Kommentar

Vi kvindelige kandidater er ikke ofre, og vi bør bedømmes på vores kvalifikationer

Man skal ikke stemme på mig, fordi jeg er kvinde, men fordi man kan lide mine visioner. Det er en sympatisk ambition, at kommunalbestyrelserne skal repræsentere et bredt udsnit af befolkningen, men det er markant vigtigere, at det er de dygtigste, der kommer ind, skriver kommunalvalgskandidat for Liberal Alliance Louise Siv Ebbesen i dette debatindlæg
Debat
16. november 2021
Det er op til en kvinde, som ønsker at føre en politisk karriere, at finde sig en mand, der vil overtage opgaverne i hjemmet, skriver Louise Siv Ebbesen.

Det er op til en kvinde, som ønsker at føre en politisk karriere, at finde sig en mand, der vil overtage opgaverne i hjemmet, skriver Louise Siv Ebbesen.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Flere kvindelige kandidater har op til valget været ude og argumentere for, at det er vigtigt at stemme på en kvinde. Jeg er kvinde, 31 år, mor til to og stiller op til kommunalvalget. Jeg ønsker så mange stemmer som muligt, men da ikke fordi jeg er kvinde, men fordi vælgerne kan lide mine visioner og holdninger om blandt andet lavere skat.

Argumentet om, at man skal stemme på en kandidat, kun fordi kandidaten har et bestemt køn og alder, er i tråd med de identitetspolitiske strømninger i tiden om, at det er dit køn, din hudfarve og seksualitet, der skal afgøre dine fordele på arbejdsmarkedet. Det står i skarp kontrast til det princip, der har gjort det vestlige samfund så rigt, nemlig princippet om meritokrati. At det er dine evner, frem for din klan, dit køn eller din hudfarve, der afgør, hvor langt du kommer.

Maria Gudme (S), Christine Dal (V) og Emilie Haug Rasch (EL) påstår i Politiken den 9. november, at det er sexisme og seksuelle krænkelser, der afholder kvinder under 40 år fra at engagere sig i politik.

Jeg tror i stedet, at det handler om noget så grundlæggende som, at kvinder under 40 år ofte har små børn. For de fleste er det ikke det værd at undvære tid med sine små børn for at køre en tidskrævende og dyr valgkamp op til et valg. Det er den simple forklaring på, at så mange kvinder fravælger at forfølge et politisk embede, imens de er unge. Ligesom det er forklaringen på, at mange kvinder med små børn fravælger at forfølge en karriere på chefgangene. De fleste kvinder vil simpelthen hellere være nærværende mødre end chefer. Ikke alle kvinder, men flere end mænd.

Jeg påstår dette med afsæt i mine egne erfaringer. Jeg kæmper for at komme i kommunalbestyrelsen, men har også måttet sande, at det er umuligt at være en lige så aktiv og synlig kandidat, som jeg gerne har villet være, og samtidig være verdens bedste mor. Er det urimeligt og gør det så, at man skal stemme på en kvinde, fordi det er synd for hende? Nej, det gør det ikke. For alle valg har konsekvenser, og man kan ikke få det hele.

Kvinders ønsker for livet

Den britiske sociolog Catherine Hakim har i bogen Work-Lifestyle Choices in the 21st Century kortlagt kvinders præferencer og ønsker for livet. Kvinder kan inddeles i tre hovedgrupper. 20 procent foretrækker at hellige sig hjemmet og familien. 60 procent ønsker både at have tid til arbejde og børn, men uden en omfattende karriereplan, og 20 procent ønsker at sætte karrieren højest. At de 20 procent, der har drivkraften og ambitionerne forhindres på grund af ubehagelige kommentarer om deres køn, tror jeg ikke på.

At flere kvinder oplever seksuelle kommentarer er velbelyst, det betvivler jeg ikke. Men til gengæld har vi kvinder andre fordele. Fordi puljen af kvindelige kandidater er mindre, er journalisterne ofte interesserede i at høre fra en kvindelig kandidat.

