Kronik

Min behandlingsdom giver tryghed. Og det gør mig utryg, at den genbesøges hvert andet år

For mig var det en kæmpe lettelse, da jeg blev dømt til anbringelse. Sådan en dom giver ro, når man har flakket rundt i det psykiatriske system i flere årtier. Derfor er det ikke altid hensigtsmæssigt, at behandlingsdomme skal for retten igen og igen, skriver Trine Petersen i dette debatindlæg
Retssystemet har slet ikke fingeren på pulsen, når det kommer til mennesker med psykiatriske lidelser, og man er så pressede i sundhedssystemet, at det går ud over de svageste i vores samfund, skriver Trine Petersen i dette debatindlæg.

Retssystemet har slet ikke fingeren på pulsen, når det kommer til mennesker med psykiatriske lidelser, og man er så pressede i sundhedssystemet, at det går ud over de svageste i vores samfund, skriver Trine Petersen i dette debatindlæg.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Debat
11. december 2021

Jeg har siden 2012 været patient i retspsykiatrien. Jeg blev tilbage i 2012 varetægtsfængslet i det, der hedder surrogat. Det betyder, at jeg på grund af min psykiske tilstand ikke blev fundet egnet til at sidde i en almindelig arrest, og derfor blev jeg anbragt på en lukket retspsykiatrisk afdeling.

Årsagen til min anbringelse var, at jeg havde sat ild til et håndklæde og en madras og smidt en tændt hårtørrer ned i snavsetøjskurven på min stue på en psykiatrisk afdeling, som jeg stod til at blive udskrevet fra mod min vilje.

Under anbringelsen på den lukkede retspsykiatriske afdeling oplever jeg at vente flere måneder på, at den mentalundersøgelse, som anklagemyndigheden har bedt om, overhovedet bliver påbegyndt. Det betyder for mig, at jeg i længere tid må leve under stramme restriktioner, der blandt andet indebærer ringe besøgsmuligheder, sparsomme telefonsamtaler og kontrol af min post.

Der bliver fra begyndelsen af anbringelsen givet fire ugers frist til dels at opklare sagen – som jeg fra start har erkendt mig skyldig i – og dels til at få mentalundersøgelsen færdiggjort. Men jeg kommer til at vente omkring tre måneder, før undersøgelsen går i gang. Da den er færdig, er der gået fem måneder, hvor jeg har siddet varetægtsfængslet i surrogat i uvished om min fremtid.

Så skal sagen for retslægerådet, det tager yderligere en måned. Så skal sagen berammes. Alt i alt er der gået næsten et år, fra jeg begik brandstiftelsen, til der falder dom i sagen.

Anbringelsesdommen giver ro

Jeg har gennem hele forløbet været indstillet på, at jeg skal have en anbringelsesdom. Og jeg længes efter at få den, da jeg ikke trives på den afdeling, jeg sidder på.

Min situation bærer i de måneder præg af voldsomme mobberier fra mine mandlige medpatienter. De anser mig for at være et let offer for deres ondskabsfuldheder. Jeg er i perioden meget deprimeret og ligger det meste af tiden i min seng hele dagen. Om aftenen vågner jeg lidt op, men ikke til noget godt … Jeg er ekstremt selvskadende og stjæler tit batterierne fra fjernbetjeningen og sluger dem. Så kommer politiet og kører mig på skadestuen. Det er mildt sagt ikke særligt rart at blive fulgt på hospitalet af politiet. Jeg føler mig udstillet og kan slet ikke forholde mig til behandlingen på skadestuen.

Endelig, efter et halvt år på denne måde, bliver jeg sat i antidepressiv medicinsk behandling. Og det hjælper mig. Jeg blomstrer op og bliver pludselig i stand til at forsvare mig over for mine medpatienter.

Endelig falder dommen, og jeg bliver dømt til anbringelse i slutningen af november 2012. Jeg trænger i den grad til den ro, sådan en dom kan give. Det lyder måske mærkeligt, men for mig er det en lettelse, at jeg ikke bare kan blive udskrevet, uden der er en dommer, der lemper min dom.

Det er klart, at sådan en retssag, inklusive advokatbistanden, er en økonomisk byrde, som jeg skal bære på i mange år fremover. Selv om jeg samarbejdede om min retlige foranstaltning, kom jeg til at bøde med både lommesmerter og frihedsberøvelse.

Dommen bliver lempet

I september 2019 er freden forbi. Min dom bliver lempet til en såkaldt behandlingsdom. Det betyder, at jeg nu kan blive udskrevet uden forudgående retsmøde, hvis lægen skønner, at min tilstand er stabil nok til det. Lægen har nu ansvaret for min behandling og kan, i modsætning til retspsykiatriske patienter med en anbringelsesdom, selv bestemme, hvor meget udgang jeg skal have, og altså hvornår jeg kan udskrives.

