Den unge forsker og marxist Søren Mau udkom tidligere på efteråret med sit kapitalismekritiske værk, Stum tvang.
Bogen beskriver, hvordan den kapitalistiske markedsøkonomi, som af liberalister ellers besynges som en frihedens arena, hvor frie individer indgår frivillige kontrakter til alles bedste, i virkeligheden er et tvangens rige. Eller som Mau selv skriver, »én stor tvangsmekanisme, der ved hjælp af en abstrakt og anonym form for magt fratager mennesker kontrol over deres liv for at sikre, at hele samfundets økonomiske aktivitet indrettes efter ét princip: profit.«
Bogen har modtaget fine anmeldelser, blandt andet her i Information, men har også mødt hård kritik, særligt fra de genvakte koldkrigere på Berlingske, som i bekymrede toner advarer mod de marxistiske ideers genindtræden i den politiske debat. Cepos’ Mads Lundby Hansen mener ligefrem, at Maus ideer er »det mest uhyggelige,« han har læst de seneste 16 år (hvad det var for en gyser, Mads Lundby læste for 16 år siden, har vi stadig til gode at få at vide).
Søren Mau svarede her i Information på kritikken i et velskrevet og overbevisende indlæg. Heri konstaterer han, at det mest bemærkelsesværdige ved kritikken fra højrefløjen er, at den stort set ikke indeholder et forsvar for kapitalismen. Hovedargumentet mod hans kapitalismekritik er, at der ikke findes et bedre alternativ. At forsøg på at realisere ikkekapitalistiske samfund altid har haft katastrofale konsekvenser. »Det er næsten, som om de anerkender, at kapitalismen ikke kan forsvares, og derfor må nøjes med at advare mod alternativerne,« skriver Mau.
Søren Mau rammer noget helt afgørende her. For det er langtfra noget tilfælde, at højrefløjen bruger energien på at overbevise os om, at der ikke findes alternativer til kapitalismens status quo.
Virkeligheden er nemlig den, at stadig flere er enige om, at kapitalismen er uretfærdig, udemokratisk og ubæredygtig. En meningsmåling fra 2015 viste, at 65 procent af briterne mener, at kapitalismen er uretfærdig. I Tyskland er hele 77 procent skeptiske over for kapitalismen. Og blandt de unge amerikanere mellem 18 og 29 er holdningen til socialisme nu mere positiv, end den er til kapitalisme.
Intet svar på, hvordan fremtiden kan se ud
Med andre ord: Folk ved godt, at kapitalismen er fucked. Problemet er bare, at lige så utilfredse som de er med kapitalismen, lige så usikre eller opgivende er de i forhold til, om der faktisk findes et attraktivt alternativ. Det er ikke kærlighed til kapitalismen, men fraværet af troen på et alternativ, der holder systemet i live.
Men denne erkendelse peger også i høj grad tilbage på Søren Mau selv. For mens han er fænomenal i sin hudfletning af markedskapitalismens frihedsbegrænsende karakter, så leverer han stort set intet, når det kommer til at beskrive alternativet. Han erkender selv, at hans bog ikke svarer på, »hvordan et postkapitalistisk samfund kunne se ud.«
Traditionen for at vige uden om konkrete overvejelser om en fremtidig socialistisk organisering af økonomien går helt tilbage til Marx selv. Han var eminent i beskrivelsen af kapitalismens elendigheder, men leverede stort set ingen konkrete anvisninger til et alternativ. Nutidens kokke skulle ikke skrive fremtidens opskrifter, mente han.
Konkrete forslag i stedet for luftige paroler
Men den går bare ikke længere. For hvis et flertal skal stille sig bag en forandring af vores nuværende økonomiske system, så kræver det, at de tror på, at der findes et andet og bedre system. Og hvis de skal tro på det, skal venstrefløjen levere mere end luftige, overordnede paroler om at ’afskaffe markedet’ eller ’socialisere økonomien’.
Så skal vi kunne beskrive, hvordan en demokratisk økonomi konkret kan se ud, og kunne svare på de mange svære spørgsmål, som vores forslag rejser. Også de irriterende spørgsmål, som højrefløjens koldkrigere stiller.
