Læserbrev

Vi skal tale højt om, hvor idiotiske og kontrollerende, vores partnere også kan være

Med parterapi-program får DR skildret noget af det vigtigste: Parforholdets modgang. For der er brug for, at vi taler højt om, at parforholdet også er fyldt med sorg, irritation, skuffelse, vrede og frygt, skriver præst og psykoterapeut Ane Sofie Lindegaard i dette debatindlæg
Debat
17. november 2021

Parterapi – Elsker du mig stadig?, hedder programmet på DR, hvor psykologen Orna Guralnik taler med par om kriserne i deres forhold. Jeg ser det og er godt underholdt hver gang.

Det er tankevækkende, at det er så godt for mig og mange andre seere at følge med i parrenes konflikter. Jeg tror ganske enkelt, at det er godt at opdage, at alle de andre også kæmper.

Når jeg som præst taler med kommende brudepar og hører, hvor helt fantastisk den anden er, hører om relationer, der lyder som evigt harmoniske, så bliver jeg altid misundelig. Dødmisundelig. Hvorfor er det ikke sådan hjemme hos mig med min mand, spørger jeg mig selv.

Jeg har let ved at blive forført af englenes sang – let ved at tro, at der findes evigt salige forhold. Lige indtil boblen punkteres, når jeg spørger dem, om han eller hun også kan være pisseirriterende.

»Jo, han er også en stor idiot,« sagde hun. »Hun kan være så skide kontrollerende,« sagde han. »De er heller ikke perfekte,« tænkte jeg.

Og det er altid godt at opdage. Så er der også plads til mig og al min uperfekthed. Jeg tror simpelthen, at vi føler os mindre ensomme og forkerte, når det går op for os, at alle de andre også har deres at slås med.

Et ægteskab kaster også lange skygger, og hver gang vi lader, som om solen altid skinner, forråder vi livet i sin helhed. Og vi lader alle de andre tro, at den evige salighed faktisk findes på denne jord.

Derfor siger vi i kirken: »Vil du elske og ære hende og leve med hende både i medgang og i modgang?« Modgangen er vigtigt at holde fast i, fordi den findes og er en stor del af vores virkelighed. Hvis vi taler om den og giver den luft, kan det være, skilsmisseprocenten falder, fordi vi forstår, at liv sammen også rummer alt det svære.

Derfor er det godt at se de par, der har fundet modet til at udstille alle deres konflikter på åben skærm. Fordi det giver vores parforhold et større livsrum at være til i. Det åbner en himmelbue over os, der spænder vidt – fra glæde til sorg, hen over irritation, skuffelse, vrede, frygt og mere endnu.

Og med Orna Guralniks kærlige tilstedeværelse og store visdom finder vi tilbage til håbet om, at der findes en vej igennem det mørke, som modgangen truer os med.

Ane Sofie Lindegaard er præst og psykoterapeut.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her