Læserbrev

Smertensbørn viser en underfinansieret folkeskole, der skriger efter tolærerordninger

Med dokumentaren Smertensbørn sættes to streger under de forfærdelige konsekvenser af en underfinansieret folkeskole. Det er på tide at tale seriøst om tolærerordninger, hvis vi skal have håb om at gøre noget ved flugten fra folkets skole, skriver lærer Mia Lodberg Nielsen i dette debatindlæg
Debat
18. november 2021

Folkeskolen er som institution en afgørende del af samfundets demokratiske udvikling, og efter dokumentaren Smertensbørn er folkeskolen blevet en del af samfundets herredømmefri samtale, hvor alle ytrer sig frit og autentisk.

Jeg er glad for, at folkeskolen fortsat er aktuel, men det ærgrer mig, at fortællingen om folkeskolen er en sørgelig én af slagsen, og at der tegnes et billede af vores folkeskole som en fiasko.

Der findes en anden folkeskolevirkelighed end det kaos, som dokumentaren viser. Der findes børn, som er glade for at gå i folkeskole, ligesom der findes folkeskoleklasser, hvor der eksisterer lige dele arbejdsro og arbejdsglæde. Og så findes der heldigvis lærere som Allan Mortensen, der vil sine elever, som vil folkeskolen, og som kæmper for bedre undervisnings- og arbejdsvilkår.

Når folkeskolen skal sikre, at alle elever modtager kvalificeret undervisning uanset forudsætninger, så kræver det ressourcer og ikke blot en frisættelse af for få eksisterende ressourcer. Det svarer til, når min cykel er flad, for så er det ligegyldigt, at jeg må køre, hvorhen jeg vil. På samme vis kommer jeg ingen steder, hvis jeg ikke har kompetencer eller penge til at få min cykel lappet. Det efterlader os med den situation, hvor magtesløsheden og utilstrækkeligheden tager over for både elever, forældre og lærere.

Jeg indrømmer, at jeg flere gange har ageret som Allan. Jeg har råbt, jeg har skældt ud, og jeg har været meget synligt frustreret, men når jeg skal undervise så mange elever selv med individuelle forudsætninger og hvert sit særlige behov, så kommer både jeg og vores elever på overarbejde.

Hvis fortællingen om folkeskolen fortsætter som en fortælling om Romerrigets fald, fortsætter både lærer- og elevflugten til privat- og friskolerne, og så bliver folkets skole et levn fra fortiden.

Smertensbørn er bestemt relevant, men mangler et perspektiv på, hvad effekten ville være af eksempelvis tolærerordning. Det kunne ændre retorikken omkring folkeskolen, så vi kunne fokusere på, hvad der lykkes og mindre på, hvad der mislykkes.

Jeg håber inderligt, at den hjerteskærende dokumentation af de menneskelige omkostninger ved en underfinansieret folkeskole får vores politikere til at tage et reelt ansvar for vores børn og unge.

Mia Lodberg Nielsen er lærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her