Kronik

Klimakampen mislykkes, hvis vi afviser konflikt og insisterer på konsensus og markedslogik

Den internationale klimakonsensuspolitik har efter 30 års arbejde ikke formået andet end en såkaldt bæredygtig udsmykning af det globale energisystem. Det skyldes den dominerende markedslogik, der kun gavner kapitalstærke investorer, hvoraf de fleste, men ikke alle, er hvide mænd, skriver ph.d.-studerende Maria Cariola og Lotte Schack i denne kronik
Hvem skal leve med afskovning, for at nogen kan tjene penge på produktionen af sojafoder til danske svinefarme.

Hvem skal leve med afskovning, for at nogen kan tjene penge på produktionen af sojafoder til danske svinefarme.

Tarso Sarraf

Debat
29. november 2021

Den 6. november kritiserer Informations journalister Mathias Sindberg og Martin Bahn de to klimaaktivister Selma de Montgomery og Esther Michelsen Kjeldahl for »at trække klimaet derhen, hvor vi altid bliver uenige: identitetspolitikken«. Det gør de angiveligt, idet de i deres kronik fra 29. oktober insisterer på at se klimaet som forbundet til nedarvede magtstrukturer i samfundet, og særligt dem, der stammer fra kolonialismen, som ifølge Montgomery og Kjeldahl introducerede en »hvid logik« i forholdet mellem mennesker og natur.

Sindberg og Bahn mener, at dette er farligt, fordi det truer den brede folkelige opbakning til klimakampen og risikerer at splitte klimabevægelsen. Vi ser artiklens præmis om en opdeling af klimakampen som enten konsensusbaseret eller identitetspolitisk som problematisk af flere grunde.

Når vi insisterer på klimakrisen som noget, der kan løses uden konflikt, medfører det, at vi ikke kan forstå, hvorfor der ikke bliver gjort noget ved den. Hvis det er i vores alle sammens interesse, hvorfor er katastrofen så ikke allerede blevet afværget?

Den begrænsede forestillingsevne

I virkeligheden er klimakrisen funderet i specifikke sociale relationer, der nødvendigvis er præget af konflikt, nemlig den ulige fordeling af adgangen til verdens naturressourcer og organiseringen af den globaliserede økonomi, der fører til uretfærdig fordeling og enorme økologiske omkostninger. Et eksempel kunne være, hvem skal leve med afskovning, for at nogen kan tjene penge på produktionen af sojafoder til danske svinefarme. 

At insistere på konsensuspolitik som svar på klimakrisen indebærer, at vi kan løse den uden at konfrontere dem, som har interesser i status quo. Vi tror altså, at vi kan afværge katastrofen uden at ændre noget ved magtforholdene i samfundet. Det gør også, at løsningerne, der serveres fra EU-systemet og COP-møderne, fremstår som de eneste mulige, så vi mister blikket for alternativer.

I Danmark kan vi for eksempel ikke forestille os:

  • At lukke alle industrielle svinefarme
  • At påbegynde en overgang fra industrielt storlandbrug til regenerativ fødevareforsyning på mindre skala
  • At udfase privatbilismen i stedet for bare at elektrificere den
  • At prioritere lokal selvforsyning i så høj grad som muligt
  • At sætte en stopper for det, som kaldes planlagt forældelse. Med andre ord at de varer, vi køber, er planlagt til at gå i stykker og ikke kan repareres igen

De ovenstående tiltag er af en radikalt anden art, end den konsensus der hersker i internationale klimafora. Den bygger på en antagelse om, at man via markedslogikker og ikke på trods af dem, vil kunne løse klimakrisen.

Klima- og miljøkrisen bliver ikke behandlet som et produkt af en intern systematisk logik ved kapitalismen og den intense økonomiske globalisering, og som derfor nødvendigvis er koblet sammen med den måde, produktion, distribution og forbrug er organiseret.

