Kronik

Jeg fik seks diagnoser på halvandet år

På halvandet år har jeg været i behandling fem forskellige steder og er blevet præsenteret for seks forskellige psykiatriske diagnoser. Hver diagnose er en påstand om, at der er ting ved min adfærd eller oplevelse af verden, som er urimelige. Det er ikke noget, der styrker en, skriver forfatter Emil Kjær Voss i dette debatindlæg
Hen over halvandet år taler Emil Kjær Voss med behandlere i fem forskellige enheder i Region Hovedstadens psykiatri. Seks forskellige diagnoser kommer i spil.

Hen over halvandet år taler Emil Kjær Voss med behandlere i fem forskellige enheder i Region Hovedstadens psykiatri. Seks forskellige diagnoser kommer i spil.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
3. december 2021

Det vigtigste for psykiateren er, at jeg ikke hører til på nørrebroafdelingen. Fordi jeg bor i Nordvest, skulle jeg have været henvist til Møntmestervej og ikke Griffenfeldsgade. Det vender han tilbage til flere gange i løbet af de næste måneder.

Det er foråret 2020, og jeg har netop afsluttet en behandling for depression før tid. Det var på Frederiksberg Hospital, hvor man har vurderet, at jeg skal sendes videre til en enhed med flere ressourcer. Det er altså behandlerne på Frederiksberg, der har skabt uorden i systemerne for psykiateren på Griffenfeldsgade.

Da jeg spørger, om jeg ikke bare skal sendes hen på Møntmestervej med det samme, svarer han: »Nej, vi vil godt lige lære dig at kende hen over den næste måneds tid.«

»Jeg orker næsten ikke at skulle lære nye mennesker at kende, hver gang jeg er faldet til et sted,« forsøger jeg.

»Lad os nu se,« siger han.

Det skal være nemt, hurtigt og billigt

Griffenfeldsgade og Frederiksberg Hospital er ikke de eneste stop på min turné. Hen over halvandet år taler jeg med behandlere i fem forskellige enheder i Region Hovedstadens psykiatri. Seks forskellige diagnoser kommer i spil. Nogle som pludselige indfald og andre som overskrifter i min journal på sundhed.dk.

Et af stoppene er et gruppeforløb for personlighedsforstyrrelse på Psykoterapeutisk Center Stolpegård.

Jeg får det dårligere under forløbet. Dårligere end jeg havde det i månederne op til, hvor jeg var overladt til mig selv på grund af det hul, der altid ledsager en viderehenvisning: Man kan ikke være tilknyttet to behandlingssteder samtidigt – lige meget om den nye behandling reelt først starter flere måneder efter den gamle behandlings ophør.

Gruppeterapien består af ugentlige møder a to timer. Kun den ene time er sat af til samtaleterapi i form af en samtale mellem den ene af de to behandlere og én af patienterne.

Alle skal kort fortælle om noget, der har påvirket dem på det seneste, og efter det skal det i fællesskab besluttes, hvem der skal ’være på’.

Ingen vil tage plads på bekostning af andre. Derfor er det den, som har sværest ved at skjule sin fortvivlelse, der får ordet. De øvrige patienter sidder alene tilbage med den problematik, de har forsøgt at sælge med deres indledende elevatorpitch.

Problemet er ikke gruppeterapi som form. Den har jeg positive erfaringer med fra tidligere. Derfor er det desto mere forstemmende at opleve formen blive brugt som spareøvelse og høre, hvordan den hjælp, man får tilbudt, helt ublu bliver betegnet som et »pakkeforløb«.

Det får mig til at tænke på charterrejser. Det skal være nemt, hurtigt og billigt. One size fits all.

Behandlernes magt

Det er ikke for den dramatiske effekts skyld, jeg skriver det her i nutid. Det er, fordi sundhedsjournaler bliver skrevet i nutid.

Jeg ved ikke, om sundhedsvæsnets valg af historisk præsens skyldes et ønske om en medrivende fortællestil. Men det forstærker behandlernes definitionsret.