Som den albanskfødte politiske socialist og filosof Lea Ypi forleden sagde i en samtale med Rune Lykkeberg, så er vi nødt til at forholde os konkret til de selverklærede socialistiske staters katastrofale erfaringer, så vi undgår at gentage samme fejl i fremtiden.
Jeg har i min bog Nordisk socialisme gjort forsøget på at beskrive konturerne af en fremtidig socialistisk, demokratisk økonomi. Man behøver absolut ikke at være enig i mine forslag. Men hvis man er antikapitalist, er hovedopgaven i dag ikke at kritisere kapitalismen. Den er at overbevise et flertal om, at en socialistisk, demokratisk økonomi er et realistisk og attraktivt alternativ.
Jeg håber, at Søren Mau og den nye imponerende generation af marxister vil kaste sig over denne opgave.
Pelles position
Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.
Seneste artikler
Pelle Dragsted: Tak for denne gang, Information. Bliv ved med at udfordre økonomisk mainstream og kapitalisme
6. oktober 2022Information spiller en afgørende rolle i det danske medielandskab, når det gælder den kritiske udfordring af de dominerende økonomiske sandheder og af kapitalismens ideologiske hegemoni. Det har været en ære at være medLaissez faire-liberalismen svigter erhvervsliv og samfundsøkonomi
22. september 2022Alex Vanopslagh er ideologisk konsistent i sin modstand mod statshjælp til de pressede erhvervsdrivende. Det må man give ham. Men det gør ikke ideologien mindre problematiskPensionskasserne skal ikke lege Blackstone og undergrave deres medlemmers tilværelse
8. september 2022Pensionsopsparingerne er lønmodtagernes demokratisk forvaltede kapital, men alt for ofte agerer pensionskasser bare som andre kapitalinteresser. Det er særligt alvorligt på boligområdet
Det håber jeg også.
Pelle taler her om en socialistisk økonomi, og mange andre gør det samme, men vi skal dybere ned. Det drejer sig ikke om penge, men om at afskaffe pengene. Det samme med staten. Vi skal kunne fungere uden en stat, der dirigerer alt.
Den mest interessante diskussion går på, hvordan vi skal leve og arbejde uden årtusinders indkodning om lysten til magtudfoldelse og tragten efter rigdom.
Jeg begyndte at læse Maus bog, men fandt den ulæselig, og jeg kunne ikke se, hvad jeg kunne bruge den til.
Hvorfor ikke tale om ånd, og hvordan vi kaster religionens åg af os? Folkekirken holdes oppe af socialister, der er bange for, hvad der kommer i stedet, hvis vi skiller stat og kirke. Det samme kan siges om kongehuset og militæret. EL går meget stille med det, som EL mener om disse emner.
Hvis et parti som EL ikke tør tale om det samfund, det inderst inde ønsker, så spreder forvirringen sig, og så nøjes man med at piske løs på kapitalismen - Se, hvor vi knokler!
Jeg gider ikke høre mere om den dumme kapitalisme. Lad os komme bort fra den ved at bygge et bæredygtigt samfund op.
17/nov/2021
Kære Allesammen:
Der er ikke brug for generel vækst,
tværtimod. Der er brug for en gene-
rel omfordeling eller udligning af alle
Jordens ressourcer, således at der
er frisk luft, rent vand, sund mad og
en tryg bolig til alle, uanset race m. m.
Kærlig hilsen
Claus
Niels-Simon skriver "Den mest interessante diskussion går på, hvordan vi skal leve og arbejde uden årtusinders indkodning om lysten til magtudfoldelse og tragten efter rigdom."
Så absolut.
Hvordan kommer vi udenom vanetænkningen og de rammer for det mulige, vi er vokset ind i?
(Jeg kan ikke bruge begrebet ånd.
