Kommentar

Kulturtilbud til mennesker med psykiske lidelser bør få et sundhedsfagligt kvalitetstjek

Det er et problem, at offentligt finansierede kulturaktiviteter kan rette sig mod borgere med psykiske problemer, uden at der ligger en sundhedsfaglig vurdering af gavnligheden til grund. Derfor bør der laves etiske retningslinjer for at understøtte kunst- og sundhedspraksis, skriver Anita Jensen, Anne Lindhardt, Bent Rosenbaum og Trisse Gejl i denne kronik
I 2016 afsattes midler fra Satspuljen til ’Kultur på recept’. Fire kommuner indgik, og tilbuddet gjaldt langtidssygemeldte borgere med let til moderat stress, angst eller depression. Arkivfoto fra 2017.

I 2016 afsattes midler fra Satspuljen til ’Kultur på recept’. Fire kommuner indgik, og tilbuddet gjaldt langtidssygemeldte borgere med let til moderat stress, angst eller depression. Arkivfoto fra 2017.

Tim Kildeborg Jensen

Debat
17. november 2021

I sundhedsvæsnet er et væsentligt princip ikke at skade, og vi mener, at alle aktører på kultur- og sundhedsområdet (kunstnere, konsulenter, foreninger, beslutningstagere og fonde) har et ansvar for at sikre ’ikke at skade’, særligt med henblik på arbejde, der er rettet mod sårbare borgere og mennesker med psykiske lidelser.

I 2016 afsattes midler fra Satspuljen til Kultur på recept. En række gruppeaktiviteter forbundet hermed blev evalueret af Sundhedsstyrelsen i 2020. Fire kommuner indgik, og tilbuddet gjaldt langtidssygemeldte borgere med let til moderat stress, angst eller depression og havde trivselsfremmende og jobfremmende formål.

Der var stor tilfredshed med aktiviteterne, men det blev understreget, at man skal afklare målgruppe og motivation, at der skal ske en opfølgning efter gruppeforløbene og sikres overgange til andre indsatser for at opnå en vedvarende virkning.

Nu synes det, som om en række offentlige og private aktører har fundet de vises sten, og at anvendelsen af kunst- og kulturaktiviteter ukritisk synes at finde sted over for mennesker med alle typer af psykiske lidelse og i forskellige faser af sygdommene samt til en række forskellige formål.

En del af den forskning, der er foretaget om virkning af kunst og kultur som sundhedsfremme for mennesker med psykisk lidelse, har fundet sted inden for rammerne af det psykiatriske sundhedsvæsen.

Det er blandt andet påvist, at deltagelse i kunst- og kulturaktiviteter kan være trivselsfremmende og symptomdæmpende på stress, angst og depressionslidelser af let til moderat art og påvirker alvorlig psykisk sygdom positivt, når aktiviterne bruges som supplement til andre behandlinger.

Endvidere kan kunst- og kulturaktiviteter fremme et godt helbred samt forbedre social sammenhængskraft.

Aktiviteterne kan også gøre skade

Der findes efterhånden også en del eksempler fra både ind- og udlandet på, hvordan gode intentioner har haft negative konsekvenser. Der er eksempelvis rapporteret om kunstaktiviteter, som har skabt overvældende ubehagelige følelser og været triggere for underliggende negative oplevelser.

Deltagere har også oplevet ikke at være en del af gruppen og har derved fået forstærket den allerede oplevede stigmatisering.

Nogle deltagere har også følt sig ængstelige ved afslutningen af et forløb, da det, som styrkede selvfølelsen, nu skulle ophøre. Kunsten skal naturligvis udfordre, og det er en af årsagerne til, at den kan bidrage med noget, som kan hele, men det er også afgørende, at relationen mellem målgruppen og den enkelte type af udbud er afklaret.

Når man giver bolden frit op til en række forskelligartede aktører uden nogen form for sundhedsfaglig baggrund, risikerer man, at der ikke foregår en tilstrækkelig vurdering af, hvem tilbuddet rettes til, og hvordan skade undgås. De utilsigtede negative konsekvenser af kunstaktiviteter bør kunne samles op, og aktiviterene bør tilpasses den enkelte og målgruppen som helhed.

Man støder på en række etiske dilemmaer i forbindelse med kultur- og sundhedsarbejdet som:

Hvornår skal sundhedspersonale inkluderes som en støttede funktion, og hvornår ikke?

Hvordan håndteres konflikter, der kan opstå i en gruppedynamik?

Er det okay ikke at have nogle nye tilbud efterfølgende til deltagerne?

Hvordan støttes en deltager, som har haft en negativ oplevelse?

Disse spørgsmål dukker op, når man arbejder i feltet, og selv om der ikke er entydige svar, er den kritiske tænkning og dialog værdifuld, da den kan være med til at sikre en faglig bevidst tilgang til kunst- og kulturaktiviteter i sundhedsøjemed.

Der mangler overordnede retningslinjer

Med den generelle antagelse, at vi alle ønsker det bedste for deltagerne, og at vi som praktikere og forskere ønsker at engagere os med så meget viden som muligt, bliver vi nødt til at udfordre antagelsen om, at deltagelse i disse aktiviteter ikke også kan have negative virkninger.

Det kan være hensigtsmæssigt at udvikle overordnede retningslinjer for at understøtte og professionalisere kunst- og sundhedspraksis, som samtidig skaber en stærkere tværfaglig platform. Desuden kan formaliserede retningslinjer være gavnlige i fondsansøgninger, når fagligheder skal beskrives.

Vi mener, at det er et problem, at offentligt udbudte og finansierede projekter og indsatser kan rette sig mod borgere med alvorlige psykiske problemer uden en sundhedsfaglig vurdering eller tilknytning. Med en aktivitet, der er rettet mod sårbare borgere, følger et særligt ansvar. Vi bør i højere grad diskutere etik inden for kultur- og sundhedsområdet.

Anita Jensen er ph.d og forsker i kultur og sundhed.

Anne Lindhardt er psykiater og tidligere centerchef på Psykiatrisk Center København samt tidligere formand for Psykiatrifonden.

Bent Rosenbaum er overlæge, dr.med., adj. professor, Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Trisse Gejl er forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her