Derimod bliver klimaspørgsmålet behandlet som et eksternt og afgrænset fænomen, som kan løses via justeringer af markedets spilleregler. Konsensuspolitikken er altså CO2-markeder, offsetting-mekanismer, promovering af finanseringsløsninger, der rammesættes som grønne, men ofte bare betyder, at man statsfinansierer storkapitalens såkaldt bæredygtige megaprojekter.

Kolonialismen opererede i tandem med kapitalismen

Ifølge Montgomery og Kjeldahl skal vi betragte klimakrisen som et resultat af »hvid logik«, der opstod sammen med kolonialismen. Kolonialismen spiller rigtigt nok en stor rolle i klimakrisen, men på en mere materiel og konkret måde end bare som logik i forholdet mellem menneske og natur.

Det koloniale projekt opererede i tandem med kapitalismens udvikling i Europa. For at kapitalejerne kunne ekspandere deres virksomheder, var det nødvendigt med en nem og konstant adgang til råstoffer, der kunne bruges i produktionen, og i øvrigt adgang til markeder, som kunne aftage deres produkter. Parallelt med, at rovdriften på naturressourcer førte til klimakrisen og ødelagde oprindelige befolkningers levevilkår, bidrog kolonialismen på den måde også til udbytningen af arbejdere i europæiske fabrikker, der måtte arbejde hårdere og mere for at kunne øge produktionen.

Paradoksalt nok risikerer en analyse af klimakrisen som et resultat af hvid logik at gøre det samme som konsensustilgangen. Den kan nemlig sløre de komplekse sociale relationer, der ligger til grund for klimakrisen ved at reducere dem til forholdet mellem europæere og koloniserede befolkninger.

Grønne alternativer gøres ulovlige

Samspillet mellem Europas klimaløsninger og den internationale handelspolitik er et godt eksempel på, hvordan koloniale relationer bliver udtrykt i dag på en måde, der ikke kan forstås og forklares som hvid logik alene.

Den europæiske Green Deal fra 2019 bygger i høj grad på elektrificeringen af trafikken frem for at gå efter en netto nedbringelse af privatbilismen og flyaktivitet. EU har ikke på sit territorium adgang til de intense mængder af litium, kobber og kobolt, der skal til i produktionen af elbiler, og har heller ikke kapacitet til at producere den el, man skal bruge for at tilfredsstille fremtidens elektriske bilisme.

Gennem handelsaftaler med særligt fokus på råstoffer og energi søger EU at sikre sig adgang til disse ressourcer. Det kunne for eksempel være associationsaftalen mellem EU og Chile, der bliver forhandlet netop nu, og som konkret betyder, at man intensiverer udvindingen af litium på oprindelige folks territorier med voldsomme konsekvenser for deres mulighed for at overleve på længere sigt.

Men det betyder også, at hele befolkningen i Chile og EU får begrænset vores demokrati af mekanismer til investeringsbeskyttelse, der forpligter stater til ikke at handle på måder, som kunne gå ud over udenlandske investorers forventninger om fremtidig profit. Det er altså bindende internationale traktater, der ulovliggør grønne alternative politikker, der går imod udenlandske investorers interesser.

Markedslogik frem for alt

Det fører os til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en hvid eller maskulin logik. På en måde, delvist, og så alligevel. Mest af alt er det en markedslogik, som har en voldsom slagside mod alle andre end kapitalstærke investorer, der oftest, men ikke altid og ikke nødvendigvis, er hvide mænd.

Samtidig er det også en logik, der sagtens kan, omend ofte på dybt useriøse måder, inkorporere antiracistiske eller feministiske diskurser. Hvidhed som begreb er værdifuldt i visse kontekster, men svært at operationalisere i en kritisk, politisk positioneret analyse af de komplekse, usexede og ofte på overfladen usandsynligt kedelige processer, som driver nutidig rovdrift.

Hvidhed risikerer at blive synonym med dårligt og fungere som en form for bandeord. Man kan sige det samme om betegnelsen »woke«, som Sindberg og Bahn citerer Connie Hedegaard for at bruge.

