Kronik

Jo, der er noget, som er hævet over politik, Søren Mau

Det kan selvfølgelig være nødvendigt at gøre op med eksisterende normer, for at demokratiet som helhed kan forbedres. Men der er metoder, som ikke er legitime i et land som Danmark, hvor status quo uden tvivl vil være langt bedre for langt de fleste end efterdønningerne af en forfejlet revolution, skriver ph.d.-studerende i filosofi Benjamin Christensen i denne kronik
Det kan selvfølgelig være nødvendigt at gøre op med eksisterende normer, for at demokratiet som helhed kan forbedres. Men der er metoder, som ikke er legitime i et land som Danmark, hvor status quo uden tvivl vil være langt bedre for langt de fleste end efterdønningerne af en forfejlet revolution, skriver ph.d.-studerende i filosofi Benjamin Christensen i denne kronik

Petra Penlau

Debat
1. december 2021

Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive dette svar til Søren Maus klumme i Information fra den 22. november, »Der er ingen demokratiske spilleregler, vi bare skal acceptere«. Det var jeg, fordi jeg nødig vil overgøre dissensen. Jeg er nemlig ikke uenig i, at demokrati per definition er en organisk og dynamisk størrelse, hvis spilleregler løbende må afvejes. Det ideelle ved demokratiet er jo akkurat, at det foreskriver en styring, som først og fremmest tilgodeser borgernes fælles bedste – så godt, som det nu kan lade sig gøre – og det fælles bedste ændrer sig med tiden.

Når det viser sig, at demokratiet i sin hidtidige form ikke har formået at leve op til idealet, kan det fordre, at selve spillereglerne revideres. Det var eksempelvis uendeligt langt fra demokratiets ideal, at halvdelen af befolkningen per automatik nægtedes stemmeret på grund af deres køn før 1908 og 1915 for henholdsvis kommunal- og folketingsvalg.

Demokratiet må med andre ord, som en uperfekt livsform manifesteret af uperfekte væsner, løbende holdes op imod de nye indsigter og udfordringer, som ganske naturligt forskubber præcis, hvad der er til borgernes fælles bedste.

Vi lever endda i en tid, som i egen ret tydeliggør, at demokratiets prioriteringer må reevalueres løbende. Klimaforandringerne var ikke en presserende nødvendig prioritering for det fælles bedste, da grundloven blev indført i 1849. Det er de til gengæld i dag, og netop derfor har de jurister, der har foreslået, at klimaet skrives ind i grundloven, fuldstændig ret i deres argumentation.

Præcis den omstændighed, at det så åbenlyst for os var uacceptabelt ikke at inkludere kvinder i det demokratiske fællesskab, understreger da også, at det er helt rigtigt, som Søren Mau fremhæver, at der er noget i politik, som er sandt, og noget, som er falskt, noget, som er rigtigt, og noget, som er forkert. På samme måde som vi i dag ser tilbage på dem, der modsatte sig den tids nødvendige forandringer i demokratiets forhold til køn, vil vores efterkommere også se tilbage på dem, som i dag modsætter sig de nødvendige forandringer i demokratiets forhold til klimaet.

Manglende argumentation

Når jeg skriver denne kronik vores overensstemmelser til trods, er det, fordi jeg anser Søren Maus præmis for den påstand, at der ikke findes demokratiske spilleregler, vi bare skal acceptere, for dels at være filosofisk problematisk, dels potentielt demokratisk kontraproduktiv.

Præmissen er, for at være præcis, at der ikke findes noget standpunkt uden for den politiske sfære, hvorfra politiske konflikter kan vurderes. »[D]er findes intet uden for eller over det politiske, og spørgsmålet om, hvilke midler der er legitime, er selvfølgelig i sig selv et politisk spørgsmål,« skriver Mau.

Problemet er, at påstanden om, at der ikke gives noget »uden for eller over det politiske«, ikke underbygges. Det er imidlertid ikke svært at finde på tilfælde, som illustrerer påstandens begrænsninger. Jeg forfægter eksempelvis følgende: Det er moralsk forkert at tillade unødvendig menneskelig lidelse. Det betyder ikke, at vi alle sammen er moralsk anstødelige, så længe bare ét menneske lider det mindste. Men det betyder, at vi er moralsk forpligtede til at gøre, hvad vi er i stand til, for at forhindre, at andre mennesker lider.