Det, man fortæller en behandler, kommer ikke bare til at stå som udtryk for, hvordan man havde det den pågældende dag – sådan som datidsformen kunne have sikret. I kraft af nutidsformen bliver det en generel definition af ens person.

Man har ikke nogen kontrol over, hvad der bliver skrevet i ens journal. Når først det står i journalen, kan det ikke slettes. Behandlernes definitoriske magt er så godt som uindskrænket. Når psykiateren skriver i min journal, at jeg har truet med selvmord, spiller det ikke nogen rolle, at det ikke er sandt.

Virkeligheden er, at jeg blot har svaret ja på hans spørgsmål om, hvorvidt jeg har haft selvmordstanker, og derefter uddybet, da han spørger ind til dem.

Det har jeg ikke mulighed for at få ind i min journal. Det eneste, jeg kan gøre, er at bede min kontaktperson om at skrive, at jeg ikke kan genkende mig selv i psykiaterens udlægning.

Aspergers, borderline og skizotypi nævnt i forbifarten

Min indvending til journalen bliver vendt imod mig, da jeg nogle måneder senere er til forsamtale på Stolpegård. Psykologen vil vide, om jeg tit føler mig misforstået.

»Det ved jeg ikke lige …«

»Men føler du indimellem, at du bliver misforstået?«

»Ja … Gør de fleste ikke det?«

Ethvert tegn på integritet, ethvert forsøg på at sige fra bliver et symptom på sygdom.

Psykologen er mest optaget af, om der kan være andre diagnoser i spil end den personlighedsforstyrrelse, jeg er henvist med fra Griffenfeldsgade. Hun er ikke interesseret i at høre om de begivenheder, der ledte op til min depression; i stedet spørger hun, om der er nogen fødevarer, jeg ikke spiser, og om jeg synes, der er noget uappetitligt ved køleskabe.

»Dér har vi et tegn på autisme! Det kunne være Aspergers. Jeg vil bare nævne min mistanke for at være transparent,« siger hun.

Jeg har ikke bedt hende om at være transparent. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge hendes mistanke til.

»Men det er ikke noget, jeg skriver nogen steder. Det er bare, for at vi kan være opmærksomme på det.«

I hendes journalnotat ser jeg dog en uge senere, at der alligevel er blevet plads til hendes transparente mistanke.

Inden jeg bliver henvist til Stolpegård, når psykiateren på Griffenfeldsgade også at komme med et skud fra hoften, som han indleder med at sige:

»Ja, nu kender jeg dig jo ikke så godt …«

Og han har ret. Vi har kun haft få samtaler a fem-ti minutters varighed. For det meste har vi talt om medicin og bivirkninger.

»Er borderline nogensinde blevet nævnt for dig?«

Så remser han symptomer op: voldsomme og aggressive følelsesudbrud, et sort-hvidt syn på verden, en angst for at blive svigtet.

»Er det noget, du kan genkende?«

»Nej.«

»Det er det ikke?« spørger han overrasket.

Bagefter fortæller min kontaktperson, at borderlinemistanken er psykiaterens eget påfund. Ingen andre på afdelingen ville være enige med ham.

Det er mere foruroligende end egentligt trøstende, da en anden behandler på Stolpegård senere fortæller mig, at han engang har arbejdet sammen med psykiateren fra Griffenfeldsgade. Efter hans vurdering har psykiateren nogle specielle opfattelser af, hvordan tingene hænger sammen. Behandleren ler overbærende, da han fortæller det.

Men han kan ikke selv afholde sig fra at komme med et vildt gæt. Og også denne gang får det mig til at tvivle på mit selvbillede, da han får den idé, at jeg måske har skizotypi (en mild form for skizofreni, hvor man sætter spørgsmålstegn ved mange ting, red.).

Det er uklart for mig, hvorfor han handler på sin idé og henviser mig til OPUS – et særligt tilbud for unge mellem 18-35 år med skizofreni. Hans journalnotat giver ikke nogen svar. Til gengæld kan jeg læse, at han anser mig for at have »en noget særpræget udtryksfacon« og »særprægede ideer om, hvordan ting skal foregå«.

