Læserbrev

Dem, der har mindst, stemmer mindst. Det burde alle hjælpe med at rette op på

Stemmeprocenten går fra 70 procent til 40 procent på bare syv kilometer i Københavns Kommune. Det skal valgbusser hjælpe med at ændre på. At kritisere de valgbusser, der skal hjælpe mennesker med at udøve deres stemmeret, hører ingen steder hjemme, skriver børne- og ungdomsordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus Sofie Seidenfaden
Debat
10. november 2021

Flere politikere på højrefløjen har kritiseret de såkaldte valgbusser, der kører ud til udsatte boligområder for at give mennesker mulighed for at stemme. Når jeg hører det, kan jeg ikke lade være med at tænke på den amerikanske højrefløjs mange forsøg på at forhindre sorte og underprivilegerede i at stemme.

Troen på det politiske system er under pres i hele Vesten. Og det gælder især blandt de medborgere, der har de sværeste kår. Vi skal et sted hen, hvor alle føler sig som en del af samfundet, og hvor man føler, at man kan skabe en forandring blandt andet ved at bruge sin stemme.

Jeg bor i Københavns nordvestkvarter og blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet for fire år siden. Dengang var der ingen politikere valgt i nordvestkvarteret. Ingen! Jeg blev valgt efter en målrettet kampagne, hvor vi bankede på døre og gik i dialog med beboerne om deres problemer og politiske ønsker. Jeg mødte mange, der aldrig havde mødt en politiker eller stemt før.

I Nordvest var det da også kun lidt over hver anden københavner, der stemte ved kommunalvalget i 2017. Københavns højeste valgdeltagelse fandt man i den modsatte ende af byen på Øster Farimagsgades Skole i Østervold Sogn, hvor gennemsnitsindkomsten før skat er 413.000 kroner. Her stemte 72 procent af de stemmeberettigede. Værst stod det til på Tingbjerg Skole i Tingbjerg Sogn, hvor gennemsnitsindkomsten før skat er 223.000 kroner. Her stemte blot 40 procent af de stemmeberettigede.

Selv om det geografisk kun er syv kilometer, der adskiller skolerne på Østerbro og i Tingbjerg, er forskellene i stemmedeltagelse til og tage at føle på. En af vores største demokratiske udfordringer er, at den politiske apati og resignation er størst i de områder, hvor der er mest brug for forandring. Apatien skal bekæmpes, fordi den fremmedgør folk fra vores samfund og fra vores demokrati.

Kommunalvalget handler selvfølgelig om de politiske spørgsmål som: Hvad skal vi prioritere? Hvilken by vil vi bo i? Men det handler også om at få alle i samfundet, og alle bydele, med i demokratiet. Vi skal alle høres, og vi har alle et ansvar. Myndigheder, der laver valgbusser, kandidater, der banker på døre, og naboer, der hjælper hinanden med at bruge vores demokratiske rettighed. Lad os gøre kommunalvalget i 2021 til det første opgør med den politiske apati og ulighed.

Sofie Seidenfaden er børne- og ungdomsordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus og kandidat til kommunalvalget i Københavns Kommune

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Apatien opstår formodentlig i forbindelse med, at det opdages,
at det ikke gør nogen større forskel at stemme. Altså hvis man tilhører de nederste samfundsgrupper og stemmer ud fra egne interesser.

Valgene kan meget nemt opfattes som en narresut. Der sker jo ingen forandring.
Der er lige gået over 50 år med at ingen magtfulde politikere har prioriteret klima og miljø, fordi der også var huller i vejene, børnehavebørn under trange forhold, erhvervslivet som skriger på billig arbejdskraft og sponsorerer kandidater til valgene og der skal også bruges tid på nye digitaliserings-fix.

Valgbusser.. ja, hvorfor ikke.

Apati skal bekæmpes, og socialdemokraten Seidenfadens forslag er konstruktivt! Fortsæt!