Pointen er, at demokratiets forpligtigelse på det fælles bedste netop forudsætter sandheden af den moralske påstand, at man ikke må lade andre mennesker lide unødvendigt. Hvis ikke den eller et lignende moralsk ultimatum fastholdes, er der principielt intet til hinder for, at flertallet gør, hvad der passer dem, med mindretallet. Altså er der tale om et moralsk standpunkt, hvorfra alle demokratiske politiske konflikter kan evalueres.

Jeg er desuden bekymret for, om påstanden er logisk selvundergravende. Hvis ikke der findes noget standpunkt uden for det politiske, så er påstandens rigtighed i sig selv reduceret til et politisk spørgsmål. Selve påstanden om, at der ikke findes noget uden for eller over det politiske, modsiger altså sig selv, idet den forudsætter normer om sandt og falskt, som ikke i sig selv er politiske – medmindre vi da skal stemme om, hvad der er sandt.

Man skal være varsom med demokratiets regler

Endelig er der spørgsmålet om, hvordan vi bedst efterstræber målet: at leve så godt som muligt op til demokratiets ideal.

Det danske demokrati er ikke perfekt – det er der i sagens natur ikke noget demokrati, der nogensinde kan blive. Det både kan og skal forbedres løbende, hvis det overhovedet skal være i live.

Men som idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz pointerede i et interview i Berlingske for nylig, så er den model, som er opstået gennem folkelige bevægelser og reformer i løbet af de seneste 150 år i nordeuropæiske lande som Danmark, Sverige og Tyskland, uden tvivl en af de mest imponerende efterstræbelser af idealet, som endnu er set. Der er derfor, som han understreger, meget at miste, hvis man i dag bryder gennemgribende med de eksisterende demokratiske normer og institutioner.

Søren Mau skriver ikke noget eksplicit i sit indlæg om, hvilke »midler« han har i tankerne, når han argumenterer for, at man i samtidige politiske konflikter bør anvende midler, som nogle i dag ville anse for at være i strid med de demokratiske spilleregler.

Hvis der er tale om midler, som kan sidestilles med for eksempel anvendelsen af magt til at indskrænke andre menneskers ytringsfrihed eller at modarbejde demokratiske kontrolmekanismer som retssystemet, så siger det noget om, hvor omfangsrige konsekvenserne af at følge tankegangen til dørs kunne blive og dermed også, hvor stor omtanke og forsigtighed man i sammenhængen må udvise.

Ude af proportioner

Det kan selvfølgelig være nødvendigt at nedprioritere eksisterende normer, for at demokratiet som helhed kan forbedres. Efter den manglende politiske lydhørhed over for sygeplejerskernes opråb under strejken i sommer har mange sygeplejersker eksempelvis set sig nødsaget til at deltage i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Men der er for mig at se langt fra sådanne mindre, lokale opgør til det synspunkt, at »Der findes kun ét grundlæggende politisk valg: Hvilken side er du på?«

Det kan ganske givet under totalitære regimer komme så vidt, at der reelt kun er dette ultimative politiske valg tilbage. Men jeg mener ikke, at det er proportionelt med den politiske status quo i et land som Danmark, hvor den nuværende tilstand uden tvivl vil være meget bedre for langt de fleste af os end efterdønningerne af en forfejlet revolution. Min far kom hertil fra Iran i 1980’erne, så det kan jeg skrive under på. Der er derfor intet politisk ultimatum, vi bare skal acceptere.

Benjamin Christensen er ph.d.-studerende i filosofi ved Aarhus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erasmus, gå ud i livet og gør noget i stedet for!

Martin Sørensen og Torbjørn Methmann anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Grænsen mellem det politiske og det ikke-politiske er i sagens natur nødvendigvis politisk. Og uanset præcis hvor skæret lægges, så vil dets placering være til NOGENS fordel. Vi kan vælge at sige at vi ikke vil diskutere dette eller hint som konkrete forslag, men idéen om at menneskerettigheder, privat ejendomsret eller whatever er naturligt og objektivt separate fra politik er problematisk, sådan intellektuelt set. Og politisk.

