Vi skal droppe ideen om, at skolen skal udligne alle børn til samme middelmådige niveau. Med indførslen af inklusionsfadæsen og den efterfølgende afskaffelse af talentprogrammer fremstår folkeskolen som en kamp for, at alle skal rammes og undervises på samme niveau.
Glemt er dog, at elever ikke er ens og ikke lærer på samme niveau eller med samme metode. Når mange elever oplever undervisningstab, viser det, at specialklasserne nok havde en større berettigelse end først antaget. Nu er der hverken tid eller kompetencer til at tage hånd om alle elever.
Løsningen på problemet er todelt.
Først og fremmest bliver man nødt til at tage problemerne ved folkeskolereformen seriøst. Skoledagen skal forkortes, inklusionen skal sættes på pause, og de forstyrrende og forvirrende elementer skal fjernes.
Dernæst skal der være en helt ny konsensus om, hvordan man driver skole bedst. Med folkeskolereformen viste politikerne, at kendskabet til, hvordan det gøres, ikke er bedst hos dem. Derfor skal skolerne have større selvbestemmelse og friere rammer for, hvordan de vil drive deres skole.
Skal der være flere praktiske fag, så vi tager hensyn til, at ikke alle lærer bedst ved klassisk tavleundervisning? Skal undervisningen være niveauopdelt i relevante fag, så undervisningen rammer eleverne præcis på det niveau, de er på? Skal der nye fag på skoleskemaet? Eller ville det give mening at undervise mere i privatøkonomi, mental sundhed eller andet, der fylder i unges liv?
Svaret er, at ikke to elever er ens, ej heller to skoler. Der bør være politisk mod til at stole på, at skolerne drives bedst på selve skolerne. Nogle steder er inklusion et problem, andre steder er det undervisningsformen.
Man kan simpelthen ikke trække et system ned over alle landets folkeskoler og bilde sig selv ind, at one size fits all. Den politiske opgave er derfor at lave en skabelon til skolen frem for et fuldfærdigt projekt. Der skal være et minimumspensum og nogle få klare retningslinjer, som skolerne selv kan arbejde inden for. Spørgsmålet er blot, om stoltheden og nervøsiteten står i vejen for at give selvbestemmelsen tilbage til skolerne.
Carl Wengel Grauballe er uddannelsesordfører i Venstres Ungdom
Jeg er helt enig, jeg har været folkeskolelærer i 20 år, og jeg oplever desværre, at skolen pga de rammer, der er fra kommune og staten, går efter laveste fællesnævner. Skolerne er forskellige, eleverne udgangspunkt er ikke ens. Jeg håber, at I kommer igennem med overstående, selvom jeg stiller mig tvivlsom.
Det er s’gu’ sjældent, jeg kan stemme op om noget fra dén politiske fløj, men for en gangs skyld kommer der faktisk noget helt åbenlyst og ubestridt korrekt ind fra højre. Bare ærgerligt at det ikke kommer fra en magthavende politiker…