Det er for åbent for fortolkning. )
Jeg har ikke læst Søren Mau’s bog, men jeg har læst hans mange indlæg om de globale forsyningskæder, som han og andre konspirationsteoretikere ønsker hen hvor peberet gror. Problemet med både Søren og Pelle er, at de glemmer at de samme mennesker, som har en sund skepsis overfor rigdom og grådighed, også gerne vil have en åben verden og frihed. Dette opnåes ikke gennem en kommunistisk regulering af lokal samfund.
Lise Lotte: Der er rigtigt, at begrebet ånd er åbent for fortolkning, og det ser jeg som et gode.
Jeg mener, at det er på tide at stille sig over for de store begreber og finde ud af, man vil lægge i den. Det gælder også religiøsitet, religion, ideologi, fællesskab, individualisme og meningen med livet.
Når vi gerne vil opbygge et bæredygtigt samfund, skal vi have mange diskussioner om, hvad det bæredygtige består i. Dan og Mette går jo også ind for bæredygtighed, ja, selv højrefløjen gør.
Jeg mener, at samfundet skal bygge på et åndeligt grundlag ellers fortsætter vi med materialisme, religionshieraki og pladderreligiøsitet. I Aldous Huxleys Ø var grundlaget buddhisme og kristendom, og her ligger for mig at se de bedste diskussioner.
Alle partier har en ånd, men ikke den samme. Ikke mange her bryder sig om ånden i Nye Borgerlige fx.
Hvad bygger du på?
Niels-Simon Larsen: "Spørger, ""hvad bygger du på."" Efter at have læst det her, så skal jeg gerne fremture med følgende.
Hvad bliver der gjort, for at lære folk at sortere deres affald ordentligt. ? Så længe at mennesker bare smider deres affald, hvor de går og står eller kører, fordi de som skatteydere, er af den opfattelse, at de allerede har betalt for, at andre skal samle op efter dem, - er der tale om senvirkningen af et opdragelsesmæssigt iltsvind.
I fremtiden kommer menneskene til at grave, for længst sløjfede lossepladser og deponier, op, for at hente og genvinde råstoffer, som vi alle stort set, har "skidt væk."
Ud over det, så skal vi til at behandle andre, som vi gerne selv, vil behandles.
For min skyld, så kan jeg helt og aldeles, undvære alt, hvad der har med religion at gøre, (folk kan tro hvad de vil, bare de vil holde det for sig selv.) Tåbeligheder, bliver ikke bedre af, at de bliver begået kollektivt. Hvis folk kunne tænke selv, så ville meget, (som i meget,) være nået.
Der er da kedeligt ovre hos EL, jeg er der selv. Det hele drejer sig om noget materielt, fordeling af goderne og hvad den ene får mere end den anden. Når alt det en skønne dag er på plads, hva’ fa’en skal vi så lave. Hele vores lange historie har gået med at rage til os, og når tiden ikke går med det mere, hvad så?
Hvad skete der med Socialdemokratiet? Jo, først skulle der mad på bordet og så lidt mere mad. En dag indså de ansvarlige, at der manglede noget, og så skulle befolkningen have kultur, men så var den røget ind i forbrugsspiralen og var ikke til at få ud igen.
I et interview med Mai Villadsen fortalte hun, at hun godt kunne lide at sætte sig ind på kirkebænken og være stille. Der er to ting i det: Både hun og EL er med til at holde folkekirken oppe. For det andet er stilhed vigtig og burde strengt taget ikke have noget med kirken at gøre., men som tingene står, er kirkerne ofte de mest stille rum.
Min konklusion: EL er et kedeligt og materialistisk parti, der mangler ånd.
Niels Markholm: Ja, der er et ‘opdragelsesmæssigt iltsvind’, og først langsomt er det ved at gå op for os, at der ikke er noget, der hedder væk. Når nu det en skønne dag er bragt i orden, hvad skal vi så lave? Tja, det spørgsmål ligger ovre i afdelingen for utopier og ikke her hos os. Vi er nemlig realister.
Du og jeg kan godt undvære religion, men det kan 80% af befolkningen ikke, så der har vi et problem. Det har EL også omend uerkendt.
Niels-Simon
Det er et stort spørgsmål, hvad jeg bygger på.
