Intermetzo

Georg Metz: Kultur er ikke en undskyldning for overgreb, men man er nødt til at kende den

Fortidens DR kalder på nuancer af indsigt
Mere end at fratage afdøde Tage Mortensen sin æresdirigenttitel kan man dårligt, skriver Georg Metz.

Mere end at fratage afdøde Tage Mortensen sin æresdirigenttitel kan man dårligt, skriver Georg Metz.

Morten Langkilde

Debat
19. november 2021

Sagen om pigekoret og de overgreb, som pigerne og de unge kvinder var udsat for op til år 2010, vil nu skrives i et mørkt kapitel af DR’s historie. Cirka sådan sagde generaldirektør Maria Rørbye Rønn, da hun flankeret af sin kulturdirektør med brillerne i gulvhøjde agtpågivende mundtligt på skrift præsenterede den advokatundersøgelse, der angiveligt afdækker fortids triste forhold.

Agtværdigt, at institutionens allerøverste ledelse ikke fejer noget ind under de faste tæpper, men med støtte i advokatundersøgelsen placerer ansvaret på husets tidligere ledere.

Som en hammer

Som udsagn betragtet er undersøgelsen imidlertid vægtigst som historisk kilde til DR’s forvaltning i år 2021. En advokatundersøgelse undersøger, hvad advokaten bliver bedt om, og vel at mærke honoreret for at undersøge og er snarere et partsindlæg. Ydermere i denne sag, hvor undersøgelsens hovedanklagede har været død i en menneskealder, og de forhenværende ledere er forhenværende. Advokatundersøgelser er som hamre i forhold til søm: De hamrer, hvor sømmet er sat.

Eventuelle indsigelser fordrer en modadvokatundersøgelse, som næppe nogen har råd til, og den døde dirigent er afskåret fra.

Undersøgelsen taler på givne præmisser om den kultur i pigekoret, der medførte de beklagelige forhold angående en håndfuld mandspersoner, der ikke kunne holde fingrene for sig selv.

Hvad der blev gjort mod korpigerne, er fikspunktet, hvor institutionen siden udviser handlekraft og blandt andet fratager afdøde hovedperson æresdirigenttitlen. Dybere kan mands minde ikke nedstødes, da man jo ikke kan grave ham op og sætte hovedet på en stage.

Generaldirektøren talte strengt om en uantagelig kultur. I fald man udvidede synsvinklen på andet end koret og indskærpede fortidens DR-medarbejderes ansvar for datids adfærd, bliver der noget at se til.

Historiesynet

Her på dette sted i klummen og for at undgå misforståelser besværger skribenten sin utvetydige afstandtagen fra overgreb på unge piger og kvinder enkeltvis som i kor og tager så en dyb indånding og forsøger at nuancere det historiesyn, generaldirektøren lægger for dagen. Eller måske hun ikke udtrykker sig klart.

Kulturen i pigekoret er således en mere sammensat størrelse set som produkt af en tradition; dertil en given kulturpolitisk opfattelse af public service, samt af en særlig musiksmag i konservativ tæft for den nationale sang.

Den omstridte dirigent, hvis opførsel ifølge advokaternes partsindlæg indhentet af vidneudsagn fra årtier tilbage, er bortset fra en registreret fordømmelsesværdig adfærd og parallelt hermed ydermere produkt af en aflagt gængs pædagogisk metode i lige dele, hån, trusler, mobning og ydmygelser.

Mange af skribentens jævnaldrende og ham selv, sagde hunden, vil være fortrolig med fænomenet i datidens skole. Jo større magt den tids middelmådige pædagoger var betroet, des mere nidkært udøvede de mobning af eleverne.

Den afdøde dirigent virkede kort sagt i en tvivlsom pædagogisk tradition, som inden for visse disciplinkrævende fag, længe efter den øvrige pædagogik lod sig reformere, fortsat trivedes, og korkulturen var i den forstand dybt forankret i en pædagogisk mørketid. Pigekoret var – og er for så vidt – et levn herfra, med de konkrete sager garneret af seksuelle utilbørligheder.

DR, mens vi nu er ved det, har i udpræget nutid sendt korudsendelser i tvetydig opfattelse af pigekorets væsen med enkeltmedlemmerne dvælende i høet med et strå i munden og nær pædofilistisk klædende koreografi. Dét har ikke meget med mosæk at gøre.

To sider af samme medalje

Det sært gammelmodige pigekor, som kræver indvolde af stål at holde ud musikalsk, eksisterede på et sidespor i de slemmeste overgrebsår indfattet i en mere overordnet kultur på både godt og ondt; en kultur, der i generaldirektørens følelsesladede, temmelig omkostningsfrie reaktive syn på fortiden i rene ord burde omfatte adskillige af dem, der i fortiden arbejdede i Danmarks Radio – og dét med lige så meget tilbagevirkende kraft som reaktionerne mod den afdøde dirigent.

Folk i DR dengang – skribenten inklusive – var ikke så sjældent, som man måske skulle tro, halv- og helberusede på arbejdspladsen og teede sig tosset. Der blev røget og drukket i radiohus og tv-by, julefrokosterne var ikke for de sarte. Kulturen trivedes i Radiohusets kantine, byens bedste værtshus, der lukkede sent.

Medaljens bagside var, at nogle i egen nedtur segnede under udskejelserne. Forsiden var et produktivt hus med kort fra kantine til studier, hvor ideer og tanker umiddelbart realiseredes. Der blev også lavet meget lort, det skal guderne vide, men mere godt, noget fremragende, og der blev produceret livligt, så genudsendelser ikke blev virksomhedens varemærke.

Det er stadig ikke nogen undskyldning for at voksne pillede i pigebørn, og hvad værre var, Vorherre bevar’s nej, men kultur bør ses i indsigt, såfremt man vil forstå noget og for alvor anvende advokatundersøgelsen, partsindlægget, som kilde til andet end den nuværende ledelses opfattelse af selvgod forvaltning.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her