Kronik

Sæt klimaministeriet under New Public Management, og få flere løsninger på kortere tid

Politikerne har i årtier spildt tiden i stedet for at handle på klimakrisen. Det ville gavne, hvis Folketinget og ministerierne blev sat under New Public Management for at sikre effektive og hurtige resultater, skriver tidligere omsorgsmedarbejder Lis Andersen
»Hvis hele verden havde samme forbrug som os, ville det kræve fire ekstra jordkloder,« mener pensionist, tidligere oversætter og omsorgsmedarbejder Lis Andersen.

»Hvis hele verden havde samme forbrug som os, ville det kræve fire ekstra jordkloder,« mener pensionist, tidligere oversætter og omsorgsmedarbejder Lis Andersen.

Petra Penlau

Debat
10. november 2021

Oktober har været befriende. Lige pludselig faldt markedsliberalismens forsvarsværker. I DR2 Debatten er forsvarerne af ideologien bogstaveligt talt blevet tværet ud. Primært af en oprørsk ungdom, som fremstår imponerende velforberedt og langt mere vidende og ansvarsfuld end de herskende generationer.

Særligt ’89-generationen har stået for skud. Sovjetunionens og Murens fald samme år gjorde markedsliberalismen til eneste overlevende på ideologiernes slagmark, hvorfor man i al stilhed skyndte sig at eliminere alle andre økonomiske modeller, og Finansministeriet blev i al ubemærkethed ophøjet til Sandhedsministeriet.

Trods skredet i klimabevidstheden og ønsket om forandring er økonomien stadig forsvarligt funderet i fossil energi. Tilvæksten af grøn teknologi og energi har ikke minimeret den sorte økonomi og produktion nævneværdigt. CO2-udslippet er stabilt, Vestas’ aktier faldt med mere end ti procent i sidste uge, de bæredygtige og på markedet tilgængelige byggematerialer ligger ubrugte hen, og Dan Jørgensen erklærer at have løst halvdelen af problemet.

Elbildebatten illustrerede rammende, hvad det er, der sker. Debatten kom alene til at handle om, hvor mange elbiler, der fremover skal køre på vejene, og ikke om hvor mange sorte biler vi skulle have væk. Men det var sådan set det, der var opgaven, for det er de sorte biler, der er problemet.

Når vi sætter alt ind på at opfinde og udvikle ny grøn teknologi som vores vigtigste modsvar til krisen, så overser vi det faktum, at vi allerede har opfundet teknologien til det meste. Grunden, til at vi ikke har opdaget det, er, at teknologien ikke er blevet implementeret af de politisk ansvarlige gennem årtierne.

Et ungt menneske spørger på Lorry: Hvordan kan det være så svært at få de ladestandere op? Jeg synes, at man fra politisk side skylder det unge menneske et svar og foreslår en undersøgelseskommission, der i detaljer kan afdække den vedvarende og systematiske forhalingsstrategi, der er blevet anvendt af politikere i 30 år, så vi alle sammen kan blive klogere af det.

Jeg tror, at en undersøgelse vil give os et godt billede og eksempel på, hvordan vi har salami-slicet tiden de seneste 30 år siden det første COP-møde i 1987, og hvordan vi med hver lovende lækre slice har skubbet grøn handling yderligere et nøk – til lige om lidt ude i fremtiden, når de rette omstændigheder er til stede.

New Public Management i klimaministeriet

Det er interessant at se, hvor forskelligt tid kan bruges som redskab i en produktionsproces. Jeg har arbejdet som pædagogmedhjælper i specialinstitutioner for hjerneskadede børn fra 2006 til 2018, og jeg har oplevet New Public Management på min egen krop. Vores arbejdsprocesser var tilrettelagt efter et tidsskema, hvor hvert minut og sekund tæller med i løsningen af opgaven. Spørg enhver SOSU-assistent, lærer, sygeplejerske, jordemoder eller pædagog.

