Kronik

Sophie Hæstorp: Vi kan ikke være tilfredse med en folkeskole, der svigter vores drenge

Folkeskolen skal løfte alle børn uanset køn og baggrund. Derfor skal børnene kunne blandes bedre, end det er muligt i dag. Og vi skal lytte til forskningen og gøre undervisningen mere praktisk og orienteret mod virkeligheden
Langt flere drenge end piger modtager specialundervisning, fordi de ikke passer ind i rammerne i undervisningslokalet. Forskellen i afgangskarakterer mellem kønnene er stort set uændret fra 2013 til 2020.

Martin Lehmann

Debat
2. november 2021

Overskriften på denne kronik burde være en selvindlysende og unødvendig konstatering. Alligevel er det netop, hvad der sker i folkeskolen: vi svigter vores drenge. Og vi taler ikke nok om det. Eller rettere: De fleste af de københavnske skolelærere og -ledere, jeg har besøgt og været i dialog med, taler om det.

Men der er ikke mange, der lytter. Det er et problem, der har fået lov at tage til i styrke. Og politikernes fokus – og dermed løsningerne – er desværre ikke fulgt med. Fordi vi endnu ikke er skredet til reel handling, vokser problemet – også mens du læser med her.

Langt flere drenge end piger modtager specialundervisning, fordi de ikke passer ind i rammerne i undervisningslokalet. Forskellen i afgangskarakterer mellem kønnene er stort set uændret fra 2013 til 2020. Ser vi på drengene, så får de gennemsnitligt dårligere karakterer i de bunde fag. Det er uhyggeligt, at forskellen ikke er blevet mindre på syv år. Vi ved, at de forskelle, der tegner sig i folkeskolen, sætter spor resten af livet. Flere drenge end piger i aldersgruppen 16-24 år står uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Det er altså bydende nødvendigt, at vi ser indad. Og vigtigst af alt: At vi handler. For vi har skabt en folkeskole, hvis opbygning og indhold i højere grad er målrettet én gruppe af eleverne frem for en anden – pigerne frem for drengene. Og vi skylder begge grupper at gøre det bedre. For deres skyld – og for samfundets.

Roden til udfordringen hører ikke nødvendigvis kun hjemme i skolen, men det er skolen, der kommer til at løse det. Og det er i kommunerne, vi driver skolerne. Vi er nødt til at tage ansvaret på os.

Og for at afværge enhver tvivl: Det er ikke et spørgsmål om, hvordan og hvor nuanceret, man forstår drenge og pigers forskelligheder og behov. Vi skal skabe en folkeskole, der får alle med – uanset køn. Derfor skal vi også kunne tale åbent om det, når vi ser en tydelig kønsmæssig forskel.

Jeg mener, at børnene, skolelederne, lærerne, forældrene og den nyeste forskning skal samles, og alt sammen inddrages, så vi kan skabe en skole til alle børn. Jeg har ikke alle løsningerne – men jeg har nogle bud på, hvordan vi skal gribe det an i København.

Undervisningen skal møde virkeligheden

Jeg mener, at en del af løsningen er at turde forvente mere af vores børn, turde stille krav og acceptere mere naturlig konkurrence om at udmærke sig. Drengene som gruppe har det ofte sværere med den moderne verdens utydelige autoriteter: Derfor er det bydende nødvendigt, at vi som politikere også viser den fornødne tillid til netop lærerne og lederne for at styrke dem som faglige autoriteter i undervisningen.

De praktiske fag skal vægtes tungere, og vi skal turde at tænke kreativt i den måde, vi sammensætter skolegangen på. Og vi skal have mere bevægelse ind i folkeskolen. Det rummer København fantastiske muligheder for.

Med andre ord: Vi skal have færre undervisningstimer, hvor man sætter numsen i sædet og retter blikket mod tavlen og bøgerne. Vi skal etablere flere samarbejder med byens museer, teatre, musikskoler, idrætsforeninger og virksomheder, så skoleklasserne kan komme på besøg og opleve forløb, hvor undervisningen bliver taget ud af de traditionelle rammer.