(Ja, jeg synes at menneskerettigheder er en glimrende idé. En glimrende, politisk idé.)

Steen Simonsen, Torbjørn Methmann, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Under Neoliberalismen er det demokratiske råderum afgørende indskrænket til fordel for en systematisk markedsgørelse som gennemtvinges politisk af den økonomiske elite uden respekt for anstændige arbejdsbetingelser og sikring af vores kernevelfærd.
Jo mere økonomisk ulige samfundet bliver jo mere forsvinder den folkelige demokratiske indflydelse på de afgørende politikområder. Det er derfor naivt at snakke udvikling af demokratiet uden at forholde sig til den klassekamp der nødvendigvis skal til for at rykke ved det magtforhold som gennem neoliberalismen afgørende har styrket kapitalens magt. Lad os håbe at sygeplejerskernes kamp mod den forstenede fagtop og et politisk system der kun kender neoliberale spilleregler kan sætte gang i et bredere oprør mod afviklingen af vores velfærdsstat. Der kommer tydeligvis ingen ændringer ved kun at bruge sin stemmeseddel ved valgene.

Steen Simonsen, Torben Skov, Flemming Berger, Inger Pedersen, P.G. Olsen, Palle Yndal-Olsen, Torbjørn Methmann, Eva Schwanenflügel, johnny volke, Niels Peter Nielsen, Steffen Gliese, Rolf Andersen, Inge Lehmann, Ervin Lazar, Michael Waterstradt og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Hold ny op hvor skal jeg læse de herres hver for sig udmærkede og tankevækkende tanker mange gange, for måske at forstå hvad der sigerJeg tænker stadig, så tak for det …

Når vi lige om lidt virkelig på egen eller næstes krop mærker, der mangler sundhedspersonale vil der ske noget med løn og arbejdsforhold for bl. a sygeplejersker. Det er i gang. For vi er så rige at vi har mulighed for at ændre det der ikke er til alles bedste..

Har altid syntes vi skulle stemme oftere om vigtige beslutninger. Tror vi ville blive mere vidende og reflekterende . Så ret interesant med tanken om at stemme om hvad der er sandheden -:)

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Peter Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian Frost

Den hurtige:
Jeg er enig i at demokratiet er organisk, og jeg synes denne kronik er en romantiserende forestilling af at demokratiet er noget fast, en materie der ligesom isen smelter hvis den bliver udsat for de eksistentielle, demokratiske udfordringer som dagens repræsentanter for demokratiet (os :)) kan se skyggerne af fra vores nutidsperspektiv.

Den lange:
I stedet for at se indad og hylde et romantisk fortidsminde om det der var, og beskytte det i troen på at ens eget minde om det der var, virkelig var det der var, er det nok mere væsentligt at adskille de to begreber demokrati og grundloven, samt forstå at magtapparatets perversioner ofte kan snyde en til at tro, man forsvarer noble idealer og gode hensigter(jeg kan bestemt anbefale Mike Duncan's Revolutions podcast!)
.
Hvad er en grundlov? Det er et stort og komplekst spørgsmål, men ordet giver nok væk til at kunne tilfredsstille os i denne kontekst. Grundloven har med loven at gøre. Det er loven om loven. Der er en fornemmelse af fasthed i en lov om loven hvilket gør den stillestående og kunstig, altså det modsatte af et organisk materie. Ideelt bør det stillestående og kunstige forsvare dem der normalt ikke bliver hørt samt deres interesser (for eksempel minoriteter).

Demokrati er, som vi er blevet enige om, en organisk størrelse. Det er flydende og fleksibelt og det er en størrelse der giver to outputs - legitimation af magtudøvelsen og medbestemmelse for majoriteten. Demokratiets styrke er at det repræsenterer og legitimerer magtudøvelsen.

