Jeg skulle selv nærme mig de 50, før jeg så overgangsalderen som et politisk anliggende

Jeg fyldte 50 år for seks år siden og holdt for første gang i mit liv en kæmpe fest for at fejre, hvor jeg stod i livet. Jeg havde længe vidst, at jeg ville fejre den milepæl, det er at blive 50. Men da jeg begyndte at snakke med mine veninder om det, gik det op for mig, at det bestemt ikke var en dag, særligt mange af dem så frem til. Tværtimod.

At gå fra 49 til 50 år var fyldt med ulyst: fra yngre til moden, markant fald i ’markedsværdien’ for mænds anderkendelse og begær, kroppen, der falmede, fertiliteten, der forsvandt og dermed en grundlæggende markør for deres kvindelige værdi. Hvad med karrieren, ville den nu gå ned ad bakke? Hvad med mændene, ville det nu være umuligt at møde en ny mand efter skilsmisse? Eller som en af mine veninder udtrykte det: Man er bare ikke så fuckable mere. Mange valgte at holde en lille markering af det halve århundrede, måske med veninder, måske med familie. Men ingen stor fest. Der var intet at fejre.

Men der er brug for at fejre det. At gå ind i 50+ giver frihed. Frihed til igen at give den en ekstra skalle på arbejdet, fordi børnene er flyttet. Eller til at bruge sine mange års erfaring til at søge et nyt arbejde. Frihed til at blive samfundsaktiv, fordi der er tid. Forpligtelsen til at være med til at forme fremtiden er lige så stor, som da man var ung, men nu har man både en stor portion tålmodighed og indsigt med i bagagen, og ikke mindst indignation.

En af de store kvindeskikkelser i SF Ebba Strange gav mig engang, da jeg var ung og glødende SFU’er, det fine modne råd, at det var godt at væbne sig med revolutionær tålmodighed. Ting tager tid. Men det kan lykkes at forandre.

Kvinders alder rammer hårdt

Jeg skulle selv nærme mig de 50, efter tabet af min mor og en skilsmisse, før jeg begyndte at snakke med andre kvinder om alder og køn. Om de skjulte mekanismer, der både strukturelt og personligt er med til at tage livsmodet og handlekraften fra mange kvinder, når de bliver ældre. Jeg syntes ikke, det var en politisk kamp førhen. Men det er det. Vi kvinder kommer først i vores bedste alder, når vi griber den og gør den til et fælles anliggende – på tværs af køn og generationer.

Bo Østlund skrev en bog om modne mænd, som var interessant, fordi det er sjældent, at mænd på 60+ deler deres tanker og følelser om det at blive gammel. Udgivelsen blev senere fulgt op af en samtalebog med kvinder. Men der var en enkelt forskel. Kvinderne var modne, fra de var 50. Livets patina var flyttet ti år frem for os kvinder, og hvem gider at se sig selv patineret allerede i den alder? Eller i det hele taget? Og her ligger en kerne, som handler om køn, kultur og identitet, der rækker ud over de strukturelle arbejdsmarkedsforhold. Der er stadig et syn fra omverdenen, hvor kvinders alder er noget, der rammer hårdt.

I 2017 var jeg selv med til at udgive en samtalebog. Det var samtaler med mine veninder Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet. Vi oplevede, at for mange kvinder blev mismodige i stedet for livsmodige, efter de var fyldt 50.

Hanne-Vibeke fortalte om et billede, hun bar med sig, af en lang dunkel gang med lukkede døre til hver side. Som ung kvinde er det spændende at åbne først den ene dør og snart den næste, for at se hvad der gemmer sig på den anden side. Men når man med årene som voksen kvinde kommer længere ned ad gangen, er flere døre låst. Og langsomt har man ikke engang modet til at tage i håndtagene for at se, om der er åbent. Men hvis vi nu tog i håndtaget, kunne det være, at der var åbent. Og at der bag dørene måske stadig var dejlige mænd, intense oplevelser og givende job.