Det er også derfor, jeg foreslår at etablere flere skolehaver. Flere børn i København skal mærke naturen under neglene – og med egne øjne se rejsen fra jord til bord. Tænkt engang, vi bor i en fantastisk by, der sprudler af kulturliv, foreninger og spændende innovative virksomheder. Dem skal vores børn opleve i deres hverdag.

Et andet eksempel kunne være, at vi styrker indsatsen for, at undervisningen omsættes til praksis. Når eleverne skal lære at regne, hvorfor så ikke gøre det i samarbejde med den lokale detailhandel, så eleverne kan opleve, hvordan matematikken er grundlæggende for så meget i vores hverdag.

Vi skal lytte til forskningen

Et andet sted, vi bør forbedre os, handler om systematik og forskning. I min tid som regionsrådsformand i Region Hovedstaden så jeg gang på gang, hvordan forskning blev vekslet til praksis, der resulterede i en bedre virkelighed. Den systematik mangler, når det kommer til folkeskolen. Tag eksemplet med skoleskak, som de blandt andet bruger på Heibergskolen på Østerbro. Skoleskak er en non-profit organisation, der samarbejder med folkeskolerne om at bruge skak som redskab til at forbedre indlæring.

Vi ved fra forskning, at skoleskak styrker elevernes faglighed. Især når det kommer til matematik. Alle eleverne har glæde af skak, men vi ser særligt drengenes motivation øges og indlæring styrkes, når de får de matematiske modeller ind ved hjælp af skakbrættets univers. Tilmed styrker det elevernes samarbejdsevne og er med til at udligne nogle af de forskelle mellem eleverne, den traditionelle undervisning reproducerer eller forstærker.

Den elev, der for eksempel oplever at have svært ved at læse og skrive, kan blomstre og udfolde sig – og måske endda få lov at lære fra sig ved hjælp af skak. I dag gør nogle skoler i København brug af skoleskak, andre gør ikke. Skoleskak er blot ét eksempel på, hvordan man kan tænke undervisningen anderledes.

Børnene skal blandes

Samtidigt må vi sande og derfor også handle på, at der er nogle kulturelle forskelle. Desværre er der alt for stor forskel på, hvordan nydanske børn klarer sig sammenlignet med resten. Der er intet sted, udfordringen er større, end når det kommer til drenge med anden etnisk baggrund. De klarer sig gennemsnitligt dårligere end deres søstre og resten af børnene. Det her er ikke et problem, skolen har skabt. Det er et problem, en fejlslagen integration har placeret ved skolens port. Men det er et problem, der også skal løses i skolen.

Derfor håber jeg inderligt, at Folketinget kan give kommunerne nogle værktøjer til at blande skolebørn på en endnu bedre måde, ligesom vi nu ser det med gymnasieeleverne. For lige nu øges afstanden mellem nye danskere og de gamle, og det er kimen til endnu en generation af unge (mænd) med anden etnisk baggrund, der risikerer ikke at få fodfæste i vores fælles samfund. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvis Socialdemokratiet igen betros overborgmesterposten, vil jeg samle rådhusets partier og de bedste skoleledere, lærere og pædagoger i vores by. Jeg vil samle de bedste cases og de bedste forskere fra Danmark og udlandet. Jeg vil involvere elever og forældre.

Vi skal definere de bedste værktøjer og de afgørende forandringer, der er nødvendige. Hvis vi skal ændre det her mønster, skal vi gøre det sammen. Det handler grundlæggende om at have tillid til, at de mennesker, der har viden og erfaring på området, også har evnerne til systematisk at bruge det på alle byens skoler.

