Systemets svar på mine senfølger af seksuelle overgreb var medicin i bunkevis

Sidste år kastede livet med kampesten. Jeg blev hårdt ramt.

Det er svært at forklare og måske umuligt at forstå, men når livet viser tænder, tjærer mine tanker til.

Jeg har kendt til selvmordstanker, siden jeg som niårig blev seksuelt misbrugt af min nu afdøde papbedstefar. Selvmordstankerne fandt første gang vej til mig en sen aften efter et overgreb, hvor jeg sad sammenkrøllet under en altan i et af Skanderborgs mange boligkomplekser. Jeg var bange, ensom og dybt fortvivlet og trøstede mig med, at det altid var muligt at dø.

Siden har selvmordstankerne fungeret som redningsplanker, der dækkede over en ubærlig indre smerte. Et åndehul, en tankeflugt. Tankerne var sjældent livsfarlige.

Min baggrund overgår nok de flestes fantasi, men jeg har bestemt haft et stærkt, sundt og godt liv alligevel. Men når livet kaster med det tunge skyts, trækker det rystelser ind i alting, og mine tanker ændrer form og kan blive livsfarlige.

Tilbage i december 2019 blev jeg skrevet på venteliste hos Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) og Kvisten (Kvisten udbyder psykoterapi til kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, red.), fordi jeg kunne mærke, jeg var nødt til at tale med nogen om de fysiske og psykiske signaler, min krop gav mig. De er eksperterne, når det handler om mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb. Først i sidste uge – næsten to år efter – er jeg blevet indkaldt til den første samtale.

Jeg skammede mig som en hund

Jeg kunne ikke vente så længe med at få hjælp. Ventetiderne ved almindelige psykologer var uoverskuelige, og fandt jeg en psykolog med mindre end tre måneders ventetid, måtte jeg bevæge mig langt uden for min egen region. De fleste psykiatere havde lukket for tilgang, og hos dem, der tog telefonen, måtte man forvente op til seks måneders ventetid.

Min situation var uholdbar, og jeg var smertefuldt bevidst om det. Min læge forsøgte at overtale mig til at blive indlagt. Men jeg havde ikke brug for en seng, jeg har en seng. Jeg havde brug for nogen, der kunne rumme det, jeg gik igennem, sammen med mig. Jeg blev henvist til lokalpsykiatrien, som afviste mig, fordi mennesker med mine udfordringer ikke hører til i psykiatrien, vi hører til hos CSM og Kvisten.

Jeg skammede mig som en hund, en forvist hund.

Skam er sådan en tung følelse, den trækker tråde hele vejen ned gennem livets smertebarakker og finder vej til et genkendeligt sort smertehul inden i mig. Efter et par måneder i frit fald var min tilstand værre end nogensinde.

Depression er en ubarmhjertig størrelse.

Min læge blev insisterende i sit forsøg på at hjælpe mig, og efter en del mail og telefonsamtaler lykkedes det til sidst. Jeg fik lov at tale med en sygeplejerske i lokalpsykiatrien om selvmordstankerne, men ikke om årsagen til dem. Min historie og årsagen til mine mange svære følelser blev betragtet som irrelevante. Fokus var på mine symptomer, og et spørgeskema afslørede, at jeg led af en svær depression.

Det regnede med medicin

Og så regnede det ellers med medicin. Sovepiller, angstmedicin, antidepressiv medicin, antipsykotisk medicin og stemningsstabiliserende medicin blev ordineret. Det mindede om den tilgang, som jeg blev mødt med 12 år tidligere, hvor livet også havde fundet det tunge skyts frem. En tilgang, der endte med at parkere mig på førtidspension og gøre livet virkelig svært.

Hvorfor gør man det? Hvorfor møder man et menneske i sine følelsers vold med en medicinsk tilgang? Hvorfor udskriver man store mængder medicin til et menneske med svære selvmordstanker?

Jeg tog sovemedicinen og indimellem også den antipsykotiske medicin. Men jeg aner faktisk ikke hvorfor. Jeg har aldrig nogensinde været psykotisk.

Jeg mødte heller aldrig den psykiater, der ordinerede medicinen, så jeg ved ikke, hvad planen var, eller hvad jeg kunne forvente af behandlingen. Men jeg klamrede mig desperat til den sprække i systemet, jeg havde fået mig sneget ind ad. Mens livet sank stille og roligt ud af mig.

