Kommentar

Jeg kom fri af 35 år med tvangsoverspisning, men fra nytår kan andre ikke få samme hjælp

Spiseforstyrrelsen BED er den mest udbredte i Danmark, og den kan behandles effektivt. Selv er jeg nu symptomfri efter at have hadet og udsultet min krop gennem 35 år. Desværre lukker behandlingstilbuddene fra januar. Politikerne må redde dem, skriver jurist Jo Mathiesen i dette debatindlæg
Debat
8. december 2021

I løbet af efteråret sidste år begyndte det at blive tydeligt for mig, hvor meget vægt og størrelse betød for min opfattelse af mig selv. Jeg har pint, plaget, hadet og udsultet min krop i 35 år med store personlige konsekvenser til følge. Alt sammen i håb om at blive til en anden, end den jeg er. En tyndere udgave af mig – en, som andre kunne holde af, og som havde ret til at være i verden.

Når det ikke ville lykkes, måtte det være noget med mig, der var helt galt. Jeg forstod ikke, at mine overspisninger var et symptom på en spiseforstyrrelse – det var jo blevet en del af min hverdag og mit spisemønster.

Jeg lider af spiseforstyrrelsen BED (binge eating disorder), også kaldet tvangsoverspisning, men skulle næsten runde 50 år, før jeg fandt ud af det. Jeg er en velfungerende kvinde med et godt job, en dejlig familie og et stabilt netværk omkring mig. Alligevel har jeg været faretruende tæt på at smuldre indvendigt.

Den forkerte spiseforstyrrelse

Tilfældigt hørte jeg om BED i et kort indslag i TV-Avisen. Jeg syntes, det lød interessant – det der med at dette tykke menneske, der var så forpint, var uden skyld – og at overspisninger var noget, man kunne behandles for.

Til at begynde med handlede det selvfølgelig ikke om mig. Jeg var jo ikke sådan en tyk én, der havde brug for andres hjælp. Jeg var altså ikke svag, fed og doven. Efter et par måneders rumlen skrev jeg dog til min læge og spurgte hende, om hun kunne forklare mig lidt om, hvad den der BED-spiseforstyrrelse gik ud på. Fordi jeg jo åbenbart ikke kunne finde ud af at tabe mig af mig selv.

Hun viste mig vej til Kompetencecenter for spiseforstyrrelser, der både kunne udrede mig og tilbyde mig et behandlingsforløb. Jeg var så utroligt lettet, da jeg fik at vide, at jeg led af en spiseforstyrrelse, og samtidig så utroligt skamfuld og ked af det. Jeg fortalte min søster, at jeg havde »den forkerte spiseforstyrrelse« – altså den, man ikke bliver tynd af.

Jeg var i et øjebliks vanvid tilbageholdende over for at tage imod tilbuddet om behandling, fordi jeg så skulle være vægtstabil i 25 uger. Altså et halvt år, hvor jeg ikke måtte forsøge at tabe mig. Jeg besindede mig og omfavnede den lidelse, jeg har, og gjorde det bedste, jeg kunne gøre for mig selv. Jeg gik i behandling.

Og hvor var jeg heldig! For det viste sig, at jeg kom med på det sidste terapihold, der er finansieret. Og at der endnu ikke er bygget en ekspertise op i psykiatrien, der kan tage over efter de private samarbejdspartnere, som mister finansieringen fra januar 2022. Lige nu ser det desværre ud til, at BED-patienter efter nytår vil være overladt til sig selv.

Symptomfri og ikke længere stresset

Behandlingen har først og fremmest betydet, at jeg ikke længere sulter. Det kommer måske som en overraskelse, men selv om jeg er tyk, har jeg sultet nærmest på daglig basis, siden jeg var 15 år gammel. Sult er min ven og min fjende. Min ven, der kan frembringe en berusende følelse af sejr og kontrol, og en fjende, der får mig til at bryde sammen i kontroltab med overspisninger, skam og selvlede til følge.

Mad er nu blevet reduceret til biologi. Det er noget, som min krop og hjerne har lige så meget brug for, som alle andre har. Der findes ikke længere kategorier af rigtige og forkerte madvarer. Mad består af kulhydrater, proteiner, fedtstoffer og kostfibre. Præcis som jeg lærte i folkeskolens biologitimer, og som jeg stille og roligt fik aflært, da jeg som teenager begyndte at blive påvirket af den stadigt voksende slankeindustri. Men tykke mennesker har selvfølgelig også brug for livsnødvendige næringsstoffer.

Behandlingen betyder, at jeg er blevet stabilt mæt med et hav af gode følgevirkninger. For eksempel oplever jeg nu sjældent de store følelsesmæssige udsving, jeg bliver ikke stresset på mit arbejde, selv om jeg har travlt eller laver fejl, jeg kan mærke grænser af alle mulige slags, for eksempel når jeg ikke skal drikke mere alkohol, og vigtigst af alt: Jeg er symptomfri. Jeg har ikke længere overspisninger.

Alt det har jeg opnået med 25 ugers behandling og med hjælp fra psykologerne i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser. Jeg kan se, hvor forpint jeg har været før. Hvor meget tanker om mad, vægt og udseende fyldte i min hverdag og sugede af mit mentale overskud.

Undersøgelser peger på, at BED er den mest udbredte spiseforstyrrelse i dag, så der er mange derude som mig. Og jeg ved, at det har store omkostninger for den enkelte og dennes familie, men også for samfundet, hvis det ikke bliver behandlet.

Så hermed et opråb til politikerne: Få nu prioriteret området, og afsæt midler til behandling hos de private samarbejdspartnere, indtil psykiatrien kan tage over. Det er en lavthængende frugt, for BED kan behandles med succes.

Jo Mathiesen er jurist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

08/dec/2021

Kære Jo Mathiesen,
jeg har lige et par professionelle
vinkler, jeg her vil dele med dig :-) ...

1 Et menneske består af en sjæl, et
sind (delt i tre dele) og en krop :-) ...

2 Du er altså ikke en krop, du har
en krop. Og kroppe behøver næring
hver dag, d.v.s. maden skal være sund,
lækker og gerne enkel at tilberede :-) ...

3 Og så behøver du, som alle os andre,
at lære at leve det liv, du ønsker dig :-) ...

Jeg ønsker dig en god tur / et godt liv :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Kære Jo ♥️
Bare tak.
Tak fordi du sætter fokus på dette område, som er stærkt underprioritetet.