Hr PhD Det ville være en god idé hvis De kan analysere forslag såsom flere lokalvalg (der foreslås af Leanette) og derfra vurdere hvad sådanne ændringer betyder for balancen mellem grundloven og demokratiet.

Torbjørn Methmann, Jens Thaarup Nyberg, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, grundloven. Her er tænkt over sagerne da den blev skrevet. Ret irriterende hvis vi fx gennem tiderne skal stemme om dette og hint. Selv ordet klima vil en dag trække overbærende smil. Det er - med en vanskelig sammenligning - med grundloven som hvis vi stod og skulle stemme om at lovliggøre kannibalisme for at sikre protein nok til de sultne, hvem skal bestemme, hvem der skal spises og hvem der skal spise?

Søren Mau modsiger i sin klumme 22. november 2021 sig selv, når han på den ene side vil ”insistere på det politiskes grænseløse natur” og på den anden fremfører den definition eller norm, at: ”Demokrati handler om at bekæmpe enhver hierarkisk koncentration af magt.”

I sig selv er denne definition eller norm ikke urimelig i betragtning af, hvad ordet ”demokrati” betyder, men den er også en målestok for, hvor grænsen går mellem legitime og illegitime/udemokratiske midler. For eksempel er det, Pelle Dragsted kalder kapitalejernes strukturelle magt: at de kan tvinge deres vilje igennem på tværs af flertallets ved hjælp af (truslen om) investeringsstrejke og kapitalflugt, ikke et legitimt middel (det var det kort, Mads Lundby Hansen fra Cepos trak mod høje formueskatter i sit debatindlæg 24. november 2021, hvorved han ufrivilligt røbede hulheden i sin påstand sammesteds om, at ”kapitalismen i sin essens er frivillige aftaler mellem frie borgere”). Demokrati i den fulde forstand af ordet, at befolkningen i det givne samfund styrer dette samfund og dermed sig selv uden begrænsninger i form af ulige magtforhold, er ikke muligt med den ulige ressource- og magtfordeling, som kapitalismen indebærer. Men et mindretals forsøg på at tvinge sin vilje igennem med magt (terrorkampagner, vold mod politiske modstandere etcetera) vil – bortset fra sandsynligvis at være væsentligt mindre effektivt end kapitalejernes strukturelle magt – heller ikke være legitimt ud fra den norm, Mau opstiller. Og heller ikke flertallets udelukkelse af mindretal og synspunkter fra den politiske beslutningsproces.

Mau har en solid pointe i sin fremhævelse af kapitalismens ”stumme tvang” og den ulige magtfordeling i kapitalistiske samfund, men man kan ikke både fastholde, at man ikke kan vurdere legitimiteten af politiske midler uanset hvilket mål, de tjener, og samtidigt hævde det politiskes grænseløse natur. Målet helliger ikke midlet, det forkerte middel forhindrer, at målet bliver virkeliggjort.

Niels Peter Nielsen

Kronikørens sprog er meget højt og abstrakt. Først hen mod slutningen aner jeg en konkret bekymring overfor Søren Maus mere ultimative udtryk:
"Hvilken side er du på?" Definitionen på "hvilke sider" er dog lidt for indforstået.
Jeg opfatter det selv lidt groft sådan, at den ene side kan vi kalde "folket - de demokratisk indstillede". Den side vi vil kæmpe for at bevare.
Den anden side er de nyere truende tendenser i retning af totalitær tænkning og dominans. De engelsksprogede ville kalde det "The Establishment". Her er det nemlig korporatokratiet (inkl. dets ukritiske massemedier), der er ved at "opkøbe/tvinge" den politiske magt væk fra folkets indflydelse og over til et globaliseret teknokratisk overherredømme.
I Nevada vil man (ifølge AP) ud fra et lovforslag lave egne Smart Cities for de rigeste digital-koncerner - og med EGNE regeringer - sådan! Hvordan vil demokratiet mon blive håndteret her?

