Kronik

Systemets svar på mine senfølger af seksuelle overgreb var medicin i bunkevis

Jeg tog antipsykotisk medicin, men jeg har aldrig nogensinde været psykotisk. Jeg lider af senfølger efter overgreb, men er udelukkende blevet tilbudt alskens psykofarmaka. Hvorfor ser man ikke på årsagen til mine psykiske problemer i stedet for at udskrive medicin, skriver Pernille Søndergård Frandsen i dette debatindlæg
Det er tankevækkende, at jeg har overlevet overgreb og andre voldsomme traumer gennem livet, men aldrig har tænkt på mig selv som syg, før jeg stiftede bekendtskab med psykiatrien, skriver Pernille Søndergård Frandsen i denne kronik.

Det er tankevækkende, at jeg har overlevet overgreb og andre voldsomme traumer gennem livet, men aldrig har tænkt på mig selv som syg, før jeg stiftede bekendtskab med psykiatrien, skriver Pernille Søndergård Frandsen i denne kronik.

Michael Drost-Hansen

Debat
22. november 2021

Sidste år kastede livet med kampesten. Jeg blev hårdt ramt.

Det er svært at forklare og måske umuligt at forstå, men når livet viser tænder, tjærer mine tanker til.

Jeg har kendt til selvmordstanker, siden jeg som niårig blev seksuelt misbrugt af min nu afdøde papbedstefar. Selvmordstankerne fandt første gang vej til mig en sen aften efter et overgreb, hvor jeg sad sammenkrøllet under en altan i et af Skanderborgs mange boligkomplekser. Jeg var bange, ensom og dybt fortvivlet og trøstede mig med, at det altid var muligt at dø.

Siden har selvmordstankerne fungeret som redningsplanker, der dækkede over en ubærlig indre smerte. Et åndehul, en tankeflugt. Tankerne var sjældent livsfarlige.

Min baggrund overgår nok de flestes fantasi, men jeg har bestemt haft et stærkt, sundt og godt liv alligevel. Men når livet kaster med det tunge skyts, trækker det rystelser ind i alting, og mine tanker ændrer form og kan blive livsfarlige.

Tilbage i december 2019 blev jeg skrevet på venteliste hos Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) og Kvisten (Kvisten udbyder psykoterapi til kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, red.), fordi jeg kunne mærke, jeg var nødt til at tale med nogen om de fysiske og psykiske signaler, min krop gav mig. De er eksperterne, når det handler om mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb. Først i sidste uge – næsten to år efter – er jeg blevet indkaldt til den første samtale.

Jeg skammede mig som en hund

Jeg kunne ikke vente så længe med at få hjælp. Ventetiderne ved almindelige psykologer var uoverskuelige, og fandt jeg en psykolog med mindre end tre måneders ventetid, måtte jeg bevæge mig langt uden for min egen region. De fleste psykiatere havde lukket for tilgang, og hos dem, der tog telefonen, måtte man forvente op til seks måneders ventetid.

Min situation var uholdbar, og jeg var smertefuldt bevidst om det. Min læge forsøgte at overtale mig til at blive indlagt. Men jeg havde ikke brug for en seng, jeg har en seng. Jeg havde brug for nogen, der kunne rumme det, jeg gik igennem, sammen med mig. Jeg blev henvist til lokalpsykiatrien, som afviste mig, fordi mennesker med mine udfordringer ikke hører til i psykiatrien, vi hører til hos CSM og Kvisten.

Jeg skammede mig som en hund, en forvist hund.

Skam er sådan en tung følelse, den trækker tråde hele vejen ned gennem livets smertebarakker og finder vej til et genkendeligt sort smertehul inden i mig. Efter et par måneder i frit fald var min tilstand værre end nogensinde.

Depression er en ubarmhjertig størrelse.

Min læge blev insisterende i sit forsøg på at hjælpe mig, og efter en del mail og telefonsamtaler lykkedes det til sidst. Jeg fik lov at tale med en sygeplejerske i lokalpsykiatrien om selvmordstankerne, men ikke om årsagen til dem. Min historie og årsagen til mine mange svære følelser blev betragtet som irrelevante. Fokus var på mine symptomer, og et spørgeskema afslørede, at jeg led af en svær depression.

Det regnede med medicin

Og så regnede det ellers med medicin. Sovepiller, angstmedicin, antidepressiv medicin, antipsykotisk medicin og stemningsstabiliserende medicin blev ordineret. Det mindede om den tilgang, som jeg blev mødt med 12 år tidligere, hvor livet også havde fundet det tunge skyts frem. En tilgang, der endte med at parkere mig på førtidspension og gøre livet virkelig svært.