Jeg har brug for min dom. Jeg har brug for at kunne få hjælp, hvis jeg bliver dårlig igen, efter jeg er blevet udskrevet. Det er frygteligt, at man i et velfærdssamfund som vores skal leve med et sundhedssystem, der efter min mening er gennemhullet, skriver Trine Petersen.

Jeg har brug for min dom. Jeg har brug for at kunne få hjælp, hvis jeg bliver dårlig igen, efter jeg er blevet udskrevet. Det er frygteligt, at man i et velfærdssamfund som vores skal leve med et sundhedssystem, der efter min mening er gennemhullet, skriver Trine Petersen.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Det er sådan, det er foregået, når jeg har været indlagt i de seneste år. Når jeg bliver udskrevet, har jeg fortsat en behandlingsdom, der betyder, at jeg skal følge den behandling, som er foreskrevet af den behandlende læge. Det kan eksempelvis være, at jeg skal tage min medicin. Hvis jeg svigter min behandling eller på anden måde får det skidt, bliver jeg genindlagt eller på anden vis tvunget i behandling.

Det er en tryghed for mig.

Trygt, fordi jeg med dommen ikke risikerer at blive afvist, når jeg henvender mig til akutmodtagelsen. Mennesker med behandlingsdomme kan ikke afvises, hvilket ellers ret ofte sker, når man henvender sig i psykiatrien, fordi man har det dårligt. Hvis du ikke er åbenlyst farlig for dig selv eller andre, er det svært at trænge igennem. Du skal næsten stå med det ene ben i graven.

Ny retssag hvert andet år

Det er sådan, at jeg automatisk bliver indkaldt til et retsmøde to år efter afsigelsen af behandlingsdommen. Dette er nu blevet effektueret. Uden at jeg selv har bedt om det! Det skaber stor utryghed. Med min baggrund, hvor hverdagen i over halvdelen af mit 46 år lange liv har været en flakken rundt i systemet, hvor jeg ikke er blevet taget alvorligt, er det meget traumatisk at tænke på, at den situation kan opstå igen. Altså at jeg skal kastes rundt i systemet.

Det er loven, der bestemmer, at der efter to år med en behandlingsdom uden længste tid er en tvungen retssag. Det er selvfølgelig for at beskytte de retspsykiatriske patienter og sikre, at en dom ikke løber længere end nødvendigt. I nogle tilfælde er det bare ikke særligt hensigtsmæssigt. Og det er det ikke i mit tilfælde. For mig betyder det, at jeg bliver tvunget til atter at betale advokatsalær, og at der bliver pustet til den stabilitet, jeg har opnået. Retssystemet har overhovedet ikke nogen fornemmelse for deres klienter, her bliver du bare et stykke papir.

Jeg har brug for min dom. Jeg har brug for at kunne få hjælp, hvis jeg bliver dårlig igen, efter jeg er blevet udskrevet. Det er frygteligt, at man i et velfærdssamfund som vores skal leve med et sundhedssystem, der efter min mening er gennemhullet.

Behov for bedre samarbejde

Sat på spidsen er det min erfaring, at hvis du ikke vil have hjælp fra systemet, får du den, og omvendt, hvis du gerne vil have den, får du den ikke. Det er ikke noget, der er sagt ud af det blå, men jeg oplever virkelig, at selvmordskandidater, som faktisk gerne vil have hjælp og skriger på den, ikke får den, da de ikke vurderes at være det, man kalder ’åbent psykotiske’. Det beviser for mig, at der er alt for få ressourcer i almenpsykiatrien.

Ud fra dette må jeg konkludere, at retssystemet slet ikke har fingeren på pulsen, når det kommer til mennesker med psykiatriske lidelser, og at man i sundhedssystemet er så pressede, at det går ud over de svageste i vores samfund. Der er virkelig behov for et bedre samarbejde mellem psykiatrien, retssystemet og kriminalforsorgen.

På trods af usikkerheden ved lempelsen af min dom er det i mit tilfælde heldigvis gået godt, og jeg har det meget bedre. Jeg tager rundt for at fortælle om mine oplevelser i psykiatrien. Ligeledes har jeg skrevet og udgivet tre bøger.

Jeg kan snart forvente at blive udskrevet til et bosted, og jeg har fortsat min behandlingsdom – frem til den igen skal for retten i 2023. Alle omkring mig tror på mig nu, tror på, at det hele ender godt. Men det er langtfra alle i samme situation, der er så heldige. Kan vi være det bekendt i et velfærdssamfund?

Trine Petersen er forfatter

Information har haft adgang til de relevante retsdokumenter i skribentens sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

11/dec/2021

Hej Trine Petersen,
puuha, det er da en ulykkelig og ubehagelig
historie, som jeg kun kan ønske, at Danmark,
myndighederne og fagfolkene kan og vil finde
en fremadrettet og funktionel løsning på ...

Med venlig hilsen
Claus