Kronik

Vi velfærdsarbejdere vil ikke kæmpe mod sygeplejerskerne om lønkroner – vi bakker dem op

Vi bekriger ikke hinanden i velfærdsfagene, det er kun fagbosserne, der accepterer, at et løft på ét område, skal være på bekostning af andre. Vi genkender sygeplejerskernes krise og støtter dem i deres kamp for mere i løn, bedre arbejdsvilkår og i deres kollektive opsigelser, skriver medlemmer af gruppen 'Pædagogiske medarbejdere støtter sygeplejerskerne' i denne kronik
En gruppe sygeplejersker på Rigshospitalet i København, protesterer over regeringsindgreb, ved at nedlægge arbejdet i et begrænset tidsrum.

En gruppe sygeplejersker på Rigshospitalet i København, protesterer over regeringsindgreb, ved at nedlægge arbejdet i et begrænset tidsrum.

Marcus Emil Christensen

Debat
26. november 2021

Sygeplejerskerne kæmper lige nu for at råbe politikerne op og gøre os opmærksomme på, hvor grelt det står til i sundhedsvæsenet. De kæmper for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Vi, en gruppe pædagogiske medarbejdere fra facebookgruppen Pædagogiske medarbejdere støtter sygeplejerskerne, forholder os solidarisk til sygeplejerskernes kamp.

Vi ser det ansvarsfulde og nødvendige i at være ufleksible over for arbejdsgiver, i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og i de varslede kollektive opsigelser den 30. november, og vi ønsker, at sygeplejerskerne skal lykkes.

Vi tager afstand fra det billede af en tredje verdenskrig, som FOA’s formand, Mona Striib, tegner i Deadline den 12. november.

Vi har være til stede med bannere, taler og skilte ved størstedelen af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, som menige sygeplejersker har organiseret de sidste mange uger. Og vi har deltaget og holdt tale ved de demonstrationer, som social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter har arrangeret under parolen ’Fælles Sag på Tværs af Fag’.

Ved begge lejligheder har vi udtalt, at vi vil fortælle politikerne og omverdenen, at vi ikke vil acceptere fremstillingen af sygeplejerskerne som selviske og grådige. At vi ikke vil acceptere en splittende dagsorden, hvor vi som faggrupper i den offentlige sektor bliver fremstillet som konkurrenter til hinanden, og hvor det bliver fremstillet som om et løft af løn- og arbejdsvilkår på ét område nødvendigvis må være på bekostning af et andet område.

Politikerne har ansvaret – ikke os

Vi hopper ikke på det spin om, at der simpelthen ikke er penge til at prioritere et markant løft af alle velfærdsfagene. Vi vil sende ansvaret opad. Vi skal sammen insistere på, at den massive velfærdskrise, som vi står i, ikke skyldes pandemien, men politikernes uvilje til at lytte til os og til at prioritere os.

Det er politikerne, som må tage ansvaret på sig og sørge for, at vi sygeplejersker, pædagogiske medarbejdere, jordemødre, sosu-hjælpere og sosu-assistenter kan udføre vores arbejde på forsvarlig og tilfredsstillende vis og uden selv at blive syge af det.

På det pædagogiske område mærker vi også krisen. Vi oplever, at vi dagligt må svigte de børn, som vi er gået ind i faget for at passe på. At vi er alt for få og har alt for lidt tid til at udføre vores arbejde på forsvarlig og tilfredsstillende vis.

Vi står alene med store børnegrupper igen og igen og må sige farvel til kolleger, som ikke kan holde til eller stå inde for arbejdet.

Vores løn svarer langtfra til det store ansvar og den uddannelse, vi har. Vi og vores kolleger bliver syge af stress, og det er ikke er muligt at rekruttere uddannet personale, fordi der er flugt fra vores fag.

Vores faglige arbejde overvåges, bedømmes og sanktioneres konstant af forvaltningen, uden noget blik for, hvilke umulige vilkår vi forventes at præstere under. Vi bliver pålagt nye og flere opgaver, uden at blive hørt og uden at få ressourcer til at udføre dem.

Sygeplejerskerne har brug for et løft

Vi står midt i en alvorlig velfærdskrise, som ikke skyldes pandemien, men derimod mange års besparelser og nedprioritering af vores velfærdsfag. Pandemien har kun gjort dette svigt endnu mere tydeligt. Det er ufatteligt, at politikerne ikke for længst har taget ansvar og gjort grundlæggende op med de elendige forhold i ældreplejen, på bostederne, på sygehusene, i daginstitutionerne, på skolerne.

Når vi som pædagogisk personale fortæller, at vi fuldt ud genkender krisen, og når vi kraftigt appellerer til, at politikerne prioriterer vores alle sammens velfærdsfag, betyder det på ingen måde, at vi vil stå i vejen for et løft for sygeplejerskerne.

