Kommentar

Højskolerne må anerkende deres problemer med diskrimination og diversitet

Selv om højskoler bryster sig af at være for alle, er det svært for os minoritetsetniske danskere at vælge højskolen til og undgå forskelsbehandling under opholdet. Der mangler simpelthen oplysning og refleksion, skriver studerende og medlem af Ungepanelet Marek Azoulay
Højskolernes problemer med diskrimination og forskelsbehandling er udtryk for et generelt samfundsproblem, mener studerende og medlem af Ungepanelet Marek Azoulay. Det største problem er dog, at ingen på højskolerne lader til at være bevidste om problemerne.

Højskolernes problemer med diskrimination og forskelsbehandling er udtryk for et generelt samfundsproblem, mener studerende og medlem af Ungepanelet Marek Azoulay. Det største problem er dog, at ingen på højskolerne lader til at være bevidste om problemerne.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Debat
4. januar 2022

Da jeg begyndte på Krogerup Højskole i 2019, mødte jeg en flok elever, som skulle blive mine nye venner. Flokken bestod af nysgerrige, passionerede og festglade unge mennesker, men adskilte sig også tydeligt fra samfundet generelt. Diversitet skulle man lede længe efter i vores lille højskoleboble.

Så snart jeg kom ind ad dørene, kom spørgsmålene. »Hvor kommer du fra?«, »Hvorfor spiser du ikke svinekød?« og »Hvornår sprang du ud?«. Det er spørgsmål, jeg har fået tusind gange før, og hver gang får de mig til at føle, at jeg ikke passer ind. At det også skulle ske nu, oplevede jeg som et nederlag. Igennem mine 14 år i uddannelsessystemet har jeg følt mig reduceret til min andethed med spørgsmål som disse. Men jeg troede, at højskolen ville være anderledes.

For højskolerne bryster sig netop af at ville afspejle samfundet. Desværre er min erfaring, at det ikke er tilfældet. Og ovenikøbet at der er lang vej igen.

På højskolens journalistikhold lavede vi en undersøgelse af vores årgangs omkring 100 elever. Den viste blandt andet, at cirka halvdelen havde fået hele eller dele af deres ophold betalt af deres forældre. Over halvdelen kom fra hovedstadsområdet eller Nordsjælland, og meget få havde en erhvervsfaglig uddannelse. Når det kom til unge med minoritetsetnisk baggrund, kunne vi tælles på én hånd.

Jeg er selv marokkansk-dansk og derudover jøde og homoseksuel. Jeg følte ikke, jeg havde nogen at spejle mig i på højskolen. Ikke fordi jeg trådte uden for normen, men fordi jeg blev oversynliggjort, da jeg var anderledes på grund af mit navn, hår, baggrund, spisevaner eller seksualitet. Til sidst følte jeg, at jeg blev nødt til at holde et oplæg for resten af eleverne om det at være minoritet. Simpelthen fordi der manglede oplysning og refleksion.

Højskoleopholdet er noget af det bedste, der er sket for mig, men det var også ekstremt hårdt. Derfor har jeg sammen med andre tidligere højskoleelever brugt mange timer på at drøfte de udfordringer, vi oplevede på vores ophold. Og hvordan vi kan få flere unge med minoritetsetnisk baggrund til at få adgang til – og føle sig hjemme på – højskolerne.

Anerkend problemerne

På initiativ fra Folkehøjskolernes Forening samlede organisationen Mino Danmark et ungepanel, og sammen formulerede vi en række anbefalinger til landets højskoler.

I Ungepanelet er vi otte medlemmer, der alle har gået på højskole i perioden mellem 2014 og 2020, og vi har hver især haft oplevelser med diskrimination og forskelsbehandling. De andre har fortalt om oplevelser med racistiske kommentarer fra både elever, lærere og ledelse og fordomme som »Du er mørk, så du må være god til at synge«. En blev spurgt om tilladelse til at blive kaldt n-ordet. En anden blev ikke inviteret med til fest og hygge, fordi hun ikke drikker alkohol.

Jeg tror, der er tale om et generelt samfundsproblem, der afspejler sig på højskolerne. Det største problem er dog, at ingen på skolerne lader til at være bevidste om det. Den største udfordring ved at have minoritetsbaggrund var for mig at skulle tage kampen alene.

Derfor lyder nogle af vores anbefalinger til højskolerne, at de skal anerkende problemer med alle former for diskrimination. Indfør en retningsangivende strategi og samværspolitik, hvor det fremgår tydeligt, hvad højskolens syn på diskrimination er, og hvordan skolen håndterer elevers oplevelser med racisme og andre former for diskrimination. Overvej at holde relevante oplæg ved hvert nyopstartet højskoleophold, og tænk repræsentation ind i lærerstaben.

Vores anbefalinger til skolerne handler dog ikke kun om kulturen på skolerne, men også om de økonomiske udfordringer og om højskolernes kommunikation. Det kan både dreje sig om at lave informationsbrochurer på forskellige sprog – både til de unge og deres forældre – og om synligt at markere på hjemmesiden, hvordan køkkenet kan tage hensyn til spisevaner. Og det kan handle om at hjælpe unge med at finde ud af, hvor de kan søge tilskud til deres ophold.

Vi har lavet de her anbefalinger, fordi vi mener, det er et problem, at højskolerne ikke når bredere ud. Højskolen gav mig det bedste år i mit liv – men hvorfor er den for de få?

Så kære højskoler, hvis I vil være det bedste år i mange flere forskellige unges liv, så lyt til vores anbefalinger. Og kære politikere, prioritér højskolerne, og hjælp flere unge med at få adgang til dem.

Vi har løsningerne. Vi venter bare på, at I samler dem op.

Marek Azoulay er studerende og medlem af Ungepanelet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her