Se også vaccineproducenternes magt og indflydelse overfor WHO og verdens regeringer - og den censur, som rettes mod andre behandlingsprodukter, der kunne true vaccinernes endelige godkendelse i 2023. De ellers demokratisk indstilledes flertal er blevet presset til at lade sig stikke, men uden kontrolgrupper, evaluering på skader, dødsfald eller alternativer. Så er det klart, at et lille kritisk mindretal heroverfor må stå for skud som syndebukke, der bare skal tvinges som i Østrig - ud fra regeringens og 40% danskeres mening. Selvom vaccinerne IKKE kan stoppe smitten og flokimmunitet var et bedrag. Folketinget besluttede at droppe Heunickes forslag om tvangsvaccination, men alligevel accepteres udfaldet - ELLER denne overordnede demokratiske spilleregel IKKE.
Kan I så godt se, at Søren Maus ultimative spørgsmål bliver relevant her?
Hvilken side er DU på?
(Undskyld - det kan muligvis opfattes som en afledning fra emnet, men det var altså det klareste eksempel, jeg kunne finde).

Steffen Rahdoust Boeskov, Flemming Berger og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Det største problem med Søren Mauś marxisme, er at han i sin marxisme underkender markedsøkonomiens demokrati,

ja og her vil jeg faktisk precist fremhæve klima problemet som et sted hvor kapitalismen og markedsøkonomien igen viser sin stærkeste side.

det var faktisk ikke kapitalismen der viste sig, da vi så et uhelliget sort broderskab mellem medier, virksomheder og politikere der fornægtede videnskaben og klima problemet, selv om de selv samme virksomheder hade fået bevist, at det var et problem i rapporter fra 1970ne,

nej dette var det som man på engelsk kalder "crony capitalism" som vi godt kan oversætte til dansk og kalde kammerat kapitalisme. for det var mangel på faktisk ægte kapitalisme der tillod dette sorte broderskab sin eksistens, hvor man brugte statsapperatet på fascistisk vis, til at ødelægge den ægte frie markedsøkonomi.

neo liberalismen skaber de perfekte, vækst betingelser for kamerat kapitalismen som der igen beviser at neo liberalismen hverken er særlig ny eller ja særlig liberal.

som ægte liberalist hader jeg neo liberalismen og kamerat kapitalismen, da den forhindre den ægte liberalisme demokrati og kapitalisme. gennem "rent seeking", som jeg desvære ikke har et dansk ord der kan beskrive,

Idag ser vi tegn på at den ægte liberalisme og markedsøkonomi er begyndt og blomstre ja og hermed ser vi også tegn på at den ægte rene kapitalisme, faktisk fungere, var det ikke for kamerat kapitalismen så ville der ikke eksistere et kulkraft værk i verden nu, kulkraft er den afgjort dyreste energiform overhoved, og den er udkonkurreret af både vind og sol energi, i en ægte hvad joself shumpeter kaldte kreative destruktion, elbiler udkonkurrere snart ice motoren totalt. og det sidste vi ser med corona krisen og det boom vi ser i vores hjemlige industri er at produktion tæt ved os som forbrugere udkonkurrere globaliseringen med automatisering, og ja den danske arbedsmarkeds model.

Rendyrket, maxisme, tillader ikke marked og løse sine egene problemer, og vil altid som sin natur søge mod en planøkonomi, der er det totalitære korupte samfund, ja plan økonomi ligner meget kamerat kapitalismen, da det ALTID vil være en lille lukket elite der laver planerne bag lukkede døre. uanset om det sker i en kamerat kapitalistisk eller kommunistisk verden, hvorfor fungere kamerat kapitalismen så godt i Kina, ja hvorfor? ... og hvorfor fungere den også så godt i USA, ja hvorfor?

Det er fordi man i Kina har et marxistisk udgangspunkt, og udgangspunkt i USA er et korrupt to parti system.

Vores danske parlementraisme, skaber og former liberalismen, det frie marked, og en ægte kapitalisme, hvor vi desvære så i de sidste år, har set kamerat kapitalismens grimme ansigt især i finansverden med banker der så ikke demokratisk kapitalistisk liberalt. var for store til at eksistere men som der marxistisk kamerat kapitalistisk, nu blev for store til at falde.