Når klimaretfærdighedsbevægelsen affejes som woke, delegitimerer og homogeniserer man en bred vifte af politiske positioner, der faktisk forsøger at forstå og kæmpe imod en international klimakonsensuspolitik, der efter 30 års arbejde ikke har formået andet end en såkaldt bæredygtig udsmykning af det globale energisystem. 

Det samme system, der fortsat afbrænder mere olie og gas, bruger stadig flere ressourcer, rydder mere og mere skov, og som ovenikøbet har den frækhed i stigende grad at kalde sig for en grøn økonomi.

Maria Cariola er antropolog og ph.d.-studerende i politisk økologi ved Københavns Universitet, og Lotte Schack er antropolog og ph.d.-studerende i sociologi ved Gøteborgs Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nemlig!

Inger Pedersen, Mette Johansson, Jan Fritsbøger og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar

Ja.

Inger Pedersen, Jan Fritsbøger og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar

Vi har vist været her før, og vi kommer her igen, vi har vist været her før, og vi kommer her igen, .... kommer igen . ........igen, ......... Fortsæt selv, så længe i gider.

Jeg har det helt fint med, at nogle vil afskaffe kapitalismen og markedslogikken. Held og lykke med det. Det tager dog nok lidt tid at finde en klimavenlig løsning, der kan gennemføres med folkelig opbakning.

I og med at de naturvidenskabelige love tilsiger, at det efterhånden haster en del, så synes jeg, at vi skal lægge vores kræfter i at afskaffe den fossile energiudnyttelse så hurtigt som muligt.

At der ikke er gjort noget ved det de sidste 30 år, "køber jeg ikke". Hvis der ikke havde været gjort en indsats, ville den globale befolkningsudvikling, og en sideløbende velstands -og velfærdsstigning have medført en langt større CO2-udledning, end den, vi ser nu

Hvad der er lige så væsentligt er, at de bestræbelser, der i de seneste 30år har været på at afskaffe kapitalismen og markedslogikken, ikke har vist sig at være særlig gennemslagskraftig, så det har nok været meget nyttigt, at der sideløbende har været nogle, der indenfor markedslogikken har bestræbt sig på, at mindske CO2-udslippet.

Jeg er selv sociolog, og har såmænd ikke noget imod at der er nogle stykker inden for samfundsfag og humaniora, der foretrækker at dyrke pælesidning, på toppen af de tårne, de bygger i deres studerkammer, og jeg håber da også at de ikke falder ned og hermed gør en ulykke på sig selv.

Mens vi afventer, hvad de kommer frem til og får implementeret, så er jeg glad for, at andre bruger deres kræfter på anden måde. Derfor synes jeg ikke deres indsats skal beklikkes som værende uden effekt, og derfor underordnes en helt anden tilgang med fare for at opsplitte klimabevægelsen, og hermed svække den del, der aktuelt gør noget ved sagen,

Gert Friis Christiansen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Maria Cariola & Lotte Schack

Jeg er stort set enig i jeres analyse af vækstøkonomien og vores absurde forbrug af begrænsede ressourcer. Som jeg bemærkede i en anden tråd, er det tankevækkende at vi egentlig godt kunne lukke ned for flytrafikken, uden at civilisationen gik under, i en kort periode af pandemien. Hvis ikke vi skulle sige, "nu vi alligevel er stoppet, så lad os droppe dén CO2 kilde permanent, hvornår skal vi så igang med at tænke over en plan for en udfasning? Det skal vi tydeligvis ikke.

Som hvid mand, der er enig med jer, føler jeg mig lidt underligt til mode. Jeg har ikke nogen kobolt mine, og jeg ved hvad konsekvensen af manglende bæredygtighed er på sigt, så jeg prøver vitterlig at bruge så få ressourcer jeg kan. Jeg synes også at det har været forkert at Europa stjal og ranede Afrikas ressourcer, og jeg synes det er forkert at kineserne nu ser ud til at sigte efter noget tilsvarende. Jeg tror bare ikke på arvesynd. Ikke for mig personligt. Ikke pga. min hudfarve og ikke pga. mit køn. For vores land, måske, men det er også temmelig mange kvinders land. Har de også arvesynd for noget de ikke har gjort i deres liv?