Måske hentyder han til min tilbageholdenhed over for ham og hans kolleger plus mit ønske om, at den enkelte patient bliver sikret mere taletid i gruppeterapien.

Hvordan kan tillid betyde så lidt?

Jeg forstår ikke, hvordan tillid kan betyde så lidt for psykiatrien.

Hvis mine oplevelser er bare en smule repræsentative for mødet mellem patient og behandler, er der ikke noget overraskende ved, at udbredelsen af psykiske lidelser ikke bliver mindre.

At blive sendt fra den ene enhed til den anden forstærker kun ens følelse af håbløshed. Når behandlerne mest er opsatte på at finde fejl – om det nu er i form af stadigt nye diagnoser, fordømmende journalnotater eller sygeliggørelse af det, behandleren ikke forstår – så melder den tanke sig nemt hos patienten, at der må være noget helt grundlæggende galt med en.

Graver man længe nok, vil man kunne finde noget afvigende hos alle mennesker. En diagnose er ikke en forklaring. Den er en påstand om, at der er ting ved ens adfærd eller oplevelse af verden, som er urimelige. Det er ikke noget, der styrker én.

Nu tilbage til min turné:

Hvis behandleren på Stolpegård havde spurgt bare halvt så grundigt ind til eventuelle sanseforstyrrelser og vrangforestillinger, som de gjorde på OPUS, kunne alle være blevet sparet for en masse tid og kræfter. Den læge og den psykolog, jeg taler med hos OPUS, er ikke i tvivl: Jeg har ikke en psykotisk lidelse.

I stedet bliver overskriften for min journal ændret til skraldespandsmærkatet »forstyrrelse i personlighedsstruktur af blandet type«, og jeg bliver igen henvist til distriktspsykiatrien. Denne gang til Møntmestervej.

Inden alt det her skete, fik jeg i august 2019 en hjernerystelse, som stadig påvirker mig. Diagnosen er postcommotionelt syndrom. Ud over de fysiske gener blev jeg for nylig gjort opmærksom på, at syndromet også indebærer psykiske gener, der minder om depression og stress. Alle, jeg har talt med i psykiatrien, har kendt til min hjernerystelse og dens følgevirkninger, men ingen har nævnt den som relevant i forhold til min tilstand det seneste halvandet år.

Emil Kjær Voss er forfatter og oversætter.

Information har haft adgang til kronikørens patientjournal.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Hvor er det en deprimerende historie fra det virkelige liv med virkelige mennesker. Håber nogen læser historien, som har mulighed for at ændre … hvad ? Arbejdsgange ? I Holland har de sundhedshuse hvor forskellige eksperter arbejder og sammen lytter til patientens historie, hvor de så samarbejder om hvad det bedste vil være for patienten.
Er det i uddannelserne, man ikke uddanner i at lytte til patienters historie ? Er der for mange kasser ? Hvorfor skulle Emil gennem alle disse eksperter ?
Håber du på trods har det bedre og får en hjælp du kan bruge Emil

Annette Chronstedt, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Lisbeth Larsen, Susanne Kaspersen, Lars Jørgensen, Thomas Tanghus, Connie Brask Jensen, Jens Ole Mortensen, Grete Bendix, Ann Patricia Dornan, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Susanne Sloth, erik pedersen og Helle Lodberg Christensen anbefalede denne kommentar

Bag alt dette ligger den usikkerhed, vi desværre har indført i arbejdslivet over de seneste årtier: man skal konstant gøre sig nyttig, og det gør man så ved at udvikle hypoteser om mulige diagnoser hos patienter.
Sådan er det overalt, og det kan bare ikke blive ved med at gå: vi må væk fra denne arbejdskult og i stedet sikre, at arbejdet sker med et formål, ikke bare som beskæftigelse. Man må holde op med at belønne og i stedet blot lønne.