Målet er at mindske afstanden i indlæring mellem drenge og piger. Målet er lige muligheder i livet. Målet er at arbejde anderledes med nydanskerne, især drengene. Ellers kommer det her fællesskab ikke videre. Og så har vi de samme debatter om sammenhængskraft og integrationsproblemer om 20, 30 og 40 år.

Status quo er for hjerteskærende til ikke at handle. Det tror jeg også, at alle forældre synes. Vi skylder hinanden, vores børn og ikke mindst fremtiden at gribe dette problem og løse det i fællesskab.

Sophie Hæstorp-Andersen er forhenværende regionsrådsformand og overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det ville være mere på sin plads at undersøge, hvad der er sket med drengene, siden de ikke længere egner sig til at gå i en folkeskole, der er stort set uændret - bortset fra at den måske i endnu højere grad imødekommer det, der burde appellere til drengene.

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Ruth Sørensen, Lotte Tvede, Jan Damskier og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Og se bare: Bla bla bla - og Hæstorp Andersen grundlægger et nyt dynasti af overborgmestre fra A.
Skam få den, der tænker ilde herom.

Steen K Petersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Der findes skoler som har brydning på skemaet. Det minsker vold på skolen!
Men det giver også elever, det at, være tæt på en anden krop og stole på hinanden.

Du glemte vist alle dem som I har fyldt ud i skolerne som egentlig hører til på en specialskole.

Jeg lærte mine elever for livet. Som matematiklærer for 10. klasser lærte de at viden er magt. I dag er jeg syg og i alvorlig tvivl om de unge lærer andet end at være nikkedukker i et skuespil.

Jeg kørte i metro, dengang jeg var rask, til en jobsamtale som jeg ikke fik. Der var mindst fire eksotiske fremmede i min vogn. Det var dengang Støjberg havde magten. Og deres øjne og mimik sagde at det var vanskeligt at stikke ud. Jeg kunne mærke deres indre skrig og desperation. Så det billede brændte ind i mig.

Skolerne bør slippes fri og skal forberede eleverne til det liv som åbentbart er mere tvivlsomt og usikkert end mit 54-årige liv. I der har magten har ikke brugt ordet "undtagelsestilstand" men det er netop det vi har oplevet hele tiden siden 11/3-2020.

FN og de andre er ikke et sekundt tvivl om at menneskeheden er grundlæggende truet. Så der skal laves nye læseplaner og klare mål når kundskaber og færdigheder skal udvikles hos de selvstændige tænkende unge.

Steen K Petersen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar

Er det en joke eller skjult metaironi på vælgernes bekostning, at spidskandidaten fra partiet bag Folkeskolereformen og med 100 år på overborgmesterposten nu - midt i en valgkamp - får trykt en "kronik" fuld af gratis varm luft, ansvarsforflygtigelse og tomme løfter om alt det, de vil gøre "hvis bare de får magten også de næste fire år"?

Sophie Hæstorp har nu i otte år været formand for Region Hovedstaden og efterlader sig et sundhedssystem i organisatoriske ruiner og dyb, dyb krise, og nu rykker hun bare videre som kandidat til det næste topjob, uden at nogen i pressen stiller det enkle spørgsmål: "Et det egentlig et skidegodt cv for en overborgmester?"

Flemming Berger, Lisbet Møller, Steen K Petersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Steffen Rahdoust Boeskov og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Rahdoust Boeskov

(Folke)skolen svigter nu ikke kun drengene, men hver eneste elev, der sætter sin fod der. Og den eneste løsning er at "lukke lortet", som de siger i Statsministeriet.

Børn har lige så meget brug for skolen for at lære noget, som de har brug for kirken for at blive frelst.

