Kommentar

Vi skal hjælpe børn og unge, inden de opfylder kriterierne for en psykiatrisk diagnose

Der er en markant stigning i antallet af børn og unge, som lider og skal have hjælp. Men skal de alle have en psykiatrisk diagnose? Med de rammer, som vi giver vores børn og unge, er vi i gang med at masseproducere kommende psykiatribrugere, skriver tidligere pædagog i ungdomspsykiatrien Sanne Lundhede Poulsen i dette debatindlæg
Debat
7. december 2021
Det er, som om udredningsgarantien tager mere sigte på at nå frem til en diagnose end på at hjælpe barnet eller den unge med sine problemer, skriver Sanne Lundhede Poulsen.

Det er, som om udredningsgarantien tager mere sigte på at nå frem til en diagnose end på at hjælpe barnet eller den unge med sine problemer, skriver Sanne Lundhede Poulsen.

Magnus Hove Johansson

Ligesom hos mange andre, gjorde TV 2-dokumentaren Smertensbørn et stort indtryk på mig. I efterfølgende debatter har jeg hørt flere argumentere for, at løsningen kunne være, at flere børn og unge blev hurtigere psykiatrisk udredt. Underforstået, at man så fra start ville have en specifik beskrivelse af den enkeltes støttebehov og dermed bedre ville kunne sætte ind med de rigtige tiltag.

Jeg er meget uenig. Løsningen må være, at vi bliver meget bedre til at hjælpe børn og unge, inden de opfylder kriterierne for en psykiatrisk diagnose. Vi skal væk fra den stigende tendens til, at en diagnose er den eneste adgangsbillet til hjælp. Et godt eksempel herpå er, hvordan man som ung kun kan få gratis samtaler hos en privatpraktiserende psykolog, hvis man er diagnosticeret med enten angst eller depression. Ville det ikke være meget bedre, hvis vi hjalp disse unge, inden de udviklede angst eller depression?

For mange får tildelt diagnoser

Der er uden tvivl børn, som skal have en psykiatrisk diagnose. Men når hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose, bør vi undre os. I min optik afspejler tallet, at vi ikke varetager de danske børn og unges mentale sundhed ordentligt. Hvilket jeg bliver bekræftet i, når jeg ser Smertensbørn og tidligere dokumentarer som DR2’s Hvem passer vores børn?

Det høje antal af børn og unge med psykiatriske diagnoser afspejler kort og godt, hvordan den nye generation reagerer på det danske samfunds sociale konstruktioner. Med andre ord tror jeg simpelthen ikke på, at så mange børn og unge er såkaldt psykisk syge. Ligeledes betvivler jeg, at hele 16 ud af 1.000 børn reelt har autisme og at 4,5 procent af de danske børn og unge mellem 10-24 år reelt har ADHD.

Dermed sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved, om disse neuropsykiatriske diagnoser findes. Jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, om der er tale om børn og unge, som lider og skal have hjælp. Men kravene om effektivisering i det offentlige system har blandt andet resulteret i en udredningsgaranti på 30 dage. En udredningsgaranti, som flere fagpersoner fra landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger allerede var ude at kritisere i 2016. Kritikken lød på, at mange børn og unge blev genhenvist på grund af fejldiagnosticeringer. Der er ikke tid til at gå i dybden under udredningerne.

Omtalte udredningsgaranti er uden tvivl også en grund til, at jeg som tidligere pædagog i både en specialbørnehave og i ungdomspsykiatrien har siddet tilbage med en oplevelse af, at et udredningsforløb mest har handlet om at samle barnets symptomer og reducere dem til en diagnose. Jeg oplever ikke, at mange forholder sig ordentligt til, hvordan symptomer kan skyldes andet end en psykiatrisk diagnose.

Derudover er det for mig også bekymrende, at man typisk kun observerer barnet på en psykiatrisk matrikel og i børnehaven/skolen. Der udføres sjældent observationer i barnets hjem, hvilket kan undre, når miljøet har så stor betydning for den mentale trivsel. Hvilket også flere gange blev nævnt i TV 2’s dokumentar.

Styrk den mentale sundhed

Lige nu venter vi på en længe ventet psykiatriplan. Jeg har flere steder læst om folks forslag og meninger om denne, og jeg deltog ved årets psykiatritopmøde i oktober. De fleste forslag handler om, hvordan man kan optimere den nuværende psykiatri. Det undrer mig, at det kun er meget få, som har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor tilgangen af patienter har været så markant stigende de seneste år. Menneskets gener er jo de samme, så hvorfor denne markante stigning i psykiatriske lidelser?

Dokumentaren Smertensbørn giver os et af svarene. Med de rammer, vi giver vores børn og unge, er vi i gang med at masseproducere kommende psykiatribrugere.

