Pandemien var kun en kulisse bag min fødselsdepression

Jeg parkerer min cykel foran indgang K til Aarhus Universitetshospital i Skejbys psykiatriske afdeling. Jeg kender vejen, for jeg har været her mindst 30 gange det seneste halvandet år. I dag er min sidste samtale i et forløb, der har varet, alt imens coronapandemien har raset i Danmark.

I februar sidste år blev jeg diagnosticeret med en fødselsdepression. Fire måneder tidligere var min kæreste og jeg blevet forældre for første gang. Jeg husker, hvor lykkelige vi var, da vi tog hjem fra hospitalet med vores sovende søn i autostolen. Jeg husker, hvor fantastisk et lille væsen han var, og jeg husker lykkefølelsen de første aftener, hvor jeg bare lå og stirrede på ham i sengen, mens han sov.

Jeg husker, hvordan min kæreste og jeg fnisende delte en skål yoghurt i sengen om natten, efter at jeg havde ammet. Jeg husker, hvordan jeg stille bebrejdede mig selv, hvis noget ikke gik efter planen. Jeg husker, at jeg blev bange for, at jeg ikke kunne passe ordentligt på ham; at det måske ikke lå i mig at være en god mor.

Jeg husker, hvor svært det var at se min kæreste tage af sted på studie igen. Jeg husker fortvivlelsen, jeg husker, at jeg græd hele morgenen. Jeg husker, at han blev hjemme to uger til.

Jeg blev henvist til en afdeling på sygehuset, som udelukkende tog sig af forældre med fødselsdepressioner. Jeg startede med at tage medicin og mærkede hurtigt, at jeg fik det bedre.

»Mit liv var uændret efter den 11. marts, og jeg havde ikke overskud til at se nogen,« fortæller Nanna Schannong.

Tobias Nicolai

Den 11. marts var bare endnu en dag for os

Godt en måned efter at jeg var startet med at tage medicin, var de første tilfælde af coronavirus dukket op i Danmark. Vi så pressemødet den 11. marts på en laptop ved siden af sengen, hvor min søn sov, og pludselig fra den ene dag til den anden blev flere millioner menneskers liv ændret. Bare ikke vores. Jeg havde stadig en fødselsdepression.

Coronanedlukningen betød ikke nogen umiddelbar ændring i vores hverdag, der dengang mest drejede sig om at komme igennem dagen med en glad baby for enden. Min kæreste havde taget orlov fra sit studie, og jeg gik, når jeg kunne, ture hver formiddag med barnevognen. Efter nedlukningen var der kommet flere mennesker på stierne i Botanisk Have. Folk havde pludselig ikke noget sted at tage hen og måtte gå deres rastløshed ud af kroppen.

Jeg havde en følelse af, at jeg ikke befandt mig i samme virkelighed som dem. En følelse af at hele verden havde taget en anden motorvejsafkørsel end mig og var endt på en parallelvej. En vej, der bare krydsede min en gang imellem. For jeg fulgte med i nyhederne og pressemøderne, og jeg talte af og til med mine venner, men jeg kunne ikke dele deres frustrationer over, at endnu en koncert var udskudt eller aflyst. Jeg kunne ikke nikke genkendende til, hvor besværligt lønkompensationssystemet var, eller hvor nederen det var ikke at kunne drikke en øl med sine venner. Mit liv var uændret efter den 11. marts, og jeg havde ikke overskud til at se nogen.

Jeg behøvede ikke leve op til mit eget selvbillede

Sommeren kom og gik, min søn blev større og begyndte at kravle og gå. Vi var flyttet ned i et lille baghus, som lå tæt på vores lejlighed, og fik indrettet os godt. Jeg var stadig syg, og selv om jeg kunne mærke, at jeg havde fået det lidt bedre, føltes det, som om omdrejningspunktet for min sygdom var skiftet fra at handle om at være blevet mor til generel fortvivlelse over mig selv og livet.