Ægte markedsøkonomi er styret, ægte kapitalisme og liberalisme fungere kun i en demokratisk verden hvor demokratiet fastsætter spille reglerne, for marked for kapitalismen og herigennem har vi den ægte liberalisme og kapitalisme markedsøkonomien er lidt lige som en fodboldt kamp, uden en dommer til at styre de regler der er fastlagt så vil spillet ikke være fair uden demokratiske forandringerne af reglerne gennem debat vil spillet ikke kunne spilles fair. den frie konkurrence kræver en styret markedsøkonomi,. og her spiller klimaet nu en ret pæn stor rolle, for uden at beskatte den eksternalitet, der er i marked. ved at olie er så billigt som olie er, så vil vi ikke kunne gennemføre den grønne omstilling,

ja faktisk beviser den europæiske bil versus den amerikanske, at denne model for markedsøkonomien fungere, der er høje afgifter på benzin i hele europa. intet land har benzinpriser som i usa, og derfor tilpassede bilfabrikanterne i europa og japan sig dette marked. ja bilerne blev mindre køre længere på en litter benzin. og direkte forbud mod eksembelvis bly i benzinen gjorde at den bil der kunne køre på blyfri benzin blev udviklet i begge økonomiske zoner. i europa har høje afgifter på strøm og varme gjort at der er udvikllet, huse der er tættere forbrugsgoder der forbruger mindre energi,
lad os sammenligne hvad en maxistisk. økonomi kan ved siden af en kapitalistisk, og bruge, bilen som sammenlignings genstand, og europæike biler i slut 80 først 90ne i østblokken versus vestblokken.

Trabanten og en wartburg, var det ypperste som kommunismen kunne producere., nej ikke lada da det var en fiat 128. udvilket i den vesteuropæiske økononi, ikke en moskovit da den også hade en amrikansk pandang, motoren var en kopi af en amrikansk motor, overfor det vil jeg bare sige volvo saab, VW audi mercedes, fiat, peugout citon toyota mm mm og de modeller der var på daværende tidspunkt,

kommunismen evnede ikke og udvikle computeren, ja de kommunistiske computere, var alle kopier af vestlige computere, hvad udviklede alt dette ja et frit marked, hvor produkterne konkurerede mod hinanden, hvor vi som forbrugere var og er frie til at vælge hvad vi vil, i et marked der var styret af lovgivning, og under demokratisk kontrol.

markedsøkonomien demokratiet liberalismen og kapitalismen kommer også til at løse klima krisen, ikke søren mauś maxisme,

som georgist mener jeg så at marked skal styres endnu mere, mens jeg siger fuld grundskyld eller kaos, neo liberalismen har ødelagt store dele af det faktisk frie marked, gennem kamerat kapitalismen

fuld grundskyld eller kaos.

"Enhver har ret til personlig frihed inden for den grænse, hvor andres ret ikke krænkes."

citat retsforbundets ide program punkt et

Nogle vil måske finde følgende ord i min ovenstående kommentar uigennemskuelige: "men man kan ikke både fastholde, at man ikke kan vurdere legitimiteten af politiske midler uanset hvilket mål, de tjener, og samtidigt hævde det politiskes grænseløse natur." De henviser til Maus indvending i hans klumme i Information 22. november 2021 mod det, han beskriver som "en idé om, at det er muligt at vurdere legitimiteten af politiske midler, uanset hvilket mål de tjener", nemlig at: "Med dette ideologiske trick kategoriseres nogle midler som illegitime og udemokratiske i sig selv."

Bortset fra, at målet (f. eks. bekæmpelsen af hierarkiske magtkoncentrationer) i sig selv ikke kan være hævet over diskussion, er den logiske konsekvens af Maus ord, at det kan fungere som målestok for politiske midlers legitimitet eller illegitimitet. Om det er den eneste målestok, er et andet spørgsmål, men er det en målestok, er det politiske heller ikke grænseløst, hvad midlerne i kampen angår: de kan vurderes på deres forenelighed med målet.

hvad vil Benjamin Christensen foreslå vi gør ved det manglende demokrati på arbejdspladsen?? HVordan ændrer vi markedets stumme tvang, så det underlægges demkratiske beslutninger?