Kronik

Socialdemokratiets fejlbehæftede klasseanalyse negligerer betydningen af formue

Klassepolitikken har fået Socialdemokratiet tilbage i regeringskontorerne. Men partiets klasseanalyse viste sin svaghed under valget. Man har gjort yngre byboere uden formue til klassefjenden, udelukkende fordi de har en videregående uddannelse, skriver forfatter og lektor ved CBS Christoph Ellersgaard i dette debatindlæg
Ved at stirre sig blind på faktoren uddannelse kommer analysen til at se bort fra tre afgørende og relaterede klasseparametre: alder, formue og køn, skriver forfatter og lektor ved CBS Christoph Ellersgaard.

Ved at stirre sig blind på faktoren uddannelse kommer analysen til at se bort fra tre afgørende og relaterede klasseparametre: alder, formue og køn, skriver forfatter og lektor ved CBS Christoph Ellersgaard.

Magnus Hove Johansson

Debat
24. november 2021

Kommunalvalget var en brat opvågning for Socialdemokratiet, der med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen kortvarigt under coronanedlukningerne igen havde lignet et parti med en bred folkelig forankring.

Ved valget i 2019 genvandt Socialdemokratiet en del af vælgerne fra den traditionelle arbejderklasse fra især Dansk Folkeparti og tippede dermed tydeligt balancen mellem rød og blå blok. Men ved sidste uges kommunalvalg blev det nye socialdemokratiske klasseprojekt ramt af sine egne begrænsninger.

Samlet set gik Socialdemokratiet tilbage fra 33,4 til 28,5 procent og fik sit dårligste kommunalvalg i mindst et halvt århundrede. Jo større byer, desto større var tilbagegangen. Værst så det ud i de fire store universitetsbyer, hvor Socialdemokratiet gik omkring ti procentpoint tilbage. Men også i Københavns mindre mondæne forstæder som for eksempel Herlev, Albertslund, Ballerup, Rødovre – arnestedet for den socialdemokratiske kernevælger i den socialdemokratiske klasseanalyse – gik Socialdemokratiet markant tilbage.

Der er naturligvis lokale årsager til tilbagegang i et kommunalvalg. Et fremragende valg sidst kan være svært at leve op til. Det kan være proteststemmer mod eksempelvis en tredje Limfjordsforbindelse. Eller man skal erstatte en populær tidligere borgmester.

Men det overordnede billede er klart. Folk i og omkring de større byer synes at have mistet følelsen af at være en del af det socialdemokratiske projekt.

Den klassepolitiske genvækkelse

Valgresultatet har fået nogle kommentatorer, for eksempel den sidste forsvarer af Thorningsårenes klasseblinde politik, Noa Reddington, til i fredagens Politiken at skynde sig at erklære klassepolitikken død igen.

Det er en fejlslutning. Uden klassepolitik havde socialdemokraterne ikke vundet de tabte DF-vælgere tilbage. At Mette Frederiksen blev statsminister, skyldtes netop, at partiet turde tone rent flag og formulere politik med fokus på klasseinteresser. For eksempel med Arne-reformen, der tydeligt stod på de manuelle arbejdere – der er i risiko for fysisk nedslidnings – side.

Denne klassepolitiske genvækkelse af Socialdemokratiet skyldes ikke mindst det glimrende arbejde, der er lavet af journalist Lars Olsen, Arbejderbevægelses Erhvervsråd, Danmarks Statistiks Niels Ploug og professor Jørgen Goul Andersen i deres serie af bøger om Det Danske Klassesamfund. Her viser forfatterne, hvordan danskernes hverdag stadig på mange måder er påvirket af deres stilling og uddannelse. Og at klasseskellene de seneste år er vokset, især overklassen er stukket af.

Sammen med boligminister Kaare Dybvads bøger om skellet mellem by og land og ikke mindst det uddannelsessnobberi, Dybvad beskriver i De lærdes tyranni, lignede det et bud på et nyt ideologisk projekt, hvor Socialdemokratiet igen kunne blive et parti for folk flest.

