Klumme

Klimakrisen er ikke kun en kamp mod tiden – men også om tiden

Problemet med COP’erne er, at de rige i det globale nord står sidst i køen til helvedes dør, mens det globale syd står først. De rige landes undergang går langsomt, mens de fattiges undergang går hurtigt. De rige har stjålet tiden fra de fattige, skriver forfatter Eskil Halberg i denne klumme
Barbados’ premierminister Mia Mottleys modige og præcise tale ved COP26 handlede netop om tid. Formuleret tidspolitisk er problemet med COP’erne, at de rige i det globale nord står sidst i køen til helvedes dør, mens det globale syd står først.

Barbados’ premierminister Mia Mottleys modige og præcise tale ved COP26 handlede netop om tid. Formuleret tidspolitisk er problemet med COP’erne, at de rige i det globale nord står sidst i køen til helvedes dør, mens det globale syd står først.

AP Pool

Debat
11. november 2021

Endnu et klimatopmøde lakker mod enden uden de nødvendige globale politiske foranstaltninger. Det kan jeg skrive, en uge før mødet er slut, for alle vidste det fra mødets start.

»Vi når det ikke,« skriger mange. Vi har kun ti år til at ændre kurs. Når permafrosten smelter, er alt forbi. Alle disse udbrud og frustrationer over tidsnød skaber både hastværk og panikstemning. Men hvordan skal vi forstå klimakrisens tidslighed?

Klimakrisen er ’den sidste tid’. Krisen handler om menneskenes overlevelse eller undergang og fremstilles som et forløb med en brat afslutning. En bagkant. Enten når vi det, eller også gør vi ikke. Samtidig ved alle jo også, at det netop ikke er sådan, krisen forløber.

Klimakrisen er en meget langsom geologisk og biosfærisk proces, der startede ved industrialiseringen, måske ved profitmotivets intime sammenkobling med den kulfyrede dampmaskine. Videnskaben fik for alvor begreb om krisen i 1970’erne og 80’erne, og nu, 40 år senere, er krisen stadig i gang. Vi er i midten af en 200 år langstrakt undergang. Selv COP-møder virker som en endeløs serie af nederlag og udskydelser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kan vi gøre et mindre forbrugende liv mere attraktivt end det nuværenede: Køb - køb - køb - og smid væk?
Jo, jeg tror, vi kan finde en bedre livskvalitet - i harmoni med verden og hinanden. Men den er ikke lige om hjørnet!
Og klimakrisen kræver handling NU!
Derfor:
Udbyg vedvarende energi maksimalt og hurtigst muligt.
Erstat midlertidigt den resterende fossile energi med moderne atomkraft - indtil vi kan undvære den.

Ingen forandring går langsomt så længe ingen adfærd er ændret.

En biolog skrev engang nogen om dyr (naturligt nok), mere præcist hvad der går forud for at arter kommer og forsvinder. Nytårstorsken er truet, så er det ikke et godt billede på at intet er os givet?

Når danskere tager flyveren til fremmede himmelmål, tænker dé nok, at løbet er kørt og jeg er ubetydelig, lille mig! At al forandring er vanskeligt og langsommeligt at tilegne sig på sin egen adfærd. I mens kan vi se ind i en bøvlet og udfordrende fremtid.

Vi ved at fiskene i havet ikke har det som blommen i en æg. Vi ved at de vilde dyr bliver presset ud af os. Vi ved at vi snart skal til at rense vores drikkevand. Plastikforurening? Der kommer bare mere og mere af det.

Udfrakommende forandringer: Vejr, vind, vand, virus, bakterier og sygdomme, hybride angreb (der har som mål at destabilisere vores "demokratier"). Overflødige mennesker (som står der nu).

Skal man så klappe i hænderne fordi vi har rekord mange biler netop nu?
Klappe for letbanen i Odense, metroens nye cityring mens transport servicen bliver ringere og ringere ude i det ganske land.
Lærte coronaen os ikke at "hjemmearbejde" og selv betale vand, el og varme, men fik et hæve-sænkebord, de andre en honningkage.
Vi er en nation af ældre som bliver ældre, syge som bliver mere syge, flere gamle end unge.
Vi de unge egentlig en fremtid som vores?