New Public Management har vist sig ikke at være nogen succes i det offentlige til trods for den udstrakte brug. Men jeg vil ikke afvise metoden helt. Den kan være fornuftig nok, hvis den anvendes det rigtige sted. Sæt et mål, sæt en tid (den kortest mulige) – og kør!

Det kunne vi godt bruge i klimahåndteringen fra politisk hold. I klimakrisen er tidsfaktoren jo netop vores allerstørste udfordring. Tænk, hvis de nødvendige tiltag i klimaministeriet blev udført under samme stramme opsyn, som vores arbejde i den offentlige sundhedssektor tildeles. Hvis klimaplejende opgaver løbende skulle krydses af i den digitale registrering som ’udført’, så vi andre løbende kunne følge og evaluere arbejdets progression.

Krydserne ville mindske megen frustration og håbløshed blandt mange borgere og dermed gavne den mentale sundhed. 

Hvis børn kan differentieres, kan tal også

’Differentiering’ er et andet godt princip, man kunne låne fra det offentlige. En folkeskolelærer forventes at differentiere sin undervisning i forhold til en elevgruppe på 28, der spænder fra ghetto- til curlingbørn.

Når det er forventningen til en lærer, må det også være muligt for politikere, talmennesker og medier at differentiere mellem grøn og sort vækst i klare tal. Med opdelte tal kan vi kalde os oplyste på området. For eksempel oplyses jeg, at salget af elbiler er stigende lige nu. Men jeg bliver ikke oplyst om salget af benzindrevne biler. Er det tal også stigende?

Vi er anderledes velorienterede i forhold til coronaen. Her bliver vi dagligt oplyst om antal smittede, indlagte og døde. Vi kan dermed overveje risici og forholde os derefter.

Jeg vil gerne oplyses tilsvarende om klimakrisen. Det kunne være en graf med en sort og en grøn bar, som nemt kan aflæses: Hvor meget vækst er grøn, og hvor meget er sort? Den kunne være tilgængelig på klimaministeriets hjemmeside. Sådan ville vi altid kunne se forholdet mellem sort og grøn vækst, og hvor vi er i processen ’CO2-reduktion’ i dag. 

Fortæller man kun om alle de grønne planer og glemmer at fortælle om den uformindskede sorte produktion, så går nogen rundt og tror, at vi er halvvejs. Så er der tale om fake news. For fake news er ikke kun løgne, det er også fortielser. Jeg tror, at der er nogle tal, der ofte bliver blandet sammen her: de glade forventninger og de rå tal. 

Det kunne være interessant at spørge den almindelige dansker, hvor meget vedkommende regner med, at vi har sænket CO2-udslippet. Bare for at finde ud af, hvad det er for en sandhed, vi går rundt og konstruerer ud af den megen grønne snak.

Jeg siger ikke, vi er der, jeg siger, det kunne være interessant at undersøge.

Vi skal ikke kompenseres for vores eget lort

Den systematiske forhalingsstrategi skal selvfølgelig forstås i lyset af de udfordringer, en reel grøn omstilling og dermed en reel udfasning af sort energi vil præsentere. Så ryger flyrejser, aktiegevinster og sojamel i flæng. Landmænd og fiskere mister deres erhverv, som vi kender det, og enhver kan se, at der er en tabskonto.

Det kan vi selvfølgelig ikke have. Vi skal have tabet kompenseret. Det er vores ufravigelige ret at få kompensation for de tab, vi måtte lide. Det gælder tilsyneladende også de tab, vi selv har påført os og ikke mindst påført kloden.

Men hvor mange forsikringsselskaber gør egentlig det? Udbetaler erstatningssummer for misrøgt og en deraf forringet værdi, som skadelidte selv er ansvarlig for?

Hvad er argumentationen for, at vi skal have den grønne omstilling uden tab og omkostninger? Hvorfor skal vi have kompensation for det lort, vi selv har lavet? Hvor har vi den ret fra?