Men kommunalvalget viste, at det nuværende klassesubjekt i Socialdemokratiets klasseanalyse desværre ikke rammer folk flest. Mere realistisk synes det at tale til godt en fjerdedel af vælgerne. Socialdemokratiet kan – hvilket virkede ved seneste folketingsvalg – satse på, at støttepartierne kan samle andre samfundsklasser op. Men problemet er, at klasseanalysen paradoksalt nok gør mange af støttepartiernes kernevælgere – de unge i byerne – til klassefjenden.

Med andre ord: Socialdemokratiets klasseanalyse står over for et dobbelt problem. Dels forsøger man at appellere for snævert, og dels gør man de forkerte til klassefjenden.

Den gode nyhed for Socialdemokratiet er, at problemet kan løses ved at få en mere tidssvarende klasseanalyse, der bedre forstår de klasseskel, der præger dagens samfund.

En utidssvarende klasseanalyse

Hovedproblemet ved den socialdemokratiske klasseanalyse er, at man har stirret sig blind på uddannelse. I analyserne fra AE-rådet placeres alle med en universitetsuddannelse, der er i en eller anden form for fuldtidsbeskæftigelse, således i den øvre middelklasse. På samme måde placeres alle faglærte arbejdere, selv om de tjener flere gange mere end akademikeren, to klasser længere nede i klassehierarkiet, i arbejderklassen. Midtimellem finder vi så for eksempel de velfærdsprofessionelle med korte og mellemlange videregående uddannelser, altså eksempelvis de sygeplejersker, som stadig slås for at få en tidssvarende løn.

Analysen kommer på den måde til at se bort fra tre afgørende og relaterede klasseparametre: alder, formue og køn. Fordi de yngre generationer generelt har længere uddannelser end de ældre, vil disse oftere være placeret højere i den socialdemokratiske klasseanalyses hierarki end de ældre. Det, på trods af at de ældre oftest vil være langt bedre etablerede og oftere vil sidde i højere stillinger. Samtidig er det de ældre, der primært har vundet lotteriet på boligmarkedet og kan supplere deres højere løn med en solid friværdi. Endelig har især de yngre kvinder taget videregående uddannelser, mens flere mænd er faglærte, uden at det for alvor har rykket ved lønforskellene på arbejdsmarkedet. Således er der næsten 80.000 flere kvinder end mænd i middelklassen.

Særlig galt går det i den nyeste bog i serien om Klassesamfundet, Rige børn leger bedst. Her lægges overklassen, der sidder på samfundets højeste indtægter, nemlig sammen med den øvre middelklasse, hvorved alle med en universitetsuddannelse kommer ind og bliver til »eliten«. Hermed ender man med en meget bred elite, der udgør næsten 400.000 danskere.

Efterfølgende viser det sig så, at denne ’elite’ især er at finde i de større byer, for her bor mange højtuddannede. Det gør Nørrebro til et af landets mest elitære områder, på trods af at bydelens gennemsnitsindkomst er langt under landsgennemsnittet.

Det her er forfatterne til analysen opmærksomme på. Men desværre er den viden gået tabt et sted i det socialdemokratiske partiapparat, så man nu har fået gjort beboerne i de større byer til klassefjenden, fordi de er storbyeliten. Hvilket i grunden er et selvmodsigende begreb. Eliten betyder egentlig de udvalgte få, og det hedder jo netop en storby, fordi der bor mange mennesker. De kan jo ikke alle sammen være en del af eliten.

Med andre ord ender den socialdemokratiske klasseanalyse med at fraregne yngre uden formue med videregående uddannelser, især kvinder, fra ’folk flest’. Ja, faktisk bliver de en del af problemet, fordi de ifølge analysen bruger deres fine uddannelse til at se ned på folk flest.