Hvorfor gør man det? Hvorfor møder man et menneske i sine følelsers vold med en medicinsk tilgang? Hvorfor udskriver man store mængder medicin til et menneske med svære selvmordstanker?

Jeg tog sovemedicinen og indimellem også den antipsykotiske medicin. Men jeg aner faktisk ikke hvorfor. Jeg har aldrig nogensinde været psykotisk.

Jeg mødte heller aldrig den psykiater, der ordinerede medicinen, så jeg ved ikke, hvad planen var, eller hvad jeg kunne forvente af behandlingen. Men jeg klamrede mig desperat til den sprække i systemet, jeg havde fået mig sneget ind ad. Mens livet sank stille og roligt ud af mig.

Et lys i mørket

»Jeg er faret vild, og jeg kan ikke finde hjem i mig selv igen.«

Sådan startede den mail, jeg sendte af sted til en ung psykolog. Jeg kastede mit sidste livshåb efter ham, og det skulle vise sig at få afgørende betydning for mig.

Det tog mig nogen tid at føle mig tryg, men det lykkedes, og jeg lukkede ham stille og roligt ind i det mørke, der var så råhårdt at være alene i. Han skabte ro, han gav mig tid, han turde være i smerten med mig, han turde stille spørgsmål, alt imens han forsikrede mig om, at jeg havde styrken til at komme igennem det.

Og så hjalp psykologen mig med at blive afpsykiatriseret. Afpsykiatrisering er et begreb, psykologen brugte, og som vi har brugt rigtig meget tid på – og stadig gør. Jeg havde adopteret tanken om, at der var noget galt med mig, jeg havde, uden at opdage det, grebet ud efter den knage, som jeg fik stillet til rådighed i psykiatrien.

Mine mange følelser og reaktioner hang hulter til bulter på den knage, en sygdomsdiagnose. Jeg var ved at give efter for presset. Psykologen hjalp mig med at få afmonteret diagnosen, det var en lang sej kamp, men jeg kom ud af depressionen, jeg fandt hjem i mig selv, og jeg øjnede håb for fremtiden.

Det kan næsten lyde poetisk, det er ikke meningen, for det er meget alvorligt og meget, meget vigtigt.

Psykiatrien skal være sekundær

Man kunne skåne mange mennesker med psykiske problemer, hvis indsatsen var rigtig fra starten. Man kunne sikkert også skåne psykiatrien.

Psykiatrien har blødt i mange år, og det ene plaster efter det andet er blevet sat på uden den store positive effekt. Psykiatrien bløder stadig, og det gør patienterne også.

Hvorfor ikke vende det hele på hovedet og gøre noget helt andet? Hvorfor ikke satse på en platform, der tilbyder terapi til de traumatiserede – inden de sluses ind i psykiatrien? En platform, hvor man arbejder med mennesker, inden de bliver patienter.

Voksne, der kæmper med senfølger efter seksuelle overgreb eller andre traumer i barndommen, må ofte vente op til tre år på at få tilbudt et relevant behandlingsforløb. Bukker de under i ventetiden, er sandsynligheden for, at de ender som patienter i psykiatrien og tilpasses en diagnosekasse, stor.

Det er tankevækkende, at jeg har overlevet overgreb og andre voldsomme traumer gennem livet, men aldrig har tænkt på mig selv som syg, før jeg stiftede bekendtskab med psykiatrien. Hvorfor sende mennesker som mig ind i et system, som ikke har mulighed for at arbejde med årsagen til mine psykiske problemer?

Det er en skamfuld erkendelse, at hændelser, der ligger 30-40 år tilbage, kan komme snigende ind i nutidens følelser og reaktioner. Men min historie vækker desværre nok genkendelse hos rigtig mange. Vi fylder ret godt op i psykiatriens negative regnestykke, vil jeg tro. Det er ikke ualmindeligt, at senfølger efter en traumatisk barndom kommer til udtryk i voksenlivet. Traumer kan komme til udtryk som psykiske, sociale eller fysiske problemer, og det kan være meget vanskeligt at tale om. Man gennemskuer måske heller ikke selv sammenhængen.

Man er ikke nødvendigvis syg, fordi man har traumer med i bagagen. Man er heller ikke nødvendigvis syg, fordi man har selvmordstanker. Man er nødvendigvis heller ikke ved at dø eller gøre skade på sig selv, men man er i dyb krise, og det er vigtigt, at der er hurtig, tilgængelig hjælp. Og den hjælp skal være rigtig fra starten af.

