Læserbrev

Kommuner udelukker personer med handicap fra sportens verden

Når kommunerne ikke vil bevilge hjælpemidler til sport til personer med handicap, er det en de facto-udelukkelse af personer med handicap fra sportsverdenen. For du kan ikke spille kørestolsrugby uden en rugbykørestol – heller ikke selv om lysten er der, skriver formand for Parasport Danmark, John Petersson, formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen og paraatlet Christian Lykkeby Olsen
Debat
22. november 2021

Fulgte du også med på DRTV, da de danske paraatleter kæmpede om medaljer ved de Paralympiske Lege i Tokyo? For mange mennesker med handicap eller særlige behov er transmissionerne fra PL en fantastisk kilde til inspiration og motivation, og Parasport Danmarks 460 klubber står klar til at hjælpe dem i gang med et aktiv liv.

Men lysten gør det ikke altid alene. For du kan ikke dyrke kørestolsrugby uden en rugbykørestol, og der er ingen elhockey uden en elhockeystol. Mangler du benet, skal du bruge en sportsprotese for at dyrke atletik. Og desværre oplever Parasport Danmark og Muskelsvindfonden for tiden, at det er blevet meget vanskeligt at få bevilget hjælpemidler til idræt. Hvis alle mennesker skal have lige muligheder for at dyrke idræt i Danmark, skal det være betydeligt lettere at få bevilget sportshjælpemidler i kommunerne.

Generelt bevilger kommunerne hjælpemidler efter Serviceloven ud fra en betragtning om, at de i væsentlig grad skal lette den daglige tilværelse i hjemmet eller på arbejdspladsen. Men sportshjælpemidler til breddeidræt kategoriseres under fritidsaktiviteter og vurderes dermed ikke at have stor betydning for den daglige tilværelse.

Det er utroligt svært at forstå. Daglig fysisk aktivitet tilrådes af Sundhedsstyrelsen, og for nylig pointerede både statsministeren under et besøg i en fodboldklub og kirke- og kulturministeren under sit besøg i Tokyo, at idrætsforeninger og sport har enorm betydning for sundhed, læring og fællesskab. Det gælder selvfølgelig også for personer med handicap. Ensomhed og isolation er et stort problem for personer med handicap, så hvorfor ikke give dem samme muligheder som andre for at deltage i sportsfællesskabet?

Analysevirksomheden Moos-Bjerre har sammen med Norstat Danmark undersøgt opbakningen til udbredelsen af hjælpemidler. Af de 1.020 repræsentativt udvalgte danskere er 71 procent helt eller overvejende enige i, at ’Det offentlige bør stille hjælpemidler til rådighed for personer med fysiske og psykiske handicap, der er nødvendige, for at de har samme adgang til at dyrke sport og idræt som alle andre’.

74 procent af de adspurgte svarer desuden, at de er helt enige eller overvejende enige i, at ’Hjælpemidler til at dyrke sport bør være lige så tilgængelige som hjælpemidler til hjemmet og arbejdspladsen’.

Kommunalvalget er overstået, og forhåbentlig vil de nye kommunalbestyrelser arbejde for, at mennesker med handicap får lettere ved at mærke de mange positive effekter af foreningsidrætten. Holdningen hos danskerne er i al fald klar: Alle skal kunne bevæge sig for livet.

John Petersson er formand for Parasport Danmark

Simon Toftgaard Jespersen er formand for Muskelsvindfonden

Christian Lykkeby Olsen er paraatlet og konsulent i Moos-Bjerre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her