Unge byboere slås i hartkorn med eliten

Det skyldes, at analysen har fået vendt op og ned på relationen mellem uddannelse og magt. Man er blandt andet inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieu. Men Bourdieus pointe er, at den kulturelle kapital, man blandt blandt får adgang til gennem uddannelsessystemet, netop bliver til kapital – og dermed et potentielt klasseskel – når den bruges til at retfærdiggøre andre uligheder.

Det er ikke, fordi uddannelse ikke er et vigtigt socialt skel. Ser man på den nyeste klasseforskning har et hold britiske sociologer ledet af professor Mike Savage for eksempel udviklet en klassemodel, der ikke bare ser på indkomst og uddannelse, men også formue og netværk. Her finder man syv klasser, blandt andet en traditionel arbejderklasse med relativt større formuer (gennem bolig) og en klasse af yngre byboere, der endnu hverken har etableret sig på bolig- eller arbejdsmarkedet. Men man finder netop også en lille elite med de højeste indtægter, formuer, uddannelser og det bedste netværk. Hvor det britiske Labour under Jeremy Corbyn ved seneste valg totalt mistede taget i den traditionelle arbejderklasse, har det danske socialdemokrati mistet enhver appel til de uetablerede byboere ved fejlagtigt at slå dem i hartkorn med eliten.

Mens man har skældt ud på de flat white-drikkende hipstere, har Danmarks 100 rigeste de seneste ti år tredoblet deres formuer til over 1.000 milliarder kroner. Alt imens man skælder ud på friværdisocialisterne ved Lærkesletten, har boligejerne 15 kilometer mod nord tjent mere end Arnes livstidsindkomst blot ved at eje deres bolig de seneste 25 år.

Der er med andre ord rigelig grund til at holde fast i klassepolitikken for socialdemokraterne. Men der er grund til at rekalibrere klasseanalysen, så man ikke får gjort folk til klassefjender, blot fordi de bor som folk flest.

Christoph Houman Ellersgaard er lektor ved CBS og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Så sandt, så sandt. Det er et problem for S politikere, at børn bliver opfordret til at læse videre af deres forældre, og studerer sig ud af klasseanalysen ( hvem sagde uddannelsessnobberi?). Der skal ny analyse til, men kan S være sikre på at denne relativ nye veluddannede, fattige men pensionsformuendeog voksende lønarbejderklasse i storbyerne stemmer S? Til kommunalvalget stemte den Ø, SF og R på grund af de grønne dagsordner, som heller ikke kan rummes i den forældede S analyse.

Dan Ysnæs, Carsten Troelsgaard, Susanne Kaspersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Det skyldes jo, at socialdemokraterne i dag gerne vil have penge, men ikke løfte det kulturelle og sociale ansvar, der følger med.
Man vil hellere besidde end at kunne - indbegrebet af spekulanten i værdipapirer og bolig.

Kurt Nielsen, Peter Meyling, Bjarne Jørgensen, Kenneth Krabat, Inger Pedersen, Susanne Kaspersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Den amerikanske sociolog Erik Olin Wright hævdede, at en marxistisk klasseanalyse altid må forholde sig til to kendsgerninger:.
A. Det, du har, bestemmer, hvad du får.
B. Hvad du har bestemmer, hvad du skal gøre for at få, hvad du får.
Alle andre analyser af fx venskaber, politiske alliancer, af uddannelsesforløb, helbred osv afhænger af analysen af A og B.
Hos Bourdieu opfattes klasse som en række dimensioner af kapital, dvs som et multidimensionelt rum af ressourcer der giver magt, og som præger aktørernes handlemuligheder. Altså en række relativt uspecifikke kategorier, der overlapper.
Jeg foretrækker Marx.

Chris Erichsen, Jørgen Larsen, Ole Meyer, Jan Damskier, Finn Jakobsen, Bjarne Jørgensen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Socialdemokratiet har systematisk - ikke mindst under Helle Torning vendt klassekampen ryggen i en årrække helt tilbage fra Aksel Larsen tiden. Og om lidt har de sikkert gravet sig helt ned og revet pænt efter sig.

Heldigvis.

