Klumme

De unge er ikke ’generation sart’, de er ’generation følelsesmæssigt intelligent’

Nutidens unge er blevet kaldt mange ting, blandt andet sarte og navlepillende, men man kan også mene, at deres evne til at tage deres følelser seriøst, placerer deres generation blandt de mest intelligente i verdenshistorien, skriver diversitetskonsulent Fahad Saeed i denne klumme
Under sommerens OL trak Simone Biles sig for at passe på sig selv og sit mentale helbred.

Under sommerens OL trak Simone Biles sig for at passe på sig selv og sit mentale helbred.

Loic Venance

Debat
23. november 2021

Den sidste weekend i oktober brugte jeg en del tid i et gulvtæppebelagt konferencelokale. Det var i Holland, mellem efterårsskove og spejlblanke søer, at jeg var samlet med 30 andre LGBT+-aktivister fra hele Europa til et årligt seminar.

Forsamlingen talte både forskere, forfattere, digtere, religiøse lærde og aktivister. I denne pandemiske verden havde jeg helt glemt, hvordan det var at mødes i den slags sammenhæng. Hver dag var en ny proces af livsændrende interaktioner og viden, som forandrede mig. Det var fantastisk. Intet mindre. Det var også et møde mellem generationer. Mellem generation X, generation Y og generation Z, betegnelserne, der dækker over generationerne fra 1970’erne til årtusindskiftet.

Det var på gulvtæppet, vi afsluttede vores lange seminardage sammen. Vi sad i skrædderstilling i en cirkel, hvor vi en ad gangen skulle fortælle, hvordan vi havde det, og hvordan dagen havde været. ’At tjekke ud’ kalder man det også, og nogle gange tog det lang tid. Et par timer.

Jeg tror sjældent, jeg har oplevet en forsamling af mennesker, der kunne beskrive deres følelser og tilstand så intelligent, som de yngste medlemmer af vores cirkel. Generation Z’erne. Jeg oplevede deres evne til at beskrive deres følelsesliv på en måde, jeg sjældent havde oplevet før. At kende sig selv og sine følelser så godt og evne at tage dem seriøst, oplevede jeg som ekstremt intelligent. På en måde var jeg dybt misundelig. For det blev tydeligt for mig, at der var forskel på den lidt mere nøgterne måde, os der er ældre, beskrev dagen og vores følelser på, og så det mesterlige gobelin af fantastiske følelser, der blev udrullet af de yngste.

Brian Holm og Simone Biles

Men i denne forskel ligger der også en konflikt. Ungdommen er blevet kaldt mange ting, blandt andet sart og navlepillende, men jeg mener, at netop generation Z’ evne til at tage sine følelser seriøst, placerer den blandt de mest intelligente i verdenshistorien.

Det blev tydeligt for mig, at en af de største generationskonflikter, vi står i, handler om kampen mellem følelser, intelligens og evnen til at abstrahere fra, hvordan man har det. I sportens verden er denne konflikt fint illustreret ved cyklisten Brian Holm og den amerikanske gymnast Simone Biles.

Brian Holm har op til flere gange udtalt, »at gå og føle efter, hvordan man har det. Det kan du ikke bruge til en skid«. For Holm handler det om at bide tænderne sammen og gøre det, der skal gøres. Så er der Simone Biles, der midt i OL-finalen i OL i sommer, muligvis højdepunktet for hendes karriere, meldte sig ud af konkurrencen for at værne om sit mentale helbred. På mange måder er de to atleter talerør for hver deres generation. Men hvad er bedst?

Mens Simone Biles trak i håndbremsen og muligvis går glip af at nå højdepunktet for sin karriere og kæmpe for ære og hæder for fædrelandet, har Brian Holm en lang karriere at se tilbage på og er noget nær et nationalt klenodie i Danmark. Til gengæld skulle der gå et par måneder med blod i afføringen, inden Holm tog til lægen og fandt ud af, at han havde kræft.

At tage sig selv seriøst

Personligt har jeg stor respekt for generation Z’ernes evne til at tage deres følelser seriøst. Deres evne til at italesætte dem. Men jeg har også oplevet, hvordan deres følelsesliv kan blive en beskyttende hulahopring, der holder om dem selv, uden tanke for hvordan de ramler ind i andre mennesker.

Jeg tror ikke altid, at generation Z’erne er klar over, hvordan deres grænsesætning og følelsesliv nogle gange påvirker os andre. Når det går galt, er det, fordi det er uden omtanke for egen position, privilegier og ja, fællesskabet. Det blev tydeligt på gulvtæppet i konferencelokalet, da et ældre medlem af cirklen fortalte om traumer fra krig, migration og helbredsproblemer. Og om at blive ved med at kæmpe på trods af det – for at holde fællesskabet i gang. Proportionerne blev tydelige i sammenligningen af erfaringer.

Men spørgsmålet fra de yngre medlemmer af cirklen var, hvorfor vi ældre ikke evnede at tage os selv mere seriøst. Hvorfor delte vi ikke byrden med dem? Det var på en måde egoistisk. For hvad ville vi ikke miste, hvis en af os bukkede under på grund af pres og dårligt helbred, fordi vi ikke havde taget vores følelser og os selv seriøst?

Her forestiller jeg mig, at der må være en mellemvej mellem de to positioner. Og jeg har tænkt mig at tage mine egne følelser mere seriøst.

Fahad Saeed er diversitetskonsulent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for den vinkel på Z'erne! Jeg tror, det er meget vigtigt at hylde den selvindsigt mere end at skose Z'erne for 'overfølsomhed'. Om noget har X'erne fremelsket den emotionelle intelligens og bevidsthed, så skal det ikke pludselig blive er problem, fordi Z'erne faktisk har lært lektien. Ungdommen har altid ret, som Rifbjerg sagde

Det er i høj grad også et aldersspørgsmål. Unge mennesker har til alle tider taget sig selv og deres følelser meget seriøst og har på den måde også let fået et anstrøg af noget selvoptaget og humorforladt. Sådan har det altid været, der har bare ikke være den samme mulighed for at køre det af på omverdenen, som der er nu.

Måske skal vi lade være med at gå så meget op i de dér følelser, vi er jo desværre på vej ind i den dyne, der hedder neoromantik, hvor frigørelsen efter min egen erfaring snarere ligger i at anerkende sig selv for den, man er, men i øvrigt være mere fokuseret på at opøve kunnen og viden om det, man er inderligt optaget af, og som nok ikke i kernen så meget er én selv. Der er jo også en vis forpligtelse på at være interessant for omgivelserne, og her er selvoplevelse måske bare ikke nær så givende som de erfaringer, man senere i livet har indhøstet og bearbejdet.