I Information den 8. november argumenterer Freja Fokdal (RV), Tina-Mia Eriksen (K), Astrid Aller (SF) og Camilla Eva Jørgensen (V) for, at flere kvinder end mænd løfter opgaver i hjemmet. Her mener jeg, at det er op til den kvinde, som ønsker at føre en politisk karriere, at finde sig en mand, der vil overtage opgaverne i hjemmet. Det kan aldrig blive et samfundsproblem, hvordan familierne indretter sig.

Der er masser af kvindelige forbilleder allerede

Fokdal, Eriksen, Aller og Jørgensen argumenterer tilmed for, at det er partiernes opgave at invitere kvinderne ind i magtrummet. Som en, der har haft min gang i ungdomspartimiljøet og senere i Liberal Alliance, ved jeg, at vejen til en post i udvalg mv. er åben for alle, der ønsker den. Faktisk mangler der ofte hænder, og viser man bare lidt interesse, bliver man kraftigt opfordret til at stille op til diverse poster i partiet. Et andet argument, de bruger, er, at der er for få kvindelige forbilleder. Undskyld mig, der er næsten ikke andet end kvindelige rollemodeller i politik. Kig på kønnet på formændene for størstedelen af partierne.

Det er en sympatisk ambition, at kommunalbestyrelserne skal repræsentere et bredt udsnit af befolkningen, men det er markant vigtigere, at det er de dygtigste, der kommer ind, uanset køn og alder.

Hvis jeg skal opereres, er jeg ligeglad med, om lægen er mand eller kvinde, bare det er den dygtigste inden for sit felt. Når der skal foretages prioriteringer i kommunens budget på for eksempel børneområdet, er det langt vigtigere med en kompetent kandidat, end at kandidaten har det rette køn. Når det så er sagt, vil det ofte være kvinder eller mænd med små børn, der ved mest om dagtilbudsområdet, fordi de selv har børn, som bruger tilbuddene.

Her har jeg dog tiltro til, at vælgerne nok skal gå efter kandidater, der har indsigt i eksempelvis børneområdet, hvis det er det område, de interesserer sig mest for.

Louise Siv Ebbesen er embedsmand i centraladministrationen og kommunalvalgskandidat i Lyngby-Taarbæk kommune for Liberal Alliance

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For om man vil det eller ej, så bliver køn brugt på vægtskålen i flere kvinders augmenter. Dette siger lidt om deres syn og hvad de bringer med ind i debatten og deres dagsorden.(kan ikke se dette bringe noget godt med sig.. jo kønskamp)

For når man kan bruge køn, i debatten på denne måde, dette viser kun den underliggende betydning og den antagelse vi har som samfund om køns dynamikken. Og at kvinder er offer og manden er skurken.

For kvinde ville ikke kunne bruge dette kort om køn, hvis vi ikke havde denne “antagelse” som samfund

men det hjælper ikke på, at politiker kan score sociale point på at hoppe med på denne vognen.

Men også,
ikke fordi jeg vil nævne navne, så er der en stor interesse organisation/bevægelse, der har en ideologiske og økonomisk interesse i at holde offerrollen ved lige og taler kønsproblemer op...

For slet ikke at snakke om at denne debat form og den psykologiske betydning dette har. For dem der vokse op i denne anskuelse på køns dynamikken.. Både af drenge og piger for deres udvikling, selvværd og livsanskuelse, om sig selv eller det modsatte køn, som de få på grund af denne ideologi.

Marianne Jespersen

Enig i dit synspunkt. Uenig i din politik dvs. liberal alliance.
Jeg gider ikke blive anset for et offer hverken indenfor eller udenfor politik. Jeg kunne fx. aldrig finde på at stemme på en kandidat efter køn, etnicitet, eller alder. Det politiske standpunkt er afgørende. Demografi er en interessant øvelse og analyse. Den kan evt. være en øjenåbner, men politisk holdning og prioritering bør drive både kandidaterne og vælgerne.