I 2010 erklærede den danske digter Lars Skinnebach, at kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Dengang var jeg stadig praktiserende kritiker, jeg mente, at Skinnebach var en fantastisk og original digter (det gør jeg stadig), men den udtalelse virkede ikke bare rabiat og umulig, den virkede på en eller anden måde også virkelighedsfjern. Skinnebach blev for mig en politisk yderposition, der stødte verden bort snarere end at lukke den ind.
Da jeg for et par dage siden gik og lyttede til radioen, der berettede om den nyeste udvikling til klimatopmødet i Glasgow, kom jeg igen i tanke om Skinnebachs udtalelse. Ideen om, at al kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er uvæsentlig, var lige pludselig noget af det mest aktuelle, tidssvarende og fornuftige, jeg længe havde hørt. Så meget, der har ændret sig på et årti.
Bøger i deres egen boble
Jeg er født i 1980 og er fra en generation, der er vokset op uden det store idealistiske vingefang. Hos os var der måske nok rester af værdierne fra 68’er-generationen, men mest af alt var vi pragmatiske. Vi hørte Sanne Salomonsen og Ray Dee Ohh, fordi det blev spillet i radioen og gik i genbrugstøj, fordi det var billigt. Senere blev ironien og satiren mit og mange andres pejlemærke, Seinfeld, tv-serien om ingenting, kørte i ring, den kunstneriske form var kernen, og hvis formen holdt, holdt det hele. Det var formen, der samlede verdener.
Derfor var den politiske litteratur også umulig for mig at gå ind for. Hvis man spændte fiktionen foran et politisk projekt, ville litteraturen som kunst automatisk afgå ved døden. Sådan tænkte jeg dengang i 2010, men de seneste år er den overbevisning blevet kraftigt udfordret.
Det begyndte for alvor i sommeren 2018, hvor vi i Danmark, i Europa, var udsat for den største hedebølge i mands minde. Jeg var højgravid, og de afsindige temperaturer føltes for hver dag, der gik, mere og mere som et tegn på, at noget var helt galt. Jeg havde glædet mig til at læse et par romaner af forfattere, jeg altid har holdt meget af, men så skete der noget under læsningen, der ikke plejede at ske. Eller det vil sige, der skete netop ikke noget. Bøgerne var glimrende, sprogligt, kunstnerisk, men de passede også sig selv, de levede i deres egen boble, og de ramte akkurat intet i mig. Jeg kunne ikke give mig hen til dem. Der begyndte mit blik at ændre sig. Der var simpelthen for stor afstand mellem den verden, jeg følte, jeg befandt mig i, og den verden, som de bøger, jeg havde besluttet mig for at læse, fremmanede.
Kunsten viser, at tingene kan være anderledes
Det her skriver jeg ikke, fordi jeg mener, at forfattere ikke må skrive om lige præcist det, de vil. Selvfølgelig må de det. Jeg må bare konstatere, at klimakrisen rykker ved mange ting. At også blikket, hvormed jeg læser litteratur og betragter kunst, flytter sig. At der nu i værker for mig kan opstå et fravær af væsentlighed, der skurrer. At formen godt kan stå alene, men at den indimellem kan virke næsten provokerende tom.
Sådan havde jeg det ikke tidligere. Men sådan får jeg det oftere og oftere, især fordi jeg ved, at litteraturen kan rykke ved noget i verden. At den faktisk kan spille en rolle.
De seneste år er den politiske litteratur imidlertid også kommet stærkt tilbage, og interessant nok er der også mange store stilister imellem. Jeg kunne nævne Jonas Eika, Lone Aburas og Asta Olivia Nordenhof. Det er heldigvis ikke enten-eller.
For en uges tid siden klippede 15 forfattere og kunstnere – deriblandt rektor for forfatterskolen og en af de indstillede til den netop uddelte Nordisk Råds Litteraturpris, Ursula Andkjær Olsen – deres hår af foran klimaministeriet i et sorgritual om den manglende handling mod klimaforandringerne. Det var en smuk, knugende og vigtig performance.
Kunstneriske handlinger som dem fylder mig med håb. Minder mig om, at der ligger revolutionære potentialer i kunsten og litteraturen. At kunsten kan forestille sig en anden verden, hvor vi tager klimaforandringerne alvorligt, handler akkurat så radikalt, som det er nødvendigt, hvor vi ændrer vores adfærd og vender ryggen mod den evige tanke om galopperende vækst. Kunsten siger: Tingene kan være anderledes. Også på den måde tror jeg, at kunsten kan gøre en forskel. Det er mit håb.
Nanna Goul er forfatter.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Som det gamle ord siger: De, der ager med stude, kommer også med.
Men hvorfor skulle lige netop kunstnerne være fortrop i klimakampen? Præsterne eller juristerne har jo heller ikke været det som gruppe. Det samme gælder smedene eller sosu-assistenterne. Enkelte har brudt mønsteret.
Nu bliver de, der har klippet noget af håret af sig fremhævet som forfattere og kunstnere. Jeg kender en af dem som bare var almindelig klimaaktivist. En var så indstillet til en litteraturpris, men hvorfor er det interessant? Det er jo ikke sådan, at jo højere man kommer op i systemerne, jo mere ansvarsfølelse for Jorden har man.
Kunstnerne påkalder sig interesse, fordi de har en evne, der kan bruges til et formål fx klimasagen. Moral og etik kommer ikke fra en eller anden evne, men fra en følelse eller indsigt, at noget er forkert og derfor skal rettes op. Når det gælder klimaet er det hele det etablerede og respekterede system, den er gal med, og derfor skal vi ændre det. Det er alles opgave at være med til, også selvom man ikke har nogen uddannelse, ja, måske netop, da dem med uddannelse ikke har gjort nok.