Vi skal huske, at OCD er en psykisk lidelse. Ikke et tillægsord, der bør bruges i flæng

I DR-podcasten Hjerteflimmer for voksne den 1. december talte filminstruktør Anna Emma Haudal om OCD. Hun sagde, at hun havde det OCD-agtigt med nogle ting. Hvilke krydderier der skulle i lasagne for eksempel. Og så blev nogle af de andre deltagere enige om, at de havde lidt OCD, fordi de gerne vil have ting på bestemte måder.

Problemet er bare, at det ikke er OCD. Det, de taler om, er at være kontrolfreak.

OCD derimod er en psykisk lidelse. Det er ikke et tillægsord, du kan bruge til at retfærdiggøre din kontrollerende adfærd. OCD bygger på (tvangs)tanker om det, der kan ske med dig og dine nærmeste. For at undgå, at tankerne bliver realiseret, foretager du bestemte (tvangs)handlinger. Du er overbevist om, at du ved at gøre bestemte ting, kan forhindre tankerne i at blive til virkelighed.

Tanker og handlinger har ingen åbenlys relation, men knyttes sammen i den OCD-ramtes virkelighed og danner en stærk, neurologisk forbindelse. Det antages, at der er tale om en ubalance i signalstoffet serotonin, men nye studier undersøger også sammenhængen mellem barndomstraumer og OCD.

Jeg har altid haft OCD, men jeg blev overrasket, da jeg fik diagnosen som 24-årig. Jeg er nemlig styret af obsessioner (besættelser) frem for kompulsioner (tvangshandlinger), og jeg ser ud til at gøre ting ’normalt’. At grublerier også er en tvangshandling, var livsomvæltende information for mig.

Andre tvangshandlinger er for eksempel at vaske hænder, til huden mellem fingrene opløses, eller at måtte synke ubehagelige mængder luft, når man går fra rum til rum. Det ligger langt fra krydderier i lasagne.

Jeg er bange for, at udtalelser som dem i Hjerteflimmer for voksne vil få flere til at misforstå OCD’ens art og bagatellisere den som et alment fænomen. Eller bruge den som undskyldning for at opføre sig som et kontrollerende røvhul.

Det vil få flere til at undgå at tale om deres lidelse. OCD forbliver hos mange ubehandlet, fordi man godt selv ved, hvor absurde ens tanker og handlinger virker for ’almindelige’ mennesker. Derfor skjuler man dem. Vi har brug for, at der bliver talt offentligt og popkulturelt om OCD på en måde, så lidelsens alvor ikke kan misforstås, og så dem, der har den, kan genkende sig i det, der bliver sagt, og bruge det som et springbræt til at søge støtte.

Sophia Handler er forfatter og musikkritiker.