Det nytter derfor ikke noget, hvis den kommende psykiatriplan kun har fokus på udvikling og udvidelse af vores behandlingspsykiatriske system. For hvis vi ikke begynder at prioritere befolkningens generelle mentale sundhed på lige fod med den fysiske sundhed, ja, så vil vi blot skulle blive ved med at udvide kapaciteten i psykiatrien hvert tiende år.

Lad os sætte mental sundhed på dagsordenen – ligesom de længe har gjort det i Norge.

Sanne Lundhede Poulsen er konsulent i Peer-Netværket og kandidatstuderende i sundhed og samfund. Er tidligere pædagog i ungdomspsykiatrien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

06/dec/2021

JA, de skal have Opmærksomhed,
Accept, Respekt og Kærlighed :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Jeanne Löwe Lindberg

Spot on!
I dag fungere det psykiatriske system sådan, at du hurtigst muligt er nød til at tage imod en diagnose om du er enig eller ej. Du bliver nemlig ikke inddraget i beslutninger om din egen person. Lægerne ved bedst. Diagnosen bestemmes udfra fortolkning af dine symptomer, som imidlertid bør forståes ud fra din sammenhæng og livshistorie, men det er der hverken forståelse for eller tid til at undersøge. Diagnosen er hurtigt bestemt men nærmest umulig at komme af med igen og den har ofte vidtrækkende og stigmatiserende konsekvenser. Feks kan en diagnose betyde at du ikke kan tegne en rejseforsikring. Blot ét eksempel.
Diagnosen er afgørende for hvilken type medicin du vil få og hvis du ikke accepterer at pillerne skal sluges, fordi du måske er bange for bivirkningerne eller har hørt om den markante overdødelighed blandt medicinerede psykiatripatienter, bliver du opfattet som usamarbejdsvillig og henvist til udskrivelse. Gør som der blive sagt eller klar dig selv.
Det er i sammenhængens retorik fuldstændigt vanvittigt. Der er jo først og fremmest brug for tid og ro og venlighed og respekt og omsorg!
Man fristes til at stille spørgsmålstegn ved hvem der er de virkelige skøre i den psykiatriske forestilling.
Når der er tale om børn, er det forældrene der forføres eller forskrækkes til at tro at psykiatrisk medicinsk behandling er en evidensbaseret videnskab. Medicin gives rundhåndet mod alle mulige tilstande, mod alt der opleves for meget og mod alt der opleves for lidt. Det springer mig i øjnene hvor mange forældre, der godtager lægernes enøjede forståelse af barnets problematik som værende psykisk sygt og indvilger i medicinering. I betragtning af at psykiatrisk medicin ikke er helbredende men bevirker at barnet dæmpes - også i sin glæde og livsudfoldelse i sin enestående barndom. Ja, der er noget helt galt med vores sygdomsopfattelse og måden hvorpå sundhedssystemet enevældigt og på værste vis, fratager og overtager ansvaret for vores og vores børns helbred.

Alvin Jensen, lars pedersen, Claus Bødtcher-Hansen, Arne Albatros Olsen, Steen Obel, Majken Munch, Eva Schwanenflügel og Kent Bajer anbefalede denne kommentar

Dette er ikke et nyt problem. Det er en udvikling der begyndte for over 40 år siden. Godt at der endelig bliver set på det.

Malene Wiinblad

Helt enig i dine synspunkter. Godt at bringe dem ind i debatten.

Kære Sanne

TAK for dit indlæg, det er virkelig vigtigt det du bringer frem her.

Jeg har lidt tilføjelser.

Jeg har som vuggestuepædagog, sammen med et utal at kollegaer, forsøgt at gøre opmærksom på sammenhængen mellem de mangelfulde omsorgsmiljøer i vores dagtilbud, men jeg mærker desværre ikke at alvoren sidder fast, blandt flertallet af partierne på Christiansborg og ude i kommunerne, eller hos KL.

Det er et kæmpe problem at vi igennem årtier har været for få om de små, og at fokus rent pædagogisk, er blevet snævret ind, fra politisk hold, til at handle om læring, altså mest som indlæring ift skoleparathed.

Vi har dermed mistet kollektivt fokus på det basale, menneskers basale behov for tryg tilknytning, og hvad der skal til og hvad det betyder, når vi ikke har tid og nærvær om de små.

Læs evt disse to indlæg fra hhv BUPL og Dansk Psykolog Forening

https://www.dp.dk/boernerfremtiden-psykologer-normering-har-afgoerende-b...

https://arbejderen.dk/indland/undersoegelse-bekraefter-daarlige-arbejdsv...

Bedste hilsener
Nanna Høyrup
Vuggestuepædagog
Medlem af Alternativet