Eric Bøgh Svinth

Den danske folkeskole er efterhånden en joke... der er en grund til fra de øvre socialklasser, og selv socialkammerat partiets ministre, vælger privatskoler.
Det er ikke kun drengene de taber på gulvet. Men også de begavede elever som trækkes ned i den grå leverpostej, hvor alle er lige. Der bruges mere krudt på at hive de bogligt svage op på niveau end på at understøtte de ligeså "svage" bogligt stærke elever, ved feks at give dem ro og tilstrækkelig udfordring

Caroline Lillelund

Tak for at sætte fokus på folkeskolen i København. Det trænger den til. Jeg håber interessen varer ved efter kommunalvalget, uanset hvem der bliver overborgmester.
Jeg er dog lidt bekymret for Sophie Hæstorp Andersens løsningsmodeller. Det er alletiders med skolehaver, teaterbesøg og mere bevægelse i skoletiden, helt sikkert, men det løfter næppe karaktergennemsnittet for de drenge, der sakker agterud - heller ikke, hvis deres forældre eller bedsteforældre er indvandret til Danmark. Der er vist heller ikke megen dokumentation for klassekammerateffekten og 'blanding' af skoleelever. Men det er selvfølgelig billigere end mindre klassekvotienter, bedre forberedelsestid til lærerne og to-lærerundervisning.

Gunilla Kurdahl

Sophie!: Folkeskolen svigter alle børnene. Ingen af dem lærer at leve lykkelige og omsorgsfulde liv. De lærer at de skal præstere og overhøre deres egne og andres behov og ønsker.
Det er mange behov hos helt almindelige menneskebørn der ikke mødes i folkeskolen, to af dem er hjælp til at udvikle den følelsesmæssige intelligens og behov for at være fysisk aktiv.
Folkeskolen er præget af mistrivsel generelt og trænger til en langt større ændring end at blande eleverne. Der er behov for fokus på trivsel først og faglighed bagefter. Trivsel er en forudsætning for faglighed. Det er i hvert fald hvad forskningen siger.

Inge Lehmann og Steffen Rahdoust Boeskov anbefalede denne kommentar

Vi kan ikke være tilfredse med den tidlige skolestart
Sophie Hæstorp (S) skriver i sin kronik i Inf. Den 2.11.21, at folkeskolen svigter drenge.
Drengene passer ikke ind i rammerne i undervisningslokalet, skriver overborgmesterkandidaten. Det kommer nok ikke bag på lærere og forældre. Så det er fint at tage denne vigtige problematik op. Desværre kniber det med reelle løsninger fra Hæstorps side. Faktisk fortsætter hun med at stigmatisere drengene ved at påstå, at løsningen er ”at turde forvente mere”, ”stille større krav” og ”acceptere mere naturlig konkurrence om at udmærke sig” – fordi drenge åbenbart ”har det sværere med den moderne verdens utydelige autoriteter”.
Har de svigtede drenge virkelig brug for højere forventninger, større krav, mere konkurrence og tydeligere autoriteter? Det kalder jeg en problemløsning, der kun kan skabe flere problemer for drengene. Hæstorp nævner ikke med ét ord, hvilke vilkår disse drenge har gennemlevet inden de starter i skole. Her er tre specifikke forhold, som ellers nok kunne give stof til eftertanke. For det første den tidligere og tidligere skolestart. For det andet den voldsomme og uforstandige skolificering af det pædagogiske arbejde i vuggestuer og børnehaver, som Læreplanerne for disse er udtryk for. Det tredje forhold er den katastrofale beslutning om inklusion af sårbare børn i folkeskolen. Med et snuptag – og uden efteruddannelse – skulle skoler nu løse den vanskelige opgave at inkludere børn med alskens diagnoser (angst, ADHD, autisme m.m.) i den almindelige undervisning. En umulig opgave stillet af den tidligere S,SF,R regering i 2012! Hvilket har betydet voldsom kaos og larm i klasserne – og megen unødig smerte hos de inklusionsramte børn og familier.
Så kære Sophie Hæstorp, det er altså ikke nok at spille skak med børnene, hvis vi skal løse ikke bare drengenes, men også pigernes og i særdeleshed de sårbare børns gode-nok skolegang.