - samarbejde med lokale aftagere af nyuddannede psykologer. Der produceres mange på AAU, hvert år. Tilpasningsduelige, lydige, arbejds-og hierarkivante. Og meget dygtige. Ikke tvivl om det.
Når alternativet er at vende bøffer på de nordjyske MacDonald's, er det let at få de unge studerende til at acceptere at den rette funktion for en psykolog at "teste, teste og teste", og at lære at sige 'der er evidens for...'.
Formålet med uddannelsen? Læs det selv der hvor det findes :-)
Men - først og fremmest - at sikre afsættelighed til arbejdsmarkedet. At kunne 'glide ind' i allerede definerede rammer, der er i overenstemmelse mere eller mindre eksplicitte politiske og folkelige forventninger til en med titlen 'Psykolog'.
Derfor skal man nok ikke på AAU forvente, at pensum kritiseres nedefra og op.
Det oppefra givne er det rette. Også selvom det skifter.
Bachelorperioden har jeg ikke meget at sige om. Jeg tror egentlig pensum var ganske fornuftig udvalgt. Men på kandidatstudiet, skete der noget underligt. Det var som om der bredte sig en panik hos studerende og undervisere. NU skulle man godt nok sikre sig, at kandidaterne kunne afsættes til ARBEJDSMARKEDET:
Der kom de vildeste tiltag: Den dynamiske erhvervspsykolog, der (højlydt) ifm. en PRAKSISORIENTERET BOOT-CAMP (?) for de studerende, proklamerede, at "Vygotsky og Foucault kan I ikke bruge til noget", og som derfor (?) sendte de unge mennesker ud i det lokale 'ghetto'-område (Mette Frederiksen 'hood') for, som feltarbejde, at undersøge om der var marked der for at "om-kognitivisere de tilpasningsuduelige fremmede borgere", så de kunne blive mere danske og/eller sikre bedre mental trivsel, eller at flere kom i arbejde der. Jeg fandt aldrig rigtigt ud af formålet. Men husker, at erhvervspsykologen var begejstret for morgenmaden på boot-camp'en, der inkluderede Cola Zero og lys pålægschokolade. Efter endt feltarbejde, skulle de studerende præsentere deres resultater på en seance med indbudte gæster dvs. aftagere fra det kommunale, på en facon, der havde karakter af Trumps TV-show "The Apprentice". Så var der osse militærpsykologen, der underviste i test, og som syntes overbevist om at hjemvendte danske soldater (fodtudser), der led af PTSD, ofte var "kognitivt udfordrede" i forvejen inden udsendelsen, men at de kunne "fanges" med hans egen test. Militærpsykologen var yderst kompetent til sit job. Han havde også skrevet et debatindlæg, året forinden, om den kritik af kreationisme, der dengang kørte. Måske for at komme i "good standing" hos den daværende forskningsminister (?), der jo havde sin helt egen logik: Bibelen har en forklaring. Videnskaben en anden. Hip som hap? Nej, tilpasningsduelighed! Og så var der den meget jyske erhvervspsykolog, der talte med lavt lix-tal, i præsentationen af den mest udbredte personlighedstypetest på arbejdsmarkedet (Myers-Briggs). Var det formiddagsfrugttid på Blå Stue? Det var en test, der dårligt nok fortjener det ord, og som mest af alt kan sammenlignes med horoskoplægning.
Det betyder alt sammen mindre, når den overordnede problematik er, at man skal sikre sig, at det der produceres, kan afsættes! ALLE SKAL MED!
Efter studiet gik jeg igang med arbejdssøgning. Og kom til samtale hos en privatpraktiserende psykolog. Angiveligt med megen erfaring. Vi talte lidt om begrebet hukommelse. Efter samtalen, blev jeg afvist med ordene "Jeg kunne ikke mærke dig". Det undrede mig noget, at kriteriet for at "komme i lære", var en *succesfuld affektiv penetration*. Måske havde jeg læst for meget Freud.
Den stålsatte rektor på AAU aflivede så ideen med det 'gammeldags' dvs. dannende universitet, på AAU, så nu tør ikke sige noget mere ("...high-mindedness is the mark of every professional ideology" (ibid.)).
Bøtten vendte. Ud med nogen, ind med andre. Som i en sund erhvervsvirksomhed med fokus på sorte tal på bundlinjen. Antropolog Dennis Nørmark stemte for nylig i: "Hvis du vil dannes, så tag på højskole". OKAY, jeg havde de helt forkerte forventninger, indser jeg nu. Men jeg var glad for mit valg af kandidatprogram (kulturpsykologi). Selvom det var i overensstemmelse med min lidt gammeldags opfattelse af et universitet, og ikke har betydet noget fast arbejde - endnu.
(rettelse: 'Måske for at komme i "good standing" hos den daværende forskningsminister (?)'. Næppe, da den pågældende minister med hang til bibellogik først tiltrådte 1,5 år senere.)