Det er ikke sygeplejerskernes forhåbentlig snarlige løft af løn- og arbejdsvilkår, som holder os i de andre faggrupper nede. Det ved vi medlemmer godt. Det er ikke sygeplejerskernes, men politikernes ansvar, regionalt, kommunalt og ikke mindst nationalt at sørge for ordentlige vilkår til de offentligt ansatte.

Og det er vores fagforeningers ansvar at kæmpe for vores løn- og arbejdsvilkår over for politikerne. Og når fagforeningerne ikke klarer opgaven, må vi selv tage ansvaret på os.

Det ansvar har menige sygeplejersker landet over taget på sig, på vedholdende og velargumenteret vis. Først ved at stemme nej til overenskomsten og strejke og efter regeringsindgrebet ved at være ufleksible og organisere arbejdsnedlæggelser.

Derudover ved at lave et hav af kampagner uden for fagforeningsregi.

Heriblandt kampagnerne #tagansvar, som illustrerer mislykkede forsøg på rekruttering af sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker, og #detkunnehaveværetmig, som fortæller om, hvor galt det går i forhold til patientsikkerheden, når der ikke er kolleger og tid nok til de mange opgaver. Og ved at være aktive i ligelønsbevægelsen, som arrangerer ’Tjenestemandstirsdag’ sammen med blandt andre socialrådgivere, pædagoger, og jordemødre.

Sygeplejerskernes vedholdende kamp har inspireret os andre velfærdsarbejdere til at organisere os, ytre os og begynde at kæmpe for vores velfærdsfag. Dette i en tid, hvor vi ellers havde mistet troen på, at vores opråb om dårlige arbejdsvilkår kunne blive hørt. Mistet troen på, at det gjorde en forskel, hvad man stemte ved overenskomster.

Men at vi nu også er begyndt at røre på os er ikke det samme som, at vi så bliver vrede på sygeplejerskerne, hvis de nu får det, som de har kæmpet for, og som der i den grad har brug for – uanset at vi alle har brug for det.

Vi støtter de kollektive opsigelser

Det er på alle måder upassende at tale om den nuværende situation som ‘tredje verdenskrig’. Krige raser mange steder på kloden, og de, som har oplevet krig, vil tegne et noget andet billede end det, som Mona Striib tegner i Deadline.

Hvis man endelig skal tale om krig i den her sammenhæng, så mener vi, at det, som foregår blandt os offentligt ansatte lige nu, er en slags desertering.

Jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, sosu-assistenter, sosu-hjælpere siger op, bliver langtidssygemeldte med stress, skifter fag. Vi kan og vil ikke ofre os selv og patienterne, borgerne, børnene, for at politikerne kan fastholde deres vækst- og effektiviseringskurs.

Og nu organiserer menige sygeplejersker kollektive opsigelser den 30. november i samme desertørånd, hvis politikerne ikke handler.

Som Luca Jonathan Saverio Pristed, der er medorganisator af de kollektive opsigelser, har formuleret det: »Opsigelsen skal ikke ses som en modstand mod faget eller patienterne, men netop som et desperat forsøg på at få regeringen og arbejdsgiverne i tale (...) et værktøj for de ansatte til at passe på sig selv, i en branche hvor hverken fagbevægelsen, arbejdsgiver eller lovgivning har kunnet klare netop det.«

Den udtalelse bakker vi pædagogiske medarbejdere fuldt op om. Vi velfærdsmedarbejdere på tværs af fag ønsker nemlig at bakke op om hinandens kampe. Både de nuværende og de fremtidige. Det er fagbosserne, som er i krig, ikke os.

Nina Boelslund Nielsen er medlem af FOA, pædagogmedhjælper og medstifter af Facebook-gruppen ’Pædagogiske medarbejdere støtter sygeplejerskerne’.

Medunderskrivere:

Anna Krøyer er pædagogstuderende.

Danielle Mercier er pædagog og medstifter af Den Kritiske Pædagogiske Højskole.

Christine Beckett er socialpædagog og styregruppemedlem i ligelønsbevægelsen #slutMed1969.

Stefan Paul Schneeberger er pædagog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

25/nov/2021

JA, jeg støtter sygeplejerskerne
fuldstændigt i deres krav om or-
dentlige arbejdsforhold og løn :-) !

Kærlig hilsen
Claus

Mette Johansson, Egon Stich og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Stærkt.

Niels Christian Sauer

Uanset hvor megen sympati jeg kan have for de lavlønnede sygeplejerskers krav er jeg nødt til at sige, at det er altså ikke "fagbosserne, der accepterer, at et løft på ét område, skal være på bekostning af andre." Det er spillereglerne i aftalesystemet. Desuden er det et problem, at sygeplejerskerne selv har nikket til en lønprofil, som skaber et proletariat af lavtlønnede sygeplejersker.

Fuld støtte.