Kronik

Hvorfor fortæller vi mænd hinanden, at livet som far er helvede på jord?

Yngre mænd får til overflod at vide, at det at blive far er noget, man skal undgå og udsætte. Før jeg blev far, var tanken om at få et barn derfor nok til at give mig kuldegysninger. Ligesom kvinder har gjort op med romantiseringen af moderskabet, er det på tide, at mænd gør op med dæmoniseringen af faderskabet, skriver forfatter Peter Dyreborg i denne kronik
Før jeg blev far, var tanken om at få et barn nok til at give mig kuldegysninger. Nu, hvor jeg er blevet far, har jeg lært, at det ikke behøver være skræmmende og frygteligt, og at man som far ofte bare skal være til stede og nærværende, skriver forfatter Peter Dyreborg i denne kronik.

Før jeg blev far, var tanken om at få et barn nok til at give mig kuldegysninger. Nu, hvor jeg er blevet far, har jeg lært, at det ikke behøver være skræmmende og frygteligt, og at man som far ofte bare skal være til stede og nærværende, skriver forfatter Peter Dyreborg i denne kronik.

Magnus Hove Johansson

Debat
19. november 2021

Nogle mænd synes, at børn er det bedste. At det at blive far er fantastisk. Et mirakel ligefrem. Jeg tilstår: Jeg var ikke sådan en mand.

For mig var børn det værste. Ikke kun andres børn. For jeg ville ikke selv have børn. For mig var det at blive far en skræmmende tanke. Et mareridt.

Lige indtil den dag jeg fandt ud af, hvor let det også kan være at være far.

Men først undtagelserne. Det er ikke let at være forældre til et sygt barn. Det er ikke let, hvis ens barn mistrives. Heller ikke let at jonglere for mange højtråbende børn med for meget højtråbende arbejde, især ikke hvis man har for få penge. Det er ikke det, jeg taler om.

Desuden er det ikke en meget erfaren far, der taler her, for jeg har kun ét barn. Og en hund. Egentlig er det min datters hund. Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan dele ud af alskens visdom om at være far. Men …

Der er et ’men’. Jeg kan tale til de mænd, der ligesom jeg for alt i verden ikke ønsker at få et barn. Dét ved jeg noget om.

Lad mig slå fast: Jeg elsker min datter. Hun er godt opdraget. Sød. Fantasifuld. Sjov. Og så holder hun med sin far i alt, når der er uenigheder i den lille familie. Tak for det!

Men før jeg blev far, var tanken om at få et barn nok til at give mig kuldegysninger. Helt forfærdeligt. Jeg havde ingen interesse i at være far. Der var så meget andet, jeg hellere ville – karriere, rigdom eller bare frihed – og jeg ville ikke have ansvaret for et barn.

Dengang vidste jeg godt, at et barn er et stort ansvar. Det er svært. Det sværeste i livet. Når man som mand får et barn, siger man samtidig farvel til sit eget liv.

Klicheer om mødre og fædre

At blive mor er til gengæld det bedste i verden. Det er naturligt for en kvinde at være mor. Og kvinder har et medfødt omsorgsgen, der gør, at de har en altomfavnende kærlighed til børn. Det ved enhver. Sådan har det i hvert fald lydt i hundredvis af år – mindst – hvor moderskabet er blevet romantiseret og sat op på en piedestal.

Heldigvis er der en del kvinder, også forfattere, som især de seneste år er gået stik imod denne idyl. For idyllen passer ikke. En mor elsker (nok) som hovedregel sit barn betingelsesløst, men kun som hovedregel, for det at blive mor er også fyldt med smerte, blod og vanvid, når alting spidser til. Det er ikke kun hårdt at være enlig mor – det er hårdt og til tider nærmest umenneskeligt alene det at være mor.

Det kan lyde klichéfyldt, og på en måde er det også en kliché, men der er fortsat mange, både kvinder og mænd, der abonnerer på romantiseringen af moderrollen. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på den anden side af moderens medalje.

Men på samme måde som det at være mor er blevet romantiseret, er det at være far blevet dæmoniseret. For mænd, især yngre mænd, får til overflod at vide, at det at blive far er noget, man skal undgå for enhver pris. Eller i hvert fald vente længe med.

For år tilbage var der en reklamefilm, hvor en mand går rundt i et supermarked med sin søn. Drengen vil have en pose slik, som faren siger nej til, hvorefter drengen får et voldsomt raserianfald midt i supermarkedet. Og så budskabet: Brug kondom!

Det er sjovt, fordi det er sandt. Enhver almindelig far kender følelsen.

Men det er samtidig et greb, der bruges i talrige reklamer, film og bøger: Det værste, der kan ske for en mand, er … hvis hun er gravid. Den populære fortælling er, at det at blive far er helvede på jord. Eller i det mindste bare noget, man(d) skal frygte.

Fortællingen er sjældent, at det at være far også kan være let og ligetil. Vi fortæller altid hinanden, hvor svært det er, og om alt det, der går galt. Vi skræmmer hinanden fra vid og sans.