Der er sund fornuft i at investere i mennesker med psykiske problemer, inden de bliver syge og behandlingskrævende, det er et kæmpe ressourcespild ikke at gøre det.

Pernille Søndergård Frandsen er førtidspensionist og forfatter

Information har set kronikørens patientjournal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tusind tak for denne kronik, hvor der præcist sættes ord på den mangelfulde tilgang, mennesker med sår på sjælen mødes med af samfundet.

Udover at det åbenlyst er fuldkommen uværdigt at udsætte folk for månedlange ventetider og psykofarmaka istedet for relevant terapi, er det også hul i hovedet, både for det enkelte menneske, men også for vores fællesskab, at denne ventetid koster dyrt, ofte med ødelagte liv til følge, istedet for hjælp i tide, der kan føre til hel eller delvis helbredelse.

Det glæder mig, at du fandt en psykolog som kunne hjælpe med at afpsykiatrisere dig, Pernille.

God vind fremover :-)

Anette Ulstrup, Estermarie Mandelquist, Birthe Drews, Anne Søgaard, Majken Munch, Inger Pedersen, Josephine Kaldan, Jan Dietrich, Frederikke Nielsen, Knud Chr. Pedersen, Kurt Nielsen, Katrine Marie Christiani, Martin Rønnow Klarlund, David Zennaro, Niels Bønding, Jeanne Löwe Lindberg, Annette Chronstedt, Lise Lotte Rahbek, Stella Nielsen, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Viggo Okholm, Hans Ditlev Nissen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Jeanne Löwe Lindberg

Godt skrevet! Tak for du deler dine helt genkendelige oplevelser. Det er desværre også mine oplevelser. Både som pårørende og som privat praktiserende psykoterapeut. Jeg har i årevis lyttet til mine klienters beretninger fra deres møde med psykiatrien. De er kommet til mig, diagnosticeret og medicineret igennem ufattelig mange år og beretter at ingen i psykiatrien nogensinde har interesseret sig for deres livshistorie. Allerede i det første møde bliver det klart for mig at der er en tydelig sammenhæng mellem reaktion, adfærd og det levede liv.
Hvad er det der foregår, når det helt åbenlyse, den sunde fornuft og den almene naturlige mellemmenneskelige omsorg, bliver sat ud af spillet og der istedet sker en virkelighedsfjern og skadelig fordrejning i form af sygeliggørelse af mennesker i psykisk krise? Medicinering burde være absolut sidste valg og kun så lidt som nødvendigt.
Du er ikke alene med dine erfaringer og betragtninger. Der findes psykiatriske overlevere, pårørende og fagfolk der gerne vil vende skuden og tilbyde en virksom og værdig hjælp og støtte til kriseramte mennesker. Nedenfor et uddrag fra bogen:
‘Diagnose oprøret ulmer’, som er bare ét eksempel på én faglige splittelse mellem den medicinske og psykologiske tilgang til psykisk krise.
“Den britiske psykologforening har udgivet
ny banebrydende bog, der varsler et radikalt opgør med det diagnosesystem, der i årtier har domineret synet på psykiske lidelser i psykiatrien verden over. Bogen giver nye forståelser af og forklaringer på psykiske problemer – budskabet er, at vi skal stoppe med at sygeliggøre og i stedet lytte til de oplevelser og erfaringer, som mennesker i følelsesmæssig pine bærer rundt på.”

I Dansk Psykoterapeut Forening findes der psykoterapeuter der specifikt er uddannet til netop at give den støtte og hjælp der efterlyses til mennesker i psykisk krise. Vi har ikke månedslange ventetider. Vi må hovedsagligt arbejde privat for selvbetalende klienter.
Endnu en skævvridning i feltet, for det er kun psykologhjælp der er tilskud til. I betragtning af de uhørte lange ventetider undre det mig, at mennesker med en henvisning fra lægen, ikke må vælge behandler selv og få deres tilskud fra sygesikringen med til en psykoterapeut. Hvordan kan det mon være?

Estermarie Mandelquist, Majken Munch, Torben Juul, Inger Pedersen, Josephine Kaldan, Knud Chr. Pedersen, Katrine Marie Christiani, Martin Rønnow Klarlund, David Zennaro, Stella Nielsen, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jeanne Löwe Lindberg

Gode betragtninger.

Hvordan skal mennesker med få penge få råd til relevant terapi, når der kun henvises til psykologer eller psykiatere?

Diagnoser er et andet element, hvor patienten oplever at blive 'fjerndiagnosticeret' ud fra et spørgeskema, af en psykiater, de aldrig har mødt og talt med ansigt til ansigt, og derefter medicineret udfra gisninger.