Jeg lå i sengen og blev overbevist om, at min kæreste ikke kunne klare det mere. Jeg planlagde, hvilke ting jeg skulle putte i tasken, når min søn og jeg blev nødt til at tage af sted fuldstændig overbevist om, at det ville være det bedste for alle. Jeg blev henvist til sygehuset igen og fik at vide, at min fødselsdepression nu var blevet til en regulær depression. Min barsel var snart slut, og jeg havde gået og tænkt, at jeg derfor skulle ud i det virkelige liv, som jeg havde fulgt fra sidelinjen, og som jeg glædede mig til. Men så begyndte jeg at få det værre igen, og nogenlunde samtidig med, at Danmark lukkede ned for anden gang, startede jeg et nyt forløb op i psykiatrien.

Da foråret kom, begyndte jeg en dag om ugen i et gartneri uden for Aarhus, som hedder Gallo Gartneriet. Galloaktiviteterne er for særligt sårbare personer, som enten er tilknyttet psykiatrien eller har brug for at have hænderne i noget meningsfyldt.

Når jeg var i haven, var det, som om jeg blev fyldt op af en grundglæde, som farvede hele mit indre i bløde, violette og grønne farver, og jeg kunne pludselig være til stede i verden igen. Når jeg såede, lugede, vandede og høstede afgrøder til gartneriets lille bod, forlod jeg mine bekymringer og følelsen af at være utilstrækkelig et par timer om dagen.

Jeg kunne hente min søn i vuggestue og føle, at jeg havde bidraget med noget den dag. Vigtigst af alt lærte jeg de andre på gartneriet at kende, og jeg oplevede pludselig at være i en sammenhæng, hvor jeg ikke hele tiden havde en følelse af at skulle vise den bedste side af mig selv. Det betød, at jeg ikke længere behøvede blive hjemme under dynen, hvis jeg ikke følte, at jeg kunne leve op til det selvbillede, jeg havde af mig selv som velfungerende ude i samfundet. På gartneriet kom alle og var der som den, de nu var den dag. Det var befriende.

»Hvis jeg engang skal sidde over for mine børnebørn og fortælle historier fra pandemien, er jeg i tvivl om, hvad jeg skal sige.«

Tobias Nicolai

Når man ikke er en del af den kollektive fortælling

Hvis jeg engang skal sidde over for mine børnebørn og fortælle historier fra pandemien, er jeg i tvivl om, hvad jeg skal sige. For kan jeg fortælle historien om coronapandemien uden også at skulle fortælle om min depression? Pandemi, karantæne, samfundssind, fællesskab og fællessang var blot en kulisse, hvori de første år af min søns liv udspillede sig. År som for det meste blev dikteret af en sygdom, der fjernede alle farverne og nuancerne fra mit liv, men som også lærte mig vigtigheden af at give min personlige fortælling plads.

Når jeg overhovedet gør mig tanker om, hvordan jeg skal fortælle historien om pandemien til mine børnebørn, og hvad den periode har betydet for mig, gør jeg det, fordi jeg på egen krop mærkede, hvor angstprovokerende det er ikke at føle sig som en del af den kollektive fortælling.

Fra mit perspektiv danner den kollektive fortælling målestok for, hvordan man er et godt menneske for samfundet omkring sig. Når man, som mig i en længere periode, ikke oplever at leve op til de forventninger, kan det føles, som om man fejler som menneske. At man mangler en evne, som alle omkring én besidder. En evne til at passe ind eller til at leve livet rigtigt.

Min tid på Gallo Gartneriet har åbnet mine øjne for vigtigheden af nogle gange at lade den kollektive fortælling falde i baggrunden og lade den personlige tone frem. For vi er forskellige mennesker med forskellige behov, og hvis jeg giver plads til min fortælling, bliver det nemmere for mig at løse de mange udfordringer, jeg som psykisk udsat mor, medborger og menneske har mødt de seneste år.

Nu foran hospitalsindgangen halvandet år efter, at jeg startede med at tage medicin, kan jeg mærke, at depressionen langsomt har sluppet taget om min krop, og selv om jeg i dag skal afsluttes fra psykiatrien, kan det tage lang tid, før jeg kan klare det, jeg kunne for to år siden. Måske kommer jeg aldrig til det, og måske gør det heller ikke så meget.

Nanna Schannong er sangerinde og guitarist i Lowly.