Men ligesom kvinder har punkteret den romantiske idé om, hvor fantastisk det er at blive mor, er det måske på tide, at mænd punkterer ideen om, hvor forfærdeligt det er at blive far?

Det er slet ikke så svært

I dag tilhører jeg den priviligerede middelklasse. Hverken rig eller fattig, kun lidt rig på friværdi. Jeg har også en uddannelse, som jeg ikke bruger, men til gengæld har jeg et fint arbejde som forfatter, hvilket jeg er heldig, at jeg kan leve af. Og så har jeg en hustru, et barn og en hund, og for det meste kommer vi overens.

Men jeg kommer ikke fra middelklassen. Jeg er ikke engang vokset op i arbejderklassen. Jeg er født ind i en underklasse præget af arbejdsløshed, stofmisbrug og kriminalitet. Når man kommer fra en baggrund, hvor ens forældre ikke er de sundeste rollemodeller, er det naturligt, at man har betænkeligheder ved at sætte børn i verden. I hvert fald hvis man ikke ønsker at gentage sine forældres gøren og laden.

For mig var der ingen tvivl. Jeg skulle aldrig være far. Jeg ville aldrig blive en god far. Jeg ville aldrig kunne finde ud af det, jeg ville aldrig kunne magte ansvaret, og statistisk set er det også sjældent, at mænd som mig bliver gode fædre.

Men så blev min kæreste pludselig gravid. Og hun ville gerne have et barn, og så … ja, så forlod jeg hende, gik min vej og overlod ansvaret til hende, som så mange andre fædre har gjort før mig.

Eller … nej, det var jo netop ikke det, jeg gjorde. I stedet besluttede jeg mig for at blive far, og især at være far med alt, hvad dertil hører. Og så fandt jeg ud af, at det slet ikke var så svært at være far.

Jeg fandt ud af, at de mange skræmmehistorier, jeg havde hørt, ikke passede med min virkelighed. Det at få et barn var ikke svært for mig. Det var mod forventning ikke det værste eller helvede på jord, og jeg behøvede langtfra at sige farvel til mit eget liv.

At være far er noget, man tager sig retten til

Ja, jeg besluttede mig godt nok for at tage tre måneders barselsorlov, hvilket var knap så moderne for ti år siden, som det er på vej til at blive i dag. Nej, min kæreste var da ikke begejstret for helt frivilligt at skulle afgive så meget af orloven til mig, men … hvis man vil have en far i barnets liv, må man også give plads til faren.

Ja, selvfølgelig er der sjovere ting i livet end at skifte ble. Og jeg kan også godt huske, hvor udmarvende det var at stå op klokken fire om natten en måned i træk, fordi min datter kun ville falde i søvn, hvis jeg vuggede hende til lyden af vores raslende emhætte ude i køkkenet. Men … det ku være værre, som vi siger der, hvor jeg er født og opvokset.

Mere indviklet behøver det ikke være. Og resten lærte jeg selv hen ad vejen. Og vigtigst: Jeg lærte, at hvis man synes, børn er kedelige, kan man bare opdrage et sjovt barn. For eksempel var der engang en dreng på en legeplads, der sagde: »Min far kan købe hele verden.« Hvortil min datter blot svarede: »Ja, men min far vil ikke sælge.«

Se, dét er farmands pige!

At være far er ikke noget, man får lov til, men noget man tager sig retten til og ansvaret for. Det er også ligestilling, især som mand. Og for mig var det faktisk lettere gjort end sagt. Måske netop fordi jeg fra starten besluttede mig for at være en del af mit barns liv på lige fod med min kæreste.

Selv er jeg en mand, der mod forventning endte med at blive far, og som imod al statistisk fornuft endda blev en god og glad far. Jeg ved, at min datter er næsten enig, for engang gav hun mig en sølvmedalje og kårede mig til at være verdens næstbedste far.

Nogle gange er en andenplads også en sejr!

Jeg ønsker ikke at romantisere faderskabet. Men jeg vil gerne fortælle en anden historie om at være far. At det at blive far ikke behøver være skræmmende og frygteligt, og at man som far ofte bare skal være til stede og nærværende. Hvis man er i stand til det, er det nærmest umuligt at gøre ret meget galt.

Peter Dyreborg er poetry slammer og forfatter til bogen Forbrydelse og saft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for en positiv velskrevet , velfunderet , ,håbefuld , skøn artikel at vågne op til ! Fædre og mødre og børn længe leve ! Midt i mørke tider findes kærligheden og glæden også ! Og de gode fortællinger smitter !!!

Maria Ulsig, Inger Pedersen, Hanne Ribens, Frederikke Nielsen, Annette Knudsen, Viggo Okholm og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Ved ikke helt hvilken arbejdspladser forfatteren kommer på, men der hvor jeg er og har været har det aldrig været set på som "frygteligt" at blive far.