David Zennaro, Susanne Kaspersen, Lars Jørgensen og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

Tak for at dele din historie.
Kafka i psykiatrien.
En masse tid spildes for den ramte og en masse arbejde udføres uden nogen nytte.
Ligeså deprimerende som at være ramt af en depression.

Annette Chronstedt, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Lars Jørgensen, Jens Ole Mortensen, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Deprimerende læsning. Jeg har i næsten 40 år, som psykolog kæmpet imod meget af det, du beskriver. På et tidspunkt syntes jeg der skete store fremskridt, men nu må jeg nok erkende, av det meste er tabt

Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Lisbeth Larsen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Lars Jørgensen, Jens Ole Mortensen, Nicolaj Ottsen, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Simpelthen en fremragende kronik.

Det er imponerende, hvordan halvandet års kafkaske diagnosebingo kan transkriberes så stærkt og klart; som en udmattende ørkenvandring gennem bureaukrati og tunnelsyn, og samtidig både poetisk og også.. ja, satirisk morsomt, når der både skydes fra hoften og journaliseres transparente mistanker med Mickey Mouse-detektivens totalblanke ildhu.

Alt hvad der beskrives er et resultat af :

"PSYKIATRI ER en koloss på leirføtter. Leirføttene er diagnosesystemet. Psykiatriske diagnoser gjenfinnes ikke i virkeligheten, men er mer eller mindre fritt konstruerte overskrifter. Derimot har psykiatrien et klassifikasjonssystem.

Det grunnleggende premisset for dagens diagnostiske praksis i psykiatrien er at en gruppe symptomer gir en diagnose som beskriver en klinisk identifiserbar pasientgruppe med grunnleggende felles trekk som kan behandles på samme måte. Dette aksiomet ble grunnlaget for en helt ny diagnostisk praksis i 1980, da tredje utgave av klassifikasjonssystemet Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, DSM-III, ble introdusert."

Flere af Emils oplevelser er klassiske, fx :

"SYMPTOM-OVERLAPPING. Når ingen symptomer følger diagnosegrenser, innebærer alle diagnoser en svær overlapping av symptomer. Dette fører til at pasienter kan få en mengde mer eller mindre ulike diagnoser samtidig. Konsekvensen er både en utvanning av begrepet psykisk lidelse og en sykeliggjøring av pasientene, eksemplifisert av ikke uvanlige utsagn av typen: «Jeg har fått fem diagnoser, jeg ante ikke at jeg var så syk».

Og :

"QUIZ – ELLER VERKTØY? Et av nøkkelordene i helsevesenet nå er kvalitetssikring. I psykiatrien har dette fått to tydelige konsekvenser; en økende bruk av tester og utredning og en økende mengde av retningslinjer og prosedyrer, sist eksemplifisert ved såkalt «pakkeforløp». For å stille en diagnose, kreves det en utredning.

Utredning betyr at det skal fylles ut stadig flere spørreskjema og strukturerte intervju; «en ny quiz» for å sitere en av mine pasienter. Dette kalles verktøy."

Læs selv mere om det forskruede diagnosesystem her:

"Diagnosetenkingen – og keiseren som ikke har klær.

Det største hinderet for utvikling er ikke manglende kunnskap, men at vi tror vi vet nok. Sammenblandingen av diagnostikk og klassifikasjon er til hinder for kunnskapsutvikling – og får uheldige konsekvenser for pasientene."
https://www.dagensmedisin.no/artikler/2021/09/16/diagnosetenking--og-kei...

At Emil så ovenikøbet startede ud med en fysisk diagnose, der blev fuldstændig ignoreret, er jo bindegalt.

