Kommentar

En EU-mindsteløn gavner ikke de fattige og løstansatte lønmodtagere

Det er en myte, at en EU-mindsteløn vil løfte bunden af det europæiske arbejdsmarked. EU vil også kunne tvinge landene til at sænke mindstelønnen i økonomiske kriser. Og mindstelønnen vil ikke komme platformsarbejdere og løstansatte til gavn, skriver medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet Marianne Vind i dette debatindlæg
Når fortalerne for EU-lovgivning om mindsteløn hævder, at det er en håndsrækning til fattige lønmodtagere, så glemmer de, at en lovbestemt mindsteløn er designet med fuldtidsansatte på det etablerede arbejdsmarked for øje. Den vil nemlig ikke komme platformsarbejdere og falske selvstændige (som eksempelvis takeawaytjenesten Wolts bude kaldes) til gavn, skriver Marianne Vind i denne kommentar.

Når fortalerne for EU-lovgivning om mindsteløn hævder, at det er en håndsrækning til fattige lønmodtagere, så glemmer de, at en lovbestemt mindsteløn er designet med fuldtidsansatte på det etablerede arbejdsmarked for øje. Den vil nemlig ikke komme platformsarbejdere og falske selvstændige (som eksempelvis takeawaytjenesten Wolts bude kaldes) til gavn, skriver Marianne Vind i denne kommentar.

Ólafur Steinar Gestsson

Debat
14. december 2021

I over to år har jeg forsøgt at stoppe forslaget om en EU-mindsteløn sammen med den danske regering, arbejdsgiverorganisationer, fagbevægelsen og politikere hele vejen fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Vi ønsker ikke EU-indblanding i vores danske model.

Den radikale Karen Melchior valgte dog som den eneste dansker i Europa-Parlamentet at stemme for, da forslaget var til afstemning den 25. november. På Twitter begrunder hun sin opbakning med, at forslaget »cementerer beskyttelse« af den danske model, mens formanden for fagbevægelsen Krifa, Eik Dahl Bidstrup, bifalder hende for at have øje for fattige lønmodtagere.

Jeg vil gerne afvise disse to påstande, som jeg møder igen og igen: at forslaget skulle beskytte den danske model og være en håndsrækning til lavtlønnede europæere.

Beskytter ikke dansk model

Lad mig begynde med den første påstand. Forslaget om EU-mindsteløn lægger op til, at landene kan tilvejebringe såkaldt »tilstrækkelige« lønninger for alle igennem to modeller. Den ene er den aftalebaserede model, som er kendt i Danmark og Sverige. Den anden er den lovbaserede model, som anvendes i 21 EU-lande.

I den lovbaserede model er alle sikret en mindsteløn. I den aftalebaserede kræver det, at man er ansat med overenskomst. Hvis lovgivning fra EU dikterer, at alle har ret til en såkaldt tilstrækkelig løn, er det ikke usandsynligt, at en lavtlønnet dansker rejser en sag ved EU-domstolen. Den har igennem tiden vist sig at dømme til fordel for individets rettigheder, så hvis individet i henhold til EU-lovgivning har ret til en »tilstrækkelig« løn, kan vi godt komme til at skulle lovgive om dette, selv om EU-Kommissionen og et flertal i Europa-Parlamentet næppe har hede drømme om at tvinge os til det.

Men illustrerer eksemplet med en lavtlønnet dansker ikke netop, at der er behov for EU-lovgivning for at beskytte lavtlønnede europæere mod underbetaling? Nej, og det hænger sammen med min afvisning af den anden påstand.

Beskytter ikke de fattigste

Mange hævder, at en EU-mindsteløn kan hæve lønnen for millioner af europæere. Men de glemmer, at 21 lande allerede har en lovbestemt mindsteløn – og intet forhindrer de nationale politikere i disse lande i at hæve denne mindsteløn. De har bare ikke gjort det. Derfor har de sendt aben videre til EU, som jubler over at komme til undsætning.

Men der er ingen garanti for, at EU for altid vil presse på for højere mindstelønninger. Faktisk har EU en historik for at gøre det modsatte. Da Portugal efter finanskrisen havde brug for økonomiske hjælpepakker fra EU, blev landet bedt om at sænke den lovbestemte mindsteløn.

Hvis EU-landenes mindstelønninger fremover reguleres med afsæt i EU-lovgivning, behøver EU ikke bede lande om at sænke mindstelønnen i økonomiske kriser. De kan bare gøre det.

Ikke de prekært ansatte

I den aftalebaserede model forhandles vilkår og for eksempel mindstelønninger ved overenskomstforhandlinger. I gode tider er der mere at forhandle om, i dårlige tider mindre – det er en slags overskudsdeling, der gennem tiden har givet danskerne relativt høje lønninger.

Dermed undgår man situationer som i Tyskland, hvor mindstelønnen nærmest har været stagneret i årevis på grund af politikeres manglende vilje til at hæve den. Og man undgår, at flere og flere lønmodtagere fanges på en mindsteløn, som de knapt kan leve af, sådan som man også har set det i Tyskland.

I stedet får man indbygget et konstant opadgående pres på mindstelønningerne i form af de jævnlige overenskomstforhandlinger – samtidig med at incitamentet til at organisere sig sikrer en høj overenskomstdækning, der i praksis bidrager til at sikre en god løn for alle. Også dem, der ikke er ansat på en overenskomst.

Når fortalerne for EU-lovgivning om mindsteløn hævder, at det er en håndsrækning til fattige lønmodtagere, så glemmer de, at en lovbestemt mindsteløn mest af alt er designet med fuldtidsansatte på det etablerede arbejdsmarked for øje. Den vil nemlig ikke komme platformsarbejdere, falske selvstændige og ansatte på nultimerskontrakter til gavn. Det er mange af disse, som for alvor er fattige på trods af, at de er i arbejde – og her er der brug for helt andre tiltag end en EU-mindsteløn.

Så ja, jeg er imod forslaget en EU-mindsteløn, fordi det vil ramme vores danske model. Men jeg er også imod, fordi forslaget er en utilstrækkelig løsning for Europas mange fattige lønmodtagere. Derfor stemte jeg imod forslaget i Europa-Parlamentet, og derfor fortsætter jeg min kamp.

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Tak for du stemte nej Marianne Vind.
Så længe EU ikke operere med at lovgive efter højeste fællesnævner. Skal de ikke blande sig og trække andre ned i sølet