Som de fleste andre er der et utal af påvirkninger fra oplevelser, uddannelser, indtryk, forældre og alverdens andet input.
Bæredygtighed er et efterhånden udvandet begreb. Selv den fossile industri snakker om at opnå større bæredygtighed.. ?!
Jeg kan bedre lide cirkularitet.: At ting lige fra varer til bygninger til trafik og kroppe tænkes ind i en cirkularitet med tilblivelse og bortskaffelse indenfor cirklen. Indenfor naturvidenskaben er der ikke noget, som bare forsvinder af sig selv. Kemien går i forbindelse med andet stof og bliver til noget andet. Så måske skal jeg ikke sige cirkularitet men 'spiralitet'.
Jeg har ikke noget imod religiøsitet. Det er etableringen af religiøse institutioner og den indbyrdes bekræftelse af at have mere ret end dem som ikke er inde i institutionen, der kan være yderst skadelig. Heldigvis findes der økumene møder mellem de religiøse institutioner som kan tage toppen af fjendtligheden.
Jeg tror på at mennesket er et relativt begrænset væsen, som ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af sine egne handlinger.
men hvordan vi styrer dén svaghed uden en stat/myndighed - det svar kan jeg ikke finde.
En helt afgørende forskel på kapitalisme og socialisme er, at kapitalisme fremhæver frihed, mens socialisme lægger større vægt på lighed.
Kapitalismen har gennem flere århundreder vis,t at frihed er frihed for nogle få på andres bekostning. De riges frihed dækker over de mange valgmuligheder, mens de fattiges frihed er indskrænket til de valg, som de rige bestemmer. Derfor socialisme. I øvrig betyder lighed ikke ens-hed. Socialistisk lighed lægger sig mere op ad det engelske equity, der betyder lige muligheder. Socialisme er det sidste uanset CEPOS og højrefløjen på Berlingske og Information.
Nu brænder det store fælleslokum, men de fleste bliver bare siddende og venter på, at det går over. Andre slå ud med hænderne og spørger: “Hvad vil du have, jeg skal gøre”? Mange mener, at løsningen er at feste igennem endnu vildere end før.
Ja, og så der der alle variationerne:
- Jeg kan ikke overskue det.
- De store lande skal gå først.
- Danmark kan umuligt gå foran, for så går det ud over eksporten.
- Danmark kan umuligt gå foran, for så går det ud over importen.
- Dan og Mette har tjek på det og siger, at omstillingen ikke vil kunne mærkes.
- Arbejderklassen skal gå foran og nakke kapitalisterne.
- Alting bliver værre, hvis man gør noget ved det.
- Det er ikke tid og lyst til at tale om ånd.
- Er det egentlig så slemt?
Fortsæt selv!
Fortsæt selv!
- Husk at bestille nyt perlegrus og mere Roundup til indkørslen
- Vi kan bare bygge nogle atomkraftværker og så fortsætte som vi plejer
- Pyt med havet. Jeg spiser alligevel ikke fisk
Både den Sovjettiske form for Socialisme og Kapitalismen var outdated allerede tilbage i 80érne. Sovjetterne forstod det. Vi gjorde ikke. I stedet rykkede vi tættere på og forstærkede jerngrebet om Sovjet. Og hvad førte det til - uhørt grad af materialisme. 35 år spildte. Nu på tide komme videre frem (ikke op).
For at komme videre må vi have et opgør med "den private ejendomsret" (det er som regel den folk forankrer deres overforbrug i).
Værdipapirer har til opgave at binde penge, nu må det være slut. Penge skal ikke bindes, de skal overhovedet ikke holdes kunstigt i live.
("penge" opstår (eller kan opstå) overalt hvor mennesker udveksler ydelser og burde aldrig være noget man kunne eje privat.)
Et bud på en "ny form for økonomi" kunne være:
Staten fører en kredit liste for hver enkelte borger.
Tiden man arbejder modregnes i forbruget man har.