Det er iøvrigt ikke første gang man hører om trangen til at oversygeliggøre (umyndiggøre) mennesker med lidelser, og påstå de er et resultat af en personlighedsforstyrrelse eller et psykotisk verdensbillede.
(Tænk på skraldespandsdiagnosen "funktionelle lidelser", der ikke er anerkendt noget andet sted i verden)

Tak for at dele din historie med os, Emil :)

Jimmy Hansen, Ole B. Lindqvist, Vibeke Moe, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Hans Ditlev Nissen, David Zennaro, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Connie Brask Jensen, David Adam og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

Tak for en glimrende og vigtig kronik. Jeg har oplevet det samme, men har ikke nosserne til dele ud af mit privatliv. Men ja, at få den rigtige hjælp mod noget så almindeligt som en depression, kan opleves som en årelang kamp for at få den rette behandling, simpelthen fordi at man ikke kan få en grundig visitation. Nogen gange har jeg mistanke om at man diagnosere patienter for at få dem til at passe ned i afdelingens behandlingstilbud.

Jeg har joket med en kammerat om at sundheds-sektoren lider af en narcissistik personlighedsforstyrrelse. Hvis man er uenig med deres diagnose, føler de at man angriber deres faglighed, og reagerer med vrede og mistænkeliggørelse. Hvis man har bladret i en psykolog-bog, så ved man at denne vrede skyldes et skrøbeligt ego. Hvis man stiller spørgsmålstegn eller kritiserer et skrøbeligt ego, truer man individets selvopfattelse, som er vigtig for at opretholde følelsen af tryghed (jeg er en kompetent sektor og derfor værd at holde af). Denne trussel aktiverer sektorens frygt-system og udløser stress-hormoner, hvorfor den narcissistiske sektor reagerer ved at angribe truslen eller devaluere truslen: patienten er tydeligvis syg (mistanke om histronisk personlighedsforstyrrelse), hvis patienten er uenig i fagpersonens vurdering eller behandling.

Men hvorfor har sundheds-sektoren et skrøbeligt ego? Kan det skyldes at den ganske enkelt ikke har ressourcerne til at tilbyde dens patienter en ordentlig behandling, men vælger at undertrykke denne følelse af utilstrækkelighed, da den er uforenelig med dens selvopfattelse?

Måske burde sundhedssektoren moderer sin grandiose selvopfattelse, evt deltage i et mentaliserings-pakkeforløb med andre offentlige instanser, så den bliver bedre til at aflæse patienters intentioner og behov, og ikke reagerer uhensigtsmæssigt med sekundære følelser som vrede og mistænkeliggørelse.

Ole B. Lindqvist, Sine Jacobsen, Marie Aagesen, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Anker Nielsen, Anders Olesen, Søren Ferling, David Zennaro, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Lars Jørgensen, Bente Dam , Connie Brask Jensen, Majken Munch, Per Juul, Josephine Kaldan, johnny volke, Mikkel Bonde Stouby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg gentager: Psykiatri er pseudovidenskab, og en af de største skandaler i menneskets historie.

Langt størstedelen af "diagnoserne" er 100% varm luft på pose, uden nogen form for fysiologisk forklaring eller sammenhæng, som man samtidig "mener" man kan behandle med strøm og "narko". Det er kvaksalveri på højt plan, og det burde ikke være lovligt.

@Emil: God bedring med hjernerystelsen.

Jimmy Hansen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, jesper jacobsen, Jens Ole Mortensen, Susanne Kaspersen og lars pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"Jeg forstår ikke, hvordan tillid kan betyde så lidt for psykiatrien."

Jeg tænker ikke at det er psykiatrien specifikt, men i sundhedssystemet og velfærdsstaten helt overordnet, at tillid betyder mindre - i hvert fald for udvalgte grupper. Navnlig dem, der vurderes til at have sygdomme, både fysiske og psykiske, der kræver langvarig behandling og dermed betyder at borgeren både bliver en udgift, men det kan ofte betyde at borgeren heller ikke kan arbejde så meget som andre borgere - dermed bliver han også en omkostning, et tab, en person der ikke er incitament for at hjælpe i samme udstrækning som man ville hjælpe dem der er ressourcestærke. Især fordi de ressourcestærke oftest er dem, der har mest held med at få gennemtrumfet deres vilje - se bare på velfærdsstatens forvandling til at handle mest om minimumsnormeringer og behandlingsgaranti, på samme tid som man skærer i hjælpen til de kronisk syge og ulovliggør fattigdom.