Torben Skov, Susanne Kaspersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Jeg foretrækker også Marx fordi lønmodtager om deres arbejdskraft bliver betalt lav eller højt har ikke anden af det, det kan være at for nogle bliver deres arbejdskraft betalt så højt at de kan købe et lejlighed i København men det er de færreste der får milliarder og lever af andres arbejdskraften.
Det der karakteriser lønmodtagerne, højlønnet eller ej ,s livet er også deres ufrihed i modsætning til dem der ejer kapitalen, desværre har middelklassen meget lidt bevidsthed om egen situation.
Problemet med socialdemokratiet er at de kan ikke inspirere sig af Marx s analysen, de har sat befolkningen i lænket allerede i slutningen af det 18 århundrede

Kurt Nielsen, Dan Ysnæs, Jørgen Larsen, johnny volke, Susanne Kaspersen, Torben Skov, Rolf Andersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

I øvrigt er analysen helt forfejlet i den forstand, at ikke en eneste i de lave klasser kan forstå retorikken i artiklen. Hvis det er målgruppen så lær af Ekstra Bladet.

Jeg er overrasket - troede slet ikke Socialdemokratiet arbejdede med klasser. Altså som andet. end et retorisk (over)greb ;-).

Jørgen Mathiasen

Vietnamkrigen var ikke en fejl hos den danske ungdom, men derimod en fejl i amerikansk udenrigspolitik. Det tog et pænt stykke tid før Socialdemokratiet blev klar over det, og konsekvensen var et gevaldigt tab af stemmer i en hel generation, begyndende med "jordskredsvalget" i 1973.

Det er muligt, at partiet ikke har lært noget af det og er på vej til at gentage kunststykket. Det vil ske, hvis det ikke er i stand til at gennemføre den grønne omstilling, men i stedet satser kortsigtet på at beholde stemmer hos dem, hvis arbejdspladser enten forsvinder eller omdannes og love de samme vælgere, at der ikke sker ændringer i nogens livsstil. Så har Socialdemokratiet igen gjort sig til et generationsparti.
Den første del af et svar vil komme i løbet af dagen, når en regering i Tyskland med socialdemokratisk ledelse i dag præsenterer sit regeringsprogram.

Søren Christensen, Ole Meyer, Søren Dahl, jens christian jacobsen, Rolf Andersen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Jeg er en ganske primitiv person, og det er ganske muligt, at mange med større teoretisk indsigt end jeg kommer frem til noget helt andet.

Men det er i hvert fald fakta, at Mette Frederiksen udelukkende rådgiver sig af en nøje udvalgt personkreds, der har præcis samme holdninger som hende selv. Og det kommer der hverken nytænkning eller kritisk vurdering ud af.

Efter min opfattelse, var Mette Frederiksen desuden villig elev hos Bjarne Corydon, der igen efter min opfattelse, solgte ud af det socialdemokratiske værdigrundlag til the Goldman Sachs Group Inc for at gavne sig selv.

Jeg har kendt Mette Frederiksen fra utallige delegertmøder i Socialdemokratiet for mange år siden, og dengang var det en ung pige med hjertet på rette sted. Men som leder af Socialdemokratiet har den nuværende Mette Frederiksen totalt tabt det gamle socialdemokratiske værdigrundlag af syne - og tilsyneladende også af interesse.

Denne personlige udvikling kunne allerede ses under Helle Thorning-Schmidts formandsskab, hvor Mette Frederiksen var en meget usocialdemokratisk minister på alle sine ministerposter.

Det som nu præger det fine gamle arbejderparti, det er en helt utilsløret leflen for den bedrestillede middelklasse med god indkomst og egne boliger. Og det er helt tydeligt, at de får subsidier i pose og sæk til renoveringer, medens lejerne betaler. Og i øvrigt betaler lejerne også for partiets ambitioner om nye boliger i hovedstaden via opsparede penge, som egentlig tilhører lejerne.