Ja i kan jo selv foreslå videre forløb i vores nye indretning :-)
@Pelle Dragsted: Jeg læser - nu igen - hvad du skriver med stor sympati, men når du her skriver: "Jeg har i min bog Nordisk socialisme gjort forsøget på at beskrive konturerne af en fremtidig socialistisk, demokratisk økonomi. Man behøver absolut ikke at være enig i mine forslag. Men hvis man er antikapitalist, er hovedopgaven i dag ikke at kritisere kapitalismen. Den er at overbevise et flertal om, at en socialistisk, demokratisk økonomi er et realistisk og attraktivt alternativ.", så bliver jeg skuffet.
Det ligner jo en kapitalistisk markedsføring af din bog ;-)
Hvorfor ikke i helt få ord beskrive din vision her og nu?
Du sammenfatter kapitalismen i ét ord: Profit.
Hvad er det eller de tilsvarende ord for den socialistiske, demokratiske økonomi?
Og lidt mere end alene økonomi at byde på - kunne man vel også ønske.
Jeg tænker på vi menneskers forhold til hinanden - og til denne klode.
Der er ingen chance for at undslippe vækstkapitlismen, vi har overladt for meget magt til et system der kræver evig eksponentiel vækst, det er desværre ikke en mulighed på en klode af begrænset størrelse, men systemet vil aldrig holde op med at kræve vækst og det er langt mere magtfuldt end vores "demokratier".
Kort sagt: Vi er fucked!
Lev med naturen, tag et dyp i søen, fjorden, eller i havet. Og du vil glemme alt om kapitalismen.
Der er en iboende poesi, en skaberkraft, i naturen, som både er så synlig og så hemmelig for mennesker, at det vigtigste i den sammenhæng er at afprogrammere ideer om en endelig forståelse, der slet ikke kan, eller skal, lade sig gøre og skifte den ud med den åndelige oplevelse af at eksistere, den der ikke kan undgå at overvælde, hvis blot man stopper op tilpas længe. Det er f.eks. helt enkelt, og dybt nuanceret, det der sker, når man går ind i en efterårsskov, der eksploderer i farver.
En afprogrammering består også i at forstå, virkelig forstå, at grådighed er lig med tomhed. Og at det ikke er imponerende at posere. Tværtimod. Selv blandt mange der bliver kaldt for digtere, eller endnu oftere selv kalder sig det, er det poseren, og intet andet, der finder sted. En idé om at imponere der peger på mennesket som forvalter af alt for meget, frem for at pege, røre ved og forbinde mennesker med naturen, som vi er en del af.
En afprogrammering handler blandt andet om at forstå, at vi ER Jorden, sammen med ufatteligt mange andre arter. Og oplevelsen af at være det, forstå og sanse det med alle celler, er en oplevelse, der med lethed udskifter alle andre for lette, hurtige, rastløse oplevelser. Nuet og evigheden danser i de øjeblikke, man aldrig glemmer. Og penge er allerede afskaffet, helt ude fra bevidstheden, i de bedste af dem. Så selvfølgelig vil det reelt pengeløse samfund være en del af en ny samfundsvision, hvor små fedtede tuskhandler bliver betragtet med et mistænkeligt blik, fordi de er unødvendige, fattige i sig selv, og en modpol til noget virkelig magisk, levende.
Der vil ikke blive efterladt et eneste vandhul egnet til at bade i.
Arne Thomsen, for mig at se er der to konkurrerende begreber, der kan erstatte 'profit' i et ikke-kapitalistisk samfund, jeg er ikke meget for at kalde det 'socialistisk', for der må være andre måder at indrette demokratiske, egalitære samfund på.
Disse er enten 'kunnen' eller 'relationer', og begge dele er selvfølgelig i realiteten vigtige og måske i virkeligheden hinandens forudsætninger, når man ser på den moderne antropologi og dens opgivelse af alles kamp mod alle.
Kapitalismekritik, hvad skal vi med den? Hvad har den nyttet de sidste 150 år?
Lars Bo Jensen: Hvad stiller du op med dine triste konstateringer? Du må lige være klar over, at vi andre har travlt med at holde dem fra dørene. Det ved du, hvis du følger med i trådene.
