Kommentar

Vi skal have en stærkere skattekontrol imod organiseret økonomisk kriminalitet

Den skatteøkonomiske kriminalitet udvikler sig konstant og bliver sværere for myndighederne at opdage i tide. Nye svindelmønstre opstår hurtigt, og svindlen foregår ofte i et højere tempo end tidligere. Derfor ansætter vi flere til at gøre livet surt for skattesvindlerne, skriver skatteminister Morten Bødskov i fælles indlæg med ordførere fra støttepartierne
Regeringen og støttepartierne vil ansætte yderligere 250 medarbejdere til skattevæsenet samt to nye skattecentre i Slagelse og Ringe i 2022 for at tage kampen op mod svindel.

Regeringen og støttepartierne vil ansætte yderligere 250 medarbejdere til skattevæsenet samt to nye skattecentre i Slagelse og Ringe i 2022 for at tage kampen op mod svindel.

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Debat
1. december 2021

Det danske velfærdssamfund er et af de bedste og mest velfungerende i verden. Det er det, fordi vi har en grundlæggende tro på, at fællesskabet fungerer. Og vi har tillid til vores bærende offentlige institutioner.

Derfor er det ærgerligt, hver gang tilliden til det offentlige lider et knæk. For hver gang den tillid svækkes, falder vores tro på fællesskabet en anelse, og vi bevæger os et lille skridt længere væk fra det velfærdssamfund, vi gerne vil have. Det sker på skatteområdet, hvis vi oplever, at andre undgår at bidrage med deres del til fællesskabet, imens vi selv betaler den skat, vi skal. Og det er desværre noget, vi har set – og stadig ser – alvorlige eksempler på.

For virksomhederne ligger problemerne i høj grad ved afregningen af moms. Her laver halvdelen af de små og mellemstore virksomheder fejl i deres indberetning eller skattebetaling.

Der sker desværre også alvorlige fejl i skatteoplysningerne hos almindelige lønmodtagere. Det gælder både de oplysninger, der kommer automatisk fra tredjeparter, for eksempel fra arbejdsgivere og banker, men også de oplysninger, som borgerne selv indberetter. Disse fejl koster også på både tillid og penge.

Allerværst ser vi også eksempler på decideret skatteøkonomisk kriminalitet, hvor personer bevidst og målrettet forsøger at svindle penge ud af fælleskassen.

Mere organiseret svindel

De seneste år har vi oplevet flere store sager om omfattende svindel med skatter og afgifter for flere hundrede millioner kroner. Penge, der kunne have været brugt på skoler, daginstitutioner og hospitaler og alle mulige andre ting, som vi hverken kan eller vil undvære i vores velfærdssamfund.

Og det er desværre ikke så let at forhindre, at sådanne svindelnumre gentager sig. For den skatteøkonomiske kriminalitet udvikler sig konstant og bliver på flere måder mere kompleks og sværere for myndighederne at opdage i tide. Nye svindelmønstre opstår hurtigt, og svindlen foregår ofte i et højere tempo end tidligere, blandt andet på grund af digitale betalingsmuligheder.

Samtidig bliver svindlen mere organiseret og mere professionel, og svindlerne bruger blandt andet professionelle rådgivere til at hjælpe sig med at planlægge og udføre kriminalitet.

Det danske skattevæsen kæmper en brav kamp, men det bliver ganske enkelt sværere og sværere at følge med. Den udvikling er gift for sammenhængskraften i vores samfund. For vi mister troen på fællesskabet, når vi selv går på arbejde hver dag, tjener en ærlig løn og betaler vores skat, mens andre kan svindle fælleskassen for ufattelige summer.

Der findes én og kun én vej frem: Vi skal have en stærk skattekontrol, der kan stå op imod de målrettede og aggressive svindlere.

250 flere til at opdage svindel

Skattekontrollen i Danmark har desværre været prioriteret for lavt i mange år. Vi har derfor stillet os i spidsen for at give den et markant løft. Regeringen og partierne bag finanslovsaftalerne for 2020 og 2021 har derfor sikret finansieringen af den samlede reform af skattekontrollen og dermed i alt 1.000 ekstra medarbejdere. Samlet er der bevilget knap 800 millioner kroner årligt, når reformen er fuldt indfaset i 2023.

Vi har tidligere indgået aftaler om de første to af i alt fire etaper af en kontrolreform. De to etaper har givet 500 ekstra medarbejdere og fire nye skattecentre, der skal styrke vores indsats mod blandt andet skattely og international skatteunddragelse.

Vi er nu klar til at præsentere tredje kontroletape. Og ligesom de to foregående etaper tilfører den endnu 250 medarbejdere til skattevæsenet samt to nye skattecentre i Slagelse og Ringe i 2022.

Med denne etape skal vi ansætte mange nye gode folk, der er i stand til at analysere på tværs af store datamængder og spotte mønstre, der kan være tegn på svindel. Folk, der kan analysere og sammenligne nationale oplysninger med oplysninger fra andre lande og opdage og kortlægge svindelmønstre. Kort sagt: Folk, der kan gøre det utrolig svært at være skattesvindler.

Et vigtigt element i etape tre bliver den tidlige kontrol. Vi skal blive langt bedre til at opdage og standse svindelvirksomheder, før deres ulovlige aktiviteter overhovedet kommer i gang. Den bedste skattesvindel er og bliver den, der aldrig finder sted.

Derudover vil tredje etape styrke kontrollen med moms og afgifter. Den vil også skærpe kontrollen med tredjeparter, som for eksempel arbejdsgivere og banker, og øge størrelsen på bøder, så de store virksomheder også mærker konsekvensen, når de ikke indberetter korrekt.

Selv om den økonomiske kriminalitet bliver mere kompleks og professionel, så er de kriminelle stadig en meget lille minoritet. Dem vil vi gøre livet surt for uden at gøre det besværligt for det store flertal, der gerne vil betale den rigtige skat.

Det skal være nemt for de mange – og utrolig svært for de få.

Morten Bødskov er skatteminister (S)

Troels Ravn er skatteordfører (S)

Carl Valentin er skatteordfører (SF)

Kathrine Olldag er skatteordfører (R)

Rune Lund er skatteordfører (EL)

Franciska Rosenkilde er politisk leder (Alt.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Og denne gang mener vi det.