Overgangsalderens udfordringer starter ved barslen

Men udfordringerne, som mange kvinder oplever ved at blive ældre, starter meget tidligere. Der er stadig ulighed i løn og dermed ulighed i udbetaling af pension, når vi bliver gamle. Hvis mænd og kvinder reelt skal have lige muligheder, også i deres alderdom, kræver det solide samfundsmæssige og strukturelle ændringer.

Den helt store årsag til uligheden er barslen. Det er her, uligheden begynder. Kvinder tager langt mere barsel end mænd. Forhåbentligt giver det mange mænd lyst til at tage endnu mere barsel, at der nu er øremærket 11 uger til dem. Og forhåbentlig giver det også flere kvinder lyst til at give mere barsel til faren. For det er én af de kulturelle udfordringer, der rammer os kvinder senere i livet.

Med de af mine veninder, der har gjort moderskabet – og ikke forældreskabet med et fælles arbejds- og familieliv – til førsteprioritet igennem mange år, har jeg oplevet, at det rammer deres selvfølelse og værd som kvinde hårdt, når børnene flytter hjemmefra. Og derefter følger den triste milepæl for dem: 50-årsfødselsdagen.

Vi skal have en samfundssamtale om valg af familieformer. Det er svært, fordi vi træder ind i det private rum. Men familiernes individuelle valg har store samfundsmæssige konsekvenser. Det handler om kønsroller og arbejdsfordeling i hjemmet. At lade far tage børnene i weekenden eller i løbet af ugen giver mulighed for, at mor kan udvikle sig gennem sit arbejde eller en fritidsinteresse. At give fælles ansvar til hinanden, så moderskabet ikke er hele identiteten, men blot en del af kvindeidentiteten.

Men det indgroede moderskab giver ikke kun kulturelle udfordringer. Det giver også væsentlige strukturelle uligheder. Langt flere kvinder end mænd vælger at gå på deltid, mens de har små børn, for at få tidskabalen til at gå op. Det rammer dem også, når de bliver gamle og har en lavere pension. Når de derefter tager hovedparten af barslen, barns sygedage og forældreomsorgsopgaver, øges den strukturelle ulighed i samfundet. Det rammer kvinder økonomisk, især hvis de bliver skilt og lever alene efter 50+, og de samtidigt føler, at livet og kærlighedslivet ikke giver muligheder for dem længere. Kvinders alder og muligheder har substantielle konsekvenser – også i vores alderdom.

Arbejdsgiverne har et ansvar

Men sådan behøver det ikke at være. Jeg ser stærke kvinder omkring mig. Yngre kvinder, der forventer, at de får samme muligheder som deres mandlige kollegaer. De tør kræve lønforhøjelse, også selv om de kommer lige fra barselsorlov. Fordi de ved, at de er dygtige og giver værdi til virksomheden. De gør det ekstra for at kunne gøre karriere, men det forudsætter, at forældrene hjælper hinanden og deler ansvaret på hjemmefronten.

Det kræver også ledere, der opmuntrer kvinder til at gå videre i deres karrierer og giver dem den fleksibilitet, der skal til for at få tidskabalerne til at gå op. Og som ved, at børn bliver syge, og at man ikke kan forvente både omsorg og arbejde hjemmefra samtidig.

Der hviler et stort arbejdsgiveransvar for, at de grelle kønsulige statistikker bliver ændret. Ansvaret skal gå hånd i hånd med kvinders tro på sig selv.

Og når man når de 50, hvor jeg kun kan tale ud fra egen erfaring, er det faktisk ikke særligt vigtigt, om man er fuckable. Men der er masser af mænd, der synes, at voksne kvinder er interessante. Vi kender os selv. Vi ved en masse. Vi har lyst til at dele. Og vi har fået friheden tilbage til at bestemme over eget liv uafhængig af hjemmeboende børn.

Og hermed den anden pointe: Når først kvinder har generobret sig selv, løsrevet sig fra afhængigheden af succes gennem mandens blik, er der en verden, der kan åbne sig af muligheder. Hvis man vel at mærke tør tage i de dørhåndtag, man ellers troede automatisk lukkede sig, idet man fyldte 50.

Christine Antorini er direktør for LIFE Fonden og tidligere undervisningsminister