Klaus Brusgaard

En af grundene til at Maya kulturen gik under var rovdrift på lokal natur. Slaver er blevet indfanget og eksporteret af sorte, af bla. matriakatet Akan i Ghana og Elfenbenskøsten, til den Arabiske halvø, Indien, Kina og matriakatet i Pagaruyung på Malaysia og selvfølgeligt senere til Amerika. Ingen kan vel være i tvivl om at det kommunistiske Kina eller det demokratiske Indien begge bidrager yderst aktivt til verdens overforbrug. Nu om dage sender en hvid kvindelig forsvarsminister et krigsskib til Guniea bugten for at beskytte privat Dansk virksomhed.
Grådighed er ikke afhængigt af køn, religion, styreform eller etnicitet. Det er en almen menneskelig egenskab som vi påtrods af vor fælles genetik må lære at tøjle hvis vi ønsker stædigvæk at være en del af jordens historie.

Torben Skov, Mogens Kjær og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Klaus Brusgaard

...Elfenbenskysten....

Tak for en rigtig god øjenåbner.

For det er nødvendigt, at man har det hjemlige klima-problem for øje, når man kritiserer klima-problemet udenfor Danmark.

Og det tjener absolut intet formål, at undlade at gøre noget i Danmark, med begrundelsen om, at det betyder uendelig lidt, når de store lande skade klimaet. For hvis alle ser det på denne måde, vil der jo aldrig ske noget. Og nogen skal jo gå foran.

Jan Fritsbøger

Klaus, grådighed er et af menneskets mange potentialer, men det er jo også et valg

at den for tiden er så totalt dominerende og ødelæggende, skyldes en kultur som i den grad puster til ilden og fremmer grådighed og egoisme,
en kultur som breder sig nærmest overalt selv til lande som har andre værdier end de ensidigt materielle,
men at grådighed ikke er afhængigt af styreform er faktisk ikke korrekt, men problemet er jo at hvis et land ikke deltager i konkurrencen og at sikre sig økonomisk, vil de grådighedsdominerede lande løbe med det hele, og skabe nød og elendighed i alle nøjsomme og beskedne lande, og derfor findes der fattige mennesker og lande,
faktisk har problemet rod i et andet beslægtet fænomen nemlig magt, som jo også udspringer af egoismen, helt uafhængigt af om det er mænd eller kvinder som er det dominerende køn,
verden har altså brug for en kultur som i stedet for grådighed og egoisme fremmer ydmyghed, nøjsomhed og empati, og dermed fremmer andre humane potentialer end de negative, vi skal droppe al konkurrere og i stedet samarbejde,
sikre en global retfærdig fordeling og langsigtet bæredygtighed, hvis vi vælger at fortsætte med at holde fast i den nuværende pengekultur vil menneskets fremtid blive dyster, det kan faktisk vise sig at være et direkte fatalt valg.

Jan Fritsbøger

konkurrencen om at sikre sig, skulle der stå.

Nogle af jeres indlæg ”rammer hovedet på sømmet”, men hvor de fører hen, er jeg lidt i tvivl om. Klaus Brusgård skriver: ” Grådighed er ikke afhængigt af køn, religion, styreform eller etnicitet. Det er en almen menneskelig egenskab som vi på trods af vor fælles genetik må lære at tøjle hvis vi ønsker stædigvæk at være en del af jordens historie”.

Ser man på ”verden gang” er det svært at være uenig, men på den anden side følger Jan Fritsbøger op med følgende synspunkt: ” Verden har altså brug for en kultur som i stedet for grådighed og egoisme fremmer ydmyghed, nøjsomhed og empati, og dermed fremmer andre humane potentialer end de negative, vi skal droppe al konkurrere og i stedet samarbejde. Det lyder da også meget fornuftigt.