Måske kalder Mette Frederiksen med flere det for noget andet. Men det er simpel klassepolitik. Og i klassepolitik skal man have en under og en overklasse. Og her bliver underklassen altså ført frem som samfundsfjenden for den bedrestillede middelklasse.

Altså en samfundsfjende, der ikke yder, men som nasser på alle disse fine middelklasseborgere, der har økonomiske råderum til at udnytte skattesystemet og subsidiemulighederne.

Kønt er det ikke ligefrem. Og medens der er omfattende trængsel til højre for midten i dansk politik, kan man håbe, at der opstår et nyt parti for den svageste del af samfundets borgere. Enhedslisten og især Socialistisk Folkeparti har i hvert fald til fulde påvist, at de er tæt integreret med Mette Frederiksens udgave af Socialdemokratiet.

lars pedersen, Egon Stich, Susanne Kaspersen, Ruth Sørensen, Estermarie Mandelquist, Hanneh Christensen, jens rasmussen, Flemming Berger, Erik Winberg, Torben Skov, Inge Lehmann, Svend-Erik Runberg, jens christian jacobsen, Rolf Andersen, Kim Houmøller, Finn Jakobsen, John Andersen, Theresa Knudsen, johnny volke, Inger Pedersen, Ebbe Overbye og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak for artikel, jeg er meget enig.

Bjørn Pedersen

"I analyserne fra AE-rådet placeres alle med en universitetsuddannelse, der er i en eller anden form for fuldtidsbeskæftigelse, således i den øvre middelklasse. På samme måde placeres alle faglærte arbejdere, selv om de tjener flere gange mere end akademikeren, to klasser længere nede i klassehierarkiet, i arbejderklassen. Midtimellem finder vi så for eksempel de velfærdsprofessionelle med korte og mellemlange videregående uddannelser, altså eksempelvis de sygeplejersker, som stadig slås for at få en tidssvarende løn."

Jeg har i årtier haft en indkomst før skat på lidt over 11000 kr., som hhv. kontanthjælp og nu igen som ledig fleksjobber. Kun pga. fleksjobstitlen står jeg nu til at kunne tjene penge på de deltidsjobs jeg har kunnet tage i årenes løb. Jeg har en bachelor i historie. Jeg, og alle i samme position som jeg, er der intet hverken overklasse eller middelklasse over.

Desuden, er hele hovedformålet med at gøre op med ideen om at arbejderens børn også selv skal/blive nødt til at blive arbejdere, er hele ideen med social mobilitet, ikke netop at tilskynde til at flere børn af arbejderklassen (min far var f.eks. slagter og min mor invalidepensioneret sygehjælper) kan træde ind på universiteterne, så disse ikke forbliver på en snæver overklasses hænder? Hvordan og hvorfor er dette mon ikke længere målet?

Socialdemokratiets klasseanalyse, hvis den er korrekt gengivet i artiklen, er vist en klasseanalyse der har til hensigt at fastholde folk i deres nuværende klasser. For ved at fastholde at der er en klasse der er forudbestemt til at lede samfundet - statsministeren og hendes politiske klasse- så sikrer man sig at folk "kender deres plads". Det er et klassesyn, hvor arbejderklassen glorificeres pga. den involverer manuelt arbejde, ikke fordi den mener manuelt arbejde gør folk mere "ædle" (for så havde de ikke de uddannelser de fleste politikere har) men fordi den ikke involverer systematisk arbejde med analyser af samfundsforhold og historie der potentielt kan stille magthaverne og deres projekter i et dårligt lys. Det er materialismens ukritiske vækst som ideal.

Ruth Sørensen, Susanne Kaspersen, Dennis Tomsen, Jesper Frimann Ljungberg, Inge Lehmann og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

@ Bjørn Pedersen,

Tak for dit ganske relevante indlæg.

Jeg kender ganske godt til AE-Rådet fra min tid i Socialdemokratiet. Og "rådet" har faktisk min respekt.