Et lys i mørket

»Jeg er faret vild, og jeg kan ikke finde hjem i mig selv igen.«

Sådan startede den mail, jeg sendte af sted til en ung psykolog. Jeg kastede mit sidste livshåb efter ham, og det skulle vise sig at få afgørende betydning for mig.

Det tog mig nogen tid at føle mig tryg, men det lykkedes, og jeg lukkede ham stille og roligt ind i det mørke, der var så råhårdt at være alene i. Han skabte ro, han gav mig tid, han turde være i smerten med mig, han turde stille spørgsmål, alt imens han forsikrede mig om, at jeg havde styrken til at komme igennem det.

Og så hjalp psykologen mig med at blive afpsykiatriseret. Afpsykiatrisering er et begreb, psykologen brugte, og som vi har brugt rigtig meget tid på – og stadig gør. Jeg havde adopteret tanken om, at der var noget galt med mig, jeg havde, uden at opdage det, grebet ud efter den knage, som jeg fik stillet til rådighed i psykiatrien.

Mine mange følelser og reaktioner hang hulter til bulter på den knage, en sygdomsdiagnose. Jeg var ved at give efter for presset. Psykologen hjalp mig med at få afmonteret diagnosen, det var en lang sej kamp, men jeg kom ud af depressionen, jeg fandt hjem i mig selv, og jeg øjnede håb for fremtiden.

Det kan næsten lyde poetisk, det er ikke meningen, for det er meget alvorligt og meget, meget vigtigt.

Psykiatrien skal være sekundær

Man kunne skåne mange mennesker med psykiske problemer, hvis indsatsen var rigtig fra starten. Man kunne sikkert også skåne psykiatrien.

Psykiatrien har blødt i mange år, og det ene plaster efter det andet er blevet sat på uden den store positive effekt. Psykiatrien bløder stadig, og det gør patienterne også.

Hvorfor ikke vende det hele på hovedet og gøre noget helt andet? Hvorfor ikke satse på en platform, der tilbyder terapi til de traumatiserede – inden de sluses ind i psykiatrien? En platform, hvor man arbejder med mennesker, inden de bliver patienter.

Voksne, der kæmper med senfølger efter seksuelle overgreb eller andre traumer i barndommen, må ofte vente op til tre år på at få tilbudt et relevant behandlingsforløb. Bukker de under i ventetiden, er sandsynligheden for, at de ender som patienter i psykiatrien og tilpasses en diagnosekasse, stor.

Det er tankevækkende, at jeg har overlevet overgreb og andre voldsomme traumer gennem livet, men aldrig har tænkt på mig selv som syg, før jeg stiftede bekendtskab med psykiatrien. Hvorfor sende mennesker som mig ind i et system, som ikke har mulighed for at arbejde med årsagen til mine psykiske problemer?

Det er en skamfuld erkendelse, at hændelser, der ligger 30-40 år tilbage, kan komme snigende ind i nutidens følelser og reaktioner. Men min historie vækker desværre nok genkendelse hos rigtig mange. Vi fylder ret godt op i psykiatriens negative regnestykke, vil jeg tro. Det er ikke ualmindeligt, at senfølger efter en traumatisk barndom kommer til udtryk i voksenlivet. Traumer kan komme til udtryk som psykiske, sociale eller fysiske problemer, og det kan være meget vanskeligt at tale om. Man gennemskuer måske heller ikke selv sammenhængen.

Man er ikke nødvendigvis syg, fordi man har traumer med i bagagen. Man er heller ikke nødvendigvis syg, fordi man har selvmordstanker. Man er nødvendigvis heller ikke ved at dø eller gøre skade på sig selv, men man er i dyb krise, og det er vigtigt, at der er hurtig, tilgængelig hjælp. Og den hjælp skal være rigtig fra starten af.

Der er sund fornuft i at investere i mennesker med psykiske problemer, inden de bliver syge og behandlingskrævende, det er et kæmpe ressourcespild ikke at gøre det.

Pernille Søndergård Frandsen er førtidspensionist og forfatter

Information har set kronikørens patientjournal.