Dét er ikke psykiatriens "skyld", som sådan. De er også mennesker. De lever også i samfundet. De indordner sig. Så det vil ikke være underligt at flere af dem også prioriterer mennesker anderledes, at de dedikerer mere tid til dem, de tror kan klage højst og mest effektivt. Dem som også Mette Frederiksen, Jakob Elleman-Jensen og Søren Papes spindoktorer og politiske strateger tager seriøst.

Men, der er også psykiatere derude der tager deres arbejde seriøst, som prøver at behandle personen, snarere end at betragte deres arbejde som at handle om at finde en diagnose. Jeg vil være forsigtig med at selv-diagnosticerer. Det er meget muligt, at du, Emil Kjær Voss, tænker at dine problemer har med en hjernerystelse at gøre. Men det kan også tænkes, at du selv tænker i samme "nemt, hurtigt og billigt" baner, som sundhedssektoren og velfærdsstaten gør. Der er trods alt også nemmere at tale med kolleger og bekendte om fysiske sygdomme, end psykiske.

hannah bro, Steffen Gliese og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Fantastisk Kronik! Som patient i psykiatrien er min oplevelse præcis den samme. Håber du finder nogle behandlere i eller Udenfor systemet, som kan hjælpe dig videre.
David Adam - Helt sikkert korrekt med din diagnostik fra hoften :-) :-)

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Susanne Kaspersen og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jakob Birklund Andersen

"Ethvert tegn på integritet, ethvert forsøg på at sige fra bliver et symptom på sygdom."

Det minder mig om filmen "Gøgereden", hvor en mand for at undgå en fængselsstraf forvilder sig ind i det psykiatriske system, hvor han ender med at få det hvide snit på baggrund af en opførsel, der grundlæggende må betragtes som fuldstændig normal.

Velfærdsstatens systemer er på mange måder ikke indrettet til at hjælpe mennesker i nød, men fremstår mere som Kafkaske kontrol- og styringsinstrumenter, hvor der ikke er plads til menneskelighed, hverken hos ansatte eller brugere.

Ole B. Lindqvist, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

03/dec/2021

Kære Emil Kjær Voss,
jeg anbefaler, at du snarest anskaffer
bogen Gestaltterapiens Metode, skrevet
af Fritz Perls, og læser den, stille og ro-
ligt, og meget gerne flere gange :-) ...
Så risikerer du at finde sig selv, og det er
og vil være en hamrende god begyndelse :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Claus Bødtcher-Hansen

Så risikerer du at finde dig selv, og det er
og vil være en hamrende god begyndelse :-) ...

Skulle der have stået :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

@Claus Bødtcher-Hansen

Hvis man virkelig tør og vil finde ud af, hvem man er, kan man med fordel lytte til en (neuro)biolog som Robert Sapolsky, men det er ikke sikkert at det man lærer, er det man havde håbet på:

https://youtu.be/NNnIGh9g6fA

Hold da helt kæft hvor er det syndt.
God ske lov for pensionisttilværelsen.
Kh. psykologen.

Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Kære Emil
Antallet af patienter du kan siges at tale på vegne af er uhyggeligt stort set fra min (beskedne og så alligevel) erfaring som bl.a. fastvagt. Jeg har fx været vidne til verbale reprimander/overgreb: En læge konstaterede overfor en medicin-søvnig bæltefikseret patient, der var ude af stand til at holde øjnene åbne (ca. en halv time efter hun fik sin medicin) : 'Jeg er nødt til at skrive i journalen, at du ikke vil samarbejde'. Den unge assistent på den anden side af sengen ruskede samtidig flere gange patienten og gentog: 'Vi kan se, at du er der.'
Andre ansatte er bange. Især for vrede patienter. 'Han var truende... Jeg er nødt til at følge min mavefornemmelse' hvorefter ti personaler og to politibetjente deltager i tvangsmedicinering. Frustration bliver alt for ofte fejlfortolket som farlig vrede, tænker jeg.
Og jeg tænker ofte på Gøgereden. Umiddelbart ser det ud som om vi er langt fra den gyser. Men jeg har set meget symbolsk vold, tvang og umyndiggørelse og spørger mig selv om den danske psykiatri har en særlig dna. Historien er skræmmende, men det er nutiden også.
Som barnebarn til et offer for Det Hvide Snit (Lobotomi, der især blev givet til de højtrøstede og til kvinder) finder jeg min trøst i patienternes nærmest uvirkelige tålmodighed med behandlingen, deres evne til håbefuldt at bede om hjælp og livets mirakuløse foranderlighed.
Det er et under at mennesker kan klare at være patienter i psykiatrien. Jeg spekulerer på, om de er nogle af de stærkeste mennesker jeg har mødt.
Det samme tænker jeg om de af de ansatte, der med omsorg giver behandlingen et strejf af et menneskeligt ansigt.
Kærlig hilsen
Dorte

Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, David Adam, Eva Schwanenflügel, Ruth Sørensen, David Zennaro og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er med vis ulyst jeg kommenterer. Texten er skrevet af et menneske som ikke anser at hans hjerne fungerer normalt. Jeg kommenterer ikke texten/personen, men vil generelt søge klargøre:
1. en ”hjerne” (eller modsvarende funktion) modtager information, skaber den virkelighed han lever i, med formålet: Va’ ska jeg gøre nu, for at nå det mål jeg vil nå? Dette er biologi, findes hos encellede bakterier som hos os.
2. hvis den virkelighed en enkelt hjerne lykkes skabe fører til oplevelser og handlinger der ikke er normale i det samfund han lever i. kalder mennesket det sygt. Det er IKKE biologi, men en konvention skabt af menneske hjerner – forskelligt i forskellige kulturer. Find en lempelig svamp, spis lidt, og din hjerne skaber en helt ny virkelighed, prøv en gang, hvis du tvivler.
3. i det extremt regelstyrede danske samfund SKAL en sygdom ha et navn, vi kalder det ”en diagnose”
4 hvilket intet betyder, en ren administrativ nødvendighed: ”A rose, by any other name will smell just as sweet” (Julie til Romro).
5. der findes mennesker hvis hjerner er skabte så de fungerer ”unormalt” i det ”normale” Danske samfund – med dets extremt smalle normalitetsbegreb.
6, nogen kan ”behandles” så de bliver som danskere er flest – andre ikke.

Spørgsmålet, som psykiatrien burde kaste sig over, er: hvor kommer denne jagt på lovmæssighed og normativitet fra i en verden, fyldt med unikke fænomener og manifestationer?

Kurt Nielsen, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese

You said it man :)

Som pårørende til en psykisk syg kan jeg desværre kun sige, at det, du oplever er helt almindeligt inden for psykiatrien. Manglende empati og kontinuerlig indsats til trods for mange flotte ord på papiret om borgerinddragelse, recovery og handleplaner. Det er en dybt frustrerende situation at stå i, både som syg og som pårørende til en syg. God bedring til dig, Emil.

Min første psykolog foreslog mig at begynde til roning. En anden ville kurere min mangel på selvværd ved at bilde mig ind jeg lignede Johnny Depp, som han så brugte en del af vores tid sammen på at google billeder af. Den sidste terapeut jeg i skrivende stund har besøgt nåede frem til at jeg måske ville få det bedre hvis jeg holdt op med at læse så ”tunge” bøger. Hvorefter hun i øvrigt gav op og sagde hun ikke kunne hjælpe mig. Disse eksempler er ikke overdrevet.
Jeg har siden fået gode erfaringer med at komme i en lokal selvhjælpsgruppe som jeg på egen hånd fandt frem til. Her fandt jeg en støtte, samt en helt generel medmenneskelig respekt der desværre lå meget langt fra den jeg mødte i psykiatrien.