Men ligesom fagbevægelsen har ændret sig radikalt gennem de sidste 20-30 år, begyndende med at smedene ikke følte sig solidariske med andre, har "rådet" også gennemgået visse forandringer gennem især de sidste 10-15 år. Og måske er det helt naturligt, for "rådet" ejes jo faktisk af fagbevægelsen.

AE-Rådet giver dog stadig nogle af de bedste argumenter, man har, omkring klasseopdeling og klassekampe. Men for mig virker det som om at Mette Frederiksen end ikke relaterer sig til AE-Rådets dokumenterede synspunkter.

Jeg mener fortsat, at der burde kunne opstå en modreaktion blandet samfundets svageste grupper, der vil kunne danne et nyt politisk parti. For der er jo rigtig god plads i den venstre del af det politiske spektre.

Men jeg mener også, at dette parti bør etablere sig i andre EU-lande, så "pøblen" kan stå samlet og stærk overfor markedskrafterne.

Egon Stich, Susanne Kaspersen, Torben Skov, Inge Lehmann og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg kan varmt anbefale de to bøger; Rige børn leger bedst, samt; Personer forgår magten består. Både Lars Olsen og Christoph Houman Ellersgaard, samt alle andre der har været involveret, har gjort et vigtigt arbejde. Men, man kan godt (fejlagtigt?) læse artiklen, samt Lars Olsens bog, som om de anbefaler at arbejderne bør stemme på Socialdemokratiet.

Både Socialdemokratiet og Lars Løkke Rasmussen kæmper for at dæmre op over for venstrefløjen, for at sikre at formuerne bliver der hvor de er havnet gennem sociale nedskæringer og efterfølgende skattelettelser. Regeringen har ved Reformkommissionen også vedkendt, at flere sociale nedskæringer kommer, samt ved Ydelseskommissionen bekendtgjort, at der ikke må tilføres de 20 % der har mindst noget der kan mærkes. Specielt vil S ikke rulle en eneste af de 62 reformer tilbage. Det kaldes klassekamp anno 2021.

Jo, de unge skal have mere. Jo, sygeplejerskerne skal have ligestilling på lønområdet. Men mere end noget andet skal man da starte nede fra, med at fjerne børnefattigdommen, og tilføre penge til den kvart million der er fattige, som regeringen rapporterer hvert år til FN. Se det ville være god gammel klassekamp, som min bedstefar ville kunne forstå.

Det giver kun mening at stemme på S eller Lars Løkke Rasmussen's nye parti, hvad det nu end hedder, hvis man fortsat ønsker at uligheden skal stige. S har i folketinget stemt for de fleste sociale nedskæringer lige som Venstre. Det har fjernet den sociale sikkerhed ved truende arbejdsløshed.

Alle personer her nævnt ignorerer og usynliggør de 20 % som har mindst, bevidst? Det er den samme fejl som alle de borgerlige medier gør (med vilje). Det kaldes klassekamp fra oven. Som det er nu øges uligheden i begge ender, som den har gjort i fyrre år, og omfordelingen er rekordlav.

Hvis regeringen havde samarbejdet med støttepartierne og styrket venstrefløjen, ved at tilegne dem æren for afgørende gennemførte sociale fremskridt, havde Mette Frederiksen stået stærkere i dag, hvor alle borgerlige medier hver dag skriger: VÆLT METTE FREDERIKSEN. Men der var ingen planer om at bekæmpe uligheden eller fattigdommen. Tværtimod ser vi kampen mod de fattige i alle rige kommuner ved budgetloven og ghettoloven.

S begår masser af taktiske fejl i disse år. Deres klassekamp, for at gøre de rige rigere, må de leve med. De 40 % af befolkningen, middelklassen og overklassen, har fået i hoved og røv. Det er på tide at stemme på de partier der fører klassekamp fra neden, ikke fra oven.

Det er på tide at løfte underklassen op til arbejderklassen og begge klasser op til middelklassen. Alternativet er at bygge boliger som de fattigste kan betale og stoppe griskheden i toppen af samfundet, men det ser ud til at regeringen kun vil lave små justeringer ved finansloven for 2022.

