At køre for stærkt er en mærkelig forseelse. En forseelse, som folk dagligt er vidne til, når de kører på arbejde, og som ofte opfattes som en mindre forseelse, men ikke desto mindre er det en forseelse med høje sociale omkostninger. Hvis to biler for eksempel støder sammen med en hastighed på 80 km/t., er risikoen for tilskadekomne blandt fører og passagerer omkring 30 procent. Hvis hastigheden øges med blot ti km/t., fordobles risikoen.
Selv om det er muligt at gøre mange forskellige ting for at forhindre hastighedsovertrædelser, forsøger myndighederne typisk at motivere til overholdelse af hastighedsgrænsen ved primært at dreje på to håndtag: hyppigheden af kontroller og bødernes størrelse.
De danske myndigheder er ingen undtagelse. Politiet gør i disse år en ekstra indsats for at sikre overholdelse af hastighedsgrænsen på landets veje ved at øge antallet af kontroller. Og regeringen varslede i august, at den ønsker at hæve bøderne for overtrædelse af hastighedsgrænsen med 20 procent.
Men er et højt kontrolniveau og høje bøder en effektiv strategi til at modvirke overtrædelse af hastighedsgrænsen, og hvad er omkostningerne?
Psykologi og adfærdsforskning har stor betydning i den henseende.
Ineffektive strategier
Lad os komme med et simpelt eksempel og antage, at kontrolhyppigheden kan være enten høj eller lav, og at bødernes størrelse også kan være enten høj eller lav (i forhold til et meningsfuldt referencepunkt, for eksempel gennemsnitslønnen, bøder i nabolandene osv.). Hvis på den ene side lave bøder og en lav kontrolhyppighed tilsammen ikke lyder som en effektiv løsning, er det ikke helt så indlysende, hvordan de tre andre kombinationer klarer sig i forhold til hinanden.
At idømme store bøder resulterer i høje sociale omkostninger; det øger mistilliden til myndighederne, da borgerne ser sig selv som mål for uretfærdig straf og føler, at de udnyttes til at forbedre statsfinanserne.
Højere kontrolhyppighed medfører i stedet åbenlyse omkostninger for politiet (og dermed for kollektivet). Af disse grunde er det ofte ikke en optimal løsning at kombinere en høj kontrolfrekvens med høje bødeniveauer.
På samme måde har høje bøder sammen med lav sandsynlighed for kontrol også vist sig at være en ineffektiv strategi. Forskning i opfattelsen af lav sandsynlighed indikerer, at folk undervurderer sandsynligheden for hændelser, der opstår med en lav sandsynlighed, og opfører sig, som om det ikke sker for dem. Faktisk undlader vi ofte at tage backup af vores filer, idet vi undervurderer risikoen for, at computeren bryder sammen, og mange cyklister bruger ikke cykelhjelm på trods af risikoen for alvorlige skader i tilfælde af et styrt.
Lav kontrol vil altså få folk til at udvise en mere risikabel adfærd, samtidig med at høje bøder vil øge mistilliden til myndighederne.
Flere fartkontroller er vejen frem
Nyere forskning baseret på data fra det virkelige liv (såsom overholdelse af COVID-19-reglerne) har vist, at hyppigheden af håndhævelse er vigtigere end strengheden af straffen for at reducere lovovertrædende adfærd.
Eksperter er enige om, at små, men hyppige bøder er den bedste politik. Høj hyppighed af små straffe (inden for området også kendt som ’blid håndhævelse af reglerne’) har vist sig at være den bedste strategi for at modvirke vores tendens til at undervurdere sjældne hændelser (i dette tilfælde sandsynligheden for at blive involveret i en bilulykke på grund af overtrædelse af hastighedsgrænsen) og samtidig bevare en positiv holdning til håndhæverne.
For høj fart er en forseelse med høje sociale omkostninger, som kræver offentlige investeringer for at blive forebygget. Men hvilke udgifter skal samfundet betale?
Forskning indikerer, at høje bøder ikke er effektive, eftersom den sociale udgift – mistro imod myndighederne – er større end den positive effekt. En øget kontrol på vejene giver, på trods af udgifterne, den ønskede effekt uden mistro mod myndigheder fra befolkningen.
Da en øget kontrol er vigtigere end typen af kontrol, kan udgifterne blive holdt nede ved at sætte flere stationære fartkontroller op (eksempelvis stærekasser) i stedet for at sætte flere politifolk på opgaven.
Sibilla Di Guida er lektor ved Institut for Økonomi, Syddansk Universitet
Davide Marchiori er lektor ved Institut for Business og Management, Syddansk Universitet
Ak ja, kunne fænomenerne "fart" og "vækst" pilles ned fra deres piedestaler, ville meget være vundet… fx overholdelse af Parisaftalen o.l. og ødelagte liv, dyrebare for den enkelte og dyre for samfundet, være sparet.
Det vil betyde nogle store mentale tomrum, som i høj grad skulle udfyldes af noget reelt, men uhåndgribeligt… det som idag prioriteres uhyre lavt af det officielle samfund. Måske man skulle begynde bagfra, officielt opprioritere "det uhåndgribelige", humaniora, kultur, kunst m.m., så det kom til at trænge dyrkelsen af guldkalvene "vækst & fart" ned på plads?
Hvad med lovpligtig brug af GPS-styrret fartspærre?
Desuden er det mig ubegribeligt, at det er muligt at få indregistreret et køretøj, der kan køre over 130 km/t
Stærekasser er absolut en god ide.
Siden Lene Espersen som minister udtalte, at vi jo ikke kan lide "overvågning på motorvejene", er begrebet overvågning nærmest blevet et plusord hos S-regeringen. Det opfattes nu som en forudsætning for frihed ! Så hvis vi tænker ud af den retning, kunne stærekasser på fx motorvejene på ret kort sigt gøre os FRI for fartbøller, der overhaler med 170 km/t.
Jeg startede selv lidt som fartbølle med 107 km/t på 80 km landevej, men lærte allerede ved denne første forhøjede bøde, at den stil IKKE var vejen frem. Det var en beslutning. Andre har åbenbart sværere ved at lære det.
Min definition på en "fartbølle" er derfor: "hensynsløs trafikant, der ikke har fået bøder nok". I den kategori vil det altså ikke være tilstrækkeligt, at have faste "overkommelige" bødetakster, der blot kan indkalkuleres i bilbudgettet. Nej, der skal muligvis en progressiv straf til at stoppe definitivt for fartgalskab. Dvs. for hver gang, der køres for stærkt, bør bøden stige, indtil man bliver tvunget til at overholde færdselsloven (ligesom ved tredje kørekortsklip). Et kørekort er kun et bevis på kendskab til færdselsloven - ikke nogen overholdelseserklæring.
I Danmark er det så sælsomt, at det er politiet der bestemmer fartgrænserne.
Derfor kan en kommune ikke selv bestemme.
Man kunne nemt få den tanke, at der er en form for samhørighed med de stigende bødestørrelser og den manglende fartsænkning.