Nøgleordet i Jans synspunkt er ”verden”, fordi verdens forskellige samfund konkurrerer om magt. Han skriver: Men at grådighed ikke er afhængigt af styreform er faktisk ikke korrekt. Men problemet er jo at hvis et land ikke deltager i konkurrencen og at sikre sig økonomisk, vil de grådighedsdominerede lande løbe med det hele, og skabe nød og elendighed i alle nøjsomme og beskedne lande, og derfor findes der fattige mennesker og lande”.

Det er vist heller ikke helt forkert. Regeringen i et land med en demokratisk styreform ville næppe leve længe, hvis den ikke i en vis udstrækning deltog i kappestriden om at sikre borgerne hvad de opfatter som en rimelig del af ”verdens velfærdsmuligheder. Læs: Forbrugsmuligheder.

Jeg tillader mig en summarisk og let karikerende sammenfatning. Vi kan løse klimaudfordringen under følgende forudsætninger: Verdens forskellige samfund skal blive enige om en fælles fordeling af deres indbyggeres forbrugsmuligheder, og – i hvert fald i de i de demokratiske lande – skal borgerne blive enige i, at det er den måde, klimaproblemet skal løses på.

Det kan jeg godt tilslutte mig, og vil som en gammel mand, der har ”oplevet det meste”, gerne arbejde for det. Men når jeg ser mig omkring, er mine omgivelser fyldt med yngre menneske, der gør det samme som jeg gjorde i min ungdom – nemlig bygge en tilværelse op på et niveau, som de finder naturligt for dem. Deres niveau er i materiel frostand bare betydeligt højere en det, som jeg forventede i ”min” tid.
Det er en simpel konstatering. Hvad jeg også har konstateret er, at medierne jævnlig fyldes med beklagelser over, at dagen ungdom er den første generation, der ikke kan forvente levevilkår på samme niveau, som deres forældre.

Gennemsnitligt set tror jeg ikke, at det er rigtigt, og slet ikke på verdensbasis Men lad det nu ligge. Nu kommer min pointe: Kan nogen forklare mig, hvordan der er en realistisk chance for at verden kan imødekomme de forudsætninger, som jeg har skitseret ud fra de nævnte oplæg. Jeg arbejder gerne for det, men foretrækker så langt at lægge de fleste af mine kræfter i det, som artiklens forfattere kalder en ”konsensuspolitik”. Jeg venter gerne på ”revolutionen”, man har ikke til hensigt at lade verden gå sin skæve gang, indtil den kommer. Derfor ser jeg ingen grund til at takke forfatterne til artiklen.

Det er jo ikke fordi, at EU eksempelvis ikke har resourserne. Det er der, hvor I fejler I jeres analyse.

EU har eksempelvis meget olie, gas og andre råstoffer, men det er jo netop fordi at EU i høj grad er præget af at være "woke", at vi har indgået mange af de handelsaftaler: det kan godt være at vi forbruger olien, gasen og råstofferne, men det er ikke os der kan beskyldes for at udvinde den: det er Rusland, Saudi, Chile etc. etc.. Også kan alle politikerne jo blot pege klimaaktivisterne i deres retning velvidende, at klimaaktivister som Greta Thunberg etc. aldrig nogensinde kunne finde at tage til disse lande og snakke med landenes ledere. Det ironiske er jo, at alle godt det netop er de vestlige strukturer vi har opbygget her i vesten (demokrati og kapitalisme), som afstedkommer at folk kan være så kritiske. At folk har så mange rettigheder etc. Og nu er folk så begyndt at save den stamme de selv står på ned: er kapitalismen og demokratiet perfekte? Nej, men det er da helt sikkert de bedste alternativer.. Alle andre ting er jo mange gange dårligere...

Problemet med dem der er yderst kritiske overfor eksempelvis kapitalisme aldrig nogensinde undersøger eller behandler alternativet: det er bare en evindelig, unuanceret kritik, som ikke bygger på noget historisk.. Og lande som Rusland og Kina sidder jo bare og klapper i deres hænder og siger til deres borgere: "se hvor lidt vesten kan lide deres systemer. det bygger på hvidoverherdømme etc.". Det er fuldstændig grotesk. Kina og Rusland er nogle af de mest undertrykkende lande i verden, men det er ikke det indtryk man får når man læser alle disse indlæg.