Danmark ligger nu på et niveau med England mht. ulighed. Udviklingen er accelereret siden finanskrisen. Det er politiske beslutninger der har gjort, at de rige er blevet rigere, det er ikke noget, der er kommet som følge af ny teknologi eller globalisering. Skattelettelser og sociale nedskæringer er en del af samme mønt.

Ulighed er ikke sket som en naturlighed af sig selv. Det er et resultat af beslutninger foretaget i direktionslokaler og blandt de enkelte landes politikere, det er et samrend af sociopatiske elementer fra overklassen, som er defineret ved at de har en års indtægt på 1,3 millioner eller mere. Hvorfor? Har de rige ikke fået nok? Vi skal fjerne fattigdommen i stedet for at fodre multimilliardærerne. Derfor det sociale oprør.

Kurt Nielsen, Lars Jørgensen, Susanne Kaspersen, Egon Stich, Marianne Jespersen, Ruth Sørensen, Thomas Barfod, Estermarie Mandelquist, Hanneh Christensen, Lillian Larsen, Finn Jakobsen, Steffen Gliese, Torben Skov, Peter Wulff, Dennis Tomsen, Erik Winberg, Dan Ysnæs, Maria Ulsig, David Adam, Inger Pedersen, Inge Lehmann, Søren Dahl, johnny volke, ingemaje lange, Svend-Erik Runberg, Tomas Hoch, Kim Houmøller og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

Socialdemokratiet har for længst forladt socialismen - ideologisk og i praksis. Det kan ikke overraske, at de også har forladt det marxistiske klassebegreb. Dette er ikke en klasse, men en vælgeranalyse. Socialdemokratiet ER et borgerligt parti og HAR været det i årtier. Uanset hvor mange gange de synger 'Danmark for Folket'.

Den klassemæssige placering bestemmes alene af ens placering i (ejer)forhold til det samfundsmæssig produktionssystem. Hverken din alder, formue, uddannelse, løn, køn eller politiske overbevisning har nogen betydning i den sammenhæng. Det betyder selvfølgelig ikke, at disse parameter er ligegyldig i en politisk analyse - det har bare intet med ens objektive klassetilhørsforhold at gøre.

Det er skid.................. om du anvender en hammer, kuglepen eller computer.

Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen, Thomas Barfod, Hanneh Christensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Det helt store bedrageri ligger i, at man har fået overbevist middelklassen og den øvre middelklasse om, at de tilhører eliten og at truslen mod deres privilegier kommer fra neden. Men selv den øvre middelklasse er langt tættere på bunden end eliten. Det klassiske eksempele er at omregne million og millard til tid.
en million sekunder svarer til 12 dage - en milliard sekunder svarer til 31 år.
Den øvre middelklasse tror desværre, de bare er et par skridt fra at blive en del af toppen - selvom de nærmere et at snublet skridt fra bunden.

Susanne Kaspersen, Marianne Jespersen, Hanneh Christensen, Inger Pedersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

(Gert R:) "...den bedrestillede middelklasse med god indkomst og egne boliger. Og det er helt tydeligt, at de får subsidier i pose og sæk til renoveringer medens lejerne betaler. ."

Det er korrekt. Ejerboligerne er desuden finansiereret af lån til kunstigt lave renter, hvilket har hævet værdien og banet vejen for genbelåninger, der kunne omsættes i forbrug. Bobleøkonomi.

En ekstra krølle: Et flere gange fremført delargument for de fradrag/tilskud, boligejerne fik i årevis til renoveringer var, at dermed blev langt flere af de udførende firmaers indtægter opgjort til skattevæsenet... Man brugte således indirekte boligejerne som en art kildeskattekontor. Et måske underbelyst tema i beskrivelsen af klasseskellenes mange variationer.

jens christian jacobsen, Susanne Kaspersen, Gert Romme og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar

Jeg tror godt jeg ville kunne leve uden en klasseopdeling af samfundet. Hvorfor er det lige vi behøver det?