Ingen udenfor det psykiatriske system, det vil sige patienter eller pårørende, forestiller sig at diagnoser kan stilles på denne måde, men det sker hver eneste dag.

Uden nærmere undersøgelse bliver patienter påduttet den ene eller anden diagnose, som der efterhånden bygges videre på.

Det samme gælder medicinen, hvor bivirkningscocktailen modvirker effekten, eller hvor den i første omgang burde være erstattet af terapi.

Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, David Zennaro, Jeanne Löwe Lindberg og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Tak for at dele din historie. Den er desværre alt for genkendelig. systemerne hænger ikke sammen, psykiatrien er et system, her gøres diagnoser og visiteringer som udløser bestemte medicineringer, tilskud og veje i systemet. Det sociale er et andet system som også adskilt fra andre systemer. Politi og domstolene er et tredje system osv. De fleste ofre for overgreb, vold og voldtægt oplever, at blive opslugt af et system eller tabt mellem flere systemer. En række frivillige rådgivninger m.v. forsøger at agere mentorer og bisiddere for at få tingene til at hænge bedre sammen. De burde selvfølgelig være betalte og akkrediterede til rollen.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Jeanne Löwe Lindberg og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Klaus Seidenfaden

Mit lægmandsgæt på svaret på det gennemgående 'hvorfor' er:

Kvantificerbarhed.

Politikere har en mani med at skulle kunne måle og dokumentere effekten af alt hvad der koster penge. Og medicinalindustrien har sat sig på vores kollektive syn på sygdomsbehandling med en fortælling om at kemi er det eneste der må tages alvorligt. Politikere skal spare, big pharma skal profitmaksimere.

Psyken kan man ikke måle og veje og påvirke på samme 'letforståelige' måde som kroppen. Men vi kan lade som om.

Det er på høje tid at vi skrotter det mekanistiske, reduktionistiske menneskesyn (for nu at bruge gloser der passer til avisen her) og skaber et nyt og mere holistisk, der kan rumme og forene de bedste elementer fra tidligere paradigmer og samtidig være åbent for nye indsigter.

Estermarie Mandelquist, Majken Munch, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Jeanne Löwe Lindberg og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

22/nov/2021

Ja, Pernille Søndergård Frandsen,
jeg forstår dig til fulde:

Du ER ikke et problem, du HAR et,
eventuelt to eller tre problemer,
men tag nu ét ad gangen :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Claus Bødtcher-Hansen

22/nov/2021

Ja, Pernille Søndergård Frandsen,
jeg forstår dig til fulde:

Du ER ikke et problem, du HAR et,
eventuelt to eller tre problemer,
men tag nu ét ad gangen :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Michael Pedersen

"Man kunne skåne mange mennesker med psykiske problemer, hvis indsatsen var rigtig fra starten"

No shit. Man kunne gøre meget rigtigt, hvis det, man gjorde, ikke var forkert.

Men nu ER det jo faktisk ikke så enkelt at afkode folks psykiske problemer, arten deraf og så videre. Om de er syge, lidt syge, virkelig syge, normale, lidt til venstre for normalspektret, lidt nedenfor, ovenover.

Det ER ikke let for behandlingssystemet at afkode folk. Det ville da være så herligt, hvis man bare kunne troppe op og blive afkodet. Vel at mærke afkodet i en grad, der ikke gjorde ondt på den afkodede. Det er ikke alle, der har lyst til at få smækket det i ansigtet, at vedkommende har brug for hjælp.

Det er IKKE let at være behandler. Men man vænner sig (vel) med tiden til, at man ikke altid agerer korrekt. Man vænner sig til, at man møder folk, der mener, at de burde være blevet afkodet from the get go, som var man en fucking maskine.

Frederikke Nielsen

Tak for din fortælling om en traumatisk barndom og en næsten lige så traumatiserende behandling. Meget smukt fortalt.

Udover din kritik af behandlersystemet - eller politikerne bag - fortæller din historie mig også, hvorfor mennesker, der har oplevet noget meget traumatisk, kan leve med konsekvenserne af det i 10-20-30 år, ja et helt liv. Et overgreb glemmes aldrig - heller ikke selvom en lovgivning forældes.

Anette Ulstrup, Colin Bradley, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi skal passe på hinanden, lytte til hinanden, tålmodigt, så vi skaber rum for muligheder til at gennemskue og lindre de traumer, vi har med i rygsækken.
Desværre griber systemet alt for hurtigt til medicin. Det bør vi ændre. Tak Pernille Søndergård Frandsen for en yderst relevant kronik