Kapitalismen er faktuelt bragt historisk stor fremgang indenfor alt: der har aldrig være så lidt fattige, som i dag. Vi har aldrig haft så stor velstand - og dette er jo netop dette der gør, at vi i vesten nu kan debattere "klimakrisen" og andre ting som kvinderettigheder, racerettigheder etc. etc. etc.. Man er selvfølgelig pisse ligeglad med "klimakrisen" i Indien eller Kina - her drejer det sig stadig om at tjene til føden. Og kvinderettigheder, menneskerettigheder etc. bliver også først et emne i disse lande, når befolkningen ikke længere skal tænke på sit eksistensgrundlag (og dette vil kapitalismen på et tidspunkt sikre)..

Og lige for at vende tilbage til det med EU og dets resoursser: EU har en masse olie og gas, men de gider ikke gøre ligesom USA, som jo for 10-15 år siden begyndte at fracke... Fracking har øget USA's olieresoursser mange gange og har gjort dem til verdens største producent af olie og naturgas.. Deres produktionsudvikling har været rimelig vanviddig de seneste 10 år: de har flerdobbelt deres output, hvilket jo er hovedårsagen til olieprisen jo også vendte i 2008-10.. Noget tilsvarende kunne Europa have gjort, men mange lande bukkede jo netop under for klimadagsordenene og lukkede produktion ned: nu får man det så i stedet af Rusland og Saudi.. Endnu mere forstærket af verdenshistoriens dummest handling i Tyskland: lukning af deres atomkraftværker..

"I Danmark kan vi for eksempel ikke forestille os:

At lukke alle industrielle svinefarme
At påbegynde en overgang fra industrielt storlandbrug til regenerativ fødevareforsyning på mindre skala
At udfase privatbilismen i stedet for bare at elektrificere den
At prioritere lokal selvforsyning i så høj grad som muligt
At sætte en stopper for det, som kaldes planlagt forældelse. Med andre ord at de varer, vi køber, er planlagt til at gå i stykker og ikke kan repareres igen"

Jeg er i Danmark.

OG jeg er så gammel, at jeg godt kan forestiller mig det.

Jeg har oplevet det.
Og vi boomere overlevede det søreme :-)
Hvis I andre er relativt hurtige og gider lytte, inden vi gamle koner er døde, kan vi godt fortælle jer, hvordan... :-)

Jeg skal så tilføje, at i mine bedsteforældres nybyggede hus fra 1932 i to etager + fuld kælder, hvor der absolut ikke manglede nogen bekvemmeligheder, var der 1 - én - stikkontakt i hele huset!

DET vil jeg ikke anbefale: Jeg husker endnu min mor stå på spisebordet for med en forlængerledning at tilslutte strygejernet til en stikprop ved loftslampen...

Hun fik nu også udvidet mulighederne til en stikkontakt i hvert rum :-)

Jan Fritsbøger

Mogens skriver "Regeringen i et land med en demokratisk styreform ville næppe leve længe, hvis den ikke i en vis udstrækning deltog i kappestriden om at sikre borgerne hvad de opfatter som en rimelig del af ”verdens velfærdsmuligheder. Læs: Forbrugsmuligheder.,"
men hvem vil faktisk nøjes med "en rimelig del", og hvilke politikere nøjes med at love det ?
når man er grådig vil man have det hele, og deraf opstår konkurrencen som mange hylder, og "man" markedsfører ivrigt ideen om at vi har brug for "det hele",
NOK er kun for "tabere" ikke sandt.
og i mine øjne hylder David grådigheden og ignorerer at kapitalismen ikke skaber velstand for alle, den skaber ulighed og dermed både den "gode" velstand (overflod) for de få, og den ikke helt så gode fattigdom for alle andre.