Rune Rasmussen: Enormt godt indlæg. En nydelse at læse.
Det var en eklatant fejl, at socialismen ikke skelnede mellem ånd og religion. Udmærket at de socialistiske lande brugte kirkerne til lagerhaller, men det, de satte i stedet, var kælderkold materialisme. Her har socialismen ligget udmærket sammen i sengen med overforbruget og religionen, og nu trænger oprøret sig på. Hvad skal erstatte overforbruget og religionen? Er der noget i sigte? Jeg kan ikke se det. Det anser jeg som ELs største problem. Der mangler tænkning i EL, måske nærmere eftertænksomhed.
@Niels-Simon Larsen; Du spørger:
"Hvad skal erstatte overforbruget og religionen?"
Kunne det mon være noget i retning af:
Ydmyg glæde og taknemmelighed over at være - som en harmonisk lille del af den værende verden?
" Hvad skal erstatte overforbruget og religionen?"
Tid. Et voldsomt, overvældende, kæmpebjerg af overskudstid.
Der sker nemlig det, når folk har tid til overs, at de hitter på noget at bruge tiden til. Noget som kan give dem opmærksomhed, selvtilfredshed og håndgribelige resultater af den brugte tid. Noget som giver dem mening i tilværelsen.
Nogle opfinder, andre laver håndværk eller bygger, nogen spiller musik, nogen dyrker jorden, nogen passer på dem, som har brug for at blive passet på, andre laver mad, passer dyr.. ALT mellem himmel og jord.
Vi afskaffer simpelthen TV og kendisser :D :D
Og ja.
Vi kommer ikke udenom at pille ved den private ejendomsret-
Det bliver voldsomt.
@Steffen Gliese
Du kan starte med ændre dine fordomme om ordet "Socialisme".
Socialismen ser jo pænere ud når ikke den skal forsvare sig imod en aggressiv kapitalisme.
Vi er så hjernevasket i kapitalismens "fortræffeligheder" at vi har svært ved forstille os alternativer.
“ Vi afskaffer simpelthen TV og kendisser :D :D”.
Nyder, at jeg ikke er den eneste revolutionære her i forummet.
Jeg tror også på kreativiteten, men når jeg tager mit kvarter, som ligner tusinder af andre, er der et problem. Det er redekassebyggeri fra industrialismens periode. Hvor der en gang var forhaver er der nu skråparkering. Det er ikke meningen, at vi skal have det meningsfuldt og sjovt. Vi skal rejse udenlands i ferierne, i weekenden i sommerhuset. Boligkvartererne er udpinte lige som avlsbygningerne på landet. Der er ikke noget ved at bo her, og det skal der heller ikke være. Man skal kede sig og gå ud og bruge penge.
Og så er jeg heldigere end mange andre med lidt grønt rundt omkring.
Jeg tror du har fat i et udbredt fænomen, Niels-Simon.
Folk keder sig. De har ikke rum og mulighed for at udfolde sig, så de bruger tiden på at købe ting og lade sig underholde. Når der kommer en omstilling, og det gør der, så vil en del af den være en omstilling være mennesker som skal omstilles fra at være passive til at være aktive.
Jeg har som landsbybo ikke mulighed for at deltage i demonstrationer og politiske møder i hverdagen. Til gengæld kan jeg gå udenfor, passe høns, dyrke planter og jord (og lade en del af den passe sig selv) og lave det, som giver mening for mig. Måske kan jeg påvirke et par stykker undervejs til at lade være med at dyrke græsplæner - hvis eneste formål er, at de skal slås mindst en gang om ugen med maskiner.
Det er et super privilegeret udgangspunkt, synes jeg, selvom det liv så har andre mangler, og at jeg på et tidspunkt løbe ind i aldersnedbrydning af min krop.
@Niels-Simon Larsen
Tak for det.
Min kommentar er en slags tilføjelse til et længere indlæg, jeg har fået udgivet her: https://abeautifulresistance.org/site/2021/5/26/the-city-and-the-forest