Hvis hele verden havde samme forbrug som os, ville det kræve fire ekstra jordkloder. Hvordan kan vi så i demokratiet Danmark fortsat kræve vækst? Hvordan forsvarer vi det større råderum, vi føler os berettiget til her i landet? Hvad er argumentationen i vores demokratiske verden?

Danmark kan mere. Ja, uden tvivl. Men kan vi mindre? Det er det, der er spørgsmålet. Og det er det, vi er blevet bedt om: at reducere vores aktiviteter, reducere vores udslip og reducere vores forbrug.

Og når det hele bliver så indviklet, skyldes det naturligvis, at vores økonomiske system kræver det modsatte: øget vækst, øget produktion og øget forbrug. Indviklet er nok ikke det rigtige ord. Det er blot en simpel modsætning. To indbyrdes modstridende udsagn, som vi lever med. Uberørt af logik, kritik og almindelig sprogforståelse. »Dobbelttænkning« kalder George Orwell denne grundlæggende forudsætning for systemets bevarelse, og det er vi fremragende til. Vi vækster fortsat gladeligt på en klode, der visner.

Lis Andersen er pensionist, tidligere oversætter og omsorgsmedarbejder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nemlig!

Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Arne Albatros Olsen, Rolf Andersen, preben pedersen, Stella Nielsen, Tove Overgaard, Thomas Tanghus, Karin Gottenborg og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

STØN.

Steen K Petersen, Hanne Utoft, Gert Romme og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"En folkeskolelærer forventes at differentiere sin undervisning i forhold til en elevgruppe på 28, der spænder fra ghetto- til curlingbørn."

Så er man sat i kasse.

Hold da op, hvor åndsforladt.

Leanette Nathalia Chresta Jensen

For mig er det ikke et åndsforladt skriv.
Men inspirerende tanker med et strejf af humor og rammende beskrivelse af frustrationen over hvor tosset det er vi fortsat motivere til mere vækst

Mette Johansson, Peter Knap, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Jette Steensen, Tommy Rasmussen, Inger Pedersen, Birgit Sloth, Rolf Andersen, Halfdan Illum, Karen Margrete Olsen, Stella Nielsen, Thomas Tanghus, Kurt Nielsen, Karin Gottenborg og Leif Svendsen anbefalede denne kommentar
Karin Gottenborg

Så enkelt kan det siges - jeg synes det er befriende læsning.
Vi vækster videre mens kloden visner - eller sagt på en anden måde: Mens græsset gror dør horsemor!

Mette Johansson, Peter Knap, Jette Steensen, ingemaje lange, Birgit Sloth, Rolf Andersen, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Stella Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Henrik Jepsen

Tak, Lis Andersen, for en fantastisk inspirerende kronik. Der er brug for mange flere tal, så vi kan se, om vi går i den rigtige retning med klimahandlingerne. Det er et politisk mål at få flere elbiler på vejene, men ikke et mål at få færre fossile biler. Hvor dumt. Spørgsmålet om erstatning er lidt mere kompliceret og ikke kun et spørgsmål om retfærdighed. Hvis erstatninger er det, der skal til for at få folk og erhverv skubbet i mere grøn retning, så skal vi ikke bruge tiden på at diskutere, om det er retfærdigt. Vi har alle et medansvar for verdens tilstand og skal derfor alle være med til at betale.

Karin Gottenborg, Mette Johansson, Peter Knap, Inge Lehmann, Inger Pedersen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Martin Rønnow Klarlund

Eva, du plejer ikke at være så uartikuleret :-)
Vil du ikke forklare, hvorfor du finder indlægget åndsforladt?

Eva Schwanenflügel

Martin, fordi der bliver foreslået de samme hjernedøde elementer fra NPM vi er vant til; kryds alting af på et skema, mål alting op.

Det HAR vi gjort, og de rigeste finder altid en udvej, enten via lobbyister, skatteflugt, bestikkelse eller ren og skær ignorering.

Sammenligningen med folkeskolelæreren der skulle kategorisere elever var dråben, det var ikke seriøst på nogen måde.

Iøvrigt at putte børn i kasser, æv.