Peter Nissen, jan sørensen, Erik Jensen, Carsten Bjerre og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Dejlig kronik. Især den med at opdrage et sjovt barn i stedet for et kedeligt. Da grinede jeg! For hvor er det skørt, at det, som alle kvinder synes at drømme om med moderskab, er det som mænd (nogle mænd, men også politikere og mænd med stor indflydelse), ikke kan overskue at bruge 5 måneder på, og som nogle derfor mener strider imod mænds natur. Vi kvinder har sjældent gået igennem barselsperioden med sang på læben hver eneste dag. Men jeg ville ikke have været barselstiden foruden!! Bortset fra, at vores lille familie blev kodet ind på, at "det derhjemme tager mor sig af". Her tænker jeg på indkøb, rengøringsplaner, børnelægebesøg, skoletandpleje, vitaminer, ftalater, forkølelser, you name it. Tak til Peter Dyreborg!

Inger Pedersen, Hanne Ribens, Morten Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Annette Knudsen

Også skøn at gå i seng på. Jeg ønsker artiklen mange unge læsere.
Jeg kunne heller ikke forestille mig at kunne blive en god nok forælder. MEN så ønskede min mand sig børn og det kunne jeg da ikke nægte ham. DET var var ligesom inkluderet i at gifte sig, havde jeg en forståelse af dengang.
OG i dag er jeg lykkelig for at have en yndlingsdatter og en yndlingssøn. DE har været LIVETs SKOLE for mig.

Thomas Gitz-Johansen

"mænd, især yngre mænd, får til overflod at vide, at det at blive far er noget, man skal undgå for enhver pris."

Hvem får de det at vide af? Det mener jeg ikke, at have stødt på. Men jeg er heller ikke yngre mere.

Henning Kjær, Peter Nissen og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar

Jeg er helt uenig i artiklens præmis, og derfor bliver indholdet noget ligegyldigt sludder.

"At være far er ikke noget, man får lov til, men noget man tager sig retten til og ansvaret for. Det er også ligestilling, især som mand."

Præcis!

Kampen om forældreret står ikke i Familieretshuset, men ved puslebordet og sygesengen.
Man (far) kan ikke lægge ungen i køleskabet som lille - og så forvente at finde et nært afkom 18 år senere...

Lisbet Pedersen

(dette er en kommentar fra Lisbets søn, der måtte låne kontoen for at svare, da han ikke selv er abonnent)

Hvem siger det, Peter Dyreborg? Hvem tænker det? Jeg glæder mig til at blive far og har altid gjort det. Jeg har aldrig mødt nogen, der sagde noget andet. Det tætteste jeg er kommet på det, er venner der ikke følte sig klar. Jeg har aldrig hørt nogle indtage den position, der er udgangspunkt for artiklen her. Men jeg er 31, så måske du taler om en anden generation en min? Eller måske du mest af alt taler til dig selv, og den modstand du selv havde?

Simon Ross Stenger

Jeg føler at min generation har idealiseret et liv med selvrealisering og personlig frihed. Det gør det svært at retfærdiggøre, både overfor sig selv og sin omgangskreds, at skrue ned for begge dele for at kunne være en kærlig og nærværende far.

Jeg kan, modsat flere andre i kommentarfeltet, godt genkende snakken i kaffepauserne på arbejdet hvor faderskabet dæmoniseres.

Før jeg selv begyndte at tænke på at få børn, havde jeg og min bror en samtale med vores far, hvor han undskyldte at han ikke havde været mere til stede i vores opvækst. I samme spor, skrev Information en gang en artikkel hvor man havde interviewet personale på hospice om hvad folk fortryder mest i livet. For mændene var det altovervejende at de havde arbejdet for meget og brukt for lidt tid med familien mens børnene var små. Det kunne jeg godt tænke mig at vi snakkede mere om.

Tak til forfatteren for et oplysende indspil i debatten.

Søren Kristensen

Der er som bekendt ikke noget vigtigere i livet en reproduktion - i daglig tale: familien, så hvordan skulle det ikke være positivt, at være far?

Jeg genkender dæmoniseringen: Som en af de sidste barnløse iblandt en flok venner, der tæller øvre-middelklasse-forældre til i omegnen af 20 børn på 0-15 år, har jeg kun fra to af disse hørt positivt om forældreskabet. Nær samtlige har tilkendegivet, at de - trods stor kærlighed til deres børn - ikke ville vælge samme vej, kunne de omgøre valget.

Dette skyldes primært et tab af livskvalitet som følge af forældreskabet - men vel også moralske kvababbelser ved at have sat nyt menneskeliv på en allerede overbefolket jord, som i løbet af den kommende generation eller to næppe længere vil være videre egnet til mennesker.

Jeg ved det ikke, men alt i alt har mine erfaringer med forældre, deres børn, som jeg i øvrigt holder meget af, og mig selv samt min forudsigelse af fremtiden indtil videre afholdt mig fra at producere flere mennesker. I stedet dedikerer jeg min tid til at forbedre tilværelsen for de, der allerede er her :)